x

Boganmeldelse: Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch: Rock & Pop Quiz

Boganmeldelse: Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch: Rock & Pop Quiz

Som bekendt nærmer sig en vis højtid med alarmerende hastighed, og dermed er det højsæson for mandel- og selvsagt også julegaver, herunder de musikalske. Musikskribenterne Klaus Lynggaard og Henrik Queitschs kommer nu med deres bud i form af "Rock & Pop Quiz" med 800 musikalske spørgsmål samlet i vidt forskellige kategorier.

Overtegnede må straks bekende, at jeg har det med musikquizzer, som gribbe har det med dødt kød (og jeg har været på vinderholdet ved GAFFAs musikalske julefrokostquiz de sidste fem år, øvbøv), så jeg kastede mig over bogen med tungen ud af halsen. Og var da også hurtigt tæt på at få spørgsmåls-forstoppelse.

Bogens opbygning er ganske simpel og klassisk: 80 kategorier hver med 10 spørgsmål af stigende sværhedsgrad. Og kategorierne dækker alt fra musikalske genrer som gangstarap, metal, dance over r&b til specifikke kunstnere som Beatles, Rolling Stones, Björk, Sort Sol og Kashmir til mere temaorienterede emner som "50'erne", "rockens geografi", "skandaler", "one hit wonders", "boybands" og meget mere.

Spørgsmålene er generelt begavede, og svarene – hvis man altså ikke kender dem – giver ofte relevant og/eller underholdende ny viden. Jeg anede for eksempel ikke, at Paul McCartneys bror havde en musikalsk karriere og endda et stort hit i julen 1967, at Kashmir medvirkede på Sound Of Seductions album "Welcome", eller at arbejdstitlen på en vis Thomas Helmig-sang "efter sigende" var "I gamle dage havde man brændt sådan én som dig, Søs Fenger"(!)

Det er også hygsomt, at d'herrer Lynggaard og Queitsch jævnligt lader deres personlige holdninger komme til orde, når de for eksempel kalder Tina Dickow "en skønhed", Mariah Carey en "überdiva", Patrick Hernandez' "Born To Be Alive" for et af de de mest irriterende hits nogensinde og allerede har placeret sidste års sommerhit The Loft i kategorien "one hit wonders". Tag den...

Med andre ord kan "Rock & Pop Quiz" varmt anbefales til enhver bare en smule musikinteresseret, og savner man noget, skulle det da være lidt flere "skæve" kategorier som "skandaler". Og så er den elektroniske musik en kende underrepræsenteret i spørgsmålene – der er for eksempel kun en dansk og ikke en international elektronika-kategori. Men så kan man jo selv finde på nogle spørgsmål og fortsætte, hvor bogen slipper...

Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch: "Rock & Pop Quiz", Informations Forlag, 104 sider, vejledende pris kroner 98,-, er udkommet.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA