x

Tindersticks har fundet Tindersticks

Tindersticks har fundet Tindersticks

Torsdag den 15. november kunne aarhusianerne glæde sig over, at det britiske band, Tindersticks, nok engang havde valgt at lægge vejen forbi den jyske hovedstad. Bandet har været fremme siden starten af 90'erne, men de formår stadig at sende stor musik på gaden, hvilket de beviste med deres seneste album "The Something Rain", som blev belønnet med en masse stjerner af de fleste anmeldere.

GAFFA mødte den karismatiske forsanger Stuart A. Staples til en snak om, hvordan det føles at være i branchen efter alle disse år. Det blev en snak, som druknede fordommen om, at den britiske forsanger er en introvert melankolsk artist. Han var sprudlende, grinende og veloplagt, hvilket også kom publikum til gode senere, da bandet lagde Train for sine musikalske fødder.

I har været i musikbranchen i mange år, hvordan holder I jer så unge, friske og livlige?

– Ha ha. Da vi lavede dette album, følte vi os måske ikke ligefrem unge, friske og livlige, men vi følte os levende på en kreativ måde. Når vi er sammen, så ønsker vi virkelig at lave noget sammen, og det er virkelig spændende.

Er I blevet genfødt som band?

– Jeg tror ikke, vi er blevet genfødt. Men mit første soloalbum fra 2003 var en måde at bryde fortiden ned på og starte på en frisk. For mig var det første soloalbum som at tabe alting. Jeg tabte mit band for et stykke tid, og jeg tabte de gamle strukturer, som jeg havde vænnet mig til. Jeg fandt mig selv lave et album helt alene i min egen garage. Siden dengang er det hele langsomt blevet bygget op igen til det sted, hvor vi står i dag. Det har været meget inspirerende.

Hvordan har du det med branchen efter alle disse år?

– Jeg har lært, at der er mange ting, man ikke kan bekæmpe, og jeg har lært, hvor meget negativ energi, man kan bruge på at kæmpe imod nogle ting. Pragmatisme er ordet, der kommer ud af min mund, ha ha. Man kan sige, at branchen både er ens fjende, djævlen, men på samme tid er der også noget smukt i det.

Mere end bare melankoli

Når jeg lytter til jeres sange, så er det helt tydeligt, at det er jeres sange. De har alle en eller anden form for melankolsk tone. Er I melankolske mennesker?

– Det må vi være i vores hjerter, ellers ville vi ikke lave den slags musik, vi laver og folk ville ikke spørge os om det så ofte. Men jeg synes ikke, det er tilfældet hele tiden. Jeg tror, at de mest succesfulde øjeblikke, de øjeblikke der rammer folk, er de øjeblikke, som folk kan relatere til. Men jeg kan faktisk ikke bekæmpe det. Det er der bare.

Måske det også har noget at gøre med din stemme, som har et meget melankolsk udtryk?

– Ja, helt sikkert, men jeg kan også vende den rundt ret hurtigt. Det har også noget med begær at gøre. At række ud efter noget, som man ikke kan nå. For tiden er folk meget glade for at sætte ting i bås, og den melankolske mærkat er også meget populær, men jeg synes, det er mere kompliceret end det. Det handler mere om at være desperat efter noget, at række ud.

Du har sagt, at du ikke kan lide, at folk sidder og læser teksterne, mens de hører jeres musik. Men alligevel skriver I sange som "Chocolate" og "My Sister", hvor teksterne virkelig er i fokus. Hvad er dit forhold til hele tekstuniverset?

– De to sange er begge Davids (keyboardspiller David Boulter, red.) sange. Han skriver på en helt anden måde, end jeg gør. Jeg kan skrive en masse ord, men for mig drejer det sig om at barbere dem ned til så få som muligt. Ord kan godt komme i vejen for mig, når jeg synger. Nogle gange har jeg bare lyst til at skrige, og så skal jeg finde nogle ord, der passer ind i det udtryk. David skriver meget mere litterært, og han er virkelig god til det, men det er to meget forskellige måder at skrive på, og jeg er glad for at vi har de to sider repræsenteret i bandet.

Du har også sagt, at sange kommer til dig på en eller anden måde. Betyder det, at du ikke behøver arbejde med sangene?

– Jeg tror, alle sangskrivere har det på den måde. Sangene kommer altid i et bestemt øjeblik, og selvom de ikke er færdige, så kan jeg i en linje eller et lille brudstykke af musik fange det, jeg forsøger at fastholde i nummeret. Det er i øjeblikke, hvor jeg bliver rørt af et eller andet, jeg får et stykke musik eller noget tekst i hovedet. Men jeg skal derefter arbejde en hel masse med det, før jeg er tilfreds.

Ikke trætte efter 70 koncerter

På forrige album "Falling Down a Mountain" havde I en meget særpræget sang, som jeg synes er fantastisk på en naiv og smuk måde. Det er sangen "Peanuts", hvordan blev den til?

– Den deler virkelig folk. Enten elsker man den, eller også hader man den. Den sang var bare en sjov lille ide, indtil jeg mødtes med Mary Margaret (Mary Margaret O'Hara, som synger med på sangen). Da jeg mødte hende og viste hende sangen, fik den virkelig liv. Mary er enormt inspirerende at arbejde sammen med. Jeg ved, det er en kliché, men hun er en følsom og fri sjæl, og jeg tror, det er derfor, hun ikke har lyst til at arbejde i en regelret pladebranche.

– Men med hensyn til sangen, så føltes det faktisk helt farligt at lave så naiv en sang i den tid, vi lever i. En tid, hvor alting er så informationsbåret, hvor vi skal vide alt, og alt er så tungt. Det føltes som om, vi tog en chance, hvilket gjorde det ret spændende. Det var sjovt at føle en samhørighed med den naivitet, som faktisk er meget inspireret af Fritz Lang-filmen "Fury" fra 1936. Jeg følte mig skudt helt tilbage til den tid, og det var virkelig specielt og inspirerende.

Hvordan vil du beskrive jeres nye album "The Something Rain"?

– Jeg tror, det er en realisering af en masse arbejde. De sidste fem år  har bandet arbejdet på at finde den rette form. Hvordan laver vi musik, hvordan arbejder vi sammen og hvordan skal vi lyde? Det er alt sammen kommet på plads på dette album. Derfor er det på en måde en realisering af de fem år. Efter i aften har vi to shows tilbage, og vi har måske spillet 70 koncerter, men ingen i bandet er trætte af at spille sangene. Det synes jeg taler for sig selv. Jeg har været på tour før, hvor man hurtigt kedede sig med de sange, man skulle spille.

At mikse et album er som en lille død

Du har jo mange kasketter. Du er forsanger i Tindersticks, I laver soundtracks, du har en solokarriere, og du har sågar lavet børnesange. Hvem er du?

– For mig er det virkelig hårdt at lave albums. Man skal give så meget af sig selv hver gang. Så det er nødvendigt for mig at tage nogle sving engang i mellem. Tag nu for eksempel vores soundtracks. Her oplever jeg, at vi hver gang efter et soundtrack kommer tilbage med nye idéer og en ny energi at putte ind i Tindersticks. Det er enormt inspirerende.

Hvordan føles det at udgive et nyt album? Du har jo prøvet det mange gange før.

– Når jeg arbejder med musik, så tænker jeg på og drømmer om, hvordan jeg vil have det til at være. Og selvom det til tider gør ondt, så er det altid sjovt at lave et album. Det er noget virkelig levende. Jo tættere man kommer på afslutningen, des mere kompakt bliver arbejdsmængden og tankerne. Jeg hader at afslutte ting, og når man kommer til at skulle mikse tingene, så er det som en lille død for mig, og så er det faktisk færdigt, haha. Men det er i de tider lige op til, hvor en sang, et album eller et soundtrack skal færdiggøres, at vi som band kommer tættere på hinanden. Der bliver en helt særlig samhørighed i disse situationer.

Hvad kan vi forvente af aftenens koncert?

– Der kommer til at være en masse sange fra det nye album. Jeg tror ikke, folk køber billetter til Tindersticks for at høre, hvad vi lavede for 10 år siden. Det håber jeg i hvert fald ikke, for det er ikke der, vi er nu. Vi er et andet sted, og det vil vi godt vise ved koncerterne.

 

Læs GAFFAs femstjernede anmeldelse af koncerten på Train i GAFFAs anmeldelsessektion.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA