x

Mumford & Sons – rigt og følsomt

Mumford & Sons – rigt og følsomt

Da GAFFA møder Mumford & Sons, er det på et luksuriøst spa-hotel i udkanten af West End i London. Værelset, vi sidder i, er minimalistisk, moderne og hundekoldt.

Helt lydløst kører airconditionen i de perfekte geometriske sektioner, der med hjælp fra pudset, grå marmor og matteret glas giver penthouse-rummet et deprimeret og udtryksløst indtryk – omtrent samme udtryk som den svampe- og skinkeomelet, som Marcus Mumford har munden fuld af.

– Vi har altså ikke valgt hotellet selv, hvis du skulle tro det, siger Marcus og tygger højlydt. Men det bliver lidt en vane, at vi ender her. Alle i bandet bor i gåafstand hertil, og lige ved siden af ligger der et spillested, hvor mange små bands har deres første store koncertdebut. Vi er et af de bands, og det gør det populært. Men det er et lortested, virkelig. Jeg så Lily Allen sparke en dreng ud derfra engang.

Nej, hvis Mumford & Sons selv havde valgt hotellet, var det nok nærmere blevet et lille Boutique-hotel i Clerkenwell, der var omgivet af røde fløjlsvægge, kaffe og romantisk kunst.

For når flere og flere bytter guitaren ud med synth, og når electro-house-dj's er det nye stadionrockband, så gør Marcus Mumford og hans band det modsatte. De satser på den harmoniske, varme og hengivne lyd. Jo flere instrumenter, des bedre er det. De spiller også helst alt live, og så bliver det desuden lettere at have med ud på turné. Selvfølgelig er bandets nye album Babel både større og varmere, men alligevel meget genkendeligt.

– Vi ville definitivt hen imod en større lyd, siger keyboardspilleren Ben Lovett. Man må jo kæmpe mod alt det elektroniske musik, som præger radioens sendeflader. Vi lægger for eksempel en masse blæseinstrumenter og buestrøg på, fordi vi elsker dem, og fordi blæseinstrumenterne får pianoet til at lyde fantastisk. Vores mål er at skabe et album, der er vældig rigt lydmæssigt og vældig følsomt tekstmæssigt.

 

Ikke ændre for meget

Altså et større lydbillede og mere følsomhed, men i øvrigt ville ingen af medlemmerne ændre for meget. De havde jo fundet noget, som bandet selv og publikum kunne lide, og som fungerede i al almindelighed. Samtidig ville de bevæge sig fremad uden at miste det, som de var blevet.

Altså jeg tror, at vi alle kender det her med, at jo mere vi er det her band, desto mindre vil vi være noget andet. Vi spiller musik sammen og det er vigtigst. Tidligere var jeg ikke sikker på præcis, hvad vi ville have, men vi vidste, hvad vi ikke ville, og det var at gøre det samme igen – at gå tilbage til Sigh No More. Det var nødvendigt, at der skulle ske en slags forandring, en udvikling. Vi holdt på nogle dårlige beslutninger, der typisk havde baggrund i at "fuck it, we know this works", men der hjalp Markus Dravs os i den rigtige retning, siger Marcus.

Markus Dravs ja. Han har tidligere arbejdet med en hel del andre toneangivende artister som Arcade Fire, Björk og Coldplay. Sammen kørte de ud til den engelske landsby til venner og familie og forsøgte at finde et varmt, autentisk lydbillede. Særligt vigtigt var det at finde gode omgivelser for trommerne. Meget blev spillet live. Eller "som bands gjorde før i tiden", forklarer Marcus.

I forhold til kun at have udgivet et enkelt album er Mumford & Sons egentlig urimeligt elskede. De er fortsat overdøvet med nomineringer, priser og anmeldelser, siden de i efteråret 2009 udgav debuten Sigh No More. Og det her er ingen 15-minutes-of-fame. Bandet gør sig konstant bemærket længere uden for hjemlandets grænser. Australien og New Zealand forstod hurtigt interessen. USA er altid mindre modtagelige over for briter, men der begynder de også at komme nogenlunde med.

På trods af velstand og rosende anmeldelser efter deres første album og et formodentlig stort pres på "den svære opfølger", er bandet selv ikke særligt nervøse op til udgivelsen af Babel.

– Vi er lettede, mere end noget andet. Det er klart, at det har været stresset og travlt og anstrengende at indspille den. Det har været et hårdt arbejde. Men nervøse? Nej, det er vi ikke. 

Mærker I noget pres udefra på, at opfølgeren skal være lige så god?

Marcus Mumford: – Det største pres kommer fra os selv. Vi elsker at skabe musik, og vi synes selv om det, som vi afstedkommer, men vi nøjes ikke med middelmådig lyd. Vi slider, men vi har fuld tillid til, hvad vi gør og tvivler aldrig på, at det bliver godt til sidst.

Laver I al musikken sammen?

Marcus Mumford: – Ja, men vi har ikke en særlig måde at gøre det på. Det er mere "du har det, og jeg har det", og så kommer en tredje på noget andet. Vi har det godt med at gøre det sådan. Vi nærmer os hver især lyden forskelligt. Det er en vældig naturlig og intuitiv proces. Den her gang har vi desuden udforsket en masse forskelligt, og det giver en større frihed og intuitiv sikkerhed. Dynamikken i, hvordan vi gør, har udviklet musikken.

 

Selvoplevet drama

Jeg har altid tænkt på jeres sange som små dramaer. Med et tydeligt opbygget klimaks og udtoning. Tænker I sådan, når I skaber musikken?

Marcus Mumford: – Ja, det føles meget naturligt at have den type oplæg med en tydelig udvikling og et klimaks. Så selvfølgelig bliver hver sang som en lille individuel historie. Som for øvrigt ofte bygger på noget, nogen i bandet selv har oplevet. Det føles helt rigtigt at komponere på den måde. Jeg er altid ude efter det samme, når jeg læser bøger eller ser film; at de skal tage mig med på en rejse.

Ja, du har jo til og med tidligere kaldt det at turnere som et John Steinbeck-eventyr, Marcus. Forklar, hvad du mener. 

Marcus Mumford: – Jo, men han talte jo om, at man ikke må planlægge og forsøge at forudsige en rejse for meget, for så kvæler man den, og det er sådan, det føles at turnere. Vores turné er som en rejse, og vi forsøger at undgå at planlægge alt for minutiøst. Altså det er klart, at vi er nødt til at være organiserede, ellers fungerer en turné jo ikke, men vi forsøger at have en åben indstilling, sådan at alt kan ske. Det bliver mere som et eventyr på den måde.

I har turneret næsten uafbrudt, siden I udgav debuten. Hvordan orker I?

Marcus Mumford: – Vi elsker at turnere. Jeg ved ikke rigtigt, hvad vi ellers skulle lave, haha. Nej, men bortset fra at være hjemmefra og at være lidt træt, så er der så meget positivt ved det. Vi ser det som et show og eventyr, og at få realiseret en tankeproces er utrolig belønnende.

Der udbrød kollektiv depression i Danmark, da Mumford & Sons måtte aflyse deres koncert på årets NorthSide Festival, fordi Marcus Mumford havde brækket hånden. De aflyste også den planlagte koncert på den svenske Hultsfred Festival, men blev booket til at komme på den svenske festival Peace & Love et par uger senere som et plaster på såret.

Winston Marshall (banjo): – Og man får set en masse fine steder. Sverige for eksempel. Vi er altid lettede, når vi kommer der. Der er altid en fantastisk atmosfære og meget søde mennesker. Vi håber på at komme tilbage dertil.

Marcus Mumford: – Ja, det er et af vores favoritsteder at besøge. Vi forsøger ret hårdt at gøre sådan, at vi kan komme tilbage, efter at vi var nødt til at aflyse på Hultfred. Og at Peace & Love tog os ind og lod Hultfred-besøgende komme gratis ind… Jeg har aldrig hørt tale om noget lignende i branchen.

 

Et uægte familieforetagende

De er som en lille familie, uden nogen form for slægtskab, men fortryder de, at de valgte navnet Mumford & Sons, som jo sætter yderligere fokus på Marcus?

– Det er som med et bageri, siger Marcus Mumford. Det er ikke nødvendigvis grundlæggeren, som er lederen. Mumford & Sons er som et familieforetagende. Men ja, der findes dele af mig, som fortryder det, men i sidste ende kom vi frem til, at vi beholder det. De, som godt kan lide os,  opfatter og forstår også dynamikken i bandet, og at alle er lige vigtige. Skulle vi ændre det, så skulle vi ændre det for dem, som ikke ved, hvem vi er. Og hvad betyder et bandnavn? Dave Grohl sagde engang, at han, hvis han havde vidst, at Foo Figthers ville blive så store, så skulle han aldrig have valgt navnet.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA