x

Allan Olsen: ”Liderlighed findes jo overalt” – ”Jøwt”-interview del 2

Allan Olsen: ”Liderlighed findes jo overalt” – ”Jøwt”-interview del 2

"Jøwt" har en meget varm og nær lyd, der gør, at man nærmest føler, at man sidder i stuen hos Olsen og musikerne, og spørger man ophavsmanden selv, har det en meget naturlig forklaring.

 – Da jeg skulle indspille pladen var jeg utrolig træt af pladebranchen, pladeselskaber og bands, hvor trommeslageren laver lydprøver og den slags, og jeg har fået det sådan, at hvis jeg skal orke at lave plader og gide igennem hele den proces, så skal der være så få som muligt indblandet. Gæst (Vincent, red.), som jeg har lavet albummet sammen med, og jeg har en god "vibe". Vi har kendt hinanden siden han var 17 eller noget i den stil, og han har sit eget studie, og der kan vi fandme altid lege os frem til noget, der giver mening. Og dem, der deltager på pladen, er i princippet, dem, der er dukket op på besøg i studiet, mens vi har været ved at indspille.

– Når folk har været forbi i studiet har det været fedt og hyggeligt, der er kommen god vin på bordet, men de har skullet arbejde lidt; de har skullet synge eller spille med på sangene. Så det har været en masse gode Aalborg-musikere, der har hængt ud. Det drejer sig om at fange øjeblikket, og om det så er den ene eller den anden, der spiller guitar eller trommer, er i virkeligheden pisseligegyldigt. Det har været den mest uproblematiske indspilningsproces, jeg kan mindes at have været igennem. Det plejer altid at være et eller andet med, at trommeslageren vil skyde mig, eller også bliver harddisken kidnappet med hele lortet på. Der sker altid et eller andet mærkeligt – men ikke den her gang.

Der er flere dildoer i Mygdal eller Sindal, end der er på Vesterbro

Dejilgt at høre. Jeg må indrømme, at jeg løftede øjenbrynet en ekstra gang, første gang, jeg hørte nummeret "Det Blo Hus" – mest fordi jeg troede det handlede om det blå ishus i Tversted, men det viste sig jo så at være et bordel. Hvor kom inspirationen fra til den sang?

– Jamen, det er fuldstændig simpelt; hvis du sætter dig ind i et eller andet køretøj og kører til Vendsyssel i skumringen, så kan du se de der "open"-skilte blinke i vinduerne alle vegne. Der er masser af bordeller, og der er flere dildoer i Mygdal eller Sindal, end der er på Vesterbro. Man ser dem bare ikke, for der er ikke nogen, der flasher dem. Liderlighed findes jo overalt – det er ikke noget man har patent på, på Vesterbro eller i "Sex And The City" – det er bare mere synligt der. I mange af de kondemnerede huse, man vil rave ned, bor der nogle kvinder, der – som Hausgaard siger – lever bag gardiner, der er rullet ned døgnet rundt. De mennesker ser aldrig dagslys. Og hvem er det, der kommer derinde? Det ved man ikke, for man ser aldrig en bil køre derind, men et eller andet må de jo leve af. Så det er faktisk ret spooky.

– Men "det blo hus", det er bare det hus, der nu er i den pågældende by, hvor der pludselig er flyttet nogen ind, der sætter et neon-skilt op i vinduet. Det vælter jo hele byen, for så er liderligheden pludselig tydelig, og så har alt forandret sig. Jeg synger "Løtsby" i sangen, og direkte oversat betyder det "Lugteby" og er en henvisning til byen Hørmested, for der ligger nemlig sådan et hus – lige ud til landevejen, og jeg vil ikke synge Hørmested, så sådan er det.

Du nævner i "Det Nyeste Sort", at du og kammesjukkerne i de unge dage lyttede mere til The Who end The Beatles. Du har også Who-referencer i flere af dine sange, og på spisebordet ligger Pete Townsends selvbiografi, så jeg går næsten ud fra, at det har noget på sig…

– Ja, det er fuldstændig autentisk. Vi var knyttet til hård rock, der hvor jeg voksede op. For det der med Beatles… altså, John Lennon han har runde briller, og hvis man har det, kan man ikke synge rock. Keith Richards og Pete Townsend, det var rigtige "axe-men", rigtige rock 'n' rollere. Det var fedt, syntes vi, mens Beatles var for intellektuelt og for mærkeligt. Det var også for blødsødent, og de var alt for gode venner med den engelske dronning, det kunne vi slet ikke "cope" med. Der var også det ved det, at vi ikke selv havde mulighed for at spille de akkorder, de brugte i deres sange. Beatles er kompliceret musik, hvor Stones og til dels Who – i hvert fald deres power-akkorder – kunne man lære at spille selv, så man kunne jamme.

– Men så var det jo, at John Lennon faktisk kom til Thy, og der går så mange rygter om, hvad der skete der – jeg ved ikke, hvor mange af dem, der er sande – men et af dem var i hvert fald, at vi havde hørt, at han var blevet taget på knallert med Yoko Ono bag på. Og det kunne vi relatere til. Så gjorde han jo noget, vi også gjorde – og så var han jo fed nok. Det var i øvrigt bedstefaderen til Johnny Madsens trommeslager, som snuppede dem. Han var landbetjent på det tidspunkt. Og det er jo en fed historie, og så snart tingene kan knyttes op på en god historie, så tror vi på dem.

Det er farligt at se temaaften alene

Er fortælleren i "Swer'je" virkelig ved at dø af kræft, eller er han bare hypokonder?

– Han er bare et ynkeligt jammerhoved. Han er en mand, der lever alene, og som trænger til noget selskab. Der har været de der programmer om Thai-kvinder i Thy, og den ynkelige ungkarl i randområde-Danmark er jo en mand, der hjemmefra altid har været vant til, at mor tager sig af ham. Og når han så pludselig er alene, kan han ikke finde ud af en skid selv. Og det er derfor, de kommer in handy, de der Thai-kvinder, for de kan bestille noget og tage sig af de her mænd. Og vores fortæller i "Swer'je" er bare et jammerhoved, der ikke har sig en Thai-kvinde. Men han bygger faktisk på en person, jeg kan huske, som var cirka ti år ældre end mig og mit slæng. Han var en bondeknold fra landet, der var flyttet ind til byen, hvor han så gik rundt og bankede folk – han var virkelig en voldspsykopat, og han bankede især svenskere, siden han jo boede i Frederikshavn.

– Men så kom han på Hjørring seminarium, og vendte tre år senere tilbage til Frederikshavn som lærer. Han var blevet en fuldstændig anden person, og han havde nærmest opbygget sådan en svensker-fetich, hvor alt, der var svensk, bare var fantastisk. Han havde simpelthen bare vildt dårlig samvittighed. Han var en knækket mand, der fortrød alt, og det endte med at han efter meget kort tid blev båret vandret ud af folkeskolen, for han kunne ikke holde til det. Han havde haft to liv, hvor det ene var alt for hårdt, og det andet blev alt for blødt. Så han er sgu ikke ved at dø af kræft, det tror han bare, fordi han har set temaaften på DR2 – det er farligt at se temaaften alene. Når det bliver mørkt og man ligger i sin seng, forstørrer man pludselig alle dæmonerne, og det er også bare det, han gør.     

Anden del af interviewet slutter her (første del kan læses her), men hold øje med GAFFA.dk for næste del, hvor vi kommer tættere på flere af de enkelte sange på "Jøwt" og får fortællinger nordfra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA