x

Jeremy Sparrow: udlængsel og amerikanske drømme

Jeremy Sparrow: udlængsel og amerikanske drømme

Bag det amerikansk-klingende kunstnernavn Jeremy Sparrow gemmer der sig en ambitiøs, ung dansk sanger og sangskriver med rødder i Odense. Jeremy Sparrow debuterede i 2009 med ep'en "This Summer Was Just A Such Bore" og er nu aktuel med opfølgeren "The Go-Getters", der kan downloades gratis på jeremysparrow.bandcamp.com. GAFFA mødte Sparrow til en snak om udlængsel og amerikanske drømme – og om hvordan man bedst spenderer en dag i Philadelphia.

Den ny ep er mixet af makkerparret Jon Low og Brian McTear i deres studie i Philadelphia, USA. Hvorfor valgte du lige netop at arbejde med de to?

– Jeg havde gennem en periode fulgt Brian McTears arbejde i sin non-profit organisation Weathervane Music, som arbejder for et sundt miljø for uafhængige kunstnere og deres lyttere. Gennem deres video-serie "Shaking Through" har de medvirket til at skabe opmærksomhed omkring flere nye kunstnere, heriblandt Sharon Von Etten og Brooklyn-bandet Twin Sister. Brian og Jon Low har derudover været en meget aktiv del i, hvad jeg betegner som en sund bølge i Philadelphia, hvor de har mixet og produceret for folk som The War On Drugs, Kurt Vile, Marissa Nadler og Dr. Dog.

I løbet af ep'en nævner du inspirationskilder som pop-kunsten og den amerikanske filminstruktør Gus Van Sant. Men hvilke musikalske artister har du været inspireret af i arbejdet med de nye sange?

– Jeg skrev sangene over en lang periode og nærer stor kærlighed til sangskrivere som Stephin Merritt, Jason Molina, John Cale, Tom Petty, Bob Dylan, Evan Dando m.fl. Musikalsk var jeg i arbejdet med ep'en inspireret af Tom Petty, R.E.M og The Go-Betweens for at nævne nogle få. Da jeg tog kontakt til Brian McTear fandt jeg hurtigt ud af, at han og jeg var på bølgelængde, da netop disse kunstnere også vejer tungt hos ham. Han og jeg konkluderede, at The Go-Betweens må være det mest undervurderede band nogensinde.

Tematisk tager du tråden op fra den sidste ep, idet at alle sangene handler om rastløs udlængsel – og om at bryde ud af provinsens trykkende atmosfære. Allerede i den første sang sidder sanger-jeget således bag rattet og er på vej væk. Kan man sige, at der er tale om et slags konceptalbum med frigørelses-temaet som omdrejningspunkt?

– Ja, det er faktisk totalt spot on! Mit håb var til at starte med, at lave et konceptalbum om Generation Y. Min sangskrivning tog imidlertid en noget selvcentreret drejning, og jeg måtte erkende, at mit håb om at nedfælde en generations-beskrivelse bristede. Jeg havde dog lavet en hel plade, og fik den også mixet i USA, men jeg endte med at droppe en håndfuld sange, da jeg ikke følte, at de stod distancen. I selverkendelsens lys syntes jeg, at det var bedre at udgive en god ep frem for en middelmådig fuldlængde. Og de sange, der stod stærkest var dem, der kredsede om min temmelig konstante udlængsel.

Både i ord og lyd er sangene rige på amerikanske referencer. I en af dem tales der om at krydse "the state-line". Senere fantaseres der om at spille til "Prom Night". Hvor er sanger-jeget egentlig geografisk placeret? I  Danmark eller i USA?

– Det er svært at sige. Ingenmandsland er mit bedste bud!

I forlængelse heraf kunne man så spørge i hvor høj grad, der er en ironisk distance på spil mellem linjerne, dvs. mellem dig selv og jeg'et i sangene?

– Mine sange er propfyldte med ironi, men jeg bryder mig ikke om at afsløre, hvornår ironien er på spil, da den til tider er subtil. Jeg gør dog en undtagelse her, da ironien er alt andet end subtil på sangen "Loose Ethics". Den beskriver et fiktivt band, der synger sange om sex, bærer solbriller på scenen og synes pop-kunst er reel kunst. Og som i øvrigt håber på at indtage New York. For mig at se lyder det som et pænt øretæveindbydende band!

Ep'en er blevet vel modtaget rundt omkring i blogosfæren, hvor flere anmeldere har hæftet sig ved sangen "If This Is Living (It's Way Overrated), idet den former sig som en hyldest til Dylan McKay fra Beverly Hills 90210. Hvordan fandt du lige på at skrive en sang om ham?

– Jeg syntes, det var på tide, at nogen skrev en hyldest til Dylan McKay. Jeg påbegyndte sangen som et humoristisk projekt, men må indrømme, at jeg i arbejdet med den blev overrasket over den relative dybde, jeg fandt hos ham – eller i al fald i min tolkning af ham. Jeg synes han var et interessant bekendtskab i en ellers ganske phony tv-serie, og min sammenligning med Holden Caulfield (hovedpersonen i J.D. Salingers klassiske ungdomsroman "The Catcher In the Rye", red.) er helt oprigtig. For mig – og for mange andre i min generation – står Dylan McKay i sandhed som en helt.

Titelsangen runder ikke alene ep'en af, men synes også at have karakter af en gravskrift over hele det kunstneriske projekt. Jeg tænker her især på de sidste linjer: "Through a whirlwind of crushed dreams / I really believed in our sound / 'Cus our songs made sense to me / You guys completed me / And when we performed I felt free". Er det her med andre ord det sidste, vi kommer til at høre fra Jeremy Sparrow?

– "The Go-Getters" er absolut ikke det sidste skud i bøssen. Min sangskrivning er under konstant udvikling, og jeg glæder mig meget til at påbegynde nye projekter med mit band. Jeg var mere eller mindre ene mand om at lave ep'en, selvom jeg havde en fantastisk hjælp til rådighed i Ebbe Frej, der hjalp med produktion og arrangementer. Jeg ved af bitter erfaring, at jeg aldrig igen påtager mig at spille samtlige instrumenter selv! Det var interessant at prøve, men det blev hurtigt en ensom pinsel, der tog unødigt lang tid pga. konstant second guessing omkring snart sagt alle aspekter af musikken.

Andre spændende ting, du har lyst til at dele med GAFFAs læsere?

– Jeg var vældig positivt overrasket over mit ophold i Philadelphia i forbindelse med mixingen af ep'en. For mig at se er Philadelphia mest kendt som New Yorks forsmåede lillebror, men den er også så meget andet. Hvis man engang skal til Philadelphia, er her en guide til en potentielt fantastisk dag. Morgenmad på Honey's i centrum, tur på det jødiske museum, obligatorisk visit ved Liberty Bell (tager 4-5 minutter), Cheesesteak til frokost (fås overalt), tur til kunstmuseet (posér evt. på trappen a la Rocky Balboa). Gå derefter ud til Fishtown og sig hej til Brian McTear og Jon Low i deres studie. Spis aftensmad på Johnny Brenda's (velset spillested og udmærket restaurant), drik dig fuld og slut eventuelt af på et andet Fishtown-spillested ved navn Kung Fu Necktie! Bang!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA