x

Filmanmeldelse: Walk The Line

Filmanmeldelse: Walk The Line

”Walk The Line” er opkaldt efter en af mr. Cashs mest berømte sange ”I Walk The Line” og handler om Cashs forsøg på at balancere mellem berømmelsens mange fristelser, pillemisbrug og et ukontrolleret raseri over for drømmen om kærligheden og det gode liv.

Man møder for første gang Johnny Cash i 1944 i depressionstidens Arkansas. På det tidspunkt er han 12 år gammel. Man følger ham gennem soldatertiden og som ulykkelig gift ung mand, der drømmer om at blive country-stjerne. I 1955 tropper han for første gang op i de legendariske Sun Studios i Memphis, Tennessee. Det bliver starten på hans kaotiske rockabilly-dage i selskab med blandt andre Elvis, Jerry Lee og June Carter, der viser sig at blive hans livs kærlighed. Det er Elvis, der introducerer Cash for de piller, der senere får ham til at bryde fuldstændig sammen efter et heftigt vedvarende misbrug.

Man forlader historien kort efter den legendariske koncert i Folsom Prison i 1968, og efter at June Carter endelig har sagt ja til at gifte sig med ham. Livet igennem kæmper Cash for sin fars accept og sin egen eksistensberettigelse, som bliver taget fra ham, da hans få år ældre bror, som han er meget tæt knyttet til, dør i en ulykke, da Johnny Cash er 12 år gammel, hvorefter hverken faren eller Cash selv holder op med at bebrejde Gud for at have taget den forkerte søn.

Næsten umuligt at spille Cash
Johnny Cash spilles af Joaquin Phoenix i James Mangolds biografiske drama om The Man In Black, og han gør det godt, selvom det skinner igennem, at det er en meget tung og uhyggeligt karismatisk mand, han har siddende på sine skuldre. Det er en stort set umulig opgave at give sig ud for at være Johnny Cash.

June Carter spilles af Reese Witherspoon, som gør det virkelig godt. Alle skuespillerne synger selv deres karakterers sange i filmen. Hverken Phoenix eller Witherspoon besidder deres karakters talent, men de slipper udmærket fra det alligevel.

I det øjeblik, rulleteksterne glider hen over lærredet, er man nysgerrig efter at følge resten af Cashs livshistorie, indtil han dør i september 2003, fire måneder efter hans livs kærlighed, June Carter.

Det er ikke stor kunst, men det er en god film om manden med det intense blik og en stemme så dyb og mørk som den sorteste nat.

Alt i alt en præstation til fire små stjerner.

"Walk The Line" har premiere i dag i en lang række biografer over hele landet

 

Filmens hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA