Julen er opsamlingernes tid

Julen er opsamlingernes tid

Igen i år har GAFFA.dk forsøgt at få et overblik over den sværm at opsamlingsalbum, der udgives i denne højtid. Så inden du fylder al pladsen op under juletræet, så check lige, om du rent faktisk får valuta for pengene, eller om det blot er de fattige pladeselskaber, der har været i gang med sammenstykningsarbejdet for at kunne få råd til nye Gucci-briller og åbne biler.

Anastacia: Pieces Of A Dream
(Epic / Sony BMG)
Soulsangerinden med den mildt sagt gennemtrængende stemme har kun tre studiealbum bag sig, og debuten er så ny som fra 2000, så det er lidt tidligt med en best of. Hits er der dog masser af her, fra gennembruddet ""I'm Outta Love", over "Paid My Dues" og "Left Outside Alone" til hele fire nye sange, blandt andet en duet med smørvokalisten Eros Ramazotti og et noget uelegant megamix. Anastacias særkende er selvklart hendes kraftige røst, som balancerer lige på kanten mellem berusende soulorkan og en rejekælling på havnen. Musikken er det meste af vejen poprock fra lige midt på landevejen, dog absolut kompetent og iørefaldende. Bonuspoint for tekstark (det ser man sjældent på opsamlinger) og udførlige covernoter. (ORS)

Beastie Boys: Solid Gold Hits
(Capitol / EMI Music)
De tre hvide rappere udsendte i 1999 ”Sound Of Science” med hele 42 tracks taget fra gruppens fem album. Siden da er kommet ”To The 5 Boroughs”, og tre af sangene derfra er blevet inkluderet blandt de 15 sange på ”Solid Gold Hits”. Den nye opsamling er en noget mere overskuelig gennemgang af Beastie'ernes snart tyve år lange karriere, der dog mangler singler som ”She's On It”, ”Girls” og ”3 MC's and 1 DJ”, hvilket virker lidt sært. Men er man ude efter trioens største hits, er dette en fin opsamling. Man bør dog alligevel gøre sig den tjeneste også at samle studiealbummet ”Paul's Boutique” op. (JF)

Blink-182: Greatest Hits
(Universal Music)
Nu opløste Blink-182 har samlet deres 15 største hits sammen med to ikke før udgivne sange og ”Another Girl Another Planet”, der findes på soundtracket til ”Meet The Barkers”, på deres første opsamlingsplade. Fordi sangene kommer i kronologisk kan man følge udviklingen fra bandets anden plade ”Cheshire Cat” fra 1994 og frem til svanesangen fra 2003. Kvaliteten på de første singler er dog ikke på højde med singlerne fra 1999, og frem og værst er ”M+M's”, der lyder som et dårligt ibens-nummer. Men efter en sløj start kommer ”What's My Age Again”, der fik Blink-182 ud af undergrunden, og som stadig holder her seks år senere.
Herfra er det hit på hit på en solid opsamling af partypunk-sange, der stadig kan sætte gang i festen. (JF)

David Bowie: The Platinum Collection
(EMI Music)
Efterhånden er Bowies opsamlinger næsten blevet mere hyppige end hans studiealbum. Dette tredobbelte bokssæt er oven i købet en opsamling af opsamlinger, nemlig en sammensætning af de to tidligere separat udsendte "The Best Of Bowie 1969/1974" og "1974/79" og den ikke tidligere udgivne "1980/1987" (lur mig, om den ikke senere kommer som enkelt-cd). Dermed er sangene behageligt nok delvis samlet kronologisk, så Bowies forskellige musikalske og stilmæssige perioder står nogenlunde klart fra hinanden. Glamrock (næsten) for sig, artrock og mainstream-poprock ditto. I alt 57 sange, der skulle kunne tilfredsstille de fleste mellemklasse-Bowie-fans, med klassikere som "Space Oddity", "Life On Mars?", "Heroes", "Let's Dance" og mange, mange flere, men ingen egentlige sjældenheder. Desuden mangler selvsagt eksempler fra de to sidste årtiers Bowie-produktion, der faktisk har budt på en del højdepunkter, men denne udeladelse skyldes givetvis Bowies skift af pladeselskab fra EMI til BMG og senere Sony - selvom 2002-udgivelsen "The Best Of Bowie" faktisk formåede at spænde over alle tre perioder. Og så ville det ikke have skadet med lidt mere info om de enkelte sanges albummæssige herkomst. Men musikken - ja, Bowie er jo ikke for ingenting et af engelsk musiks allerstørste navne gennem tiden, så der er dømt superliga det meste af vejen. Også selvom han blev lidt for strømlinjet oppe i firserne... (ORS)

Destiny's Child: # 1's
(Epic / Sony BMG)
2005 var året, hvor Beyoncé Knowles, Kelly Rowland og Michelle Williams valgte at erklære "Destiny Fulfilled" til fordel for deres respektive solokarrierer. Udgivelsen af denne opsamling er dermed nogenlunde så forudsigelig som mediehistorier i juletiden om social nød, skilsmisser og rekordhandel. Titlen lyver ikke - r&b-trioen har virkelig haft hitlistetoppere i USA nok til at fylde et helt album (om ikke andet så på r&b-listen), heriblandt "Bills, Bills, Bills", Independent Women Part 1" og "Say My Name". Og så er der et par nye sange, som da nok også skal blive træffere. Pigernes vokalharmonier er imponerende, og de og deres mange musikalske samarbejdspartnere kan da også levere effektiv dansegulvsvenlig r&b-pop med hiphop-elementer. Den ene nye sang, sjæleren "Stand Up For Love" er dog sentimental ud i det kvalmende, og generelt er der ikke mere sjæl og blues i trioens arkitekttegnede musik, end der er rejer i rejeost. Pæn påklædning anbefales inden lytning. (ORS)

Celine Dion: On Ne Change Pas
(Columia / Sony BMG)
Ved siden af sin engelsksprogede, mildt sagt succesfulde karriere har quebecoisen Celine Dion også haft en lang fransksproget ditto, selvsagt med mest - men til gengæld stor - succes i frankofone territorier. Hele 33 hits fra denne 24-årige periode er samlet på nærværende dobbelt-cd, blandt andet hendes internationale Melodi Grand Prix-vinder fra 1988, "Ne Partez Pas Sans Moi", som hun fremførte som repræsentant for Schweiz (da sangens ophavsmænd stammede herfra). Andre numre hidrører fra den franske musical "Starmania", som du måske er stødt på, hvis du har haft fransk i gymnasiet. Dion har som bekendt en imponerende ren og stor stemme, men den er også lige så klinisk og upersonlig som en operationsstue, og de fleste af de 33 sange er veritable musikalske kaloriebomber, som giver risiko for tidlig juleforstoppelse. Cd'en understreger dog, at fransk er et utroligt musikalsk sprog. (ORS)

Dire Straits: Private Investigations - The Best Of Dire Straits & Mark Knopfler
(Mercury Records / Universal Music)
Det er ikke ligefrem første gang, Dire Straits er aktuelle med en best of, men denne gang er der tale om en dobbelt-cd, hvor det meste af cd2 er helliget Mark Knoplers solokarriere. Forskellen mellem Dire Straits og Knopfler solo er da heller ikke markant - Knopflers tørre stemme, tilbagelænet virtuose guitarspil og iørefaldende mainstream-rocksange med fine, til tider ganske underfundige tekster (gengivet på coveret, hurra!) er i centrum på alle 150 minutter, bortset fra hans to instrumentale temaer til filmene ”Local Hero” og ”Cal”. Udvalget af sange er fint, selvom undertegnede lidt savner ”Portobello Belle” og ”Heavy Fuel”, og lykkeligvis er der ikke tale om nedklippede singleversioner - ”Money For Nothing” var de 8 minutter, originalen varer. Sangene er overskueligt nok lagt stort set kronologisk, selvom der ikke er den store udvikling fra 1978's ”Sultans Of Swing” til det helt nye ”All The Roadrunning”, noget så best of-usædvanligt som en forsmag på det kommende album, hvor Knopfler synger duet med englestemmen Emmylou Harris hele vejen. Det skal nok blive værd at lytte til. (ORS)

Diverse kunstnere: 1980 Forward
(4AD / Playground Music)
Dette er ikke en traditionel op-til-jul-best of, men en compilation er det dog, nemlig over en række af de bedste sange udsendt på det indflydelsesrige engelske indie-pladeselskab 4AD, der i december 2005 kan fejre 25-års jubilæum. Selskabet var ikke mindst i 1980'erne toneangivende på den mere udfordrende del af den britiske, amerikanske og delvis også den australske rockscene med navne som Cocteau Twins, Pixies og Throwing Muses i stalden. Alle tre kunstnere er repræsenteret her side om side med andre markante 4AD-navne gennem tiderne, fra en meget vred og ung Nick Cave i front for sit gamle garage/punkband The Birthday Party anno 1983 til det eksperimenterende soul/funk/rock/electro-outfit TV On The Radio årgang 2004. Ærgerligt nok er sangene ikke lagt kronologisk, så 4AD's musikalske udvikling ikke træder så tydeligt frem, og så fremgår det ikke, fra hvilke årstal de enkelte sange hidrører (medmindre man er indforstået med 4AD's noget kryptiske nummeringssystem af sine udgivelser). Og så mangler to af selskabets største kommercielle (og for i hvert fald sidstnævntes vedkommende også kunstneriske) succeser mærkeligt nok, nemlig M/A/R/R/S' ”Pump Up The Volume” - et af 4AD's sjældne dance-numre - og This Mortal Coils hjertegribende fortolkning af Tim Buckleys ”Song To The Siren”. Men ellers en fornem introduktion til et selskab med en klar kunstnerisk og også coveræstetisk profil. (ORS)

Eminem: Curtain Call
(Interscope / Universal Music)
Efter fire album på seks år er Eminem nu klar med en opsamlingsplade, der rygtes at være hans sidste plade nogensinde. Men mere realistisk er det, at det blot er den naturlige afslutning på en periode, der gav os ”The Eminem Show” og ”Encore”. Ud af pladens 16 sange er der tre nye inklusive singlen ”When I'm Gone”. Men mere interessant er det, at afslutningsnummeret er en liveversion af ”Stan” med Elton John fra Grammy-uddelingen i 2001. De øvrige 12 sange er Eminems bedste singler inkl. ”My Name Is…”, ”Lose Yourself” og den oprindelige version af ”Stan”, hvilket gør ”Curtain Call” til en af årets bedste opsamlingsplader. (JF)

Eurythmics: Ultimate Collection
(RCA / Sony BMG)
Denne opsamling har skaffet sig en del omtale, fordi den indeholder to nye numre med duoen, der ellers ikke har arbejdet sammen siden 1999's ”Peace”, der igen var deres første album i ti år. Som vanlig er Annie Lennox' krystalsmukke røst stærkt i front, men ellers er de nye sange, der indleder og afslutter denne ellers kronologisk anlagte samling, ikke det store under. I mellem disse får vi en ren ”greatest hits”, hvor Eurythmics's største kommercielle - og måske også kvalitative - albumsucceser ”Be Yourself Tonight” og ”Revenge” er rigt repræsenterede, mens hverken ”In The Garden”, deres første album fra 1981, ”1984”-soundtracket, ”We Too Are One” fra 1989 eller ”Peace” er med i opløbet. Lidt synd for alsidigheden, men compilationens sange er bestemt i orden. Annie Lennox og Dave Stewart kunne virkelig lave sofistikeret poprock dengang i firserne, og modsat mange andre popgrupper fra dengang kan man lytte til dem i dag uden den mindste ironiske distance. (ORS)

Gnags: Siden 66
(Genlyd / Sony BMG)
I 2006 kan Gnags fejre 40-års jubilæum, hvilket Peter A.G. & Co. fejrer med denne omgangsrige bestående af 5 cd'er med i alt 88 højdepunkter fra alle årene (lykkeligvis lagt kronologisk) og tre nye sange samt en dvd med en række koncertoptagelser og musikvideoer. Samlingen understreger, at Gnags - trods en del slingrekurs undervejs - bestemt fortjener en plads, når dansk rock om kort tid skal have sin egen officielle kanon. For selvom åndsfællen Steffen Brandt nok har ramt plet lidt flere gange, når tidsånden har skullet indrammes, så har Peter A.G. bestemt ofte haft nogle skarpe skud i bøssen. Og selvom Gnags' musik og sange især i starten tangerede det hippielalleglade, og de på det seneste måske er blevet lidt behagesyge, så er der altså masser af højdepunkter undervejs. Effektive dansegulvsfyldere som ”Burhøns” og ”Rytmehans” kan ligefrem få én til at se Peter A.G. hælde danskvand ud over sig selv for det indre blik (ellers kan man se det på dvd'en), en sang som ”Den Dejligste Morgen” burde kunne sætte fut i selv det værste B-menneske, og de mange positive ord om de såkaldte fremmede er så velkomne som nogensinde med tidens indvandrerdebat in mente. Og så er det svært at have noget imod en mand, der kan beskrive danskerne med linjen: ”De drikker kaffe fra kaffemaskiner hele formiddagen.” Og så kan man jo høre denne boks samtidig. (ORS)

John Lennon: Working Class Hero
(Parlophone / EMI Music)
Den opmærksomme musikfan vil nok have opdaget, at det 8. december var 25 år siden, at John Lennon blev sendt til elysium af en galning, og det skal naturligvis fejres med endnu en opsamling. Men det skal være pladeselskabet (og Yoko Ono) vel undt, for denne dobbelte opsamling kommer godt rundt om Lennons solokarriere, selvom det ikke overraskende er hittene og ikke hans mange eksperimenter, der er i fokus - og så er det jo en mulighed for også at introducere nye, unge lyttere til Lennons tidløse sange. I alt 38 sange heriblandt klassikere som ”Imagine”, ”Jealous Guy”, ”Gimme Some Truth”, ”War Is Over”, ”Instant Karma”, ”Give Peace A Chance”, ”Mother”, ”Woman” etc. etc., hvilket skulle kunne tilfredsstille de fleste ud over hardcore-fans, som selvfølgelig har det hele i forvejen. En kronologisk rækkefølge ville dog have været at foretrække, så man let ville kunne følge Lennons højdepunkter op gennem hans ellers særdeles omskiftelige tid i halvfjerdserne. Og tekster, for det var jo ikke bare simple, men (rigtige) ord om fred på jord, legenden var leveringsdygtig i. Lyt selv efter, hvis du skulle være i tvivl. (ORS)

Malurt: Superlove Greatest
(Kick Music)
I september var det 25 år siden, Malurts debutalbum "Kold Krig" udkom, og i den forbindelse blev denne opsamling udsendt, ligesom gruppen tog på en kortvarig og velbesøgt genforeningsturné. Cd'en rummer et rigt udvalg af sange fra Malurts seks studiealbum og tre liveplader - den ene "unplugged" - overskueligt lagt (stort set) kronologisk, selvom der dog ikke er den store udvikling fra album til album. "Superlove Greatest" bekræfter dog, at Malurt med Michael Falch i front kunne lave sange, som holder den dag i dag, stort set uden ironisk nostalgi-distance hos modtageren. Enkel, melodisk guitarrock tilsat lidt synth og iørefaldende omkvæd, og vedkommende tekster om håb og kærlighed midt i den fremmedgørende storby og den kolde krig, som i dag har muteret til den lige så deprimerende terror-paranoia. Michael Falchs gloser og billedsprog er måske ikke altid helt så elegant som hos for eksempel hans åndsfælle Steffen Brandt, men den gode vilje brænder klart igennem. Og sjovt nok virker Malurt med deres blanding af guitarrock, synth, ørehængere og kalorieholdige danske tekster som en forløber for ikke mindst Nephew. Om disse så vil vedkende sig slægtskabet eller ej... (ORS)

Alanis Morissette: The Collection
(Maverick / Warner Music)
Det er ti år siden, at den canadiske furie brød igennem med de næste kastrationsangstfremkaldende feministiske sange fra sit tredje album ”Jagged Little Pill”, og dermed er det best of-tid. Alanis' to første, stort set ukendte album fra hendes teenagedage er ikke overraskende ikke medtaget, men ellers indeholder cd'en en bred samling af større og mindre hits fra gennembruddet og de tre følgende album samt ”MTV Unplugged”-cd'en, ”Feast On Scraps”-albummet med ”frasorterede” numre og en række soundtrackbidrag - ikke overraskende med hovedvægten på ”Jagged Little Pill”. Sangene er ikke lagt kronologisk, hvilket nok er meget fornuftigt, så det ikke er så påfaldende, at Alanis har tabt en smule af den kreative gnist i takt med, at hun tilsyneladende er blevet mere moden og afklaret (og lykkeligt forelsket, den slags skal man åbenbart passe på med som kunstner). Ja, det eneste ”nye” nummer er en lidt flad fortolkning af Seals ”Crazy”; er åren helt tørret ud? Der er dog gode numre nok til at retfærdiggøre et køb her, og ikke mindst skal de mange filmsange fremhæves - for eksempel den meget smukke ”Uninvited” fra ”City Of Angels”-lydsporet. Og så er det rart med et tekstark. Cd'en fås også for lidt ekstra håndører i en specialudgave med en dvd indeholdende videoen til ”Ironic”, tre ikke uefne liveoptagelser og diverse fotos for den mere krævende fan. (ORS)

The Offspring: Greatest Hits
(Sony BMG)
Selvom singlerne på The Offsprings opsamlingsalbum egentlig er præsenteret kronologisk, så starter den alligevel med det nye nummer ”Can't Repeat”. Derefter får man som andet nummer gennembrudssinglen ”Come Out And Play”, hvilket betyder, at bandet ganske fornuftigt har valgt at
ignorere deres to første album. Det samlede indtryk er dog alligevel noget rodet, da højdepunkterne kommer fra ”Smash”, der i det mindste genererede to gode singler, hvor de resterende maksimalt indeholdt en. Desuden indeholder pladen et soundtrack-nummer og et helt igennem overflødigt remix af ”The Kids Aren't Alright”. Så dette er ikke ligefrem en sublim samling af rockhits, men er
man til The Offspring, kan man få bandets 5-6 bedste sange samlet på et sted, hvilket er billigere end at skulle investere i deres bagkatalog. (JF)

One Two: Greatest
(Copenhagen Records)
Umiddelbart en lidt overflødig opsamling, for One Two har ikke udsendt nyt, siden "12 Hits Fra Den Bedste Tid" med næsten samme (om end lidt færre) numre udkom i 1997, selvom der denne gang følger en dvd med. Nuvel da, fra de tre album, inkarnationen af poleret firserpoprock-med-hjerte-smerte-tekster nåede at udsende, får vi her hele syv ud af otte fra den selvbetitlede 1986-debut, fem ud af ni fra toeren "Hvide Løgne" fra 1989 og tre fra den engelsksprogede og knap så succesfulde svanesang "Getting Better" fra 1993 - samt et nyt miks af ikke-album-sangen "Hvis Du Kom Ud" fra 1987. En ganske fornuftig vægtning. I dag lyder One Twos musik noget overproduceret, og teksterne er ikke gennemgående noget at skrive hjem om, men måtte give deres gamle komponist og guitarist Søren Bentzen, at han kunne skrue iørefaldende sange sammen, og det er svært ikke at blive nostalgisk ved genhør med sange som "Billy Boy", "Midt I En Drøm" og "Hvide Løgne". Og nå ja, så sang Cæcilie Norby og Nina Forsberg jo også godt dengang. Dvd'en med musikvideoer og liveoptagelser er et rent orgie af firserhår og pastelfarver og slet ikke ueffen, mens Jan Poulsens covernoter fanger mange gode pointer. (ORS)

Cliff Richard: Platinum Collection
(EMI Music)
Hele tre cd'er med i alt 73 sange skal der til for at dække Sir Cliffs imponerende 46-årige karriere bare nogenlunde. Sangene er lagt kronologisk, og det viser en interessant, om end ikke ligefrem positiv udvikling i Cliffs karriere. For i sine unge år var han næsten (ja, ja, også kun næsten) lige så rå og inciterende som sin samtidige Elvis Presley, på sange som for eksempel "Move It", "High Class Baby" og "Mean Streak", men med årene er han gradvist blevet stadig mere pæn og ufarlig, om end han fremstår så venlig, at det er svært rigtigt at have noget imod ham. Cd'en rummer også et par kuriositeter, for eksempel senfirserhittet ”I Just Don't Have The Heart”, skrevet og produeret af datidens førende samlebånds-hitmagere Stock, Aitken & Waterman, der får Cliff til at lyde som Rick Astley og Kylie Minogue - og omvendt. De mildt sagt sparsomme oplysninger om sangenes alder og øvrige herkomst trækker ned på den særdeles familievenlige boks.

Savage Garden: Truly Madly Completely - The Best Of
(Columbia / Sony BMG)
Titlen er spøjs - et af Savage Gardens største hits er jo "Truly Madly Deeply" - men ellers er det en lidt forkølet opsamling, dette her, når der også skal medtages en håndfuld B-sider for at få opsamlingen op på de 75 minutter, som er ved at være standard for en best of. Men den australske popduo nåede også kun at udsende to soloalbum i løbet af lige så mange år, før sanger Darren Hayes gik solo. Hits fik de dog en del af, også for eksempel "I Want You", "To The Moon And Back" og "Crash And Burn". Behagelig, melodisk om end lettere anonym popmusik, som det er svært at hidse sig voldsomt op over -hverken i positiv eller negativ betydning. Cd'ens to nye numre er sjovt nok leveret af Darren Hayes solo. Kunne de da ikke lige have mødtes igen for gammelt venskabs skyld? (ORS)

Angie Stone: Stone Hits - The Very Best Of Angie Stone
(Columbia / Sony BMG)
Den tætbyggede amerikanske soulmama Angie Stone har kun udsendt tre studiealbum, i perioden 1999-2004, og mærkværdigvis er der kun medtaget sange fra de to sidstnævnte, selvom alle tre er udkommet under Sony BMG-paraplyen. Reelt er der altså tale om en slags best of af de to album "Mahogany Soul" og "Stone Love" samt tre nye sange og et remix. Et noget uelegant kompileringsprincip, selvom numrene i sig selv er forholdsvis gode. Stone er en fuldfed og lidenskabelig soulsangerinde, som har opdaget, at soul ret faktisk betyder sjæl og ikke behagesygt lydtapet, selvom den musikalske backing til tider tangerer det cremede, trods den gennemgående brug af "rigtige" instrumenter side om side med programmeringer og samples. Der er dog en mindre verden til forskel mellem Stone og for eksempel ligeledes best of-aktuelle Destiny's Child (se disse) - til førstnævntes fordel. (ORS)

Sophie Zelmani: A Decade Of Dreams 1995-2005
(Columbia / Sony BMG)
Den svenske sangerinde og sangskriver Sophie Zelmani er ikke ligefrem blevet folkeeje eller storleverandør af hits, men har man lyst til en plade fuld af smukke, melankolske og underspillet dramatiske sange med en engleblid og næsten hviskende vokal i front, kan denne opsamling så absolut anbefales. 15 sange fra Zelmanis fem tidligere album og tre nye udkrystalliserer sig i en helhed så smuk og kold som en stjerneklar fuldmånebelyst vinternat. Sophie Zelmani kan minde en del om hedengangne amerikanske Mazzy Star eller sin landskvinde Stina Nordenstam og er fuldt på højde med disse - og det siger ellers ikke så lidt. De smukke tekster er desværre ikke aftrykt på coveret, der til gengæld byder på en række ganske underfundige anekdoter fra Zelmani og smukke billeder og et spøjst brev fra hendes store fan, stjernefotografen Anton Corbijn. Han skriver blandt andet, at Zelmanis musik betyder så meget for ham, at han ikke føler sig værdig til at udtale sig om den - men det får han jo så gjort alligevel. (ORS)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA