x

The Strokes – studie i stil og attitude

The Strokes – studie i stil og attitude

Billede: Frank Ockenfels 3

Samme dag som dette interview fandt sted, var et tv-hold ved at gå helt i sort efter deres forsøg på at interviewe The Strokes. Efter de fleste spørgsmål passerede mikrofonen på skift rundt mellem fire af bandmedlemmerne, uden at nogen af dem sagde et eneste ord - mens den femte lå og sov på gulvet. Så galt gik heldigvis ikke for GAFFAs udsendte, men The Strokes hører ikke til dem, der deler ud af velformulerede verbale analyser på spørgsmål om bandets gøren og laden, og slet ikke om deres musik. Geniale svar som ”vi gør, hvad vi gør” og lignende på spørgsmål om valg af nye musikalske retninger, krydret med en til overmåde laid back fremtoning, medvirker til, at dialogen ikke bare flyver af sted af sig selv.

Ikke desto mindre er The Strokes lidt af et syn og bekendtskab. Newyorker-kvintetten der bragede igennem med den eminente nyklassiker "Is This It?" i 2001 - fulgt op af den fine "Room On Fire" to år efter - er et studie i stil og attitude. Gruppen spiller mundret indie-rock, der sælger i millionklassen, men ligner fem castede fotomodeller til et boyband. GAFFA taler først med guitaristen Nick Valensi, der ved sin blotte tilstedeværelse vil kunne få ikke så få pigehjerter til at galoppere, og efterfølgende med stjernen over dem alle, Julian Casablancas - søn af stifteren af Elite Models, John Casablancas og den tidligere fotomodel og miss Danmark Jeanette Christiansen - til lejligheden ulasteligt klædt i rødternet jakkesæt. Senere slutter den lidt hårdere, men ikke mindre vaskeægte ”pretty boy”, trommeslageren Fab Moretti (i øvrigt kæreste med skuespilleren Drew Berrymore) sig til selskabet.

Men i tilfældet Strokes står der ikke en dreven konceptmager bag det hele og gnider sig i hænderne. All fem bandmedlemmer har gået på high school sammen i New York, Albert Hammond Jr. og Julian har delt værelse på en kostskole i Schweiz, og sidstnævnte har været bedste venner med bassisten Nikolai Fraiture, siden de begge var fem år gamle - og ifølge Fab er venskabet fortsat den bærende akse i The Strokes:

- At vi har lavet dette album sammen og eksperimenteret så meget, er for mig et levende bevis på, hvor stærkt vores venskab er. Vi har oplevet så meget og gået så mange ting igennem sammen, og på en måde er vi gået fra at have et ”boyhood” til et ”manhood”-venskab. Båndene er stærke.

Farligt selskab
Nick Valensi giver udtryk for det samme, men fortæller også, at de gamle venner ikke længere ligger over sover på hinandens sofaer, når de er hjemme i New York. De giver hinanden plads.

- Det gik meget stærkt for os efter det første album. Vi var meget imponerede over det hele og festede igennem ret hårdt. Vi spildte helt sikkert en masse tid, husker Nick med et smil, men fortæller, at bandet nu er blevet bedre til at skrue ned for partyblusset og i stedet bruge tiden på at lave noget ordentlig musik.

At Strokes ikke er de rene duksedrenge, vedgår Julian Casablancas dog gerne og erindrer blandt andet, at sprutten flød i en lind strøm, da bandet turnerede med vores egne The Raveonettes i USA.
- Jeg kan huske, at vi havde denne tønde af alkohol, som gik på rundgang imellem os, smiler Julian og tilføjer i samme sætning sin respekt for Raveonettes som band og mennesker.

Drengen med guldbukserne
Klichéen med at sangene - som så meget andet - bare kommer til Casablancas, ser ud til at holde stik. Han er tilsyneladende kommet let til mange ting, som andre ville give deres højre arm for. Født og opvokset i jetset-omgivelser på Manhattan har ”baby-Julian” sikkert fået skiftet ble og pudret numse af klodens lækreste supermodeller, som ville gøre indtryk på hans forældre. Da han kastede sig over musikken med vennerne, flød lydene tilsvarende smertefrit og ubekymret. Debutalbummet kom i hus på ganske kort tid, sangene var der pludselig og spillede nærmest sig selv, og resultatet var ren verdensklasse. Den slags ting sker ligesom bare for Strokes. Men denne har de gamle venner fået lov til at arbejde for føden. Bandets tredje album "First Impressions Of Earth", er både væsentlig længere, mere varieret og har taget bandet hele ni måneder at få færdigt, langt mere tid end de to forløbere. Nick fortæller:

- Som jeg hører det, er det hårde blevet hårdere og det bløde blødere; der er en anderledes diversitet på pladen end på to de to foregående. Jeg ser den som mere tredimensionel og hører den som en plade, der fylder enormt meget. Når jeg hører den i min bil, er det, som om den fylder alt rum i bilen helt ud. Vi holder stadig tilbage i mange sammenhænge, men giver så helt slip andre steder og er gået efter overraskelserne.

Kahne vs. Godrich
De to første Strokes-album er produceret af bandets gode ven Gordon Raphael. Oprindeligt var Radiohead- og Beck-producer Nigel Godrich hyret til at producere "Room On Fire", men han blev fyret undervejs, og Raphael blev kaldt tilbage til studiet. Denne gang var det lidt omvendt. David Kahne var egentlig hyret ind som tekniker, men han kunne noget særligt og endte med at producere 11 af pladens 14 sange, hvor Raphael er krediteret for de sidste tre. Kahne havde tilsyneladende noget, som Godrich ikke var i besiddelse af.

- Det var ikke sådan, at det gik forfærdeligt med Nigel, men han gik ind og var styrende på en måde, som det viste sig, at vi ikke kunne håndtere og acceptere. Med David har det mere været en fælles opgave. Jeg ser det, som at han har fået os til at lyde, som vi altid gerne har villet, vi vidste bare ikke, hvordan vi skulle gøre det, siger Nick. For Julian var producerskiftet også afgørende:

- Jeg synes faktisk, at der var mange forskelle på de to første plader, men fordi de var optaget og indspillet temmelig meget på samme måde, er de blevet opfattet meget ens, hvilket har irriteret mig en del. Det, at vi har haft en ny producer og har arbejdet længere og anderledes med musikken, gør, at man tydeligere kan høre, at musikken har ændret og udviklet sig. Men det er meget naturligt, at det først sker her på album nummer tre; man skal kunne gå, før man kan løbe. Vi har brugt ni måneder, og undervejs har vi haft endeløse samtaler med David.

Herefter bliver emnerne lidt mere jordnære, eller rettere lokale. Gråvejr og skyer ligger tæt over Stockholm, og selvom det kun er tidligt på eftermiddagen, er alt mørkt og gråt. Fab tror tilsyneladende, at vi er tæt på polarcirklen og vil vide, om solen aldrig kommer frem om vinteren, og underholder derefter med, at han blev overtalt til at tygge skrå på en bar i området, han besøgte med Albert Hammond Jr. dagen før. Julian skuler til ham, han kender selv Skandinavien ganske godt (læs hans naivistiske skønmaleri i form af barndomsminderne fra sommerferier i Jylland i GAFFA november 2003 og på GAFFA.dk, red.). Julian elsker fortsat Danmark og besøger som i barndommen også landet i sommeren 2006. Nærmere bestemt på Roskilde Festival, hvor han og resten af The Strokes optræder.

The Strokes' hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA