Orgi-E – Klam fyr uden grænser

Orgi-E – Klam fyr uden grænser

Suspekts Emil "Orgi-E" Simonsen er ude med første solo-udspil i eget navn. Albummet har meget passende fået titlen "Klamfyr", men hvorfor i det hele taget en solo-plade lige nu?

– Tjah, hvorfor ikke?, griner Emil og uddyber:

– Numrene til denne her plade er alle sammen nogle, jeg har lavet løbende, så den er baseret på ting fra de sidste tre år af mit liv. Jeg har selvfølgelig lavet mange flere numre, end der er på albummet, men det, folk får her, er essensen af det. Efter vi i Suspekt blev færdige med Elektra sidste år, begyndte jeg at følge det her projekt til dørs, fordi jeg kunne mærke, at tiden var inde til det.

 

Noget andet end Suspekt

Vil du sige, at numrene er i et andet univers end Suspekts?

– Ja, helt sikkert. Jeg kan ikke lade være med at prøve forskellige ting af, der ikke er så Suspekt-agtige, så som Forklædt Som Voksen-pladen og Selvmord-projektet. Jeg har behov for også at lave noget andet ved siden af.

Du er jo næsten mere kendt som Klam Fyr nu end som Orgi-E. Hvordan opstod det navn?

– Det opstod fordi jeg på et tidspunkt for mange år siden forærede Rune (Rask, red.) og hans daværende kæreste filmen Salo (ekstremt grænseoverskridende film af Pasolini, red.) og anbefalede den til en romantisk hyggeaften. Der gik ikke mere end en time efter, jeg havde foræret dem dvd'en, før jeg fik en besked fra kæresten, hvor der stod: "Klam fyr! Klam Emil!" Og så tænkte jeg, "ja, det er nok egentlig mig", haha!

 

Sjofel i S-toget

Hvornår opstod ideen om, at du ville have det "klamme" element med i dine tekster?

– Jeg talte med min mor om det for nylig, og hun kunne fortælle, at det allerede startede i børnehaven. Der lavede jeg bare ikke rap, men stillede mig op og fortalte sjofle vittigheder. Jeg skulle bare eksponeres på en eller anden måde da jeg var lille. Min mor kunne heller aldrig have mig med i S-toget, fordi jeg ikke kunne sidde stille og altid begyndte at fortælle højlydt om pik, patter og fisse i diverse vittigheder, jeg kunne.

Hun har aldrig været bekymret for din opførsel?

– Nej, og det er jeg hende dybt taknemmelig for. Jeg snakkede med min far forleden, og vi kom ind på ADHD. I dag der stempler man lynhurtigt børn og siger: "Der er en diagnose. De er vilde oven i pæren, så vi må hellere give dem nogle piller, så de slapper af." Men selvom jeg sikkert havde flyvende ADHD eller noget i den dur, så behøvede jeg jo ikke nogle piller for at slappe af. Jeg skulle jo bare have lov til at køre derudaf, og det har jeg fået af mine forældre. Der blev ikke lavet regler for, hvad jeg måtte sige derhjemme. Min mor syntes bare, det var hyle-morsomt. Der skal sikkert stadig nok være dem, der synes, jeg er skingrende vanvittig, men det er jeg jo ikke. Det synes jeg i hvert fald ikke selv.

Hvordan har din kæreste med hele den klamme side af dit tekstunivers?

– Min kæreste, der forhåbentlig også bliver min kone og mor til mine børn en dag, er fuldstændig tosset oven i lokummet ligesom mig selv, så hun synes bare, det er herligt. Så det er dejligt. Jeg ville heller ikke kunne overskue at have en kæreste, der prøvede at begrænse mig.

 

Hvem: Suspekt-medlem og Tabu-kaptajn Emil "Orgi-E"/"Klamfyr" Simonsen på (næsten) egne ben.

Hvad: – Rent musikalsk adskiller det sig fra Suspekt-universet, fordi produceren er en anden. Det er en fyr, der hedder Jonathan, som jeg har lavet musik med i mange år, og som også har lavet en masse Tabu-produktioner. Rune Rask tager den selvfølgelig til banken, og han skal med ind over, for han er manden med lyden, og han ved, hvordan det skal mikses og mastereres og få mig frem i det. Tekstmæssigt er det hele ikke kun pik og patter – det ville være for kedeligt. Der er blandt andet hug til Dansk Folkeparti.

Hvor: Bosat i København, men hvis nogle mod forventning skulle være i tvivl, er Emil fra Albertslund("din lorteluder").

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA