Reportage: Black City i studiet

Reportage: Black City i studiet

I en baggård på Gl. Kongevej i København ligger Grape House-studiet. Et studie, der har lagt vægge til indspilninger af nogle af dansk rocks legender, såsom D-A-D, Dizzy Mizz Lizzy og Steen Jørgensen. 

Det er vist for tidligt at sætte mærkatet "legender" på Black City, men ikke desto mindre er det deres energiske rock, der i disse dage er ved at blive indspillet i de hyggelige lokaler på Vesterbro. Jeg besøgte dem i studiet til en lille status-update på livet i Black City.

Det er mere end to år siden, "Summertime" blæste ud gennem de danske radiostationer, og at vi første gang blev introduceret til Black City. Siden da er der sket udskiftninger i bandet, der kun nåede at eksistere i sit oprindelige format indtil debutalbummets release-koncert på Lille Vega, som blev Torleik Mortensens sidste optræden som bassist i Black City. I mellemtiden er bassisten blevet skiftet ud, endnu engang, og rollen bliver nu udfyldt af Anders Borre. Det viste sig at være godt for processen omkring udformningen af det kommende album. 

Efter det selvbetitlede debutalbum blev der turneret en masse, i Danmark og størstedelen af Skandinavien. Intentionen var, at der skulle skrives en masse nye sange, så fundamentet for næste album kunne lægges, mens de var på landevejen. Det skete dog ikke rigtig, og forsanger Bjørn Poulsen og trommeslager Jakob Bjørn Hansen ("Hanson") er enige om, at de skulle have fokuseret på en ting ad gangen, for som de siger, "vi skulle i zonen, inden der rigtigt skete noget". Det var det, bassist Anders Borre fik en indvirkning på.

"Når der kommer en ny mand i bandet, bliver man på nogle områder altid nødt til at starte lidt forfra. Og det var det, der var med til at sætte processen i gang," mener Hanson. Bjørn tilføjer, "før glemte vi at fokusere på enkelte ting, så vi besluttede at koncentrere os om indspilninger." Så efter en masse koncerter og skiftende bassister var det altså også dét, der var med til at sætte den kreative proces i gang igen.

Ville ikke lave en Summertime 2

Tilblivelsen af de to plader har været meget forskellige, men har samtidig været perfekte i de givne situationer. Debutalbummet var enormt effektivt i udtrykket. Det samme var indspilningerne, som blev klaret under et enormt tidspres. Der har været et meget længere forløb omkring andet album, som startede omkring oktober 2011 i en kælder i Valby. Her mødtes bandet og begyndte at udveksle ideer, riffs og omkvæd, til de sange, som bliver indspillet nu, cirka 1 år efter.

"For os var det det naturlige næste skridt," siger Hanson, "Vi ville ikke lave "Summertime 2". Målet har været at skabe noget mere dynamisk – noget tidløst." Som de selv beskriver det, så var første plade to-dimensionel, hvor den kommende plade er tre-dimensionel, med meget mere rum og dybde. Man kan fornemme et band, som har været meget bevidste om, hvad det var for en plade de gerne ville lave og været villige til at bruge tiden og resurserne på det. "Sangene har en anden modenhed nu, som kræver at man ikke bare tæver det igennem," forklarer Bjørn, hvor Anders tilføjer, at pladen er skrevet uden mål om singler eller hits, hvilket vidner om et større fokus på helhedsindtrykket.

Black City selv er da heller ikke et sekund i tvivl; "Jeg er sikker på, at 2'eren bliver meget bedre end den første" hævder Bjørn. Der er en selvtillid omkring sangene som til dels er grundet i den lange proces, men også i høj grad samarbejdet med producer Nick Foss og co-producer Rune Nissen. Første bemærkning da jeg spørger ind til samarbejdet med de to herrer, er da også bare "Det er enormt fedt!"

Det lader til at de rutinerede kræfter har været lige hvad den kommende plade havde brug for. "Nick har været med inde over i et langt forløb, på den måde kan man sige, at han er en lidt mere "old-school" producer. Det var bare helt rigtigt for vores vedkommende."

Det var vigtigt for bandet at det ikke blev en "skrivebords-rock-produktion", men der skulle være plads til personlighed, og det er netop noget, som Nick Foss har været god til at tage højde for. "Vi føler os ikke sat på sidelinjen af bedreviden, eller at han taler hen over hovedet på os. Han har værnet om vores værdier og vores forskellighed." Det kan der selvfølgelig være mange måder at opnå på, men Black City mener, at de i Grape House studiet har fået fat "luksusvarianten" af en indspilningsproces, hvor de har haft friheden til at udfolde sig, og producer-teamet har haft rutinen til at mærke, hvornår de havde ramt "taket".

Hvor debuten var en meget direkte rockplade, har de valgt at gå mere i dybden med kompositionerne i denne omgang, eller som Hanson siger det: "den første var effektiv, nu er det fra hjertet". Der ligger dog som sådan ikke en rød tråd i, hvad sangene handler om gennem albummet. Det handler ikke om krig og ødelæggelse eller hvordan man redder verden. Den handler om det liv bandmedlemmer selv lever, og på trods af den hårde lyd handler det i høj grad om følelser. "Det er en følelse-ting. Vi udtrykker os bare bedst på den barske måde," kommer det fra forsanger Bjørn.

Rock som det blev opfundet

Rock-udtrykket og den rene rockmusik er vigtig for bandet. "Vi har set en tendens de sidste 10 år i musikverdenen, hvor så snart et band har en guitar med distortion, så bliver det kaldt rock." Men Black City vil lave rock som det blev opfundet. To guitarer, en bas og trommer. Rock skåret helt ind til benet, er det Black City går efter. "Rock er jo bare den fedeste stilart i hele verden, så er det jo bare forskelligt hvordan man ønsker at udtrykke sig," tilføjer Anders.

Når tiden i studiet engang er færdig og albummet udkommer (forhåbentlig i starten af det nye år), er der én ting, som drengene glæder sig meget til. "Vi skal ud og spille sindssygt mange koncerter. Rock skal spilles live. Det er også der, hvor vi er allerstærkest. Det er der vi lever allerbedst," kommer det skiftevis fra drengene.

Selvom bandet hævder, at nogle dage i studiet har været lige som at spille koncert 10 timer i træk, har det ikke helt kunne stille tørsten efter at spille live. Det er noget, de mangler, nærheden og ærligheden mellem band, musik og deres publikum. Derudover håber de, at pladen kan åbne for deres stille drøm om udlandet, hvor de gerne vil have sparket døren ind til nye markeder. Det håber de, at samarbejdet med deres nye management agentur, Heartbeat Music, kan være behjælpelige med, så de kan komme ud til et større publikum, for som Hanson siger, "større velkommenhed for flere mennesker."

Da interviewet lakker mod enden, kan vi høre, at lead-guitarist Kristian Klærke er ved at færdiggøre et par indspilninger i rummet ved siden af. Og med lyden af de tunge rock-riffs, får "Klærke" – som altid – lov at sætte punktummet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA