x

Phono Festival fredag – fra støjrock til techno

Phono Festival fredag – fra støjrock til techno

Phono Festival 2012, fredag den 14. september
Odense offentlige slagtehuse


Dette er anden del af artikelrækken fra årets Phono Festival, og såfremt man ønsker nogle indledende bemærkninger omkring hvad festivalen er for en størrelse, inklusiv en kort gennemgang af dens historie og baggrund siden fødslen i 2006, henviser jeg til første artikel, hvor man kan finde noget sådant. I den herværende artikel vil jeg i stedet tillade mig at gå ret direkte til makronerne, primært fordi klokken på nuværende tidspunkt er 3:30 om natten og jeg i morgen, teknisk set senere på dagen, skal videre til København for at anmelde Laibach, hvorfor det at indhente en smule søvn synes en prioritet, der er nødt til at at blive taget i betragtning. Så uden yderligere snak...  

Lidt snak

Ligesom førstedagen på årets Phono Festival blev seancen indledt tidligt med en art interview-session med en af de senere på aftenen koncertaktuelle navne, nemlig franske Debruit, der bl.a. kunne fortælle om arbejdet med inspiration fra både tyrkisk og afrikansk musik såvel som fra Serge Gainsbourg, og om det at begå sig som alternativ elektronmusiker på det store internet, hvor man jo, som bekendt, sagtens kan lægge en masse musik ud til folk - hvilket ikke er ensbetydende med, at folket rent faktisk lytter til den. Debruit fremstod som en meget beskeden herre, ikke ligefrem sky, men heller ikke fuld af store armbevægelser. På mange måder en sjov kontrast, for nogle timer senere skulle han og det medbragte band spille en hel Phono Festival op til fest med en koncert, der for undertegnede - og efter publikums reaktioner at dømme nok også for en del andre - helt klart var en af de bedste ved festivalen indtil videre. Men mere herom senere.

Toblerones
Første koncertnavn denne aften var finske Toblerones, der med deres musik ikke just gav associationer til velsmagende chokoladepyramider, for her var tale om et solidt udgangspunkt i grænselandet mellem støjrock og Krautrock, her og der tilsat lidt ekstra elementer af electro og en smule punk. Bandet, for et sådant var de, sågar med guitar, sangerinde og det hele, spillede improviseret musik, ofte bygget op omkring maskinelle rytmemønstre og flader af primært guitarstøj.

Gruppens sangerinde forsøgte at trænge gennem denne lydmur, men havde kun for alvor held med det når hun ligefrem skreg, eller hvis der var tale om egentlig rolige passager. Vokalen var ganske enkelt for lav koncerten igennem, og det var selvsagt lidt synd. Og skal man være hudløst ærlig, så var lyden nok ikke verdens bedste generelt. Der blev spillet ganske højt, og nok i virkeligheden lidt for højt til det anlæg, der blev brugt.

Til trods for den ikke altid helt heldige lyd, så formåede gruppen alligevel at levere en ordentlig koncert, måske bl.a. fordi lige netop den type musik de spillede, Krautrock i den beskidte ende, ikke altid står og falder på lydkvalitet i topklasse. Sammenlignet med en del andre indierock-navne med hang til Krautrock, så havde disse unge finske musikere nok lidt mere at have deres Kraut i. Og så bliver det tilsyneladende også tidligere mørkt i Finland, for der var lidt mere dyster slæbende postpunk-tendenser over projektet end der var skovmandsskjorter med karklud. En smule konstruktiv kritik - Tobloerones kunne godt arbejde lidt mere med at være tight i forhold til hinanden. Det var bestemt ikke sådan så de sejlede af sted i hver sit tempo, overhovedet ikke, men når man skal improvisere sammen, fire personer, så er det vigtigt, det der med at følge hinanden.

Patten
Også Patten optrådte på den lille scene, samme lydanlæg som Toblerones, og også han spillede vældig højt. Faktisk i passager så højt, at det knitrede og kradsede i højttalerne - der var flere gange undervejs, hvor musikken slet og ret overstyrede pga. den lidt for voldsomme volumen. Dog heldigvis ikke sådan, at det var direkte ødelæggende for koncerten, men det var desværre et irritationsmoment, også fordi musikken temmelig konsekvent befandt sig i downtempo-enden af skalaen, her og der med fokus på stemningsmættede lydbilleder, dog ikke af direkte filmisk karakter.

Et hyppigt anvendt trick i jagten på den stemningsmættede lyd var oceaner af rumklang, faktisk i en sådan grad at flere af de individuelle elementer i musikken jævnligt flød godt og grundigt sammen til en let mudret masse, hvor alt for meget befandt sig i samme frekvens- eller volumenlag. Igen spillede lyden ikke ind til Pattens fordel. Man stod nogle gange undervejs og tænkte, at der var egentlig gode idéer i spil, men det var som om teknikken, eller den produktionstekniske kunnen, spændte ben for flere af dem.

Om manden havde svært ved at høre sig selv ordentligt på scenen eller om udstyret har drillet (et par maskiner røg ved et uheld på gulvet i begyndelsen af koncerten), skal jeg ikke kunne sige, men efterhånden som koncerten skred frem var det lidt som et uforløst potentiale. Ikke desto mindre kom der mere publikum til i løbet af denne optræden, og de tog pænt imod, hvilket også lod til at have en positiv effekt på englænderen på scenen - og det er jo altid godt, kan man sige.

Sculpture
Hefra rykkede resten af aftenens program fra lille scene og ind på den store, hvor både lyd- og lysforhold var noget bedre, og det var godt, for duoen Sculpture bød både på en velproduceret musik, men i dén grad også på en visuel gimmick-optræden, som faktisk skulle vise sig at fungere rigtig godt. Idéen var simpel, men effektiv - den ene af de to bandmedlemmer var ikke musiker, men stod i stedet for koncertens visuelle aspekt, hvilket bestod af en pladespiller. Ok, nu rabler det for skribenten, der er lidt for sent oppe - sagde han ikke lige, at den ene af de to fyre stod for det visuelle, så hvad laver han med en pladespiller?

Det rabler ingenlunde, for over pladespilleren var der anbragt et kamera, der filmede ned på denne og sendte billedet direkte videre til et lærred bag musikerne og rundt om deres bord med udstyr. På pladespilleren var der anbragt papirark med kalejdoskopiske mønstre, og når disse blev drejet rundt, så flimrede det med bevægelse overalt på scenen; et udtryk, der placerede sig et sært sted mellem techno-vj, avantgarde-filmkunst og DR-børnetime fra halvfjerdserne, dengang de pædagogiske studieværter røg hash og læste Marx. Eller omvendt.

Musikken blev frembragt via backing tracks og forskellige live-elementer såsom diverse elektroniske kasser samt kassettebånd, og stilmæssigt kunne noget af det måske godt minde om Warp-selskabet omkring årtusindskiftet. Flere numre havde en næsten vignet-agtig karakter, og det var svært at beslutte sig for om musikken var soundtrack til billedsiden eller om det visuelle aspekt var til stede for at understøtte det musikalske. Og det var egentlig udmærket at være i tvivl, for man kunne dybest set bare lade sig småhypnotisere af de flimrende og kalejdoskopiske mønstre og elektronmusikken i en lille times tid.

Debruit
Franske Debruit fremstod som trio på scenen, og helt fra begyndelsen stod det klart, at de tre herrer havde gjort sig en tanke eller to om deres visuelle fremtoning, som var ganske gennemført. Klædt helt i hvidt og med hvide instrumenter samt to hvide skærme, den ene cirkel-formet, den anden femkantet, blev de mange hvide flader og konturer brugt til at skyde billeder op på, og fint så det ud. Men det skulle vise sig, at den stærke visuelle fremtoning faktisk kun var glasuren på kagen, for efter en lidt vaklende indledning med nogle tekniske vanskeligheder, fik Debruit sat en fed streg under de musikalske færdigheder.

Instrumenteringen bestod af synthesizer-controller, talk-box, bas, et par trommer, guitar og tangenter, og alt blev flittigt brugt, og med stor idérigdom. Ikke mindst guitaristens til tider ekstremt syntetiske lyd imponerede - flere gange undervejs spillede han regulære synth-leads, et sted mellem skwee og Commodore 64, og kontrollerede vibratoen via wah-wah-pedal. I andre passager gik der Afrika-rock-a-la-Talking-Heads i den, eller arabisk-klingende melodier. Læg hertil en bundsolid og tight bassist samt robotvredne talk-box-melodier og en overordnet musikalsk æstetik med smag for både det futuristisk funky, det såkaldt etniske og det direkte syntetiske, og med en utvetydig spilleglæde hos de tre involverede parter.

Et eller andet sted kan man måske godt sige, at Debruit placerede sig i forlængelse af en fransk tradition - allerede i firserne arbejdede Jean Michel Jarre med at fusionere elektronisk musik med mellemøstlige klange, og i samme årti legede filmkomponisten Eric Serra med temmelig plastificeret electrofunk i forbindelse med soundtracket til Luc Bessons "Subway", mens Daft Punks talk-box-agtige vocodermelodier velsagtens vil være de fleste unge bekendt. Der var spor af det hele hos Debruit, og samtidig også en egen musikalsk personlighed til stede.

Koncerten fandt sted efter kl. 23, og publikum var for fleres vedkommende godt lakkede til og ville feste. Og det ville Debruit også, men heldigvis på musikkens betingelser. Og det var rart at se, at musikken ikke nødvendigvis behøver at gå på kompromis for at være både festlig, folkelig og fornøjelig. Debruit fremstod ekstremt tilgængelig - publikums reaktion var ikke til at tage fejl af - så koncerten var et fint bevis på at man godt kan slippe af sted med at præsentere musik med personlighed og idérigdom også for et feststemt publikum. Med andre ord - det behøver ikke altid at være de lave fællesnævnere.

Robert Hood (billedet, arkivfoto)
Festen fortsatte med aftenens sidste navn, amerikanske Robert Hood, der har rødder tilbage til Underground Resistance, og som står som en tidlig eksponent for den egentlige minimal-techno. En genre, lad mig bare melde ærligt ud helt fra start, der aldrig har sagt mig det store på et personligt plan. Jeg ser lidt minimal-techno som elektronmusikkens svar på den aldrende bluesrock-guitarist, der jo altid kan fyre en twelve bar af, og så er alle med, og de fleste kan jo dog huske at tælle til fire, selv i plørefuld tilstand.

Men på samme måde som jeg ikke vil tøve med at yde eksempelvis en B. B. King respekt for hans plads i bluesrock-musikkens historie, så vil jeg heller ikke fornægte minimal-tehcnoen og dens udspring fra Detroit-kilden som en del af den elektroniske musiks historie. Og selvom det ikke just er idérigdom og visionære tanker, det flyder over med i minimal-techno, så kan det heller ikke fornægtes, at genren har øvet sin indflydelse, især, naturligvis, på klubplan, som del af fest-kulturen.

I al rimelighed skal det også siges, at Robert Hood helt bestemt havde styr på det han lavede på scenen, og i akkumulerende al rimelighed bør man også nævne, at manden rent faktisk har været med til at lægge fundamentet for genren, om man så kan lide den eller ej. På et helt personligt plan synes jeg ikke at fire-til-gulvet, hvislende hihat, en hård snare og et par bastoner er helt nok i længden; hånden på hjertet, det bliver hurtigt mere end bare særdeles forudsigeligt, og i dag, hvor alle og enhver reelt kan lave minimal-techno-on-the-fly med laptoppen og lidt samples, så virker genren måske mere som et nostalgisk levn, også fordi det ligesom ligger i den ultraminimale fordring, at her er ikke så megen plads til videreudvikling. Hvis ens ingredienser er mel og eddike og et vist blandingsforhold er givet på forhånd, så bliver det ikke til mange flødekager. Til Robert Hoods forsvar skal det dog siges, at har folk fået nok at drikke, så kan de godt lide mel med eddike.

Afsluttende bemærkninger

Som med festivalens førstedag ser det ud til, at man fra arrangørernes side forsøger at finde en balance mellem spændende musik og fest til folket. Det kan godt være en svær balance sådan helt at mestre; nogle gange sidder den lige i skabet, andre gange ikke. Jeg synes at især Debruit demonstrerede, at det godt kan lade sig gøre at kombinere musikalsk styrke med fest og farver. Samtidig bød aftenen også på både knap så festlige Toblerones og måske lidt for festlige Robert Hood, så den store magtbalance synes nogenlunde velbevaret. The spice must flow!

Og så lige servicemeddelelsen på falderebet nok engang - Phono Festival varer til og med lørdag, men jeg vil ikke være i stand til at dække hele seancen, da jeg også skal anmelde Laibach i København. Der er således ikke tale om at noget af musikken vælges fra fordi den ikke betragtes som interessant eller spændende nok; det handler helt og aldeles om uheldigt datosammenfald.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA