Reptile Youth: – Jeg vil være rockstjerne, og jeg vil være det sammen med dig

Reptile Youth: – Jeg vil være rockstjerne, og jeg vil være det sammen med dig

Reptile Youth har momentum. Internationalt. Uden udgivelser har de haft massiv live-succes i blandt andet Kina, Roskilde og Schweiz. Nu har den danske duo teamet op med top-producere på debutalbummet og er klar til satse hele butikken.

Sanger Mads Damsgaard Kristiansen er lige kommet fra en dukkert i Øresund, og multimusiker Esben Valløe er i gang med at fortære en gedigen kartoffelmad – der er vist nok et stykke rugbrød på bunden – på caféen Dyrehaven på Vesterbro, hvor solen skinner fra en skyfri himmel, og alt er godt. Helt skidt står det i hvert fald ikke til for de to sympatiske musikere, der omtrent kender halvdelen af klientellet på Dyrehaven og har oplevet en nærmest uhørt live-succes gennem de sidste par år. Udelukkende bakket op af et par videoer på YouTube og et par løse tracks på nettet.

Det er efterhånden tre år siden, at Mads og Esben debuterede for et offentligt publikum på – efter sidstnævntes ordvalg – "den sejeste natklub i Shanghai". De daværende Kaospiloter Mads og Esben skulle via studiet på en længere tur til Kina, og de to musikere vidste, at de ikke kunne undvære musikken på den lange tur, så de slog pjalterne sammen, eller som Mads udtrykte det til Kaos-kumpanen Esben: "jeg vil være rockstjerne, og jeg vil være det sammen med dig".

 

Verden rundt

En drøm som er godt og vel ved at blive til virkelighed, for der har ikke været mange huller i Reptile Youths kalender, siden de satte ild til dansegulvet i Shanghai tilbage i 2009. Reptile Youth, der spiller en art disco-rock med afstikkere i flere retninger med både massiv bas, bankende synth-flader, klassisk rock og adskillige sangbaren og poppede omkvæd, kan bare noget på en scene, og jungletrommerne har buldret over flere kontinenter, hvilket allerede har ført de musikalsk drenge vidt omkring. Mads fortæller, at bandet, der pt. består af fem mand på scenen, har spillet på udenlandske festivaler nærmest hver weekend over hele sommeren.

Bandet har et CV, der indtil videre blandt andet tæller to store turnéer i Kina, optrædener på festivaler som Iceland Airwaves, Montreux Jazz Festival (Schweiz), Wavves Vienna (Østrig), Unit Tokyo (Japan), SPOT og Roskilde herhjemme og godt med koncerter i blandt andet Tyskland og England. Hertil kommer invitationer til CMJ og SXSW i USA, stærke bookingbureauer i en række territorier, en kommende Europa tur i efteråret på 40-50 koncerter og nu med et debutalbum, der udkommer globalt, på vej i handlen, udgivet på det tyske selskab hfn. Der er styr på management og samarbejdspartnere, og fanbasen vokser. Men ingen træer vokser som bekendt ind i himmelen, og når mandagen oprinder, serverer Mads kaffe for turisterne i Indre By, og Esben passer sit job som handicaphjælper.

– Efter vi har spillet en koncert, tager det mig mindst 45 minutter at komme bare nogenlunde ned, og ovenpå en vild festivalweekend i udlandet føles det vanvittigt at stå og servere kaffe for folk, og jeg kan have nogle nederen mandage, hvor jeg dårligt aner, hvem jeg selv er. Men sådan er det. Der skal nogle penge i kassen, og alt, hvad vi tjener i bandet, bliver direkte investeret i nye projekter og idéer. Vi satser hele butikken. Nogle gange tænker jeg, at det kan fjerne noget af magien, fra at man står som lettere uopnåelig, mystisk stjerne på scenen for så dagen efter at servicere ved cafébordet. Men, hej, det er virkeligheden, flere penge er der ikke i musikbranchen. For nyligt var vores co-manager Kasper Bjørke i New York, hvor det var forsangeren i !!!, der serverede tærten på den lokale.

Hvor Mads giver udtryk af, at hans civile deltidsarbejde, mere er et (forhåbentligt) midlertidig onde, er Esben anderledes tilfreds med at operere på flere platforme:

– Det er selvfølgelig stressende at have så mange bolde i luften, men jeg er fuldt bevidst om, at jeg skal lave andet end musik i mit liv. Jeg sætter lige meget pris på begge dele, jeg vil ikke undvære hverdagen. Den gør, at jeg tanker op og glæder mig til at komme tilbage på scenen, og det giver en form for ro og stabilitet i mit liv.

 

Toget kører

Men som den årvågne læser med et minimum af matematisk sans kan regne sig frem til, er der grænser for det menneskeligt mulige – så som at være to steder på en gang. Når man taler om op til 50 koncerter over hele Europa på lidt over et par måneder og hertil koncerter og muligvis turne i USA, kan det ligesom ikke lade sig gøre samtidigt at fabrikere café latte til tilrejsende japanere i hjertet af København. Esben har fået orlov fra de handicappede, og fra at det selvtitulerede album lander på alverdens digitale og fysiske platforme den 28. september, har musikken 100% fokus for de jyske drenge med bopæle i hovedstaden.

– Vi er meget spændte på, hvad der kommer til ske. Vi er bare på et tog, der kører med lynets hast derudaf, vi kan overhovedet ikke følge med. Det er helt vildt. Men det bliver spændende at komme ud at spille for et publikum, der nu rent faktisk har muligheden for at høre vores sange for inden. Det har vi jo aldrig prøvet før, selvom det er imponerende, hvor meget folk alligevel har samlet op fra andre koncerter og her og der på nettet. For nyligt spillede vi for et publikum i Tyskland, der kendte vores materiale imponerende godt, fortæller Mads med stor indlevelse og begejstring. Og den er smittende, og ikke mindst en afgørende faktor i Reptile Youths livesucces, vurderer makkeren Esben:

– Det, at det er gået så godt for os, vidner om, at publikum i den grad er tændt på at opleve noget, der er stærkt i nuet, noget der er lige på, lige her, lige nu, og ikke kun som direkte gengivelser af det, de har gået og hørt derhjemme. Og en af grundende til, at det er lykkedes så godt for os, er, at Mads er en fantastisk og karismatisk sanger, der giver alt, hvad han har, det er jeg sikker på.

 

Garvede producere

Samme kvaliteter har de anerkendte producere Dave Allen og Mark Ralph heller ikke været i tvivl om. Som så meget andet i den unge udgave af Reptile Youths historie flaskede tilblivelsen af bandets selvbetitlede debutalbum sig også.

Dave Allen og Mark Ralph bed på krogen. To store navne med et ben i hver lejr og med stor gensidig respekt for hinanden.

– Dave Allen har produceret de fleste plader med The Cure, og Mark Ralph er en yngre elektronisk orienteret mand, der blandt andet har produceret den sidste Hot Chip-plade. Ralph har lidt set Allen som sin mentor, og i os så de åbenbart et fælles projekt, hvor de kunne forene deres kræfter. Det passer også fint til vores respektive baggrund. Allen, den gamle punker, der passer godt til min retrobaggrund, der meget er funderet i artister som Neil Young, Pink Floyd og The Beatles, og så Ralph, der matcher Esbens elektroniske fundament, der er en sand synth wizz, fortæller Mads om sin bandmakker.

Et – efter Mads og Esbens vurdering – meget vellykket samarbejde, primært indspillet i London, også med assistance fra Reptile Youths foretrukne samarbejdspartner i sangskrivnings- og demofasen, Søren Kristensen, der til dagligt er hovedkomponist, guitarist og keyboardjonglør i skønne Blue Van. Et resultat der foreligger for offentligheden den 24. september, og efter alt at dømme kun er starten på en lang musikalsk rejse.

 

Den brede pensel

Overtegnede kommer superheldigt fra land, da jeg kommenterer, at jeg kan høre elementer af Turboweekend (bassen), The Killers (klangen) og White Lies (vokalen, sangene) på Reptile Youths debutalbum, og prompte får det svar fra Mads, at hverken han eller Esben har lyttet til nogle af nævnte artister, men påpeger dog, at andre har nævnt at bandets aktuelle single Shooting Up Sunshine, klinger lidt af Las Vegas-drengene fra The Killers.

– Det er det mest poppede nummer, vi har lavet og så poppede, vi har lyst til at være, men det kom bare næsten af sig selv ovenpå en lang nat i byen og føltes helt rigtigt. Men måske er der fans, der vil se skævt til pladen, og synes, den er for poppet, det er i hvert fald ikke kun elektrorock numre som Speeddance, der er på pladen, fortæller Mads, og fortsætter:

– Det er vores første plade – vi er allerede godt i gang med at skrive til nummer to, og vi har følt os lidt frem og nok ikke helt fundet ud af hvilken stil og retning, vi skal gå i. Der er electro, der er lidt folk, disco, indie, klassisk rock lidt af hvert, (men intet reggae eller dancehall tilføjer Esben veltilfreds) men det passer også meget godt på, hvor vi er, og hvor vi kommer fra rent musikalsk. Jeg er vokset op med klassisk rock og singer-songwriters, Esben har mere gået den elektroniske vej, og så mødes vi i dag om nyere artister som LCD Soundsystem, MGMT, Tame Impala, Flaming Lips og Beck.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA