x

Anden – Overdrivelse fremmer forståelsen

Anden – Overdrivelse fremmer forståelsen

Billede: Morten Larsen

Her skal begrebet klassisk (i hvert fald i første omgang) forstås i en tidsmæssig sammenhæng. Matthesen har altid elsket hiphoppens flow og hurtige rim. Som ung knægt var han helt oppe i front, når MC Einar kastede rim fra scenekanten, og havde de tidligere Beastie Boys-album spindende på repeat, når han vendte hjem til drengeværelset i Albertslund. Men i takt med at selvfede blærerøvsrim i stigende grad satte genrens dagsorden, stod Matthesen af.

Allerede som teenager vandt DJ And og band en pladekontrakt, men blev snydt, så vandet drev, af Mega Records. I stedet kom et par jokes på tværs, og hyper-produktive Matthesen har siden vadet i succes som stand up’er og skuespiller på de skrå brædder og på tv. Han har med årene opnået lidt af en ekspertise som ordkløver og historiefortæller. Nu føler han sig klar til at debutere som albumkunstner i eget navn, og har i tråd med ovenstående logik lavet den plade, der har den lyd og stil, han forelskede sig i som knægt, men som han dengang ikke havde ordforrådet eller fortælleteknikken til at formulere. Matthesen uddyber:

– Da jeg var 15 år gammel, drejede det hele sig om musik, og det eneste, jeg ville, var at lave en plade. Det gled efterhånden lidt i baggrunden. Men så har der været et lille ”outlet”, når jeg har lavet Terkel I Knibe eller Hva’ Snakker Du Om?, og hver gang er der nogen, som har spurgt, om jeg ikke snart skulle lave en rigtig plade. ”Jo, på et eller andet tidspunkt” har jeg så svaret. Det havde jeg pludselig gjort så mange gange, at jeg tænkte, at hvis jeg ikke gør det nu, så bliver det aldrig til noget.

- Nu har jeg ventet 15 år – eller halvdelen af mit liv – så nu skulle det være. Jeg havde det oppe at vende med Bossy (Bo, eks-Østkyst Hustlers, som er krediteret som producer, red.) for nogle år siden, men dengang hang jeg fast i de idéer, jeg havde lavet som teenager, og det var som at sætte mig mellem to stole. Nu har jeg sadlet om og sagt: ”Det skal op på et højere niveau, jeg skal op og fortælle nogle historier, sangene skal laves grundigt og ikke ud fra to blærerøvsrim.” Det kan godt være, at andre råber op om postnumre og overfladisk pengepis som "In Da Club", men dér hopper jeg fra. For mig har det handlet om at lave en plade om mig selv og ikke et nutidigt bud på, hvordan en hiphop-skive skal lyde. Da jeg kom i gang, fandt jeg hurtigt ud af, at det ikke var en hiphop-plade, jeg havde gang i.

Hvis det ikke er hiphop, hvad er det så?
– Det er nærmere historiefortællinger med noget musik, som jeg synes er fedt. På en måde er det meget old-school og tilbage til de gamle MC Einar-dage. Men på den anden side kan du ikke finde nogen plade fra dengang, der lyder sådan her. Jeg har lyttet meget til en masse gamle støvede, lidt unplugged-agtige ting, som for eksempel Kim Larsens Værsgo, og J.J. Cale. Så jeg har savnet lilletrommen og fået meget af den med, frem for håndklap og klik.

– Jeg har prøvet at lave noget, som jeg gerne ville ha’ lavet som 18-årig, men noget, der er bedre, end jeg var i stand til dengang. Nu synes jeg, at jeg er klar til at komme med en plade, der handler om noget. Der er ikke nogen, der bliver ”disset” uden grund, ingen rim, der er med for rimenes skyld. Det er historier for historiernes skyld, og instrumenterne er med for spilleglædens skyld – det er sgu længe siden, man har fået lov til at høre noget saxofon – og inspirationen til det kommer overhovedet ikke fra rap, men fra gammelt arkivstof som Burning Red Ivanhoe og Jullerup Færgeby. Fra dengang, man lavede funky musik til børn. Vi skal have nogle fede instrumenter og nogle fede historier i et tempo, så man kan forstå dem. Der må godt være humor, men det skal ikke være gak og gøgl for sjov, det er et bud på rigtige sange.

Potentiel skizofreni
Anders Matthesen har i tråd med forgængere som Petter Sellers og Eddie Murphy evnet at spille et hav af vidt forskellige roller og karakterer over for hinanden. I one man-showet Jul På Vesterbro er der tale om et sted mellem 15 og 20 af slagsen, hvor den ene veldestillerede arketype m/k efter den anden træder frem i Matthesens krop. Imponerende og fantastisk, men måske også et udtryk for fremskreden skizofreni.

En mistanke, der gav yderlig næring hos denne skribent, da Matthesen var gæst i GAFFAs ”Finale” i april 2004. På spørgsmålet ”synger du i badet?” lød svaret: ”Faktisk går jeg konstant og snakker med mig selv. Jeg siger en stemme og tænker svaret. Så jeg har efterhånden udviklet lidt af et stemmearsenal.” Direkte adspurgt afviser Anden, at han er på vej på den lukkede, men bekræfter, at motivationen bag albummet "Soevnloes" er et led i bestræbelserne på at stå frem som sig selv og tale med klar stemme.

– Ting som Jul På Vesterbro er mere sideprojekter, jeg har lavet for sjov. Nu er stand up mit hovederhverv, og der står jeg frem som mig selv og antager ikke en masse forskellige karakterer. Det var også det, som Tal For Dig Selv drejede sig om. Det handlede om mange meget ærlige ting, men lige med den beskyttelsestvist sat op, at folk ikke kunne vide, om jeg mente det ene eller det andet. Folk fik begge sider af sagen.

- Mange har skrevet til mig for at høre: ”Jamen, hvad mener du?” ”Det er irrelevant, det er, hvad du mener,” har jeg typisk svaret. Selvom der stadig er mange ting, jeg siger for sjov denne gang, er det mere entydigt mine egne meninger og holdninger. Budskaberne er mere oprigtige.

Andens debutalbum "Soevnloes" er på gaden 13. februar, og samme dag kan du læse Andens kommentarer til samtlige sange på GAFFA.dk

Andens hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA