x

Jamie Cullum – jazzens Jamie Oliver

Jamie Cullum – jazzens Jamie Oliver

“If you want to make a million out of jazz, start with two millions.”
Citatet er berømt i jazzkredse og kommer fra den legendariske britiske saxofonist og klubejer Ronnie Scott. Men at jazzen skulle være så lidet lukrativ en musikform at kaste sig over, synes ikke længere at være en selvfølgelighed. De seneste år har kvindelige kunstnere som Norah Jones, Diana Krall og Katie Melua på hver deres måde bevist, at jazz godt kan finde vej til hitlisterne. Og siden har de fået mandligt selskab af en ung brite, der ikke er meget større end to poser morgenbrød, men til gengæld besidder et talent, som ikke er til at overse.

Med over to millioner solgte eksemplarer af sit forrige album, "Twentysomething", fik Jamie Cullum et stort gennembrud i 2004. Og det nye album, Catching Tales, nærmer sig en million enheder efter blot tre måneder i pladeforretningerne. Men den blot 25-årige Cullum er også antitesen til mange menneskers refleksmæssige opfattelse af jazz som en scene for skæggede mænd, der dyrker indadvendt instrumentonani iklædt støvede jakkesæt. Med sine drengede ansigtstræk, pjuskede lokker og slidte Converse ligner han mest af alt et medlem af et boyband, og det har inspireret til overskrifter som ”the David Beckham of jazz” og ”Sinatra in sneakers”. Man kunne imidlertid også drage paralleller til kokken Jamie Oliver, der pludselig dukkede op med strittet hår og kæk attitude og gjorde et helt nyt publikum interesseret i kogebøger og madlavning. Måske er Cullum på vej til at gøre det samme for jazz.

- Der er en forbindelse dér, og jeg beundrer hans tilgang. Forskellen ligger måske i, at Jamie Oliver indiskutabelt er ekspert i det, han laver. Du ved, nogle gange ser man folk med et så enormt talent, at man tænker, at de er fra en anden verden. Men jeg sidder og laver fejl indimellem, og når folk ser mig, tror jeg ikke, de føler sig så langt væk fra mig. Det er måske en af grundene til, at de kan lide det, forklarer Jamie Cullum over kaffe og hundedyr chokolade på et luksuøst hotelværelse tæt ved Amalienborg. Blot få hundrede meter fra den havnekaj, hvor han nogle år tidligere sad ved flyglet på store krydstogtsskibe og underholdt gæsterne. For historien om det unge stjerneskud er også historien om drengen, der er gået den traditionelle og hårde vej til succes - fra ungdomsbands via suppe-steg-og-is-jobs til en pladekontrakt i millionstørrelsen.

Jazz vs. Radiohead
Senere denne novemberdag optræder Cullum for et særligt indbudt publikum i Tivoli, og her er det ikke svært at få øje på det brede potentiale. Hans spil har både underfundig legelyst og umiddelbar appel, hans sceneoptræden er karismatisk og uhøjtidelig, og han leder publikum igennem sit sæt med veloplagt humor. Undervejs bruger han flygelet som percussion og slår over i Ameries store r&b-hit "1 Thing". Og hans vidtfavnende univers bliver yderligere understreget, da han spiller en sitrende version af Radioheads "High And Dry", der røres op med en sprudlende improvisation over samme bands Paranoid Android. Jeff Buckley, Pharrell Williams og Jimi Hendrix er andre navne, Cullum har taget ind i sit repertoire, men hvad er det fra pop, rock og andre genrer, han kan bruge i sit livtag med jazzen?

- Jeg kan godt lide kanten, råheden og attituden i rocken. I poppen er det umiddelbarheden, at det er så ligetil. Mange jazzplader skal man give ti lyt, så det fede er at trække folk ind igennem et popomkvæd og så føre dem et helt andet sted hen inden for den samme sang, fortæller han. En metode, Cullum i høj grad benytter på det nye album.

- Mange siger, at det er en mere poppet plade, og det kan jeg såmænd godt forstå. Dog er der langt mere improvisation på pianoet, flere deciderede jazzøjeblikke, kan man sige. Men inden for hver enkelt sang er elementerne mere integrerede. Et eksempel er en sang som Photograph, der åbner som en pianoballade, har et rockomkvæd og en latinjazz-pianosolo i midten. Jeg er glad for den grad af integration, hvor det bliver sværere at kategorisere.

Søgen efter rødderne
Den brede musikalske horisont fik Cullum optegnet igennem sin opvækst i Essex i det sydøstlige England. Forældrene optrådte jævnligt på lokale pubber, og storebroderen, Ben, spillede guitar i rockbands. Selv lærte Cullum at spille klaver allerede som otteårig, og op gennem teenageårene gik han på opdagelse i både rock, hiphop og elektronisk dansemusik. Men der gik ikke længe, før jazzen begyndte at trække i ham.

- Jeg indså, at størsteparten af den musik, jeg lyttede til, startede med de her sorte fyre fra New York, Chicago og Kansas City. Hiphop, rock, fusion, drum'n'bass, Massive Attack, Roni Size, alle de ting kom fra Miles Davis, John Coltrane, Herbie Hancock osv. Det var ligesom, når dj's går på jagt efter samplingernes oprindelse. Jeg begyndte at lede efter rødderne, fortæller han. Samtidig havde han set filmen The Fabulous Baker Boys, hvor en kælen Michelle Pfeiffer i aftenkjole fik dét at spille piano på hoteller til at virke yderst tillokkende. Han finansierede sine universitetsstudier ved at spille på alt fra pizzarestauranter til de førnævnte krydstogtsskibe, hvilket gav en udførlig skoling i entertainerens håndværk. Imens udviklede han sine evner for jazzens mere udfordrende aspekter ved at jamme med ældre musikere.

En sommer lejede Cullum et studie en eftermiddag sammen med en flok musikervenner. Her indspillede de cd'en "Heard It All Before", som Cullum solgte for ti pund ved sine spillejobs. Der kom væsentlig flere nuller bagved, da Universal i 2003 gav ham en pladekontrakt - givetvis med tanke på det anselige publikum, der labbede Robbie Williams' "Swing When You're Winning"-album i sig. Men hvor Robbie ikke bød på meget andet end en fingerknipsende Rat Pack-temafest, har Cullum et langt mere personligt og dybtloddende forhold til jazzen. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget det betyder for et publikum i den syvcifrede størrelsesorden. Er det ikke sandsynligt, at de fleste af dem primært køber pladen som behagelig baggrundsmusik til parmiddagene?

- Det er der altid en risiko for, og hvis nogen bruger min musik til det, så er det fint nok. Og hvis de vil lytte til de underfundigheder, der indiskutabelt er i musikken, er det også fint. Selv har jeg aldrig bare musik kørende i baggrunden. Jeg forlanger, at den skal få mig til at lytte. I England blev det forrige album en stor succes blandt det publikum, der typisk køber fem plader om året, og de har da sikkert mest brugt det som baggrundsmusik. Men de har tilsyneladende ikke købt det nye album, fordi den første single var lidt for hård for dem. Og det har jeg intet problem med. Så længe jeg sælger plader nok til at kunne have en karriere, udsende flere plader og spille koncerter, så er jeg glad. Jeg er ikke besat af at sælge bredt.

Jazz eller ikke jazz
Cullum ser ikke den aktuelle succes for jazz-influerede kunstnere som en tendens, man skal lægge noget i.

- Verden er ikke mere klar til jazz nu end tidligere. Folk som Katie Melua og Norah Jones er dygtige, men deres forbindelse til jazz er næsten lig nul. Den er mere tydelig hos mig, fordi jeg improviserer mere, men jeg tror mest, at det handler om at sælge noget til folk. Jeg tror ikke, folk nogensinde vil blive klar til rigtig jazz, for det er slet ikke meningen. Jazz har eksisteret, fordi det er undergrund og flytter grænserne for, hvad man kan lytte til. En stor del af den jazz, jeg lytter til, vil skræmme både hunde og katte væk, men jeg elsker det, fordi jeg synes, det er spændende. Jazz vil miste sin potens, hvis det bliver fortyndet ud til massekonsumption. Saul Williams vil jo heller aldrig blive ligesom 50 Cent. Sådan er det bare. For mig er det lidt lettere, for jeg ser det både fra en popvinkel og en jazzvinkel, fordi jeg elsker begge dele, mener Cullum, som gerne vil gå i en mere eksperimenterende retning på kommende plader.

- De næste fire-fem år kunne jeg godt tænke mig at lade fantasien få fuldstændig frit løb og prøve en masse ting af. Jeg har respekt for mit publikum, og jeg ønsker ikke at miste det, men jeg vil respektere det ved at udfordre det. Jeg vil blive i jazzens formsprog, men jeg vil gerne drage flere elementer fra både rock og elektronisk musik ind i det. På en måde, så man ikke helt ved, hvad det er, man hører. Man ved bare, at man kan lide det.

Jamie Cullum giver koncert på Vega, København 29. januar og Musikhuset Aarhus 30. januar. Begge koncerter er udsolgt.


Jamie Cullums hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA