x

25 år med Kiss, Lis og Sanne

25 år med Kiss, Lis og Sanne

Koncertfotograf Henrik Hildebrandt holdt mandag eftermiddag 25 års jubilæumsreception, og de var der alle sammen: U2, Shakira, Lis Sørensen, Rolling Stones, Kiss, Thomas Helmig, Metallica og mange flere. De fleste som farvestrålende fotos på væggene, men enkelte også lyslevende i lokalet.

Sanne Salomonsen i mexicansk mariachi-kostume, amerikanske Toto i solbriller og Sascha Dupont blandede sig med autografjægerne, der tog for sig af den japanske sushi, mens jubilaren holdt en nervøs tale, de færreste kunne høre.

Men billeder var der masser af. Det synedes en smule fattigt kun at udstille dem i A4-print, men alsidigheden var stor. Trods 25 år foran scenerne er Hildebrandts yndlingsbillede bare få måneder gammelt. Billy Idol på Vega i november 2005.

- Når man fotograferer, ved man somme tider i det øjeblik, man trykker af, at dér fangede man noget rigtigt godt. Sådan havde jeg det, da jeg fotograferede Billy Idol i klassisk posering med knyttet næve og overlæben trukket godt op i den ene side, fortæller Henrik Hildebrandt entusiastisk og ønsker sig flere koncertjob for de danske musikmedier.

- Jeg fotograferer både bryllupper, events og de kongelige, men koncerterne er en niche, som jeg brænder for. Jeg kan godt lide at kæmpe for det gode billede, og det kan være svært, når vi somme tider kun får et eller to numre at fotografere i til de store koncerter, siger han og fortæller om billeder, han har solgt til bl.a. Bravo i Tyskland og et blad i Australien.

Receptionen blev holdt hos Poul Henningsen A/S på Christianshavn, og Toto samlede sig straks til musikalsk legestue omkring Poul Henningsens gennemsigtige designerpiano ved indgangen. På vej til en koncert i Middelfart var det gammelt venskab, der trak bandet forbi Hildebrandts fest.

- Jeg prøver altid at møde de bands, jeg fotograferer, og Toto fotograferede jeg første gang i 1982. Vi har mødtes mange gange siden, og de har en særlig plads i min fotosamling, forklarer Henrik Hildebrandt, som higer efter at få især Madonna og Journey foran sin linse.

Henrik Hildebrandts hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA