x

Sensation – 50 Shades Of White

Sensation – 50 Shades Of White

Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion

Så er det blevet tid til Sensation i Parken igen. Jeg har været med tre af de fire gange det har været afholdt før, så på mange punkter ved jeg allerede hvad jeg kan forvente, men nysgerrigheden over, hvad de har fundet på med scene- og lysshow er der da. Dj-lineuppet er blevet kritiseret for at mangle et ordentligt kendt hovednavn. Jeg synes nu, det ser helt okay ud. Ud fra mit godt nok begrænsede kendskab til navnene, så tror jeg, Riva Starr kan levere varen, Sharam plejer at være lig med fest, både i sine soloting og som en del af Deep Dish, og hovednavnet Sander Van Doorn har måske ikke det største navn herhjemme, men internationalt er han så stor, at det ikke kan være uden grund.

Erfaringer fra de foregående år siger at den bedste oplevelse fås, når man deltager i festen på lige linje med alle andre, så jeg har arrangeret, at jeg kan få en ven med. Og han har aldrig været der før, så jeg vil lidt igennem ham kunne opleve det med en førstegangs-deltagers øjne. Det fandt jeg ud af gav et ekstra pift til ens egne indtryk da jeg ved et tilfælde sidste år havnede i selskab med en, der var med for første gang.

Min ven får mig overtalt til at vi begge anskaffer os en Anonymous-maske. Tænker, at det da kan være et meget sjovt indslag til det ellers tilfældigt sammensatte outfit af hvidt tøj fra klædeskabet og kælderen, for hvem fanden har lige et helt sæt matchende hvidt tøj hængende derhjemme? Et par håndbajere i hånden, og så mødes og følges ad mod Parken.

Love og hormoner i luften

Indenfor. Vi køber en håndfuld øl og sætter os op på en af tribunerne for at få løftet stemningen lidt igen. På med Anonymous-maskerne, som vi på vores rundture rundt om Parken har fundet ud af, at vi ikke er de eneste der har på. Så meget for at få et originalt indslag. Min ven prøver at poste et billede på Facebook, men nettet er tydeligvis overbelastet. Det er meget tydeligt, at i år har alle fået sig en smartphone.

Min ven er imponeret over lysshowet, selv er jeg ved første øjekast lidt skuffet. På scenen er vi gået glip af Mr. White, der altid er første navn bag pulten, men jeg har aldrig været imponeret af ham de andre år, så det er nok ikke det store vi har misset. Nu er det Riva Starr der spiller, og det gør han rigtig godt. Masser af crowdpleasere, præcis som det bør være til så stort - og mainstream - et arrangement. Øllene er ved at være tomme, og humøret er efterhånden steget en del. Vi tænker at det er tid til at gå ned på plænen.

En tur gennem det hvide menneskemylder kan få alles humør i vejret, alle er glade og imødekommende og indstillet på at have en god fest. Den bedste sammenligning er festival-stemning. Her i Parken er alle bare nyvaskede og dresset op til fest. Vi konstaterer også hurtigt, at hvis man er i tvivl om, hvorfor Danmark er kendt for sine smukke piger, så skal man tage en tur til Sensation. Sjældent har jeg oplevet så mange lækre tøser samlet eet sted, og det er jeg ikke den eneste der synes. Der er love og hormoner i luften, og i øvrigt sikkert også det sidste i en del af fyrenes overarme.

Vi henter flere øl. Som aftenen skrider frem bliver jeg ret imponeret over showet. Dj-scenen er opbygget som en stor lyskugle, og hvad den ikke kan af lys, laser, røg og projektorer. Samtidig er der fire kæmpe masker der bevæger sig rundt i rummet, hele tiden med projektioner på. I øvrigt er masker et tema denne aften, og vi finder ud af at Anonymous-maskerne åbenbart er ret specielle alligevel. Mange har Scream-, Ishockey- eller karnevals-masker på, og utallige gange i løbet af natten bliver vi spurgt om vi vil bytte med vores Anonymous.

50 nuancer af hvidt

Man With No Shadow er gået på og startede med at få hele salen til at hoppe med på "Jump Around", og han fortsætter med ind imellem at lave de lidt skæve afbræk fra en ellers monoton sætliste. Nu hvor vi har festet i et par timer, er der to ting man kan iagtage om Sensation (og samfundet?): antallet af smartphones og silikonebryster er steget eksponentielt. Alle vil lave statusopdateringer fra deres mobiler, så nettet er konstant overbelastet, og mængden af hårdtpumpede bryster er overvældende.

I øvrigt har vi også lagt mærke til en tredje ting. Den ellers strenge dresscode med kun adgang helt i hvidt lader det til at både gæster og arrangører har slækket lidt på i år. Vi ser i løbet af aftenen og natten mindst 50 nuancer af hvidt. Hvid nederdel med sorte strømpebukser under, beige trøjer, kjoler og bukser, sølvkjoler og toppe, helt afblegede lyseblå jeans og så videre. Lidt ærgerligt når det de andre år har kunnet holdes.

Sharam er gået på og spiller markant hårdere end de foregående, men også noget ensformigt, og for mit vedkommende lidt skuffende, da jeg havde forventet at han ville være den der spillede flest sing-a-long-tracks. Vi har fundet vej til Deluxe/VIP-området og finder ud af at der er fri bar, dejligt til at holde en fest ved lige. Men ellers er det lidt en anden oplevelse. Området er sit eget og med kun glimtvis udsyn til showet. Her holder de deres egen fest. Det er som en almindelig tur i byen, hvor alle bare er klædt i hvidt. Her er alle sig selv og sine venner nærmest, og fremmede bliver mødt med elevatorblik frem for smil. Man står i kø til fri bar og (af alle ting) pølser med brød. Heldigvis kan man tage øllene med ud til den rigtige fest.

Min ven er ved at være træt og smutter hjem. Jeg er blevet pålagt af min redaktør at skulle lave en voxpop blandt folk sidst på aftenen om, hvad de synes om showet, så jeg bliver alene tilbage. Møder på et tidspunkt den tyske fotograf fra uden for Parken, han er endt med at købe en billig billet sort, for at komme ind. Må også tage mine ord lidt tilbage med hensyn til lys- og sceneshow. Igennem natten har der ikke været de store ændringer eller wow-effekter som der plejer. Det er pisse flot, men efter så mange timer uden de store ændringer er man ikke så imponeret.

Sander Van Doorn går på og viser sig at være rent tysker-tramp. Jeg laver et fri bar pitstop i Deluxe-området og går så ellers ud for så småt at gå i gang med voxpoppen. Det er nemt at finde mandlige interview-ofre, pigerne derimod er meget afvisende. De skal enten SLET ikke have deres billede i bladet efter så mange timers fest, de tror jeg kommer med en score-replik, eller har bare for travlt med at feste. Det lykkes dog til sidst at få gennemført de interviews der skal til. Generelt har folk haft en fantastisk aften, men der er også en smule skuffelse over showet sammenlignet med de foregående år.

Jeg smutter tilbage til Deluxe-området til endnu et pistop i baren og stiller mig ud på tribunen for at suge den sidste del af showet til mig. Falder i staver over en dansende storbarmet blondine. Efter at have glanet på de bølgende former i små 10 minutter tænker jeg at det er tid til at tage hjem til familien.

Kommer udenfor. Det regner. Men jeg er ikke den eneste der er på vej hjem eller videre i byen. En hvid horde af mennesker løfter stemningen med ud i regnen og spredes langsomt ud i byen efterhånden som man kommer længere og længere fra Parken. Jeg tænker at det trods alt har været en fed oplevelse, og at jeg nok skal vende tilbage igen næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA