x

Jason Lytle: Forsvindingens kunstner

Jason Lytle: Forsvindingens kunstner

I 2006 sagde Jason Lytle farvel til Grandaddy. Den californiske kvintet, som han havde været i front for i mere end et årti, eksisterede pludselig ikke længere. Sammen havde de fem opnået moderat succes rundt om i verden med sange som The Crystal Lake, AM 180 og Now It's On, og hvis kritikerne havde fået deres vilje, var Grandaddy blevet et af 00'ernes helt store bands. Det blev de imidlertid aldrig.

Afskeden med Grandaddy var for Lytle et brud med en livsstil – med den evige turnéaktivitet, den evige higen efter hits og større kommerciel succes, og med den situation, han var endt i, hvor han havde ansvaret for fire fuldvoksne mænds liv og karrierer.

Han trak stikket og forlod The Central Valley i Californien, som han havde levet hele sit liv i indtil da. Det nye hjem fandt i Bozeman, Montana. I rolige, naturskønne omgivelser, fjernt fra den endnu nære fortid. Her kunne han lade sig forsvinde og finde sig til rette, mens han uden hast fandt ud af, hvad næste skridt skulle være.

Det første, omverdenen hørte til Lytle efter hans relokering, var albummet Yours Truly, The Commuter, som blev udsendt i 2009, næsten præcis tre år efter det endelige Grandaddy-album, Just Like The Fambly Cat. Året efter fulgte albummet I Heart California, som blev udsendt under navnet Admiral Radley, der dækker over Lytle og Grandaddy-trommeslageren Aaron Burtch, samt Aaron Espinoza og Ariana Murray fra Earlimart.

De forgangne par år har Lytle så arbejdet på sit andet regulære soloalbum, Dept. of Disappearance, som nu er klar til at blive sendt på gaden. Til manges overraskelse valgte Lytle imidlertid at vende tilbage til Grandaddy og tage på en én måned lang reunion-turné fra starten af august og frem til en afsluttende koncert på Shepherd's Bush Empire i London den 4. september.

Turnéen var en ganske stor succes, både på det personlige og det musikalske plan, men Lytle har ikke fået lyst til at genoptage den tilværelse, han vinkede farvel for seks år siden. I stedet gælder det – fortsat – arbejdet som solist. Som sangskriver, musiker og plademager med så vidtrækkende kontrol som muligt over såvel det kreative arbejde som livet i sig selv. Med muligheden for at forsvinde, for så at dukke op fra tid til anden, men altid for at forsvinde endnu en gang.

 

Sundt ikke at tænke på publikums forventninger

Hvis man tæller alle de studiealbum, som Grandaddy lavede, dit første soloalbum og Admiral Radley-albummet, så er det her syvende gang, du udsender et regulært fuldlængdealbum. Hvor spændt er du i forhold til første gang, det skete – som i øvrigt var for præcis 15 år siden med Under The Western Freeway?

– Jeg er stadig spændt. Selv dengang, jeg kun lige var begyndt at lave musik, hvor jeg sad og lavede middelmådige hjemmeoptagelser på kassettebånd, så tænkte jeg i albumformatet. Jeg sørgede for, at begge sidder af kassettebåndene var fyldt helt ud, og jeg spekulerede meget over den måde, sangene passede sammen – eller ikke passede sammen.

Hvordan har du det med folks forventninger til dig?

– Jeg har det bedre, når jeg helt fjerner publikumsaspektet og de forventninger, som andre har til mig – hvilket af og til kan være svært, men det er derfor, jeg bor i Montana og foretrækker at arbejde alene. Det sker faktisk, at jeg får overbevist mig selv om, at der slet ikke er noget publikum, og at alle er pisseligeglade med det, jeg laver. Det tror jeg er en sund tilgang at have til det at lave kunst. Mit mål er egentlig bare at lave et interessant, underholdende sæt sange, som jeg føler fungerer godt sammen. Jeg forsøger fortsat på at indfange de øjeblikke, som kan give én gåsehud, og jeg er stadig fascineret af hele det her koncept, der består i at stable og kombinere spor og enkeltdele, indtil der opstår et eller andet magisk.

Musikere plejer altid at sige, at deres seneste album er det mest fantastiske, de nogensinde har begået. Gælder det også dig i forhold til det her album? Er det det bedste, du nogensinde har lavet?

– Ja. Uden tvivl. Og... Det er næsten lige så godt, som det næste kommer til at blive.

I forhold til at skrive, indspille og producere, så stod du mere eller mindre for alting selv på dit sidste soloalbum. Hvordan har din tilgang været anderledes denne gang – hvis den da har det?

– Jeg synes ikke, at mine arbejdsprocesser har ændret sig ret meget i forhold til nogen af delene, men jeg forsøger alligevel at være opmærksom på ikke at ryge ind i de samme gamle, lidt for behagelige rutiner. Men der er dog nogle ting, som jeg aldrig bliver træt af – som for eksempel at blande synth med akustiske guitarer, vokalharmonier og en række andre ting. Noget, der har præget det her album mere end noget andet, har faktisk været vejret. Jeg har fået det rigtig godt med at lade vejret diktere, hvornår jeg arbejder, og hvornår jeg ikke gør. Der er noget meget naturligt og fornuftigt over sådan en arbejdsmetode, og den har jeg tænkt mig at følge så meget, som jeg kan i fremtiden.

 

Kampen for verdensherredømmet

Da indspilningsprocessen var overstået, nævnte du, at albummet ikke ville rumme nogen "hard and heavy hitters", og at du nok engang havde sikret dig, at du ikke ville opnå verdensherredømmet. Selv om de ting selvfølgelig var sagt med et glimt i øjet, hvor ivrig er du så, hånden på hjertet, efter at skrive et megahit – en sang, som ville blive spillet over hele verden?

– Så længe jeg kunne være stolt af, hvordan den lød, og så længe jeg kunne stå bag dens budskab, så ville jeg have det fuldkommen fint med at skrive en Europæisk Melodi Grandprix-agtig, millionsælgende, irriterende fodboldslagsang. Men jeg kan bare virkelig, virkelig, virkelig ikke forestille mig, at det kommer til at ske sådan inden for den nærmeste fremtid.

Hvilken sang fra det nye album er din personlige favorit?

– Jeg har ikke en favorit på nuværende tidspunkt. Jeg er i gang med at skubbe dem ud af reden, og så vil jeg se, hvordan de kan klare sig på egen hånd. Jeg er stadig alt for tæt knyttet til dem, så jeg ser frem til at få dem lidt på afstand – og så vil jeg måske genoverveje, hvilken jeg bedst kan lide.

Du har fået lavet en lavbudgetsmusikvideo til Your Final Setting Sun. Den tager sig imidlertid rigtig godt ud, og hvis du ikke havde nævnt, at den var lavet med et begrænset budget, så er der sikkert ikke mange, der ville have tænkt over, at det var tilfældet. Så selv om det er ærgerligt for sangskrivere og bands, at det er så svært at leve af musik i denne digitale tidsalder, er det så i det mindste ikke ret sejt, hvordan teknologien nu tillader produktionen af ret seje musikvideoer for langt mindre budgetter end det, der for eksempel blev brugt til en video som den til November Rain?

– Ha! Jo da. Jeg kunne jo have indspillet hele den her plade omkring 6.000 gange, uden den ville have kostet noget nær det, November Rain-videoen kostede at lave. Men apropos, så er der faktisk et sted på albummet, hvor personen i sangen står højt oppe på et bjerg midt i en snestorm. Det er ikke helt ulig Slash's guitarsolo i den musikvideo – altså hele det dér højdramatiske element!

 

Gensynet med Grandaddy

Du har lige afsluttet Grandaddy-reunion-turnéen. Hvordan var det at vende tilbage til dit gamle band og de fire andre medlemmer?
– Det var rigtig skægt det meste af tiden. Det gjorde mig rigtig glad at opleve, hvor meget publikum nød koncerterne. Men jeg er nødt til at være ærlig og sige, at turnéen også mindede mig om, hvorfor jeg i sin tid gerne ville væk fra den livsstil. Jeg har ikke noget imod de hundrede minutter, jeg står på scenen sammen med de andre – og heller ikke den spænding og det pres, der ligger i at skulle levere en god koncert. Men resten af det at være på turné siger mig virkelig ikke noget. Al logistikken og alle detaljerne. Jeg har nedgraderet mig selv, både personligt og professionelt.

Hvad var turnéens højdepunkt?

– Det må være den vandretur, som vi drog ud på i Norge. Jeg førte alle de andre op til den øverste top af den her klippeø, som vi boede på et par dage. Vejret var perfekt, og stemningen var høj. Det var mit højdepunkt.

Hvad er sandsynligheden for, at der kommer endnu et Grandaddy-album og/eller endnu en Grandaddy-turné?

– Et album? Måske. Hvis der ikke er nogen forpligtelser, og hvis det kan blive lavet på samme måde som de andre Grandaddy-plader – hvilket betyder, at jeg får lov til at bestemme. En turné? Det er nok mindre sandsynligt. Jeg ved ikke, hvad reglerne siger i forhold til, hvor mange gange et band kan tage på en reunion-turné – og jeg har virkelig ikke lyst til at tage ud og turnere i forbindelse med et nyt Grandaddy-album. Det siger mig bare ikke noget længere.

Hvad er det bedste album, du har hørt i år? Et, som alle burde give et lyt lige nu og her?

Earlimart – System Preferences

Og her til sidst: Der er valgkamp for fuld udblæsning i USA. Hvor meget oppe at ringe er du over valget mellem Obama og Romney deroppe i Montana? Har valgfeberen ramt Bozeman?

– Jeg er meget oppe at ringe! Jeg har ikke været så skræmt og bekymret for, at en person kunne blive præsident, siden ham den mentalt udfordrede aberøv, George Bush, stillede op. Obama er nødt til at vinde. For mit lands frelse og for dets mentale velbefindende. Nå, men... Lad os så gå ud og æde noget Kentucky Fried Chicken og se et afsnit Simpsons!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA