The Blue Van: Vi bliver aldrig kedelige

The Blue Van: Vi bliver aldrig kedelige

De har kendt hinanden siden børnehaven og har altid spillet sammen. Først forsøgte de at erobre verden, siden kom de hjem og begyndte at tjene penge. Den livsbekræftende kvartet har fortsat speederen i bund og er nu klar med album nummer fem.

Det er lidt som at få den årlige influenza-vaccination eller som allergikeren, der får et ordentlig skud binyrebarkhormon hos doktormanden, inden pollensæsonen står for døren. Så er man ligesom genopladet og rustet til at klare hverdagens strabadser i en længere periode. På samme måde virker en dosis The Blue Van med passende mellemrum. Når man har set dem på scenen, er man ligesom blæst og rocket igennem på en måde, så en livsstyrkende effekt befinder sig i krop og sjæl et godt stykke tid fremover. The Blue Van skuffer aldrig på en scene. De leverer varen, om det er foran et talstærkt festivalpublikum eller foran den berømte luder og lommetyv i provinsen. Kvartetten ved godt, at de holder et højt bundniveau, og trommeslager Per Mølgaard Jørgensen udtrykker det ret præcist:

– Vi bliver aldrig kedelige, og vi keder os aldrig. Det er altid fedt at spille live, og vi har aldrig problemer med at sætte os op til en koncert.

 

Fra Hallund til Brooklyn

De fire gutter har kendt hinanden siden børnehaven og er vokset op i flækker af oplandet til Brønderslev. Fodbold var egentlig den eneste mulighed ud over skolen, men de fire knægte fandt sammen om gamle rock'n'roll-plader, fandt selv instrumenterne frem og begyndte at øve i kælderen hos Sørens bedstemor, der døjede med hørelsen.

– Pladeselskabet spørger altid til en vinkel, når vi laver en ny plade, men jeg syntes, at den bedste historie er, at vi altid har været sammen, jeg kan nærmest ikke huske en tid, hvor det ikke var os fire i Blue Van, fortæller bandets primære sangskriver, keyboardmand og guitarist Søren Christensen.

De fire venner sled pladerne op på rejsegrammofonen med artister som Hendrix, The Who, Small Faces, Kinks, Cream, Beatles og Stones, men fik selv godt gang i sangskrivningen, flyttede i 2001 til København,  og udgav den selvfinansierede ep A Session With Blue Van. Bandet passede godt ind i tidens rockbølge anført af navne som The White Stripes og The Strokes, fik management-aftale, indspillede debutalbummet The Art Of Rolling og skrev efterfølgende kontrakt med USAs, på det tidspunkt, største indie-selskab TVT Records. Bandet blev installeret i Brooklyn. Nu var det USA som skulle erobres. The Blue Van blev sendt ud på lange turneer og ikke altid i den luksuriøse ende af skalaen.

– Det var os fire mod resten af verden, der var mange fede oplevelser, men det var også benhårdt, og i perioder karrieremæssigt spild af tid, vurderer Per i dag.

– Men der lærte vi at spille live og levere varen hver gang uanset omstændighederne, om det så var for bartenderen og personalet på det lokale roadhouse og så gennem de mange supportjobs. Det er en del af vores DNA, mener forsanger Steffen Westmark.

– Vi var på en tur i 2006 fra øst- til vestkysten, og ofte med meget lange køreture imellem. Vi boede i en campingbus med seks sovepladser, og typisk sov vi på parkeringspladser, og 90% af morgenerne var det første, vi gjorde at gå ind i en Wallmart for at børste tænder og købe morgenmad. Vores chauffør var totalt indebrændt, og det var sgu en hård omgang, husker bassist Allan Villadsen.

 

Hjem igen

Dyre lærepenge, men også oplevelser der gav hår på brystet. Bandet var i den periode det danske band, der spillede mest i udlandet, og første gang, denne skribent stødte på bandet, var da også i Toronto, Canada 2006, hvor jeg ud over at opleve, at The Blue Van var (og er) et fantastisk live-band, kunne konstatere, at de havde et pænt lokalt publikum.  Bandet indspillede og udgav også opfølgeren Dear Independence i USA, men efterfølgende brast drømmen, da TVT gik konkurs:

– Det paradoksale var, at først havde vi en international kontrakt og skulle erobre hele verden. Da den ophørte, tog vi hjem til Danmark og begyndte at tjene penge, konstaterer Per tørt.

 

Hits og synkronisering

Sidstnævnte ikke mindst takket været bandets tredje album Man Up, hvor titelnummeret og Silly Boy blev solide hits, og sidstnævnte Ugens Undgåelige på P3. Og så kom der for alvor gang i synkroniseringsaftalerne, der siden hen er blevet en væsentlig indtægtskilde og eksponeringsvindue for The Blue Van. Bandet har – ikke mindst takket solidt benarbejde fra deres manager – landet adskillige sync-aftaler, hvor de mest prominente er Silly Boy for Samsungs Behold-mobiltelefon, Man Up for lydside i tv-serierne 90210 (Beverly Hills) og CSI New York og There Goes My Love til lanceringen af Apples iPad i 2010.

– Der er bare noget ved rock'n'roll, der egner sig godt til reklamer, tænk bare på Jet, Baby Woodrose og Ceasars Palace, mener Per.

Et medie, The Blue Van har nydt godt af, og som medvirker til at bandmedlemmerne, med slet skjult stolthed, kan ernære sig via musikken.

– Det er vores levevej, det er det, vi gør. Jeg holdt foredrag for noget tid siden på vores gamle gymnasium i Brønderslev, hvor rektor kom hen og sagde til mig, "ja, du har jo valgt sikkerhedsnettet fra, Søren". Og sådan er det, vi har ingen pensionsopsparing at falde tilbage på, men vi arbejder hårdt for føden. Det er sync-aftalerne, Koda-indtægterne og så at spille live, og vi kommer gerne ud i alle afkroge af landet.

 

Håndspillet, livlig og skizofren

The Blue Van har altid sværget til garagerocken, som den lød i de glade 60'ere, men har på de seneste par plader også leveret flere mere tidstypiske hitsingler i strammere og renere produktioner, som på forgængeren Love Shot. Nu er de klar med deres femte album Would You Change Your Life. En varieret omgang, der byder på såvel klassisk garagerock (titelnummeret og Harder Than A Diamond), soul a la tidlig Lenny Kravitz (Stay), stram keybaseret pop (Dreamers), en klaverballade (Weary Eyes), der kunne være skrevet af Lionel Richie, sprød akustisk guitar og tværfløjte-solo af 73-årige Kim Menzer (Gospel Of Dust) og et spooky instrumentalnummer, der lyder som noget fra Betty Blue-soundtracket fra slut-80'erne.

– Vi har vundet nogle og tabt nogle, på alle de plader vi har udgivet. Og sådan må det være. Der var dem, der syntes, at Love Shot var for pæn, og de har været typisk været glade for den nye single (Would You Change Your Life, red.). Men vi skal ikke ud og vise flaget, det her er vores femte plade. Man kan altid komme med floskler om, hvor meget bedre ens nye plade er end de forrige, og hvor meget den skal gøre, men hvis man ikke tror på, at man er det bedste band og har lavet sin bedste plade, skal man ikke gøre det. Men det tror vi på, konstaterer Søren roligt og bestemt:

– Det er en mere håndspillet og mere livlig og skizofren plade end de sidste par stykker, vi har lavet. Vi har brugt Jon Schumann (aka Joshua, red.) som producer (Mew, Kashmir, Kent, D-A-D, red.), og det har været hans rolle at samle trådene. Inden vi gik i studiet sagde han, "I skal vide, at hvis vi er uenige, så er det mig, som har ret."

– Vi er et ret kommunistisk band, hvor alle skal være enige, supplerer Steffen, så vi var lidt skeptiske over for den udtalelse.

– Men heldigvis viste det sig, at vi var enige hver eneste gang, fortæller Per.

 

Timet og tilrettelagt

Trods blandede erfaringer med det "forjættede land" har The Blue Van ikke opgivet drømmen om det store udland, inklusive USA.

– Det er svært ikke at tænke på, hvad der kunne have sket, hvis Man Up var udkommet i USA, filosoferer Allan.

– Danmark er vores faste base nu, og herfra tager vi afstikkere til udlandet, herunder også USA, hvor vi har haft en god collegeradio-kampagne kørende, fortæller Steffen, hvorefter Per konkluderer:

– Vi skal tilbage til USA, men når vi gør det skal alt været timet og tilrettelagt på en helt anden måde end tidligere.

Indtil videre er det dog os danskere, der kan nyde The Blue Van på deres femte album, og på scener rundt omkring på landet, hvilket man ikke bør snyde sig selv for, hvis man ynder et smil på læben og at blive blæst godt og grundigt igennem.

Læs anmeldelsen af "Would You Change Your Life?" her.

Om The Blue Van:

Bandnavnet er taget fra en blå varevogn, der tog ud for at hente de sindssyge.

På nær Per har alle bandmedlemmer hund, kone/kæreste og bil.

Bandet kommer ud til cirka 25.000 mennesker via deres Facebook-side.

De var allerede på Facebook i 2008 og i sin tid meget tidligt ude på MySpace.

En af Sørens største oplevelser var, da han så sig selv i papfigur i Tower Records i Tokyo i forbindelse med lanceringen af The Art of Rolling.

The Art of Rolling er indspillet live i studiet.

Bandet har varmet op for Razorlight, Franz Ferdinand, Keane, Electric Six, Hot Hot Heat, The Killers og for Jet på fem amerikanske og 22 europæiske koncerter.

Bandet medvirker i Erling Jepsens forrygende 70'er-hjemstavnsfilm Kunsten At Græde I Kor, hvor de er livemusikanter i en kroscene.

Flere af bandmedlemmerne har mistet deres mødom til den samme pige på Brønderslev-egnen.

Per har et billede af sig selv, Allan og Steffen som tre-årige.

Jon Schumann har sagt at Gospel Of Dust er det fedeste nummer, han har produceret.

De hører tit svenske The Graveyard, inden de går på scenen.

Weary Eyes er indspillet samme dag som Levon Helm døde, og er en hyldest til sangeren og trommeslageren i The Band.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA