x

The William Blakes: Navigerer efter de store oplevelser

The William Blakes: Navigerer efter de store oplevelser

Der er ikke plads til at parkere mange elefanter i Kristian Leths studie/kontor på Islands Brygge. Til gengæld er det ikke småting af syns- og sanseindtryk, man bliver bombarderet med, når man lader blikket vandre rundt på de sparsomme kvadratmeter. Man kan spejde langt efter bandets DMA-statuetter og modtagelsesbevis for Kronprinsparrets "stjernedrys"-pris. Til gengæld flyder det med tarotkort, musikinstrumenter, en Macbook Pro, stearinlys, perleplader og musikalbum inden for et væld af genrer, herunder et gigantisk bokssæt af Wagners mastodontepos Nibelungens Ring, skrevet på en periode over 26 år i 1800-tallet – som Leth på det nærmeste kysser af ren benovelse. Reolerne er fulde af tegneserier og bøger inden for science fiction, religionshistorie og et mindre bibliotek af værker inden for den magiske og okkulte sfære, et emne, Leth er særdeles passioneret omkring og satte på dagsordenen med i en serie over 20 radioprogrammer på radiostationen 24syv sidste år. 

Helte på væggen

32-årige Kristian Leth (der for tiden dyrker det lange garn og kækt overskæg) er ikke typen, der spilder tiden eller er bange for at give sin mening offentligt til kende om både det ene og andet. Det har givet talrige tilhængere og samarbejdspartnere, men også modstandere og kritikere, der ser ham som bedrevidende, selvom der nok er få, der vil betvivle, at herrens hjerneceller accelererer med en betragtelig hastighed.

Derudover er han en særdeles passioneret herre, der hylder sine helte. For lige at lade kameralinsen panorere i lokalet en sidste gang, finder man – ud over det magiske symbol/segl baphomet – de erklærede forbilleder i glas og ramme på vægen. Nærmere bestemt den anarkistiske, okkulte tegneserieforfatter og ophavsmanden til "den grafiske roman", Alan Moore (Watchmen med mere) og den drømmende og betagende animator og filminstruktør Hayao Miyazaki (Chihiro og Heksene). Fra musikkens verden finder vi den elektroniske pioner, produceren, solisten og det stiftende Roxy Music-medlem, Brian Eno, der er den amerikanske science-fiction forfatter Philip K. Dick, og som eneste kvinde i det eksklusive selskab science fiction-forfatteren Ursula K. Le Guin, hvis forfatterskab er baseret på jungianisme og en taoistisk-anarkistiske livsfilosofi.

Man bliver lettere rundtosset i Kristians Leths univers og skal holde ørerne stive, og i løbet af denne mandag formiddag kommer vi også rundt om, og i en vis dybde med, emner som voodoo på Haiti (hvor hans ikoniske far Jørgen residerer), den magiske, okkulte tankegangs grundpiller (som ikke er for tøsedrenge, men som Leth udtrykker det: "livet er farligt"). Vi får lige rundet videnskabens spydspidser, kvantefysikken og neurologien, der modsat eksempelvis lægevidenskaben (der "kun" bliver dygtigere) fundamentalt kan forandre vores verdensopfattelse og -orden, og selvfølgelig en rundtur i musikken fra moderne klassiske kompositioner (som Leth pt. behandler i en program-serie på Radio Klassisk) til nye elektroniske landvindinger med mere.

Mange jern i ilden

På trods af vielsesring på fingeren og tre poder hjemme på privatadressen får Leth dyrket sine passioner intenst og er ifølge sig selv en videbegærlig "nørd'", der har den tenderende besættelse at skulle vide alt om alt, selvom han med tiden har reduceret ambitionerne en anelse. Rent professionelt har det bragt ham på forfatterskolen, ført til to bogudgivelser, to musikalske soloudgivelser som henholdsvis Baron Criminel og i eget navn, tv-vært på DR1's musikprogram Liga, "smagsdommer" hos Adrian Hughes, vært på adskillige radioprogrammer på P6 Beat, DR2 Klassisk, P3, P1 og Radio 24syv, status som pladeselskabs- og studieejer, og så har han medvirket i forskellige film plus det løse.

Tid

Men nu er GAFFAs primære ærinde ikke at få kuglegravet Leths CV, udlagt teksten om klodens snarlige endeligt og mulige genopståen, men nærmere at få et snak om The William Blakes' færdigindspillede femte album  Age of the Wolves, selvom det er områder, der hænger uløseligt sammen for Kristian Leth, der synger og skriver sangene i The William Blakes. Da Kronprins Frederik i 2011 uddelte førnævnte pris omtalte han blandt andet bandet som "et fyrværkeri af musikalsk fantasi" og som værende "usædvanligt produktivt". Og nu med The William Blakes' femte album færdiggjort, på lige så mange år, må man sige, at kvartetten, der ud over Leth tæller "producer-tvillingerne" Frederik og Fridolin Nordsø og Bo Rande (Blue Foundation), har fastholdt den hyppige udgivelsesfrekvens. Men noget er radikalt ændret denne gang.

– Alle de foregående fire album har vi lavet på meget kort tid, og mere eller mindre i et hug i vores studie i Sverige, og i nogle tilfælde uden at have så meget som en tone klar, inden vi rejste derover (hvilket man blandt andet kunne se i DR3-dokumentaren The William Blakes – Til Verdens Ende, vist i start-februar, red.). Vi har opstillet forskellige dogmer og regler for indspilningerne, som har været med til at gøre processerne mere "farlige". Sådan skal det være, ellers bliver det kedeligt. Gennem årene har vi lavet alt fra plasticpop til folk, og sidste gang havde vi så mange forskellige ingredienser i spil, at vi brændte alle broer. Denne gang var det mest farlige, vi kunne finde på, at give processen lang tid, så det har vi gjort. Ikke at tid overhovedet er et ideal i sig selv, Beatles lavede 13 album på seks et halvt år, og utallige mesterværker gennem årene er lavet på rekordtid; Ziggy Stardust, (Bowie, red.) tog for eksempel 14 dage. Men for os var det det mest spændende at gøre. Så er vi gået tilbage til, at jeg har skrevet alle sangene som på de første plader. Det mener jeg, at der er kommet en mere helstøbt og sammenhængende plade ud af. Dermed ikke sagt, at den er bedre, den er bare anderledes.

Mere end summen af kollektivet

Tilstræber I originalitet?

– Nej, det er det sidste, vi gør, det er der aldrig kommet noget "originalt" ud af. Vi arbejder ud fra tanken om, at vi alle er genier, og gør man det, og tror fuldt og fast på sig selv, så kan man skabe noget, der giver genklang. Bowie lavede ikke sine ting for at være original, han var bare 100 procent sig selv i de ting og roller, han gik ind i, og var loadet med selvtillid.

Hvad er det så, I kan?

– Vi har opbygget et rum, hvor vi har skabt noget sammen, hvor vi altid finder ind til en ting og et fællesskab, hvor summen af os fire sammen er stærkere end de enkelte dele. Jeg mener, at et hvilket som helst band i Danmark ville blive 50 procent bedre, hvis en af de tre andre kom med i det. Jeg føler, at vi har noget unikt sammen, som kun opstår, når det er os. Hører du for eksempel Fridolin producere Fallulah (The Black Cat Neighbourhood, red.), lyder det af noget helt andet. Vi navigerer efter de bedste oplevelser, og det vil jeg egentlig sige, at jeg gør i forhold til alt, hvad jeg foretager mig. Så tør vi risikere noget og arbejder med noget, vi ikke kan forstå. Der skal være noget mystisk, uudgrundeligt over kunst, hvis det skal virke for mig. Det gælder, uanset om det er Neil Young eller dansk folkemusik.

Opsplittet proces

Du har skrevet numrene på nær album nummer fire. Sidder I så efterfølgende og gennemarbejder tingene sammen?

– Det har vi overhovedet ikke gjort denne gang. Det har været en totalt opsplittet proces, der er gået igennem forskellige lag, og vi arbejder ikke med demoer. Først kommer jeg med grundstammen, og kan starte med at indspille vokal, hvilket er en ret atypisk måde at lave musik på. Når jeg så har fået noget på bånd, så sender jeg det videre til Fridolin, som lægger forskellige ting på, hvorefter Bo får det i hænderne. Til sidst ender det hos Frederik, som har lavet nogle fuldstændige radikale miks, og det ender med, at det færdige resultat typisk er milevidt fra mit oprindelige udgangspunkt, selvom det begyndte hos mig.

Dommedag og håb

Albummets titel Age of the Wolves er taget fra dommedagsprofetien Vølvens Spådom, fra Ældre Edda, formentlig skrevet på Island omkring år 1000. Og verden var ikke kun af lave dengang. Med albummet følger et engelsksproget essay, der illustrerer en verden anno 2013 på vej mod undergang. Kristian Leth er efter sigende en klog mand, så spørgsmålet på falderebet bliver: "Hvad er der galt i verden i dag, og hvad er løsningen?"

– Hold da kæft, lige et øjeblik.  Det, som vi ser i verden i dag, er en række grundlæggende tegn på sammenbrud fra gryende fascisme i Grækenland til diktatur og nedkæmpelse af folkelig modstand i Syrien. Grundlæggende strukturer er i opbrud, og det er måske mere end nogensinde svært at forudse, hvad der vil ske, og hvordan verden vil se ud, om fem år. Derfor kommer de akopalyptiske fortællinger ind. Men apokalypser og dommedagsprofetier har der været talrige eksempler på i verdenshistorien, og de er narrativer og som sådan ikke udtryk for virkeligheden. For mig at se har vi, i den globaliserede verden, et helt uoverstigeligt dilemma i forhold til at skulle forholde sig til alt mellem himmel og jord, såsom voldtægt i Indien og indirekte føle skyld. Følelsen af at have part i ulykker, du ikke kan gøre noget ved, er den vildeste oplevelse af impotens og undergang. Derfor ser man i stigende grad, at mange begynder at fokusere endog meget lokalt.

– Jeg tror, at der måske ligger noget sundt i at lade den verden gå under, at forkaste vores eksisterende verdensbillede og forsøge at finde ud af, hvor vi, lige nu og her, skal være til stede i vores liv. Det kan være, at folk i Kina og Brasilien oplever historisk fremgang, men det er ikke min fortælling. I vores del af verden hersker et undergangsnarrativ, men vi kæmper for at bevare et umuligt status quo. Det går igen i den måde, vi taler om økonomisk krise og global opvarmning på. Hovedpointen med denne plade er at kalde en spade for en spade og se tingene, som de er, og forholde sig til, hvad det er, som vi må sige farvel til, hvad det er, som må gå under. Jeg tror på en retorik, der mere går på "hvad kan vi tage med os videre?" end "hvordan kan vi stoppe denne undergang?".

– Når man prøver panisk at holde igen for at modstå forandring, resulterer det i situationer, som folk der begår selvmord i desperation i Spanien, straight out nazisme i Grækenland og paralleller i Ungarn. Musikindustrien er et minibillede på udviklingen. Folk siger om Spotify-tanken: "Jeg kan altså ikke leve, hvis jeg skal have fire øre per stream. Nej, men se det på den her måde: Du bliver spillet en gang på P3, hvor 100.000 lytter, hvad får du så, 0,004 øre per lytter? Nej, det bliver ikke som før, slut, punktum. Men fordi musikbranchen ikke ville indse, at tingene forandrede sig, så blev deres tab "apokalyptisk". Paradigmer står for fald, og jo mere modstand og friktion, jo større tab, det er en kamp, som ikke kan vindes. Jeg har ikke nogen forkromet løsning, men min pointe er: lad os komme ud over det, lad os sige farvel, og her spiller en åndelig dimension en afgørende rolle, der rækker langt ud over for eksempel en ubrugelig politiker-cost-benefit-analyse. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA