Danish Music Awards: En fest for branchen og for seerne

Danish Music Awards: En fest for branchen og for seerne

Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion

Det var et ganske fyldt Forum, der lørdag aften åbnede op for dette års uddeling af Danish Music Awards, som er arrangeret af TV2 og brancheorganisationerne KODA og IFPI. Et kæmpe set-up fyldte størstedelen af Forums store rum ud med et stort halvcirkel-lysshow, en scene i midten samt en gang – VIP-område for de nominerede – med en gang op til prisuddelingsrampen.

Ud over mindre garderobeproblemer blev der stille og roligt taget fat på at varme folk på, før Aura – som den første kunstner – indtog scenen med sin "In Love With The World" transmitteret live ud til hr. og fru Danmark. Det var et lille medley, hvor frk. Dione fik selskab af Stine Bramsen (og resten af Alphabeat via grafik) samt Nabiha, der hver især havde taget en snip med af en af deres sange til at sparke showet i gang.

Det var en ganske veloplagt Anders Breinholt, der tog os igennem showet ved henholdsvis at gå på omgang i prisuddelingsområdet hos alle de nominerede og underholde lidt på egen hånd. Der blev for eksempel bygget op til showets afslutning fra start via Breinholts "seriøse" journalistiske tilgang, der gik undersøgende til værks omkring det at finde frem til historierne bag de nominerede sange til Årets Danske Hit.

Graham nomineret til syv priser

D-A-D's Jesper Binzer og The Storms Pernille Rosendahl tog sig af uddelingen af den første pris, hvor Årets Nye Danske Navn skulle kåres. Det blev ikke så overraskende Lukas Graham, der i alt var nomineret til syv priser denne aften.

De to radiohits "Tomgang og "Ikke Mere Tid" fra Shaka Loveless' selvbetitlede debutalbum var begge fine indslag, mens flammerne sprøjtede ud af special-effekt-kasserne under sidstnævnte nummer.

Et af de mere dybfølte interview var med en først jokende Lukas Graham, der siden vendte om til den seriøse historie om baggrunden for nummeret "Bette Than Yourself (Criminal Mind pt. 2)", hvor han blandt andet nævnte, at "kærlighed godt kan eksistere mellem mennesker, selvom man ikke kan se dem".

Breinholt fandt SF-formand Annette Vilhelmsen og den "ukendte" (for Breinholdt) Margrethe Vestager ved siden af Vilhelmsen på lægterne. Vestager blev antaget som en revisor eller lignende, og hun afslørede en forkærlighed for gruppen Ulige Numre, der dog måtte gå tomhændede hjem fra prisuddelingsshowet.

When Saints Go Machine fik velfortjent Årets Danske Gruppe af Kato og Fallulah, og de virkede ret overraskede over modtagelsen af prisen, før Nephew gav "Hjertestarter" fra midterscenen.

Unge bliver æret

Det blev tid til årets uddeling af IFPI's Ærespris, hvor Nik & Jay – sidste års vindere – var lidt kryptiske i deres udlægning omkring vinderen. Der var dog ingen tvivl, da Mads Langer åbnede med en fortolkning af "Nu Hvor Du har Brændt Mig Af", og kameraerne ramte hr. Helmig. Også Outlandish og Burhan G sluttede sig til fortolkningerne af henholdsvis "Stupid Man" og "Midnat i Europa".

En meget glad Thomas Helmig tog imod prisen og løftede samtidig sløret for, at han snart ville vende tilbage. Det var i øvrigt 14. gang, Helmig modtog en DMA-pris. Pudsigt med DMA's fokus på de "yngre" kunstnere, mens der stadig er en Ærespris til gode for eksempelvis The Savage Rose, der jo som bekendt har leveret et fremragende comeback-album i år – uden at tage æren fra Helmig.

Medina gav en højtløftende tv-premiere på sin nyeste single, hvor hun iført englevinger blev eleveret, som for at give sangen endnu mere luft under vingerne. Et af de gode indslag fulgte med Niels Hausgaard, der fra barnsben stræbte efter at blive professionel prisoverrækker, og som i øvrigt startede i Hanherred Husmorforening ved at overrække "Årets Bearnaise" – "En pris er en pris", som Hausgaard tørt udlagde det.

Aura som enlig dansk kvinde

Søren Rasted og Rasmus Walter uddelte første kvindelige pris, nemlig til Aura Dione, der hev sejren hjem foran Medina og Mette Lindberg (The Asteroids Galaxy Tour). Hun skulle siden hen også vinde prisen for årets hit og blev altså også den eneste kvindelige prismodtager – af de danske priser i år.

Forum ligger jo på grænsen til Nørrebro – næsten – og det fik man at mærke, da først EaggerStunn og derefter Klumben & Raske Penge havde taget band og lydsystem med på scenen. Først med "Kugledans" efterfulgt af "Faxe Kondi"-oden. Fine toner i det store rum.

Danmarks Rock-mama Sanne Salomonsen kunne overrække den sidste af i alt fire priser til Rasmus Seebach, hvor Salomonsens var for Årets Mandlige Kunstner. En meget berørt Seebach takkede blandt andet sin bror og sammensvorne Lars Ankerstjerne, som han skriver meget af sin musik med.

Det allersidste brag til publikum blev leveret af et dejligt Marie Key-indslag, der hurtigt blev afløst af Mattias Kolstrup og Dúné, der med deres nye single "Hell No!" fik musik og effekter op på det helt store oppustede nagler med brag, konfetti og lys en masse.

Live eller ej?

Én ting skal man være opmærksom på, når man tager til et prisuddelingsshow som Danish Music Awards. Det er først og fremmest et tv-show. Det er der ingen tvivl om. Der er naturligvis altid sådan en mindre abrupt fornemmelse over aftenen, og det kan være en blandet landhandel, når det fra tid til anden er sing-back fra nogle af kunstnerne, mens man er i tvivl under andre, om der rent faktisk bliver spillet – det lefler klart mere for seerne end for gæsterne.

Ikke desto mindre var det festlig aften, der blev vel orkestreret af Anders Breinholt som konferencier, hvor Rasmus Seebach og Malk De Koijn var de helt store vindere, mens Aura var den eneste danske kvinde, der modtog en pris. Lidt overraskende var det, at der ikke var nogen pris til L.O.C., eller at storfavorit Lukas Graham ikke fik flere med hjem i posen. Ikke desto mindre et stort tillykke til vinderne – og til næste år kører møllen igen.

Vinderliste:

Årets Danske Album: Malk De Koijn – "Toback to the Fromtime"

Årets Nye Danske Navn: Lukas Graham

Årets Danske Gruppe: When Saints Go Machine

Årets Danske Sangskriver: Rasmus Seebach, Nicolai Seebach og Lars Ankerstjerne for "Mer' End Kærlighed"

Årets Danske Kvindelige Kunstner: Aura Dione

Årets Danske Mandlige Kunstner: Rasmus Seebach

Årets Danske Hit: Aura Dione – "Geronimo"

Årets Danske Live Navn: Malk De Koijn

Årets Publikumspris: Rasmus Seebach

Årets Nytænker (Spotifys innovationspris): Christopher

Årets Danske Rockudgivelse: Spleen United – "School of Euphoria"

Årets Danske Popudgivelse: Rasmus Seebach – "Mer' End Kærlighed"

Årets Danske Urbanudgivelse: Malk De Koijn – "Toback to the Fromtime"

Årets Danske Voxpopudgivelse: Sebastian – "Øjeblikkets Mester"

Årets Danske Club-udgivelse: Shaka Loveless – "Tomgang"

Årets Danske Producer: When Saints Go Machine for "Konkylie"

Årets Danske Musikvideo: Shaka Loveless – "Tomgang" (Instruktør: Amdi Niss-Espinoza)

Årets Internationale Album: Lana Del Rey – "Born to Die"

Årets Internationale Hit: Gotye – "Somebody That I Used to Know"

Danish Music Awards Ærespris 2012 (Mentos UP2U): Thomas Helmig

I langt de fleste DMA-kategorier er både nominerede og vindere fundet ved afstemning i et brancheakademi bestående af branchefolk, sangskrivere og udøvende musikere. Vinderen i kategorien Årets Nytænker er fundet ved afstemning blandt Spotifys brugere. Vinderen af Årets Danske Live Navn er udpeget ved afstemning blandt danske bookere via bookerne.dk. Årets Publikumspris er fundet ved afstemning via TV 2's DMA Facebook-site. Modtageren af Danish Music Awards Ærespris er udpeget af en specialjury (IFPI's interne DMA-udvalg i samråd med Koda).

Sætliste:

Aura – "In Love With The World"

Stine Bramsen (Alphabeat) – "Love Sea"

Nabiha – "Mind The Gap"

Shaka Loveless – "Tomgang & Ikke Mere Tid"

Lukas Graham – "Better Than Yourself (Criminal Mind pt. 2)

Nephew – "Hjertestater"

Mads Langer – "Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af"

Outlandish – "Stupid Man"

Burhan G. – "Midnat I Europa"

Medina – "Har Du Glemt"

Eaggerstunn – "Kugledans"

Klumben & Raske Penge – "Faxe Kondi"

Marie Key – "Uopnåelig"

Dúné – Hell No!"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA