x

Synthesizerens gentleman - Alan Wilder på københavnsk visit

Synthesizerens gentleman - Alan Wilder på københavnsk visit

Se flere billeder fra arrangementet i GAFFAs gallerisektion

For de få uindviede - engelske Alan Wilder var op gennem firserne og et stykke ind i halvfemserne medlem af Depeche Mode, hvor han imponerede dels som arrangør, som medproducer og, måske ikke mindst, som mere end almindeligt overbevisende live-tangentbokser, for hvor Martin, Dave og Andy alle havde baggrund i punkens og postpunkens do-it-yourself-attitude, så var Wilder faktisk klassisk trænet og var uden tvivl den teknisk dygtigste af de fire i traditionel forstand.

Samtidig var han særdeles pligtopfyldende, hvilket med tiden førte til flere, større og mere tidskrævende opgaver i gruppen, noget som formentlig også var med til at opbygge et til sidst regulært faretruende stressniveau, på et tidspunkt hvor Depeche Mode faktisk var tæt på at falde fra hinanden og, i bogstaveligste forstand, var degenereret totalt i retning af død og ødelæggelse, reelt i en sådan grad at man må glæde sig over at alle fire ikke alene er i live i dag, men også på god fod med hverandre. Wilder har gæsteoptrådt med sin gamle gruppe på scenen i 2010, og Martin Gore udgav tidligere på året albummet "Ssss" i samarbejde med den oprindelige medstifter af Depeche Mode, Vince Clarke.

Den 10. november gæstede Alan Wilder København, dels Hovedbiblioteket om eftermiddagen for at tale om et Talk Talk-tribute-album, han har taget del i, dels Empire Bio om aftenen for at præsentere sin nye Recoil-musikfilm, "A Strange Hour In Budapest", begge arrangementer, der trak godt med folk til, skulle det vise sig.

En sludder for en sladder

Det tog ikke særlig lang tid før alle stolerækker var besat på Københavns hovedbibliotek, og Wilder fik da også behørigt bifald da han ankom for at tale om "The Spirit Of Talk Talk", et spritnyt tribute-album, som han har været kurator på og også leveret et nummer til. Indledningsvist gjorde den engelske musiker en del ud af at pointere, at han ikke repræsenterede Talk Talk, ja, han understregede ligefrem at han ikke kendte nogle af dem personligt og at hans rolle i projektet først og fremmest var som musiker og som fan, hvorfor man da også havde kaldt et par hjælpende ånder med på scenen for at assistere med biografisk ekspertviden på området, noget Wilder var god til at benytte sig ærligt af undervejs.

Og så gik det ellers slag i slag med lidt baggrundsinformation om projektet, der naturligvis var blevet til først og fremmest over nettet, som den slags gør i dag, og uden om de store kommercielle interesser. Rent faktisk lød processen fuldstændig som den, en del også danske undergrundsnavne og selskaber vil have været igennem med compilations og samarbejdsprojekter, og pointen er her, hvis nogen skulle være i tvivl, at selvom det hjælper at have været med hos de der Depeche Mode i mange år, så er musikbranchen også et hårdt slid for en Alan Wilder, nu hvor man ikke længere kan sætte pladeselskabet på alskens opgaver, for hvis der overhovedet er et, så har de kun ganske få ansat - der er ikke råd til andet længere.

Efter præsentation og lidt løs og fast snak om Talk Talk generelt blev der åbnet op for spørgsmål fra det fremmødte publikum, og selvom enkelte naturligt nok drejede sig i retning af Depeche Mode, så må man sige, at folk generelt var gode til at forblive, som man siger på det store internet, on topic - det meste handlede rent faktisk om Talk Talk og relaterede emner, lige fra indspilningsprocesser til koncertminder.

Man kan godt tillade sig at hævde, at det var en indforstået snak, og nok mest for fans og nørder, og vel reelt, hånden på hjertet, uden nogen egentlig journalistisk nyværdi. Til gengæld var det, måske ikke mindst i disse tider, rart at se et par hundrede mennesker samles for lige netop at nørde musik, dele en fælles passion og interesse, og det helt uden tv-dækning og med dommere og publikum, der kan stemme naboens kønne unge datter hjem.

Skal man gå lidt kritisk til diskussionen, så kunne jeg dog godt have tænkt mig en lidt mere nørdet værdidebat af Talk Talks karriere, for det blev meget hurtigt fra scenen fastslået, at selvom gruppen skam lavede gode popsange op gennem firserne, så var det med de senere og mere postrockede udgivelser, at det fulde kunstneriske potentiale for alvor blev indfriet. For de solgte jo heller ingenting. Javel. Men det argument er altså i sig selv lidt for tynd en kop te, og i England er de ellers kendt for at brygge den bedre.

I en post-postmoderne verden som den vi i dag er overladt til, virker det lidt for letkøbt blot at falde tilbage på en sådan vedtaget anmelderfloskel, dén, der går på, at hvis bare det store publikum, almuen, pøbelen ikke gider hive tegnedrengen op af lommen, så har man nødvendigvis med stor kunst at gøre.

I disse internet-tider, hvor alle udgiver, og ingen sælger noget, turde det virke oplagt at konkludere, at det er bestemt ikke alt, der ligger derude på Facebook, SoundCloud, etc., der er stor kunst bare fordi ingen gider lytte til det. Hermed ikke sagt et ondt ord om Talk Talk og deres produktion, men jeg savnede bare en reel diskussion omkring eller argumentation for at denne bestemte del af gruppens produktion var kunstnerisk mere spændende, altså udover argumentet omkring det manglende salg. Det kunne have været spændende at grave en smule dybere i den henseende.

Helt overordnet set fremstod Alan Wilder dog fra ende til anden som et særdeles sympatisk menneske, en ydmyg musiker, der uden den mindste skygge af tvivl brændte for netop musikken, ikke for pengene og berømmelsen, og for hvem de musikalske oplevelser helt klart var det centrale. Og nok engang fristes man til at sige, at i en tid, hvor musik i de større medier konstant forfladiges, gøres til genstand for gemen konkurrencedyrkelse og grimt gennemskueligt trendrytteri, ja, så var det slet og ret befriende at stå ansigt til ansigt med en mand, der på sit CV kan skrive mangeårigt medlem i måske verdens største band, som i den grad er ægte, som slider løs stadig af den eneste årsag, der for alvor betyder noget, nemlig kærligheden til og afhængigheden af musikken.

En tur i biografen

Efter en hyggelig, til tider ligefrem kammeratlig, snak på hovedbiblioteket, gik turen videre til Empire Bio på Nørrebro, hvor musikfilmen "A Strange Hour In Budapest", var på programmet. Denne er en optagelse af Wilders Recoil-projekt i Budapest, ikke som sådan en koncert, snarere en slags rave-med-mere, hvor ikke mindst storskærmen og de visuelle eskapader forbundet hermed spillede en stor rolle. Filmen var blevet til lidt ved en tilfældighed, for en flok fans havde henvendt sig til Wilder og spurgt om de måtte filme aftenens optræden, og hvis nu materialet blev godt nok, så kunne man måske arbejde videre med det.

Og lad det være sagt med det samme - materialet blev i den grad godt nok - der var intet ved kamera- eller klippearbejdet, der antydede amatørproduktion, tværtimod. Både visuelt og lydmæssigt var "A Strange Hour In Budapest" en nydelse, teknisk særdeles fint skruet sammen og ganske velfungerende. Fra et musikalsk synspunkt er jeg faktisk tæt på at synes, at vi nærmede os Recoil i noget nær topform, et slags komprimeret og mørkt techno-sæt, skruet sammen af forskellige Recoil-numre, blandet med lidt Depeche Mode-materiale såvel som Tangerine Dream-stumper og en smule Gary Numan, dog alt sammen sat ind i en kontinuerlig og ny sammenhæng.

Da Recoil jo er et slags soloprojekt med forskellige samarbejdspartnere, ikke mindst på vokalsiden, opstår der altid nogle helt praktiske problemer når der skal optrædes - kort sagt, hvad gør man med alle de vokalister, der bor rundt omkring i forskellige lande og som formentlig ikke alle kan dukke op til turné på samme tid? Og hvis de kunne, så ville det sikkert alligevel være for dyrt.

I dette tilfælde optrådte enkelte af dem som samplede brudstykker, men i det store hele var der lagt større vægt på musikkens instrumentale passager, og det synes jeg faktisk fungerede godt. Det der med lange sangpassager fra backing track uden vokalist på scenen kan godt komme til at virke akavet, så den problematik havde man undgået, men nok så væsentligt, så fungerer en stor del af Recoils musik i mine ører faktisk fortrinligt instrumentalt, og jeg synes at filmen pegede i retning af, at Wilder måske ikke altid behøver vokalerne.

Hans musik har kvaliteter nok også instrumentalt, ikke mindst taget de cinematiske elementer i betragtning, noget, der kun blev hjulpet yderligere på vej af VJ-delen, som generelt virkede mere gennemtænkt og æstetisk velovervejet end det ofte er tilfældet med den slags i technosammenhæng. Her var både politiske undertoner, filmiske passager og så lige en smule Giger til den søde tand også. Og nåja, hvis man skulle være i tvivl, så har hr. Wilder et særdeles engageret publikum i Ungarn.

Efter filmforevisningen dukkede Alan Wilder op for at svare på spørgsmål fra salen, og det blev nok engang med både venlig og oprigtig interesse såvel som en solid portion britisk humor. Der blev talt om Recoil-projektet generelt, om inspirationskilder, perfektionisme og en lille smule om Depeche Mode, selvsagt. Wilder er ikke de store armbevægelsers mand, men han er i den grad heller ikke tør. Han har tydeligvis ikke den store interesse i at fortælle om drukskandaler backstage eller om raserede hotelværelser, men foretrækker at kredse om musikken når han bliver budt mikrofonen. Og tak for det - det er rart, at der stadig er folk, der tør tage den alvorligt og står ved det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA