Rune Tolsgaard & Esben Pretzmann: Man burde belønne modige mennesker

Rune Tolsgaard & Esben Pretzmann: Man burde belønne modige mennesker

Det var næsten uundgåeligt ikke at blive ramt af præstationsangst, når succesen var så overvældende, som den Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann oplevede som to tredjedele af Drengene Fra Angora. Efter en længere pause, har det gamle komikermakkerpar fundet melodien igen og genfundet modet til at tage styringen over karrieren.

Over de seneste par måneder har Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann været landet rundt for at præsentere deres musikalske comedyshow Live In Concert, til foråret udsender de et album med deres satiriske popsange og den 6. december står de klar som værter til det tv-transmitterede GAFFA Award. Men før alt dette, er der lige et hængeparti fra forrige nummer af foreliggende magasin.

I forrige nummer af GAFFA fortalte jeres gamle makker Simon Kvamm om de indbyrdes kampe, der var i Drengene Fra Angora, og han fortæller blandt andet, at du Rune havde behov for at vende og dreje hver en ide, før det kunne sendes af sted. Har du svært ved at have tiltro til det, du laver?

Rune: – Det havde jeg helt klart dengang. For jeg var meget påvirket af den succes, vi havde fået og de forventninger, der lå til os. Jeg begyndte simpelthen at ryste på hænderne og blev i tvivl om det var godt nok. Og det er helt klart en skidt ting i en kreativ proces, og jeg har skullet bruge nogle år på at finde ud af, hvorfor jeg havde det sådan. Det var i virkeligheden angst, og det er ikke godt for noget i ens liv, for det gør dybest set, at man lader være med at gøre noget. Og jeg stoppede da også helt med at lave kreative ting efter Angora, og det er skide ærgerligt, for det er jo det, jeg synes, er det fedeste i hele verden.

Hvis man lytter til det første I to lavede sammen under navnet Svedbanken, så lyder det som to hoveder, der bobler over af fantasi, og ikke som noget, der er blevet vendt og drejet 117 gange.

Rune: – Ja, men vi tænkte stadig meget over, hvad vi lavede.

Esben: – Dengang optog vi bare alle ideer og sorterede så de dårlige fra. Men det tog altså også sygt lang tid at lave en sketch dengang. Men arbejdsformen var nok mere noget med at tænde for mikrofonen og så fyre den af, og så kom det rigtige arbejde bagefter med at klippe det sammen til noget godt. 

Hvilken arbejdsform har i så benyttet jer af nu?

Esben: – Vi har brugt månedsvis på at skrive en masse sange, som ikke endte i det her show, for vi havde igen behov for at teste alle ideerne af. Så vi har haft friheden til at fjumre. Vi har immervæk skrevet 50 sange, men bruger kun 12 af dem i showet.

Rune: – I december måned sidste år forud-bookede vi et teater og vidste dermed, at vi havde tretten shows, der skulle afvikles et lille år efter. Ved at gøre det, fik vi netop et mål at arbejde frem imod. Det har været skide brugbart, for så var der kun en vej, og det var frem. Da vi startede med at lave Angora, havde vi også et mål, og det var, at få succes og vise alle, at vi var pisse dygtige. Da vi så havde opnået det, så var der pludselig ikke noget mål længere, og hvad gør man så? Det, jeg gjorde, var, at jeg blev meget påvirket af alle dem, der sagde, at det var genialt, det vi lavede, så jeg begyndte, at se mig selv som en, der kun måtte lave geniale ting. Men jeg havde jo helt glemt, at vi havde brugt fem år på at komme derhen og lavet en masse fejl undervejs. Så nu har jeg indset, at der gerne må være plads til fejl på vejen. For et par år siden sprang jeg elastikspring i New Zealand, og selvom jeg egentlig syntes, det er lidt noller, har jeg tit tænkt på, at følelsen er fuldstændig den samme. Bare kaste sig ud i noget og så have tillid til ,at elastikken eller materialet holder.

Esben, var du også påvirket af forventningspresset?

Esben: – Næh, men min fejl var nok, at jeg var for konfliktsky. Så jeg lod bare Simon og Rune om at slås og trak mig selv, når der var beslutninger, der skulle træffes. Siden er jeg blevet bedre til at sige fra, hvis vi har bevæget sig ud i noget, der er noget pis, og det kunne jeg godt have brugt tidligere, for der var altså lige lovligt meget pis i Angora til sidst.

Efter Angora var stoppet, virkede det i en periode som om, at I prøvede at flygte fra det krav, der lå til jer som de to sjove, måske flygtede i ligefrem fra opmærksomheden. Esben, du flyttede i hvert fald til Berlin, og var det ikke noget med, at du Rune søgte arbejde på en farm?

Rune: – Efter vi havde lavet den sidste omgang Angora, oplevede jeg simpelthen at være udbrændt, selvom det lyder meget usexet. Jeg gik på nettet og læste alle symptomerne på at være brændt ud og dem havde jeg alle sammen. Jeg havde ikke lyst til at stå op om morgenen, jeg havde ikke lyst til at lave noget overhovedet. Så jeg startede hos en coach, i terapi simpelthen og som første skridt i det terapiforløb, tog jeg ud at rejse. Jeg tog et halvt år ud af kalenderen og rejste ud i verden alene. Og da jeg altid gerne har villet være landmand, rejste jeg til Australien for at komme til at arbejde på en kornfarm. Men det, der skulle have været en rejse væk fra min identitet herhjemme, endte ret brat. For hvad jeg ikke viste var, at der på den farm i forvejen var to 23-årige nordjyder ansat som landbrugsmedhjælpere. Og de var begge to store Angora-fans og var meget interesserede i, at jeg pludselig var dukket op derude midt i ingenting i Australien. Endvidere var høsten forsinket, så der var ikke rigtig noget at lave, så man kan nok godt forestille sig, at det var svært at få tiden til at gå. Så jeg valgte at rejse videre på egen hånd.

Fiasko er mere håndgribelig end succes

Jeg har personligt været meget glad for det børne-tv, I har lavet til Ramasjang, henholdsvis Osman & Jeppe og Adrian Og Bendix' Kapowshow. Hvordan har det været at lave underholdning, der var målrettet til børn?

Esben: – Svedbanken var jo oprindeligt tiltænkt til børn, da det var en del af Børneradio på P3. Så der var ikke noget med pik og patter. Der var en del lort, men det kunne de godt tåle at høre.

Rune: – Der var da ikke en del lort.

Esben: – Nej, det kan da egentligt godt være.

Rune: – Men det er sjovt, du siger det, for i Henrik Palles anmeldelse i Politiken af vores nye show, fremhæver han nemlig pøllerne, men der er faktisk ikke så mange pøller i noget af det, vi har lavet. Men det virker som om, at det brænder utroligt godt fast i Henrik Palles hjerne, hver gang der er noget med en pølse. Men der var altså ingen pølser i Svedbanken.

Esben: – Ja nu du siger det.

Rune: – I Angora var der pølser, dengang Bobby og Pim skider på en cykeltur.

Esben: – Ja, og der var lort i maden og i det afsnit, hvor Bobby skider i swimmingpoolen og så i en enkelt musikvideo.

Rune: – Ja så det er fire tilfælde, men det er jo ikke ligefrem pølse-humor, det vi lavede.

Udover førnævnte børneprogrammer, så er jeg nok ikke den eneste der syntes, at det seneste, man har set jer lave på tv, har ligget langt fra jeres normale niveau. Om det så er Live Fra Bremen eller reklamerne for Viasat og L'easy – ting skrevet af andre end jer selv. Har det været vigtigt for jer at generobre kontrollen over jeres karriere, ved igen at være hovedafsendere på det i laver nu?

Rune: – Ja helt vildt.

Esben: – Måske var jeg også bare brændt ud, for i en lang periode havde jeg i hvert fald ikke selv lyst til at skabe noget. Så jeg begyndte bare at medvirke i andres ting, for så var der trods alt noget arbejde at få som skuespiller. Men ved at lave andre folks ting, fandt jeg ud af, at jeg syntes det er meget sjovere at lave tingene selv.

Rune: – Det er sgu helt tilladt at have nogle fjumreår, og man må gerne have dem flere gange i livet. Man kan ikke forvente, at en 19-årige skal vide hvad de vil stille op med resten af livet. Det er et fuldstændig lammende krav at stille til folk.

Esben: – Der er en fælles ide om, hvad det gode liv er i vores samfund. Det er at få en familie, hus og et fast job, og det er jo det rene hjernevask. For det kan godt være, at det er lykken for nogen, men det er det ikke for alle, og det gør tit, at folk køber det der hus og er forgældet resten af deres liv. Det ender med at blive et fængsel, for folk kan ikke sige deres job op, for de skal jo betale af på deres lån. 

Rune: – Ja det er da tankevækkende, at vi skal forestille at være verdens lykkeligste folk, men vi er altså også det land med flest folk på lykkepiller.

Eddie Murphy har engang sagt, at man kun bliver født én gang i showbusiness, men at man kan dø i den igen og igen. Deler i den opfattelse?

Rune: – 100 procent. Man kan altid komme tilbage, uanset hvad man har lavet af mindre vellykkede ting. For det handler om ikke at være bange for at falde og slå sig. For så rejser man sig bare op igen. En fiasko er meget mere håndgribelig end succes, for så kan man kun sige "nå det gik ikke, på den igen."

Esben: – Hvis man lader sin mavefornemmelse guide en, så tror jeg i øvrigt ikke, man kommer til at se det som en fiasko. Vi lavede for eksempel også tv-serien Teateret Ved Ringvejen, som fik elendige seertal, men den er jeg faktisk stolt af, selvom den ikke var perfekt. For vi havde en oprigtig interesse i at lave den serie og ingen præmisser om, at det partout skulle være en succes. Den præmis vil jeg i hvert fald aldrig have i mit liv igen.

Rune: – Men det er sjovt at tale om det der med at blive født og kunne dø mange gange, for hvis man skal kunne skabe noget ud fra en præmis med, at man faktisk kan dø af det, så er det satme et dårligt sted at være. Men jeg kan da mærke, at jeg er kommet af med min dødsangst for, at min nåde og min sindstilstand er i publikums hænder.

Esben: – Jeg tror det er vigtigt at få skrællet billedet af publikum væk fra sit indre. For hvis du begynder at spekulere i, hvad en stor masse vil have, så mister du det oprindelige fokus. Jeg har i stedet for valgt at sætte mig selv ud som publikum og valgt at lave noget, der er henvendt til mig selv.

Rune: – Sådan tror jeg faktisk også, jeg vil til at tænke, for man har virkelig et indre billede af, at alle sidder blandt publikum. Det er ens gamle lærer, ens skolekammerater, familie, venner og alle dem, der har sagt noget dårligt til en der sidder nede i salen med kniven klar til at stikke i en.

Esben: – jeg kan også mærke, at hvis unge mennesker præsenterer et eller andet for mig, som de selv har lavet, så passer jeg fandme på med ikke at være for hård, for kritikken sætter sig bare tusind gange hårdere end alle roserne. Jeg prøver også altid at opmuntre folk, der tør prøve noget nyt.

Rune: – Ja for fanden, man burde virkelig belønne modige mennesker.

Musikmiljøet er blottet for humor

Uanset om vi snakker om radio eller tv, så har der altid været musik I det I har lavet. Hvordan har det været anderledes, at lave musik denne gang? I er jo blandt andet ikke i karakter når i optræder? 

Rune: – Det har været svært, for man skal lige kunne kravle, før man kan gå. Vi ville jo gerne lave sange, der tog udgangspunkt i vores eget liv, og det havde vi altså aldrig prøvet før.

Esben: – Ja, for hvem er man, når man ikke er en figur? Er man så en anden figur, der så bare hedder Esben?

Rune – Ja, for vi er jo ikke 100 procent os selv, som når Søren Huss synger fra bunden af sit hjerte. Vores sange er baserede på virkelige hændelser, men vi gør lidt nogle karakterer ud af os selv. Enten bliver vi ekstra usympatiske, barnlige eller perverse.

Hvordan har jeres venner fra musikmiljøet reageret på, at I nu selv ville springe ud som musikere?

Rune – Jeg oplever, at der er mange af dem der synes, at det er noget pjat at lege med musikken, som vi gør. Men jeg syntes altså, at vi laver gode popsange med satiriske tekster, men jeg fornemmer, at der er nogen, der ikke helt ved, hvad de skal bruge det til.

Men hvis man som sangskriver sidder og bryder hovedet med at skrive en sang, der krænger sjælen ud, så er det vel forståeligt, at man hæver øjenbrynet over, at I kan slippe af sted med et omkvæd, der lyder "I Wanna See Your Pussy"?

Esben: – klart og vores musik er jo heller ikke særligt cool, og hvis der er noget der er vigtigt for rockmusikere, så er det, at alt skal være cool.

Rune: –Hele pointen med vores show og kommende album er, at punktere den opfattelse. Men nu er musikmiljøet heller ikke et særligt rummeligt miljø, og jeg har selv udgivet plade med et indieband (Cinnamon Sigh i 1999, red.) og en af de ting, jeg ikke kunne klare ved det miljø var, at der ikke er noget glimt i øjet. Musikmiljøet er blottet for humor, og jeg kommer aldrig til at lave noget, der ikke indeholder humor. Jeg kommer aldrig til at lave en indie-plade igen, for jeg vil altid have lyst til at sætte en prut-lyd ind, når jeg har siddet og arbejdet seriøst med en sang i seks timer.

Laboratorieeksperimenter med Gramsespektrum

Udover et album til foråret, så byder 2013 også på en tilbagevenden til tv for Tolsgaard og Pretzmann. Esben forklarer; vi skal til at lave tv igen til foråret sammen med Peder og Simon fra Gramsespektrum. Det går vi i gang med til februar, men det bliver så først sendt til efteråret på Zulu. Det er igen noget med at kaste sig ud på dybt vand, for vi aner ikke, hvad vi skal lave og har ikke arbejdet sammen med dem før. Vi har bare fået en pose penge, og så må vi se, hvad vi kommer op med.

Rune supplerer; noget af det der har kildet i maven har været, at vi har sagt, den 1. februar går vi i gang, og indtil da snakker vi ikke om det. Det har været en følelse af at nu tager vi på eventyr sammen, lad os se hvor vi ender. Og den eneste overskrift vi har haft, er at vi fandme skal eksperimentere. Jeg så engang en dokumentar om restauranten elBulli, der lukker ned et halvt år af gangen, hvor de så finder på helt nye retter i et laboratorium, og det er den fornemmelse, jeg gerne vil have op at køre. 

Konferencierdebut til GAFFA-Prisen:

Hvad kan vi forvente os af jeres værtsrolle til Gaffa Prisen?

Rune: – Det er faktisk vores første opgave som konferencier, så vi skal til at opfinde den dybe tallerken, men det bliver i hvert fald noget andet end det, Anders Breinholt har lavet til de to foregående prisuddelinger.

Esben: – Vi gør det på vores måde, for vi er ikke Ricky Gervais eller Casper Christensen, men vi har da også lyst til at stikke lidt til folk.

Rune: – Der er rigtig mange fængsels-jokes målrettet mod L.O.C., der presser sig på. Så det skal der nok blive jokket godt rundt i.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA