GAFFAs kulturkanon

GAFFAs kulturkanon

Kulturministeriets præsenterer i slutningen af denne måned sin kulturkanon - og vi holder os ikke tilbage. Her kommer GAFFAs kanon inden for vores fagområde - de sidste 40 års danske rockmusik. Individuelle Klub GAFFA-tillæg følger på alle udgivelser de næste 12 måneder.

Kulturministeriets meget omdiskuterede kulturkanon bliver efter et langt tilløb præsenteret i slutningen af denne måned. Kanonen har været under beskydning undervejs; allerede da kulturminister Brian Mikkelsen fremlagde idéen, blev han klandret for at ville være smagsdommer, noget som regeringen ved sin tiltræden ellers ville afskaffe ved at nedlægge en række råd og nævn. Da dén diskussion så var døet hen, truede en række medlemmer af kanonudvalgene med at trække sig, fordi de mente, Brian Mikkelsen brugte kulturkanonen som et led i en national kulturkamp vendt mod “middelalderlig muslimsk kultur”, som han kom til at udtrykke det på et konservativt landsrådsmøde. Men nu er den her altså; det vil sige kun næsten, for den bliver efter planen først offentliggjort den 24. januar.

Fra GAFFAs side hilser vi den revitaliserede kulturdebat velkommen og har i denne sammenhæng valgt at bringe vores bud på den danske kulturkanon, inden for vores særlige fagområde. Det vil sige rockmusikken - i den brede betydning - fra den tog sin form i midten af 60'erne og op til i dag.

Det er i sig selv en overordentlig vanskelig opgave at skulle udvælge 12 album fra en periode på mere end fire årtier. Bruttolisten af kvalificerede udgivelser var da også mindst tre gange så lang som den, vi endte med at beslutte os for. Vi har skåret ind til benet og præsenterer her de 12 bud, vi mener afspejler de bedste stunder i de sidste fire årtiers omfattende albumproduktion inden for den rytmiske musik.

Kriterier
Vi har ikke på forhånd opstillet stramme regler for, hvilke artister, som kunne komme i betragtning, men har bestræbt os på at sammensætte en liste, der illustrerer en tids- og genremæssig bredde. Alle album af danske kunstnere siden rockens spæde år har principielt været kvalificerede emner, men vi har skelet positivt til visse pejlemærker, herunder:

- album med danske tekster, som har medvirket til at præge og udvikle det danske sprog
- album med en form for folkelig gennemslagskraft, som har sat sit præg på musiklivet og det offentlige rum i øvrigt
- album præget af originalitet og egenart, som ikke er danske udgaver af for tydelige udenlandske forbilleder
- album som repræsenterer karrierer
- de bedste repræsentanter inden for deres genre

Derfor har vi ikke fundet plads til nyere toneangivende engelsksprogede artister som D-A-D, Tim Christensen/Dizzy Mizz Lizzy, Saybia og Mew, men har vurderet, at Sort Sols originalitet og Kashmirs langvarige udvikling og gennemslagskraft vejede tungere.
Ligeledes har en ellers ferm sprogkunstner som Jens Unmack i Love Shop ikke kunnet hamle op med genrens mesterværk, i form af Lars H.U.G.s "Kysser Himlen Farvel", og markante damer som Sanne Salomonsen og Lis Sørensen har måttet vige pladsen for Anne Linnet.

Det første skud i GAFFAs kulturkanon er om end ikke moderen til alle danske rockplader, så i hvert fald hippiepladen over alle, "Hip" (billedet). En udgivelse, der var lige så fantasifuld og farverig som de lyserøde snabeltyrkersko som Eik Skaløe sang om, og som var et af de første dansksprogede album i en tid, hvor mange brillerede på et noget tvivlsomt engelsk.

Hvor Steppeulvene var Danmarks første rockband på dansk, så var Savage Rose Danmarks første bud på et rockband i international klasse med potentiale til at nå ud over landets grænser - noget, der altid har fremstået mere som en drøm end noget umiddelbart realistisk - for alle lige fra Gasolin' til The Raveonettes. Heller ikke for Savage Rose blev drømmen til andet end tanke, men det skyldtes til dels eget (politiske) valg, for ikke før end Björk dukkede op i slutningen af 80'erne har Norden fostret en så unik sangerinde som Annisette, og med musikken til balletten "Dødens Triumf" opnåede Savage Rose et kunstnerisk såvel som publikumsmæssigt højdepunkt i deres karriere.

70'ernes rockmusik var i udpræget grad platform for venstrefløjens politiske agitation. Trods eminente bidrag i form af blandt andet Røde Mors Hjemlig Hygge fremstår alt for mange album fra genren i dag som fjerne tidslommer fyldt med firkantet retorik, men særligt C.V. Jørgensens udgivelser hæver sig langt over niveauet. Med sin hvasse pen og sproglige ekvilibrisme var Lyngby-drengen landets retmæssige pendant til Bob Dylan og trods senere 80'er- og 90'er-perler som Indian Summer og Sjælland var han aldrig stærkere end på gennembrudsalbummet med sit ”ganske lille band”, "Storbyens Små Oaser", fra 1977.

To gange Larsen og H.U.G.
Store og velsælgende danske popnavne som Gnags, Sneakers og Thomas Helmig har også måttet vige pladsen. Steffen Brandt og TV-2's sprogtæft og langtidsholdbarhed ligger niveauet over, og her fik højdepunktet titlen "Nærmest Lykkelig". Alle artister med lange karrierer, og kunstnere, som først og fremmest brød igennem i 80'erne. Et årti, der bød på tidernes indtil videre bedst solgte album i Danmark, nærmere bestemt Kim Larsens "Midt Om Natten", som vi også har set bort fra. Trods fantastiske træffere som "Papirsklip" og "Susan Himmelblå" rangerer Larsens "Værsgo" fra 1973 niveauet højere. Albummets 17 sange fremstår som levende og sprudlende Danmarkshistorie og bør gives ethvert nyfødt dansk barn - uanset etniske aner - i dåbsgave. Men Larsens gennemslagskraft er så massiv, at vi har set os nødsaget til at bryde med udgangspunktet om at udvælge et enkelt album til at illustrere en given kunstners højdepunkt.

En dansk rockkanon uden Gasolin' er utænkelig. "Stakkels Jim" er nok den mest charmerende, "Gas 5" er pladen med de største hits, men "Efter Endnu En Dag" er gassernes ultimative mesterværk, hvor alle hjørner og afkroge af gruppens musikalske bredde kulminerer.

Eneste anden dobbeltrepræsentation er Lars H.U.G., der først trådte frem som frontmand i gruppen Kliché. På debutalbummet "Supertanker" anvendte Kliché den politiske retorik med uhørt originalitet i forhold til samtiden og var banebrydende musikalsk såvel som stilistisk, og på det første soloudspil med egne tekster "Kysser Himlen Farvel" spillede Lars H.U.G. den danske 80'er-pop og rocklyd midt imod, og leverede et smukt og originalt bidrag til den danske sangskat. Behøver vi sige mere om det udspil end: "Elsker Dig For Evigt?"

Vi har tilstræbt at illustrere udviklingen i dansk rockhistorie fra de spæde spadestik op til i dag, men ikke alle perioder har været lige stærke, hvilket listen også illustrerer. Som yngste repræsentant har vi valgt Nephews "USADSB", som i skrivende stund ikke har mere end 17-18 måneder på bagen. Lige lovlig kort levetid til at blive kanoniseret og tildelt obligatorisk klassikerstatus, vil mange sikkert mene. På den anden side har Nephew, som ingen andre i nyere tid, sat dagsordenen i forhold til at anvende og nytænke det danske sprog og samtidig få masserne til at ”klappe i takt”. Og er man ikke enig i vores valg, vil vi ty til formuleringerne fra kulturminister Brian Mikkelsen om, at: ”kulturkanonen skal og må aldrig blive til en facitliste over den korrekte smag. Snarere håber jeg, at den vil udfordre os til at kaste os ud i en debat om vores kulturarv og dens betydning for os alle”. Vi har hermed fyret vores kulturkanon af. Lad diskussionerne begynde!

Listen
Samlet set ser GAFFAs kulturkanon ud på følgende måde:

Steppeulvene - Hip (1967)
Savage Rose - Dødens Triumf (1972)
Kim Larsen - Værsgo (1973)
Gasolin - Efter Endnu En dag (1976)
C.V. Jørgensen - Storbyens Små Oaser (1977)
Kliché - Supertanker (1980)
Lars H.U.G - Kysser Himlen Farvel (1987)
TV-2 - Nærmest Lykkelig (1988)
Anne Linnet - Jeg Er Jo Lige Her (1988)
Sort Sol - Glamourpuss (1993)
Kashmir - The Good Life (1999)
Nephew - USADSB (2004)

Læs mere i Klub GAFFA
I denne oversigtsartikel vil vi ikke give dansk rockmusiks fineste repræsentanter yderligere ord med på vejen, men vil efterfølgende behandle samtlige værker indgående i hver sit særlige Klub GAFFA-tillæg over de næste 12 måneder. Her vil vi interviewe kunstnerne, producerne, pladeselskaberne - og folk omkring artisterne i øvrigt - om de respektive album og gennemgå samtlige sange på alle plader.

Vi lægger ud i februar ud med ærke-hippierne Eik Skaløe og Stig Møllers kortlivede band Steppeulvenes eneste - men ikke mindre fantastiske - album, "Hip", fra 1967. Velkommen til fundamentet af fyrre, fede og farverige år i dansk rockmusik - og må de næste årtier blive endnu bedre. Men som bekendt: ingen fremtid uden at kende sin egen baggrund og historie.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA