x

Steven Wilson: Albummet er en konceptuel rejse

Steven Wilson: Albummet er en konceptuel rejse

Steven Wilson. For nogle fuldstændig ukendt. For mange et kæmpeidol. For mange nærmest en kultfigur udi progressiv rock, hvor han især med sin gruppe Porcupine Tree, men også med sit solomateriale, har sat overlæggeren ekstremt højt for, hvad der er god musik i den genre i en årrække. Han har gang på gang formået at tilføre en ofte teknisk overlæsset genre med sjæl, personlighed og en utrolig konceptuel tankegang, der aldrig overgår det musikalske materiale på mandens soloplader, som han har beskæftiget sig med de sidste par år – udover duo-projektet Storm Corrosion med Opeth-forsanger Mikael Åkerfeldt, No-Man eller det alternative rockprojekt Blackfield.

Engelske Wilson tænker utrolig meget i koncepter, som han uddyber til GAFFA over telefonen, før sin forestående VEGA-koncert, hvor man for første gang kan opleve ham og band siddende i forbindelse med hans tredje soloalbum "The Raven That Refused To Sing (And Other Stories). Det følger op på de to ligeledes fremragende konceptuelle album "Insurgentes" og"Grace For Drowning", der for alvor har cementeret Wilson som en af de mest leveringsdygtige spillere inde for den mere dystre, stemningsprægede, til tider free-jazzede og melodiske progressive rock.

Før koncerten

Hvordan er det gået i øvelokalet?

– Vi starter i morgen (den 23. februar red.). Haha, så jeg kan ikke svare på det spørgsmål endnu. Vi har en uge, hvor vi skal øve. Musikerne fra mit band er fra hele verden – to fra USA, en fra vestkysten og en fra østkysten. Vi kan ikke øve to gange om ugen, derfor skal det være en situation, hvor vi alle sammen er ssammen, hvor vi øver på en meget intens måde. Vi starter i morgen, hvor vi har en hel uge med meget intens øvning.

Hvad kan vi forvente af koncerterne på Store Vega – man skal sidde ned?

– Vi tænkte, at vi ville prøve noget andet denne gang. Det bliver meget visuelt – en multimedie-oplevelse: film, skærme og firvejs lydsystem. Det nye album er meget teatralsk med sin forbindelse til litteraturen og noveller. Vi tænkte, at vi skulle prøve at have publikum til at sidde ned, så de kan nyde showet som en multimedie- eller teaterevent, nærmere end et regulært rock'n'roll-show. Der vil være mange nye film, og der vil være andre producerede aspekter – jeg vil ikke give alt for meget væk. Der er ikke noget supportband, så det sekund du træder ind til koncerten, vil du være en del af noget. Noget vil ske. Visuelt. Der vil stadig være en stor dynamik. Det er et eksperiment, men folk vil måske hellere sidde ned og absorbere. Det er helt bestemt en anderledes oplevelse.

Hvad står som regel på jeres forplejningsliste, når I er ude og spille?

– Ah – som de grønne Smarties og sådan noget. Jeg er virkelig kedelig, for jeg er vegetar, og jeg kan godt lide at holde mig sund på touren. Jeg er virkelig glad for de her frugt-smoothies – jeg ved ikke, om I har dem i Danmark. De er friske. Jeg har dem på listen. Vi har ikke noget eksotisk, tror jeg, jeg ved godt, hvad det er du fisker efter – du leder efter noget surrealistisk, bizart eller eksotisk. Jeg er nok lidt kedelig den vej rundt, men masser af vegetarmad.

Hvad hører I i tourbussen?

– Det er virkelig svært at finde musik, som alle vil lytte til, når man er så mange af sted. På en bus er der kun et eller to områder, hvor du kan hænge ud. Du har to lounges, og hvis du vil lytte til musik, så skal i hvert fald tre eller fire mennesker være enige om, at de har lyst til at lytte til den samme musik på samme tid. Det er næsten umuligt, så vi ender faktisk ofte med at se film, for det er meget nemmere at finde film, som folk kan blive enige om, at de gerne vil se. Musik er noget, du lytter til i din køje for dig selv.

– Jeg køber vinyl, for jeg lytter ikke rigtig til cd'er. Jeg lytter kun til vinyl, så jeg kan ikke rigtig lytte til det på tour. Det, der sker med mig på tour, er, at jeg starter med at gå i pladebutikker i hver by, vi kommer til. I slutningen af touren er min lille køje på bussen halvt fuld med vinyler. Den plads, jeg har at sove på, bliver mindre og mindre, som vinylen langsomt kryber sig ind i sengen. Når touren er slut, har jeg samlet næsten 100 vinyler, og så får jeg endelig lov til at lytte til dem alle sammen.

Det lyder som om, at det kan ende med en rygskade på sigt?

– Ja, bestemt, haha - klemt sammen i min køje, mens vinylen tager over.

Specifikke personligheder i tankerne

Hvad er der sket, siden du udgav "Grace For Drowning"?

– Efter "Grace For Drowning" satte jeg faktisk et band sammen for første gang til at spille musikken live. Efter jeg udgav albummet, turnerede jeg for første gang med et soloband, som spillede mit solomateriale. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg blev virkelig inspireret af kemien i bandet, som var meget bedre, end jeg havde forventet. Det inspirerede mig til at tage direkte hjem efter turnéen og starte at lave musik med de specifikke musikalske personligheder i tankerne. Det er derfor, at det nye album er kommet relativt hurtigt – i moderne termer – efter "Grace For Drowning". Det er "kun" 18 måneder siden, at det sidste album kom ud, og det er ret hurtigt i disse dage. Det var blandt andet fordi, jeg var så inspireret af det, jeg hørte og følte af at spille den musik live. Så snart touren var ovre, gik jeg i gang med at skrive, og så tog vi til Californien i september for at optage albummet.

Hvordan var processen omkring at lave materialet til dit nye album?

– Det var anderledes denne gang, fordi jeg vidste, hvem jeg skrev til. Hvilke musikere jeg skrev til. Det var bestemt en anden følelse, end da jeg skrev på en mere abstrakt måde. Jeg ved, hvad disse gutter kan, og jeg ved, at de kan spille ting, som jeg aldrig kunne håbe at spille. Det var interessant at skubbe mig selv til at skrive musik på et højere niveau, end jeg har skrevet tidligere. Ikke at musikken er kompliceret og teknisk, men at den er i hvert fald er mere krævende fra et musikalsk perspektiv – både i forhold til "Grace For Drowning" og den foregående plade.

Hvad er dette album rent faktisk omkring for dig?

– Konceptuelt er albummet baseret på idéen omkring et sæt af sange, der er parallelle til et sæt af korte spøgelseshistorier eller overnaturlige historier. Jeg var meget inspireret af overnaturlige novelleforfattere fra det tidlige 20. århundrede, som var en hel gruppe fra Storbritannien. De specialiserede sig i denne kunstform: den overnaturlige novelle. Jeg læste en del af dem på det tidspunkt. Det stemte meget godt overens med den musik, jeg skrev. Det havde allerede den her fornemmelse af at fortælle historier. Selv uden ordene, lyrikken og emnet. Musikken føltes allerede som om, at den skulle fortælle en historie. De to idéer faldt sammen meget fint der, og idéen om at basere hver sang på sin egen novelle gav god mening, og det gav også et rigtig fint koncept til coveret og præsentationen.

Er lyrikken, noget du har genfortolket, eller er det historierne selv?

– Jeg lavede mine egne. Faktisk var nogle af dem allerede skrevet som historier, før de blev brugt som lyrik. Titelsangen. Det var en novelle, og så blev det lyrik. Jeg tilpassede min egen novelle. Andre er bare baseret på en idé. Hajo Mueller, der har lavet coveret, kom med nogle idéer, og jeg har faktisk baseret nogle af numrene på hans illustrationer og idéer. Den grundlæggende idé var at finde seks numre omkring spøgelser, dødelighed, fortrydelse, tab og omkring alle de ting, der traditionelt er en basis omkring en klassisk overnaturlig historie.

Albummet er en sang

Jeg har hørt din musik i lang tid, og jeg fornemmer altid en stærk enhedsfornemmelse på dine albums. Hvordan opnår du det gang på gang?

– Det er et svært spørgsmål at svare på, for jeg er ikke nødvendigvis opmærksom på. Det, jeg ved, er, at jeg altid har elsket idéen om albummet som et sammenhængende hele.

– Jeg har aldrig været interesseret i at skrive ti sange, og smide dem sammen på en plade. For mig er det for tilfældigt. Jeg kan lide idéen om albummet som en konceptuel musikalsk rejse. Næsten fra det første øjeblik, når jeg starter med at lave musik til et nyt album, så tænker jeg allerede på strukturen, formen, den musikalske rejse, som vi tager lytteren på. Sekvensering bliver meget vigtigt for mig. Kontinuiteten bliver vigtig for mig. Hvilket nummer åbner albummet, hvilket album lukker albummet? De ting er allerede i mine tanker, lige fra det første tidspunkt. Det er ikke på en særligt bevidst måde, men på nogle måder tænker jeg ikke på albummet som et sæt sange, det er et stykke musik. Det ene stykke musik virker kun på en måde. Man skal finde den rette måde, hvorpå det virker. Den rette struktur og orden – rejsen skal føles logisk og tilfredsstillende.

– Det kommer fra musikken, som allerførst tændte mig som en ung teenager. Den musik, der først rigtig inspirerede mig, var konceptuel 70'er-rock. Jeg har altid elsket idéen om et album og et konceptuelt enhed over det.

Jeg ved, at det er et svært spørgsmål, men hvad er den vigtigste ting for dig, når du laver musik?

– Det er på en måde simpelt, selvom jeg vil give dig ret i, at det er et svært spørgsmål, men svaret er enkelt: jeg skal tro på mig selv. Jeg er i en speciel situation i min karriere som professionel musiker, for jeg er ikke en, der er havnet inden for den musikalske mainstream-verden. Jeg er stort set ignoreret af de musikalske mainstream-interessenter. Du vil ikke se mig på MTV, du vil ikke høre mig på radioen, du vil ikke læse om mig i de store moderne magasiner – med få undtagelser – men hvis vi taler overordnet.

– Trods det er jeg ikke gået på kompromis med det, jeg gør for at lave en karriere. Jeg har været meget heldig, og jeg har været meget egoistisk omkring den måde, jeg har valgt at lave musik på, og omkring den måde jeg har valgt at forvalte min karriere på. Jeg har lavet meget af min musik for at stille mig selv tilfreds. Jeg kan ikke tænke på, hvad der gør andre mennesker glade, jeg kan kun tænke på, hvad der gør mig glad. Jeg har været heldig, for selvom jeg har taget den ret egoistiske vej, så har jeg formået at finde et publikum – i det mindste et publikum, der er stort nok til, at jeg kan fortsætte med at hengive mig til det.

– Jeg tror, at svaret på dit spørgsmål er, at den vigtigste ting for mig, når jeg laver musik, det er bogstavelig talt, at jeg tror på det, og at jeg er passioneret omkring det selv. Og jeg er faktisk ikke sikker på, hvor mange musikere, der er i stand til at sige det, omkring det de laver. Jeg er sikker på, at der er rigtig mange, der kan, men jeg tror også, at der er mange musikere i industrien, som føler, at de skal levere, hvad deres fans forventer dem at levere. De føler, at de skal give folket mere af det samme, eller mere af det, de vil have. Eller også er de ikke særlig inspireret af musik, og så er det tilfældigvis deres arbejde, og så er det sådan, de får hjulene til at køre rundt. Der er mange folk i industrien – jeg møder dem – som er i den situation.

- Jeg er heldig nok til, at jeg stadig føler mig passioneret og opstemt over den musik, jeg laver. Hvis jeg ikke gør det, så stopper jeg, og fortsætter til noget andet. Hvis jeg ikke får den følelse, så smider jeg det væk og starter igen. Det er det eneste kriterium for, om noget bliver udgivet. Det er, om jeg selv er glad for det, og om jeg tror på det.

Kollaborationer
Hvordan vælger du, hvilket materiale der er til dig selv, og hvad for noget, der er til Porcupine Tree for eksempel? Hvordan adskiller du det?

– De fleste af mine andre musikalske aktiviteter, om det er Blackfield (samarbejde med den israelske sanger Aviv Geffen red.), Porcupine Tree, No-Man (art-pop duo med Tim Bowness, red.) eller Storm Corrosion. Alle de andre ting er kollaborative. Det er samarbejder med andre musikere. Så i for eksempel No-Man eller Storm Corrosion, der er det et samarbejde med en anden musiker, og der skriver vi sammen. Det er det simple svar. Nogle af de projekter skriver jeg rent faktisk med andre mennesker, og det er derfor, at de sange bliver relevante for de projekter.

– Der er selvfølgelig et andet projekt, Porcupine Tree, hvor jeg skriver for mig selv til det projekt, men jeg er stadig meget opmærksom på musikerne, jeg skriver til. Jeg er meget opmærksom på de musikalske personligheder. Der er bestemte ting, som jeg ved, de ikke ville nyde at spille. Det bliver din definition af, hvad du skriver og til hvem. Der er bestemte ting, som de vil reagere meget stærkt på, og der er andet, de vil ikke vil reagere så stærkt på. Porcupine Tree har bestemt et punkt, hvor vi alle fire mødes og bliver enige om, at det er den musik, vi gerne vil spille. Det er begrænsende på en måde, men det er også en god ting, for det er det, der giver gruppen en stærk personlighed.

– Med solomusikken har jeg ikke nogen af de overvejelser. Der kan jeg skrive, lige hvad jeg vil, fordi det er mit projekt. I sidste ende – det er fantastiske musikere, og de er en del af mit band - men de er også hyrede musikere. De bliver betalt. Jeg kan jo i princippet bede dem om at spille hvad som helst – lige gyldigt om de kan lide det eller ej. Det er en stor forskel, for det betyder, at jeg ikke behøver at tænke på, at der er noget, jeg ikke kan gøre, fordi der er en, der ikke vil nyde at spille det.

– Der er for eksempel et stærkt jazzaspekt i mit soloprojekt, som ikke er tilstede i Porcupine Tree. Der er en stor tilstedeværelse af improvisation og jazzfølsomhed, og det er noget, jeg ikke ville kunne gøre med Porcupine Tree, fordi mindst en af gutterne derfra bryder sig ikke om jazz. De ting bliver begrænsende, men også en del af bandets personlighed. Solomæssigt har jeg ingen begrænsninger. Det kan både være en god og en dårlig ting. Det kan betyde, at det kan være svært at finde en stærk retning, men det håber jeg nu, at jeg har gjort med dette album.


Steven Wilson spiller i Store Vega tirsdag den 19 marts. Billetter kan findes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA