x

Madonna – Dancing Queen

Madonna – Dancing Queen

Der hersker næppe den store tvivl om, at Madonna er de sidste 20 års største kvindelige popstjerne. Og netop det faktum afspejler stemningen en smuk efterårstirsdag i slutningen af oktober på Mandarin Oriental Hotel i London, hvor mere end tyve journalister er fløjet ind fra hele verden for at lytte til Madonnas nye album Confessions On A Dance Floor og efterfølgende være med til pressekonference med damen selv. Blandt de indbudte journalister hersker der en stemning af, at det er et stort øjeblik, måske det største i deres karriere som musikjournalister. Der bliver spist cookies og drukket te, lyttet til Madonnas nye plade på de til lejligheden opsatte Bose-højttalere og noteret i de medbragte notatblokke. Og lyttet igen. Tidsplanen skrider med næsten vanlig præcision. Så bliver der endelig åbnet op ind til et tilstødende rum, hvor der er opstillet fire stolerækker foran et bord, som står på et podium. Madonna kommer ind i lokalet sammen med sin personlige assistent og sætter sig op til bordet. Dét, der først slår mig ved synet af hende er, at hun ser tyndere ud, end jeg havde troet. Hun er klædt i en brun guldlamé-skjorte med v-udskæring i halsen. Om halsen har hun et simpelt halssmykke, og hun har et par runde guldøreringe på. Alt sammen meget nedtonet. Selv hendes makeup er diskret. Og håret er bukket tilbage med et krøljern a la Farrah Fawcett i den originale udgave af Charlies Engle, der blev vist på tv tilbage i slutningen af halvfjerdserne, på et tidspunkt, hvor selv samme Madonna forlod hjembyen Michigan for at søge berømmelse i New York.

 

Tilbagevenden til dansemusikken

Her små 30 år efter sidder hun som poppens dronning og holder hof for de indbudte journalister bag et bord beklædt med et grønt klæde. Symbolikken er til at tage at føle på, og Madonna undlader heller ikke at kommentere situationen:

– Det er ligesom at være lærer i en klasse. Har I alle sammen lavet jeres hjemmearbejde? spørger hun med et glimt i øjet.

Med to replikker har Madonna allerede sit indbudte "publikum" i sin hule hånd. Herefter kan spørgerunden begynde. På demokratisk vis bliver alle journalister tildelt et spørgsmål hver. "20 spørgsmål til professoren" kan gå i gang på et ofte vaklende engelsk hos de indbudte journalister med spørgsmål i alle retninger, lige fra om hun kommer til Østrig og giver koncert til generelle lovprisninger af hende og hendes musik. På den halve time bliver der dog heldigvis også tid til at tale om hendes nye album Confessions On A Dance Floor, hendes åndelige inspirationskilde kabbala og hendes jagt på penge og berømmelse.

Men først til musikken:

Hvorfor er du vendt tilbage til at lave dansemusik?

– Fordi dét at danse var min første kærlighed, og efter at have arbejdet hårdt på min turné og hårdt på min dokumentarfilm (I'm Going To Tell You A Secret, en dokumentafilm om Madonnas 2004-Re-Invention-verdensturné, red.), så var det helt ærligt det eneste, jeg havde lyst til at lave: bare at danse. Jeg havde bare lyst til at føle mig fri og ubekymret.

Har du forsøgt at føre noget af din gamle lyd med over til dit nye album?

– Ja, til en vis grad. Hele Re-Invention-turnéen gik ud på at gå tilbage til nogle af mine gamle sange og lave dem "nye" igen. Der er elementer både musikalsk og tekstmæssigt, som jeg har taget fra fortiden og bragt med ind i nutiden. Jeg vil gerne se min nye plade som en hyldest til dansemusik.

I pressemeddelelsen står der, at lyden på den nye plade er "future disco".

Future Disco? Om det er dét, jeg vil kalde lyden på min nye plade?

– Det var det, Stuart (Price, producer på pladen, red.) kaldte det, kommer det undsættende fra Madonnas assistent.

– Nååh. Okay. Tak, Stuart. Ja, det lyder godt, kommer det overrasket og ironisk fra Madonna, der tilsyneladende heller aldrig før har hørt om genrebetegnelsen future disco.

Kan du lide den betegnelse?

– Ja, det lyder fint. Så længe det ikke er boring disco, kommer det kort og kontant fra den 47-årige Madonna med en skarphed, der forklarer, hvordan hun har kunnet styre en lang og succesfuld karriere, der nu har strakt sig over mere end tyve år.

 

Som sædvanlig på forkant

Selvom Madonna altså har været på rov i sin egen musikalske fortid og forsøger at bringe den ind i nutiden, så er det ikke tilbageskuen, der kendetegner hende. Madonna er kendt for at præge tiden frem for at lade tiden præge hende, hvad enten det drejer sig om mode, musik eller teknologi. Hun altid på forkant med udviklingen, og også med dette album har hun præsenteret noget nyt. Confessions On A Dance Floor er nemlig det første album nogensinde, der har haft premiere på en mobiltelefon. Fra begyndelsen af november kunne mobilkunder over hele verden hver dag downloade en ny sang fra det nye album, allerede inden det kunne købes i butikkerne.

Hvordan har du det med, at dit album er blevet lanceret via mobiltelefoner, før man kunne købe det i butikkerne, og hvordan har du det med, at dine sange bliver solgt som ringetoner?

– Tjah, hvorfor ikke?

Tror du, at det digitale musikmarked er fremtiden for musik?

– Ja, ja og ja. Jeg synes, at det er godt at bruge alle tænkelige midler til at få sin musik ud på, og jeg tror, at telefoner og computere er fremtiden. I fremtiden tror jeg, at man kan bruge sin telefon til alt, downloade musik og film, se fjernsyn, og det vil være dumt og naivt, hvis man ikke indser det og forsøger at drage fordel af det.

Men ringetoner er jo bare et forbrugerprodukt, hvordan har du med det?

– Det er jo bare ligesom at sælge en T-shirt, det har jeg ingen skrupler med, lyder det usentimentalt fra milliardforretningen Madonna.

 

Med lidt hjælp fra Benny og Björn

Den første sang, man kunne downloade, købe som TrueTone (ringetone, red.) eller FriendTone, så venner og bekendte kan høre sangen, når de ringer op, var meget rammende singlen Hung Up, som bygger på en sampling af ABBAs klassiker Gimme! Gimme! Gimme! For at få lov til at bruge den berømte rundgang, måtte Madonna skrive et brev til sangskriverparret Benny Andersson og Björn Ulvaeus, hvor hun forklarede, at hun gerne ville bruge et sample, og efter at have tænkt lidt over det, gav Benny og Björn deres tilladelse.

Var det et dyrt sample?

– Ja, det var. Uheldigvis. Benny og Björn – flere penge ind på deres bankkonto, nærmest synger Madonna og efterlader ingen tvivl om, at Benny og Björn dermed har fået råd til at købe endnu et par fuldblodsheste eller skærgårdsøer, hvis det er dét, de har lyst til.

Hvorfor elsker du Sverige så meget?

Det ved jeg ikke. Det virker, som om jeg har forelsket mig i alt, der er svensk. Jeg har arbejdet med svenske instruktører, og jeg har arbejdet en masse med svenske sangskrivere på dette album, og jeg har en svensk yogalærer, så ... Først og fremmest så elsker jeg ABBA, og de har været en stor del af min opvækst; der er sange, man bare aldrig glemmer, og Benny og Björn er fantastiske sangskrivere, og det gav mening at sample en af deres sange i vores hyldest til den tids musik. Vi vidste, at der var en stor sandsynlighed for, at Benny og Björn ville sige nej, så vi lavede en masse voodoo og bad en masse bønner, og vi var meget taknemmelige for, at de sagde ja.

 

Jødisk mystik

Madonna, der er opvokset som katolik, har siden 1996 fulgt den jødiske religion kabbala, hvis formål kort beskrevet er at bringe hele menneskeheden til at "forstå og forene sig med universets åndelige natur" ved hjælp af jødisk mystik. Madonna har fortalt, at det har hjulpet hende med at få svar på spørgsmål som: "Hvorfor er jeg her?" og "Hvad er mit formål i livet?", og efter Madonna har andre berømtheder såsom Naomi Campbell, Barbra Streisand og Britney Spears også kastet sig over den jødisk mystiske strømning.

Hvorfor tror du, at så mange berømte og succesfulde personer er faldet for kabbala-religionen?

– Jeg synes ikke, at det er rigtigt. Der er, hvad medierne skriver, men jeg kender ikke særlig mange berømte og succesfulde personer, der studerer kabbala. Faktisk tror jeg, at det er modsat, fordi det kræver en masse tid, og det får én til at stille en masse spørgsmål om, hvad du laver, og hvorfor du gør det, og jeg tror, at der er en masse mennesker i underholdningsindustrien, der ikke har lyst til at stille sig selv det spørgsmål.

På det nye album er der en sang, som Madonna har valgt at kalde Isaac, og det har mange medier udlagt som en hyldest til skaberen af religionen, Sage Isaac Luria. Dette har blandt andet fået en rabbiner til at kritisere Madonna, fordi der er et forbud i den jødiske lov om at bruge det hellige navn Sage Isaac i profitmæssig sammenhæng, men de skriverier er ifølge Madonna en misforståelse:

– Manden, der synger sangen, hedder Isaac (eller rettere det jødiske fornavn Yitzhak, red.), og det var derfor, jeg kaldte sangen for Isaac i modsætning til, hvad alle folk tror. Han er yemenit, og han synger yemenitiske sange, der er tusinder af år gamle. Og specielt denne sang elsker jeg. Essensen af sangen er dét, han siger mod slutningen, som er nogenlunde i retning af: "Hvis du er ked af det og føler dig alene eller i nød, og hvis alle de generøse mennesker på jorden har lukket deres dør for dig, så vil himlens porte altid stå åbne for alle". Det er basalt set en sang, der fortæller, at du er aldrig alene og at man aldrig skal give op, og det synes jeg er en smuk tanke.

 

Elsker det, hun laver

Madonna er som sagt gået hen og blevet 47 år, og har været på toppen, siden hun i 1983 fik sit første top 40-hit med sangen Holiday, altså i mere end tyve år. Uhørt lang tid, ikke mindst for en kunstner, der opererer inden for feltet popkultur.

Hvad kræver det at være i musikbranchen i så lang tid, som du har været?

– Først og fremmest skal du elske, hvad du laver. For alle andre vil ikke altid elske det, du laver, så hvis du ikke selv elsker, hvad du laver, så vil du blive knust, hvis folk ikke elsker det, du laver. Det er det primære – altid at tro på det, du selv laver og stå ved dine valg, for i den sidste ende handler det om din udvikling og din egen vækst og forandring, og forhåbentlig reflekterer det sig i det, du laver. Men det primære er, at man elsker det, man laver, ellers kan man ikke holde alt det nonsens, der følger med det hele, ud.

Hvis du havde den åndelige indsigt i livet, som du har nu, dengang du var ung i 80'erne, ville du så have haft den samme lyst til penge og berømmelse?

– Det har jeg stadigvæk. Det bliver bare værre og værre. Jeg tror ikke, at det at være åndelig fjerner ens drive og ambitioner, og at det er en stereotyp opfattelse, at bare fordi man er åndelig eller spirituel, så fjerner det ens trang til materielle goder, så man bare skal leve som en munk i en hytte på toppen af bjerg og meditere dagen lang og ikke have nogen ting. Jeg synes, at det at være spirituel er, at man tager ansvar for sig selv, sine ord og handlinger, og tager ansvar eller føler ansvar for verden omkring dig. Du kan stadig være ambitiøs og gøre det.

Hvad har været din motivation og drivkraft i din karriere?

– Du er nødt til at have et stort begær for at komme nogen steder i verden. Så mens jeg har haft et stort begær for at få et par nye sko af Manolo Blahnik (meget berømt skodesigner, hvis sko er lige så berømte som de kvinder, der går med dem, red.), så har jeg samtidig haft et behov for at blive til noget. Og fordi jeg nu er blevet til noget, så har jeg fået en stemme. Og fordi jeg har fået en stemme, kan jeg nu hjælpe mennesker eller inspirere mennesker. Så man er nødt til at have ambitioner og drive. Der er ikke noget i vejen med det. Det afhænger bare af, hvad der er dit endelige mål, og hvad du har tænkt dig at gøre med det.

Hvad er dit ultimative mål?

– Hvor klichéfyldt det end måtte lyde, så er mit mål at bringe mennesker sammen.

I sangen How High? reflekterer du over din karriere og spørger "Was it all worth it?" Har det været det hele værd?

– Bestemt. Det er mere et retorisk spørgsmål, og jeg tror, at enhver, der har været berømt i tyve år, ikke kan lade være med at stille sig selv det spørgsmål. Verden har selvfølgelig forandret sig en hel del, siden jeg begyndte, og medierne har forandret sig, og det at være en berømthed har ændret sig meget. Man kan blive fanget i hele cirkusset, så man bliver nødt til hele tiden at stille sig selv det spørgsmål for at holde fødderne på jorden.

Madonna har talt. Og oven i købet gjort det med skarphed og forstand. Trods sin status som superstjerne har hun stadig fødderne på jorden. I denne omgang helst med høje hæle på et dansegulv. Madonna er stadig dansegulvets dronning.

 

Digitale rytmer

Madonna har en lang tradition for revitalisere sin karriere ved at finde musikalske sparringspartnere med radikale idéer. Tidligere har producere som William Orbit og Mirwais været på banen, og denne gang er valget faldet på en interessant figur kendt som Les Rythmes Digitales og Jacques Lu Cont.

Det lyder vældig middelhavsagtigt, men mandens borgerlige navn er Stuart Price, og han er opvokset i Reading i England og er nu 28 år.

Gennem sine udgivelser, hovedsagelig på selskabet Wall Of Sound, har Price næret de senere års firserinspirerede bølge. Les Rythmes Digitales' hit (Hey You) What's That Sound? fra 1999 lyder, som om det er løftet direkte fra et Kim Schumacher-megamiks, mens de tidligere numre har en mere melankolsk electronica-nerve i slægtskab med norske Röyksopp.

De senere år har Stuart Price været medlem af – og vel nok musikalsk ankermand i – electroclash-trioen Zoot Woman, som nogle mener var Fischerspooner, før Fischerspooner selv blev det.

Nu står den på future disco sammen med Madonna, men samarbejdet omkring albummet Confessions On A Dance Floor er faktisk ikke deres første. Stuart Price har nemlig også fungeret som kapelmester på Madonnas to seneste turnéer, Drowned World i 2001 og Re-Invention i 2004.

 

 

Madonna om:

Sin karriere som skuespiller:

– Jeg synes, at det er hårdt at have en succesfuld karriere inden for flere forskellige områder, og også, at det virker, som om folk har svært ved at acceptere, at man har en succesfuld karriere inden for flere forskellige områder. Og jeg har unægteligt også brugt en del mere tid og anstrengelser på min musikalske karriere end min filmkarriere. Og det er meget mere frustrerende for mig at være skuespiller, end det er at være sanger, sangskriver, producer eller at optræde, fordi det ikke er min vision. Det er instruktørens vision. Så det er ikke rigtig et godt job for mig, for jeg kan godt lide at være leder og bestemme.

 

New York:

– Jeg har boet i New York længere end i nogen anden by, fordi jeg flyttede til byen, da jeg gik ud af high school som 18-årig. Da jeg flyttede til New York, blev jeg for alvor voksen; det var dér, jeg fandt ud af, hvem jeg er, hvad jeg havde lyst til at lave, hvordan jeg overlevede, hvad det betød at være en kunstner og de ofre, man må bringe. Det var en meget udfordrende periode i mit liv, og når man oplever den slags erkendelser, så glemmer man det aldrig, og så vil man altid have en tilknytning til det sted, som man ikke vil have til andre steder.

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA