x

The Strokes – Rockens store hvide håb

The Strokes – Rockens store hvide håb

Broadway 1540, Manhattan, New York
- Desværre, Julian kommer ikke, han er taget til stranden.

En lettere undskyldende medarbejder fra The Strokes' pladeselskab beklager, men efter hele dagen at have forsøgt at få fat på sangeren Julian Casablancas må han konstatere, at fuglen er fløjet. Julian er taget til Hampton uden for New York for at dase på stranden sammen med bassisten Nikolai Fraiture. Han er blevet træt af at lade sig interviewe, og har taget sig en fridag.

Beskeden kommer ikke som den helt store overraskelse, eftersom jeg i flere timer har kredset rundt om pladeselskabet BMG's hovedkvarter på Broadway nær Times Square, og hver halve time har holdt mig i kontakt med selskabets vicepræsident for at høre, om han har fået kontakt med Julian. Og da han endelig får kontakt med ham, må han konstatere, at Julian ikke længere er i byen. Lige lovlig rock'n'roll, tænker jeg efter at være fløjet over Atlanten for at interviewe sangeren i det varmeste navn under tidens rockhimmel, og flyet retur til Danmark letter om få timer.

- Du må selv bestemme, om du bare vil droppe det, men du kan komme til at tale med Nick, hvis du vil. Her er adressen på deres management. Og så skal vi nok sørge for at sætte et interview op med Julian over telefonen.

Jeg hanker op i mig selv og min taske og bevæger mig mod Lower East Side for at møde guitaristen med det kønne ynglingeansigt, Nick Valensi. Han undskylder, at det gik i vasken med Julian, og fortæller, at han selv lige er kommet tilbage fra ti dages ferie i Californien med sin kæreste, og at de andre i mellemtiden har lavet seks-syv interview om dagen, så han synes, at det kun er rimeligt, at de andre også får en smule ferie.

Et par uger senere lykkes det endelig min kollega Henrik Tuxen at få Julian i røret fra New York, så det følgende er et dobbeltinterview temmelig meget ude af sync.

Store forventninger
Det er to år siden, at The Strokes revitaliserede rocken med "Is This It?" En energiudladning med 11 numre, som varede 36 minutter og 30 sekunder, et album, der med et amerikansk udtryk var all killer, no filler. Nu er bandet tilbage med deres andet album "Room On Fire", som er imødeset med kæmpestore forventninger af fans og presse, men Julian Casablancas føler ikke, at han oplever et større pres denne gang i forhold til sidst.

- Nej, faktisk har det været omvendt. Der var et større pres dengang, det skulle være godt - det var vind eller forsvind. Hvis der ikke var sket noget dengang, så havde vi været nødt til at få almindelige jobs eller noget i den retning. Denne her gang har vi allerede fået en masse opmærksomhed, så nu ved vi i det mindste, at der vil ske et eller andet. Vi begynder ikke fra nul. Udfordringen nu er mere at bevise, at vi ikke bare er døgnfluer på en retrorockscene.

Og The Strokes beviser med "Room On Fire", at de er kommet for at blive, opskriften er den samme, 11 numre fyret af på lidt over en halv time, og kvaliteten af numrene er den samme høje som på debuten.
Bandet har brugt fem måneder på at lave det nye album. De begyndte med Nigel Godrich, som har produceret for blandt andre Beck og Radiohead, men endte alligevel med at indspille med Gordon Raphael, som også producerede debuten "Is This It?".

Julian: - At arbejde med Godrich var en prøve, og Gordon var den første person, jeg fortalte det. Og hvis det havde virket, ville vi sikkert have indspillet hele albummet med Nigel. Men han arbejder meget med tingene selv, han laver sin ting, og så kommer vi ind og lytter, hvorimod vi gerne vil have fingrene med i produktionen. Vi har en meget detaljeret fornemmelse for, hvordan vi vil have, musikken skal lyde, og Gordon har evnen til at få det frem - han ved bare, hvordan han skal gøre. Du vil blive forbavset over, hvor mange folk vi har arbejdet sammen med i tidens løb, som bare ikke har kunnet give os det, vi gerne vil have. Gordon har den evne i en grad, så han mere er et sjette medlem end en producer.

Hva' skete der mellem jer og Nigel Godrich?
Nick: - Vi indspillede tre sange med ham, og vi arbejdede faktisk meget hårdt med de tre sange, og vi var meget positive i studiet, men da vi så lyttede på sangene bagefter følte vi, at hvis vi gik tilbage og arbejdede med Gordon, kunne vi gøre det bedre, få det til at lyde mere som os. En smule mere beskidt, mere ondt og mindre som Radiohead. Det var, hvad der skete.

Så I var nærmest ved at komme til at lyde som Radiohead?
Nick: - Nej, vi var ikke ved at komme til at lyde som Radiohead, men vi følte, at vi skyldte os selv at prøve noget nyt. Vi havde lavet det første album, som var succesfuldt, og vi tænkte, at måske, hvis vi prøver at arbejde med en ny producer, en, som virkelig har forstand på sagerne, så ville vi kunne lave det bedre, men det viste sig, at det kunne vi ikke. Det lød en lille smule anderledes, men ikke nødvendigvis bedre.

Ikke så beskidt?
Nick: - Det lød helt bestemt renere, det gjorde det. Men hvad de fleste mennesker ikke ved er, at før vi indspillede vores første album, så gjorde vi det samme. Lige da vi fik vores pladekontrakt, så prøvede vi at indspille albummet med Gil Norton (producer for bl.a. Pixies, red.), som også er en rigtig god producer, men det lød ikke rigtigt, som vi gerne ville have det til, så vi gik tilbage og lavede det med ham, der havde lavet vores demoindspilninger - Gordon. Og det var præcis det samme, der skete denne gang, vi prøvede noget nyt, og bagefter bestemte vi os for at gå tilbage til ham, der indspillede vores demobånd.

Rockens nye konger
Dét omtalte demobånd, som bandet havde indspillet med Gordon Raphael i slutningen af 2000, havde kostet den beskedne sum af 200 dollars. Bandets manager Ryan Gentles sendte båndet til pladeselskabet Rough Trade i England, som blev så begejstret for det, at de valgte at udsende det, og ep'en endte med at sælge mere end 30.000 eksemplarer alene i England. Derefter rullede snebolden, musikbladet NME gik amok, og bandet blev mødt med massiv medieomtale fra en musikpresse, der altid venter på den næste store ting.

Så The Strokes kom som kaldet. Rocken havde brug for en dynamo, der kunne give ny inspiration og vitalitet. I Europa havde Radiohead malet sig selv op i et hjørne med stærkt eksperimenterende opfølgere til "OK Computer", og i deres fodspor fulgte velmenende, men lidet rockede navne som Travis og Coldplay, og i USA regerede anonyme, grænsende til ligegyldige storsællerter som Creed og Lifehouse. Så rocken havde brug for et nyt ikon, og ind på scenen trådte The Strokes. Fem unge fyre med den rette attitude, det rigtige udseende og sidst, men ikke mindst, de rigtige sange.

Ikke siden Nirvana ti år tidligere havde sparket nyt liv i rocken med deres desperate energi, havde verden oplevet et band med tilsvarende gennemslagskraft. Og ligesom Nirvana var inspirationskilden til talløse rockbands, der myldrede frem fra undergrunden og øvelokalerne, så har The Strokes også været førerhunden i den flok af nye spændende rockbands, der er dukket op i det nye årtusinde med The White Stripes, The Vines og Black Rebel Motorcycle Club som de mest fremtrædende.

Hvordan føles det at være udnævnt til centrum for denne her minimalistiske garagerock-bølge?
Nick: - Det føles smigrende, men hvis man tager et band som The White Stripes og os, så kommer vi fra helt forskellige udgangspunkter, og det eneste, vi har tilfælles er, at vi begge spiller rock og kom frem på samme tid. Det har ikke noget med musikken at gøre, det er bare en del af situationen. Og det med garagemusik er et mærkeligt udtryk for mig, for der er ingen garager her i New York, jeg har aldrig spillet musik i en garage. Jeg har lyttet til Bob Marley, Talking Heads, The Velvet Underground, det er det, jeg har gjort. Og det er ikke rigtig garagerock. Det, vi forsøger at lave, er god rock, for der er utrolig meget dårlig rock i øjeblikket.

The Strokes spiller ret minimalistisk rock'n'roll, er det en dyd, som I bevidst forsøger at udtrykke?
Julian: - Det er ikke sådan, at vi forsøger at følge en bevidst tradition. Men jeg tror, at der stadig er mulighed for at skabe nye, originale, stadig uhørte lyde og sange inden for musik. Jeg tror ikke på idéen om, at alt er lavet før inden for rammerne af simpel rock'n'roll. Der er stadig nyt land at erobre.

Hvordan opfatter I jeres egen musik?
Nick: - Jeg synes, at det er vigtigt at bringe en smule kunstnerisk integritet ind i det, man laver, men på den anden side laver vi ikke musik for musikskolelærere. Vi laver musik for almindelige mennesker, som vil have det sjovt. På den ene side forsøger vi at lave musik, der er sofistikeret og klog nok til at appellere til folk, der ved en masse om musik, og på den anden side laver vi musik, der er sjov nok og dum nok til folk, der absolut ikke ved noget om musik. Det er det, det handler om for os. At lave musik på den gyldne middelvej mellem dum pop og klog musik.

Så der er mere i The Strokes end blot et minimalistisk rockband?
Nick: - Ja, vi tænker meget over tingene. Jeg vil ikke lyde overlegen, men vi ved meget om musik, jeg har spillet guitar, siden jeg var seks år gammel, vi ved, hvordan musik virker, men en del af bandets charme er at få det til at lyde, som om det hele sker af sig selv, og få det til at se let ud. I virkeligheden er det ikke helt så let.

Farlig succes
Officielt blev The Strokes dannet i 1998, men den første gang, at nogen fra bandet mødtes, var 17 år tidligere, da Julian Casablancas mødte den kommende bassist i bandet i skolen i New York. De var begge seks år, og det tog lidt tid at samle resten af bandet. Syv år senere i 1991 stødte Fabrizio Moretti (trommer) og Nick Valensi (guitar) til, og året efter - på kostskole i Schweiz - mødte Julian Albert Hammond Jr. (guitar). Venskabet mellem de fem bandmedlemmer går således længere tilbage end musikken.

Julian: - Vi er stadig gode venner, vi kan lide at hænge ud sammen. Vi holder sammen, og vi ved, at vi bliver bedømt som en gruppe. Succes kan være en farlig ting for din bevidsthed, men vi føler det stadig, som om vi lige er begyndt, hvilket har hjulpet os til at blive sammen. Vi har ikke ladet champagnepropperne spinge endnu.

Hvordan har alt mediehurlumhejet påvirket jer?
Julian: - Det er stadigvæk svært for mig at fatte, at folk interesserer sig så meget for os og for, hvad vi laver. Jeg prøver at lade som om, at det ikke er der, og det virker faktisk ret godt. Jeg prøver ikke på at regne ud, hvad folk gerne vil have, hvad pladeselskabet gerne vil have, og jeg betragter heller ikke mig selv som et fantastisk geni. Når man begynder at tro, at man er virkelig god, så er det, at man begynder at miste det.

Og The Strokes har ikke mistet det. De vil endnu et stykke tid være inspirationskilden for myriader af rockbands, der kun kan drømme om at få dét, som kun originaler har.


The Strokes' hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA