x

Alan Wilder: Jeg er ikke nogen synth-nørd

Alan Wilder: Jeg er ikke nogen synth-nørd

Keyboardspiller, producer med mere Alan Wilder spillede i Depeche Mode i perioden 1981-1995, og sideløbende havde han fra 1986 det musikalske projekt Recoil, som stadig eksisterer i dag. Den 10. november besøger han Empire Bio i København for at vise filmen "Recoil: A Strange Hour in Budapest", der blev lavet ud fra en Recoil-turne i 2010 og 2011. Bagefter er der mulighed for publikum at stille spørgsmål til Alan Wilder og hilse på ham.

GAFFA har talt med Alan Wilder som optakt til begivenheden, og du kan læse hele interviewet nedenfor.

"A Strange Hour" blev præsenteret i 52 byer i hele verden, som en del af "Selected Events"-turneen, der fejrede 25 år med Recoil. Det var ikke så meget begivenheder med "live"-band, som det var kunstinstallationer. Til dette formål havde Wilder samlet filmskabere fra Rusland, Tjekkiet, Ungarn og Argentina., der uploadede deres arbejde til en fælles server, som andre kunne se, reagere på og give feedback på. Filmen er filmet i den seneste HD-teknologi.

Recoil blev skabt i 1986 med en eksperimenterende ep med to sange på, der fangede pladeselskabet Mute Records' opmærksomhed, og blev udgivet som et minialbum. I 1988 udkom så fuldlængdepladen "Hydrology" og i 1992 "Bloodline". I starten af 90'erne var Alan Wilder med til at indspille og producere de to meget succesrige Depeche Mode-album "Violator" (1990) og "Songs of Faith and Devotion" (1993), inden han i 1995 forlod bandet efter 14 år grundet utilfredshed med samarbejdsklimaet i gruppen.

Siden er det blevet til fire album med Recoil: "Unsound Methods" i 1996, det meget anmelderroste "Liquid" fra 2000, "subHuman" fra 2007 og "Selected" fra 2010, som er en samling af klassiske Recoil-sange udvalgt af Wilder.

Se en trailer for filmen her.

Billetter kan købes på Empire Bios hjemmeside.

Du kan i øvrigt vinde billetter til arrangementet i GAFFAs konkurrencesektion.

Du kommer til Danmark, København, den 10. november, for at præsentere filmen Recoil: A Strange Hour In Budapest. Så vidt jeg kan forstå er der tale om noget, der er lige dele koncertvideo og installationskunst – kan du sige lidt mere om hvad man kan forvente?

Det er korrekt. De shows vi turnerede med i 2010 og 2011 var mere audiovisuelle præsentationer end live-band. Jeg har altid betragtet det som en udfodring at præsentere Recoil-musik på en måde hvor, a: det ikke bliver for dyrt (altså ikke noget med at slæbe alt for mange musikere med rundt), b: det bliver muligt, at tilføje showet et anderledes udtryk, der stadig repræsenterer musikkens komplekse natur, de usædvanlige samples, de underlige loops og den slags, og, c: det oplagte problem omkring gæstevokalister og gæstemusikere løses.

For at Recoil kunne optræde i teatre og på mindre steder, måtte vi engagere publikum på en anden måde. Jeg indså, at man må være mere direkte, når man spiller på klub-lignende steder, på højt PA-system, foran et publikum, der er i byen for at feste, måske mere eller mindre alkohol-påvirkede. Derfor fandt vi på denne form, en slags kæmpe remix, som er skræddersyet til den type publikum, og som ikke lægger skjul på at det meste af showet er forprogrammeret. Kun dele af det opføres live. En præsentation. Da der ikke var noget band, blev det nødvendigt at bruge film for at give et visuelt indtryk, så jeg gik til fire forskellige filmmagere med opgaven.

Selve koncertfilmen blev til, som så ofte med den slags, på baggrund af tilfældigheder snarere end som planlagt projekt. Det ungarske produktionsteam foreslog mig, at de kunne filme koncerten i Budapest, og det sagde jeg ja til med glæde, og betragtede det som et fælles projekt. Jeg havde snakket med Mute flere gange om en mulig koncertfilm da vi begyndte at turnere med A Strange Hour, men jeg fik ikke mange svar dengang – der var ikke økonomisk opbakning eller egentlig interesse for det.

Det vi er endt med er en slags collage i flere lag, snarere end en almindelig koncertfilm, en film i en film, hvor den visuelle dybde forhåbentlig matcher musikkens lag. Det hele kombineres med vores egne performance-elementer, time-lapse-billeder af Budapest centrum og et højrøstet ungarsk publikum.

Traditionelt set har Danmark mere eller mindre altid været meget stærkt Depeche Mode-territorium, og i skrivende stund går billetsalget til dit arrangement d. 10. november ganske godt. Har Recoil også en stærk fanbase i Danmark?

Det er interessant, for det virker som om jeg har flere fans i Danmark end jeg troede. Indtil for nylig har jeg ikke oplevet megen direkte respons fra danske fans, men så snart vi satte billetterne til salg her, så blev de revet væk, hvilket naturligvis er en behagelig overraskelse. Der er demografisk sammenfald mellem Depeche Mode- og Recoil-fans, hvilket ikke er så sært når man tænker på, at Depeche Mode, i de fjorten år jeg var en del af bandet, turnerede verden tynd og arbejdede hårdt. Så måske burde jeg ikke være så overrasket. Efter denne succes med billetsalget i Danmark, er vi i gang med at organisere flere arrangementer i Skandinavien, nemlig Oslo og muligvis også Stockholm.

Er der nogle danske koncerter i støbeskeen indenfor en ikke alt for fjern fremtid?

Lige nu er der ikke nogle Recoil-koncerter planlagt, men jeg håber på endnu en turné, men nok med et andet format. Og så vil vi helt sikkert komme forbi Danmark. Og jeg er vild med København, så det bliver dejligt at spille der. Måske kan vi også komme til Århus.

Recoil begyndte som en art sideprojekt til Depeche Mode, og de første numre var instrumentale. Sådan noget som Hydrology-udgivelsen kunne minde lidt om minimalist-komponister såsom Philip Glass. Men med tiden har du også benyttet en del gæstevokalister – hvad får dig til at vælge en bestemt vokalist i stedet for en anden?

Normalt lader jeg musikken om at diktere hvilken vokal, der er den rette. Det foregår ikke altid sådan, men ofte begynder jeg med nogle stemninger, nogle loops og en løs struktur til et nummer, og allerede her er jeg i gang med at forestille mig melodier og vokaltyper. Og så tager jeg kontakt til hvem jeg nu måtte tænke på. Nogle gange er det vokalister, der kontakter mig, eller jeg bliver anbefalet dem gennem andre. I Joe Richardsons tilfælde, var det ham, der kom til mig med et nummer og spurgte om jeg kunne lave et Recoil-arrangement. Sådan var det med et par af hans sange i forbindelse med SubHuman-albummet, f. eks. Backslider og 5000 Years.

Hvis du helt selv kunne vælge, hvilke vokalister ville du så gerne arbejde sammen med på et nummer?

Der er nogle stykker jeg har haft i tankerne gennem flere år, men det bliver næppe til noget af forskellige årsager. Jeg er vild med Talk Talks Mark Hollis' stemme, men han er vist helt afskåret fra omverdenen. Morrissey kunne være spændende, og også Lisa Gerrard ville være fedt.

 

Teknologi før og nu

Lad os snakke lidt teknik. Du begyndte at lege med synthesizere tilbage i halvfjerdserne, og hvis man sammenligner datidens musikteknologi med i dag, så må man sige, at der er sket et eller andet. Hvad vil du sige er fordelene og ulemperne?

Der er nogle helt åbenlyse fordele ved vore dages teknologi, og vi har set mange kvantespring, især indenfor software. Men til syvende og sidst, så handler det stadig om idéerne, og selvom vi har en mængde gode værktøjer til rådighed, så er de der dybest set kun for at understøtte idéerne. Hvis du ikke har gode idéer når du går i gang, så vil alverdens fine udstyr ikke kunne skjule det faktum.

Mange ting er blevet meget lettere at gøre i dag, men det kan også gøre en doven som musiker. I firserne måtte vi arbejde hårdt for at hive idéerne ud af vores fantasi og ned på bånd, sådan som vi hørte dem inde i hovedet. I dag kan man stort set gøre det samme med en laptop og et par plugins, og på ingen tid. Det at vi måtte tænke rundt om begrænsningerne dengang, gjorde at resultaterne ofte blev uventede og overraskende, og så er der bestemt noget nostalgi og endog stolthed knyttet til de pionerende eksperimenter vi foretog os.

Hvis nu du skulle pege på dine fem yndlings-synthesizere, hvilke ville du så vælge, og hvorfor?

Jeg er faktisk ikke nogen stor synth-nørd, for nu at være helt ærlig. Jeg har et ømt punkt for Mini-Moog'en, da det var den første synthesizer jeg ejede. Jeg er også vild med VCS-3, som Eno brugte tilbage i Roxy Music-dagene. Også Pink Floyd brugte VCS-3 i midthalvfjerdserne, på Meddle, Dark Side Of The Moon og Wish You Were Here. Vi brugte Arp 2600 på en del af de tidlige Depeche Mode-album, hvilket gav en speciel Dan Miller-klang, som jeg er ret glad for. Jeg kan også godt lide nogle af de tidlige samplere såsom de første Emulators med deres lo-res presets, og så naturligvis Mellotronen, som egentlig var verdens første sampler, selvom den brugte analoge bånd. Hvis vi skal længere tilbage i halvfjerdserne, så husker jeg Wurlitzers elpiano og så Hammond-orglet.

Så vidt jeg ved er SubHuman seneste Recoil-studiealbum – kan vi forvente nyt studiealbum inden alt for længe?

Jeg prøver at tænke over hvordan jeg kan komme videre med Recoil på en måde, hvor det giver mening. Jeg vil gerne tro at der er nyt materiale lige rundt om hjørnet, men hvis man skal være realistisk, så bliver det sværere og sværere at retfærdiggøre de mange, mange måneder i studiet, når der ikke er økonomisk opbakning og det forventede cd-salg forsvindende. Jeg ser ikke den store fremtid for album-konceptet, med mindre man tilhører samme aldrende generation som min egen.

Folk lytter ikke til musik på samme måde som før, for der er så meget andet at give sig til i stedet, så mange andre former for underholdning. Det er de kendsgerninger vi alle må lære at leve med, og de reflekteres også af forventningen om at al musik skal være gratis, som brug-og-smid-væk.

Det betyder naturligvis ikke at musikken er død, det betyder heller ikke, at der ikke er nogen fremtid for Recoil. Men det betyder at jeg må fokusere på, a: det, der er virkelig relevant nu om stunder, b: indenfor rammerne af hvad jeg har råd til. Jeg tror at jeg er på vej i retning af film, eller skal vi sige audiovisuelle udtryk? Hvad det helt præcist ender med, det ved jeg endnu ikke.

 

Kvalitetssans trods middelmådighed

Tilbage i 2008 skrev du et åbent brev til Side-Line, hvori du talte om den dengang meget omtalte krise i musikindustrien. Nu er der så gået fem år, og det virker ikke som om der er sket meget. Man har fornemmelsen af, at vi alle er fanget i et evigt paradigmeskifte – ser du nogen vej ud?

Den diskussion relaterer naturligvis til mit svar fra før. Industrien har faktisk flyttet sig en lille smule siden dengang, og selvom man stadig må skuffes over massernes åbenlyse hang til middelmådighed, så tror jeg vi er ved at opleve en gradvis tilbagevenden til noget mere virkeligt indhold i tilværelsen. Selvom vi alle forventer at blive stillet tilfreds med det samme og hele tiden, så ønsker vi også kvalitet, og vi er glade når vi får kvaliteten.

Især hvad musik angår, så tror jeg man er ved at vende tilbage til et begreb om bedre kvalitetsformater og højere kunstneriske standarder. Se bare på sådan noget som special editions og vinylsamlinger. Det ser ud til, at vejen frem er at tilbyde en hel række muligheder, alt fra simple downloads til komplet boks-sæt med masser af ekstramateriale. Vi prøvede at gøre det på den måde med Selected-sættene og BluRay deluxe-udgaverne, med 24 bit lyd som mulighed, gratis downloads, etc.

 

Sundt at kunstneren skal hjælpe sig selv

Nu vi taler om musikindustrien som den tager sig ud i dag, så er det jo ingen hemmelighed, at der ikke rigtig er nogen, der sælger noget videre længere. Når det nu engang er sådan, hvorfor bliver vi så ved med at acceptere den gamle verden, hvor kun en lillebitte procent af den musik, der produceres finder vej til de større medier såsom national radio og tv?

Jeg så gerne at man tillagde kunstnernes produkt mere værdi. De fleste mennesker giver gerne 100 kr. for en sandwich, en flaske vand og en kop kaffe på en café, og det er overstået på fem minutter, sådan ca. Men der er stadig folk, der brokker sig over at skulle betale det samme for et album, noget som har kostet en kunstner et par års arbejde og en halv sjæl. Der er en stor ulighed på spil her.

Vi behøver ikke at acceptere tingenes tilstand, men vi må i stedet tænke over hvordan vi markedsfører os selv, hvad enten det er indenfor eller udenfor rammerne af den såkaldte mainstream. Der er noget perverst sundt ved udgangspunktet, hvor industrien ikke kan hjælpe kunstneren og denne i stedet selv må gøre arbejdet for at overleve. Man skal promovere sig selv, man skal optræde live, man skal sælge sin musik til koncerter, man skal skabe en ny strategi udenfor industriens vanetænkning, og på den måde kan man også være med til at ændre dens måde at tænke på. Under min seneste turné så vi EMI over alt, og de havde vældig travlt med at sælge cd-bokse, vinyler, alt de kunne komme af med. Jeg siger ikke, at der er noget galt med det – det er den direkte vej og det virker. Ligesom med special editions – hvilke de var lidt lunke omkring for nogle år siden. Nu er det et stort hit.

Problemet for mange kreative sjæle er, at de ikke har energien til at organisere (og bekymre sig om) egen promovering. Bare det at jeg skulle udgive denne seneste Recoil BluRay har kostet mig en masse tid, for jeg skulle gøre det arbejde som man normalt ville sætte fem-seks pladeselskabsansatte til. Jeg skulle skrive et hav af e-mails hver eneste dag, uddelegere opgaver, sende filer rundt til hele verden, organisere cover-art, ordne online- og retail-distribution, jeg skulle lave mastering og promovering. Alt sammen noget, der tager tid fra det jeg virkelig burde bruge mit liv på – at lave ny musik. Men resultatet er blevet godt, og det må være den slags, der er vejen frem for flere og flere kunstnere; at udgive tingene selv.

Hvad BluRay-filmen angår, så var der mange, der meget gerne ville hjælpe til med de ovenfor beskrevne aspekter, ikke mindst filmskaberne selv, som arbejdede hårdt med postproduktionen. De tilbød alle at arbejde gratis eller for nedsat løn, for at færdiggøre produktet, og det fornyede nok engang min tro på, at det hele kan lade sig gøre med rette positive indstilling.

For et par år siden optrådte du jo sammen med Depeche Mode live igen, og jeg er sikker på, at du lige siden, mange gange, er blevet spurgt om der venter en reunion lige rundt om hjørnet. Jeg vil spare dig det spørgsmål og i stedet tilbyde dette: hvem hader hinanden MINDST nu om stunder; Depeche Mode eller Spice Girls?

I de senere år har der været en del forbrødring mellem Depeche Mode-medlemmer, også Vince Clarke, lader det til, haha. Jeg kender ikke helt til hadniveauet hos Spice Girls, men de optrådte jo til OL-ceremonien for nylig. Så de må være i stand til at dele scene med hinanden, i det mindste.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA