x

Kinky Friedman - En amerikansk ener

Kinky Friedman - En amerikansk ener

"Er der nogensinde nogen, som har kørt direkte herfra og på biblioteket før?....denne her køretur er på en eller anden måde emblematisk for min karriere", funderer Friedman på bagsædet af bilen på vej fra lydprøve på spillestedet Loppen på Christiania ind til Hovedbiblioteket i Krystalgade, hvor han skal give offentligt interview med Dagbladet Politikens Henrik Palle og læse lidt op fra sin essaysamling "Heroes of a Texas Childhood".

Og man forstår, hvad han mener, hvis man kender bare lidt til den bemærkelsesværdige karriere. Satirisk countrysanger, kandidat til guvernørposten i hjemstaten Texas, forfatter til en lang række kriminalromaner med en fiktionaliseret udgave af sig selv i hovedrollen. Ven af Bob Dylan og Willie Nelson – og af George W. Bush.

Officielt udnævnt til "Male Chauvinist Pig of the Year 1973", angrebet på scenen af rasende feminister, indehaver af eget cigar- og tequilamærke – og utrættelig frontsoldat i kampen mod den politiske korrekthed, som med hans ord har forvandlet hele USA til "én stor, røgfri familierestaurant-kæde".

En 68-årig jøde, som påpeger at han absolut er lige så stor modstander af pædofili som alle andre – men at man trods alt må give de pædofile, at "de trods alt sagtner farten, når de kører gennem et skole-område". Og i øvrigt hævder, at hans usædvanlige kælenavn skyldes, at han blev seksuelt misbrugt af en rodeo-klovn som 27-årig. You get the picture.

Et skridt bagud

Inden turen gennem indre København og koncerten på Loppen sent samme aften har GAFFA sat Friedman i stævne på det christianshavnske spillested Loppen. Cigaren og Stetsonhatten er på plads, Friedman skridter rummet af og kommer straks hen og hilser venligt.

Scenen er sat og forstyrrelserne på førstesalen på Bådsmandsstræde begrænser sig til støjen fra en slagboremaskine og dyrevennen Friedmans gentagne ture over til et nabobord for at hente snacks til en nysgerrig hund der kredser om os, uanfægtet af røgen fra den obligatoriske Montecristo-cigar.

Hvordan er turen gået indtil videre?

 Well, nu om stunder er mine eneste venner herreløse hunde og udtjente trækheste. Derudover kører det for mig...

Det er jeg glad for at høre. Du kalder turnéen for "Bi-polar World Tour 2013" - det kræver vist en forklaring....

 Det er en idé Willie Nelson gav mig: At hvis du er på landevejen, så kan du lige så godt arbejde. Ingen pauser, ingen friaftner, 34 nætter i streg. Du begynder at køre på adrenalinen, du rejser uden megen bagage - som Johnny Appleseed eller Woody Guthrie. Eller Jesus Kristus. Og efter kort tid udvikler du en særlig harmoni med publikum, som en Judy Garland, eller Lee Harvey Oswalds enmandsfest.

Du strejfer bare omkring på landet, som en omstrejfende klokker. Idag er dag seks eller syv, og du glemmer hvor du er rent geografisk. Willie siger, at det også hjælper, hvis du kan komme ud af byen lige efter showet. Det kan vi dog ikke altid; vi rejser med bus om morgenen. Willie tager afsted lige efter sine koncerter. For der er en sælsom energi i det at optræde.....du vil ikke give dem alt hvad du har.

Du spiller showet og så er det sådan lidt "fuck you, det her er alt hvad vi har". Og hvis du signerer ting som jeg gør.....du ved, jeg er villig til at signere hvadsomhelst, bortset fra dårlig lovgivning. Ligesom Willie, der også signerer i timevis i regnvejr, fordi han tror på at anerkende de folk, som har bragt ham til det sted han er. Så det er en interessant måde....jeg skal ikke kunne sige, hvordan det er om fjorten dage. 

Jeg vil gerne gå helt tilbage til dengang "Sold American" udkom. Hvordan oplevede du modtagelsen dengang?

Well, jeg tror der var mange folk som ikke forstod tingene dengang....mange jøder brød sig ikke om ordet "jewboy". Senere, da "They Don't Make Jews Like Jesus Anymore" udkom, brød de liberale sig ikke om ordet "nigger"....jeg ved egentlig ikke med de sorte selv. Og dengang som nu ville jeg fortælle dem, at de ikke lyttede efter sangen:

Sangen handler om en konfrontation på en bar mellem en virkelig bigot og en fyr, som prøver at sætte ham på plads. Og hvis du ikke lytter efter sangen, så er du nøjagtig ligeså slem som de politikere, der ikke lytter til dig. Nu om stunder har jeg indtil videre ikke formået at fornærme nogen.....fordi folk i dag ved, hvor det kommer fra. De fanger den.

I USA er jeg muligvis den eneste hvide mand, som bruger ordet "nigger" i en sang, for hvad det nu er værd - ingenting. Men logikken er meget simpel:  Hvis du begraver bestemte ting eller ord og siger "nej, det kan du ikke sige".....så giver det hadet mere magt. Men hvis du hiver det ud i solskinnet og kaster det rundt, så fordamper det.

Men vi har et så politisk korrekt samfund at......hvis du var manager og havde en ung Richard Prior i stald, så ville du ikke være i stand til at give ham succes. Vi ville ikke kunne lave en film som "Blazing Saddles" ("Sheriffen skyder på det hele") i USA i dag. Vi har taget et skridt bagud, efter min mening.

En stor røgfri familierestaurant

Apropos den politiske korrekthed, så har du en dejlig formulering i "The Lovesong of J. Edgar Hoover", hvor du sammenligner dagens amerikanske samfund med "én stor, røgfri familierestaurant-kæde". Vil du uddybe det billede?

Yeah  (cigarstumpen tændes, red.).....jeg mener, at den politiske korrekthed har været en vigtig faktor i ensretningen af Amerika. Det der med at sige "hey, vi er alle sammen ens...der er gode pædofile, og der er dårlige pædofile". Ting, som ikke passer, du ved. Vi har desinficeret alting, trivialiseret det hele. Vi går alle sammen i de samme butikker, samme supermarkeder.

Det er ikke bare kæderestauranter, men boghandlerkæder...vi er blevet kæde-mennesker. Før i tiden hyldede Texas de lovløse. Da Willie (Nelson, red.) vendte tilbage fra Nashville til Texas, var en del af ethos, at folk holdt af the bad guys....du ved, ligesom der var noget cool over Jesse James, eller Pretty Boy Floyd . Både bang-bang-lovløse, og lovløse som Willie. Med lovløse i dag mener man vel nærmest "individer"...folk, som tænker selv.

Da jeg stillede op som løsgænger til guvernørposten i 2006 sagde jeg, at jeg var for bøn i skolerne. For hvad skulle der være galt med en unge, som tror på noget? Jeg var også for homoseksuelle ægteskaber......de er i deres gode ret til at have det lige så elendigt som alle os andre. Og jeg sagde til folk: I finder ikke nogen anden kandidat, som både går ind for homo-ægteskaber og bøn i skolerne.

Ikke en eneste i hele landet. Hvorfor? Fordi partiet fortæller dem, hvad de skal tænke. Hvis jeg beslutter mig for at stille op denne gang (der er valg i 2014, red.) bliver det som demokrat, men af den gamle Harry Truman-skole. Det, vi kalder en "blue dog democrat", som ikke blindt følger partilinien. Hvis jeg stiller op har jeg to mærkesager, som jeg vil promovere hårdt: At legalisere skat og regulere marihuana.

Og at legalisere hasardspil. Hvis Texas gjorde de ting, ville vi være den rigeste stat i hele verden. Vi ville kunne gøre hvad helvede vi end ønskede. Hvis vi ville ordne grænsen, behøvede vi ikke at vente på at Washington tager en beslutning. "Hell, let's do it!".

Jeg er ikke sikker på det, men jeg tror at vi har flere som sidder i fængsel i Texas end i de fleste lande. Der er givetvis flere i Rusland eller Kina, men vi har helvedes mange. Og de fleste er ikke-voldelige folk, som er blevet knaldet for stoffer. Og tre gange så mange afroamerikanere og hispanics som hvide. Og du ved sgu godt, at sorte eller latinamerikanere ikke ryger tre gange så meget dope som hvide.

De har bare ikke råd til advokater, og så er de på røven. Hvad jeg ville gøre var simpelthen at rydde de fængselsceller med ikke-voldelige indsatte – hvilket i øvrigt også ville være et gigantisk stød mod narkokartellerne. Det private fængselssystem tjener også milliarder.

Hvad angår marihuana, er der ikke en eneste læge i live, som nogensinde har set et tilfælde af marijuana-forgiftning. Og i forhold til spil.....vi opfandt Texas hold'em, og vi må ikke engang spille det! Det giver ingen mening. Jeg går ind for common sense, fantasi og en lille smule mod. Og for at lukke folket ind i politik.

- Forskellen på musik, eller kunst, og politik er enorm. Hvis du har en sang som "They Ain't Makin' Jews Like Jesus Anymore", så kan folk redigere den ind i en politisk reklame på youtube og få dig til at tage dig uheldigt ud. Uden at jeg vil have mulighed for at forklare, hvad satire er eller at jeg i virkeligheden holder et spejl op foran racismen og bigotteriet; at jeg ikke er racist.

Du ved, de vil sige som Rick Perry (texansk guvernør og Friedmans modkandidat i 2006) sagde under en debat under den sidste valgkamp: "Ord kan gøre skade. Og der er visse ord, som aldrig burde ytres i guvernørens palæ eller noget andet sted, mr. Friedman". Han belærte mig meget højtideligt i det her pis, og han vidste udmærket bedre. Det må han have gjort. Jeg ved ikke, hvordan man argumenterer mod den slags.

Politiske kujoner

Jeg havde faktisk tænkt mig at spørge til dine holdninger omkring marihuana-lovgivningen, så tak fordi du kom omkring det...

Én ting til omkring marihuana: Du finder ikke en eneste anden kandidat, som vil fokusere på den sag, så jeg behøver ikke frygte at nogen vil gå mig i bedene. De vil ikke røre det, fordi de er kujoner. Partier har fortalt dem: "Du vil ødelægge din politiske karriere. Du har en chance, du er godt fra start, du kan vinde....men rør ikke marihuana eller spil. Så taber du".

Hvordan er dit personlige forhold til det, i øvrigt?

Jeg ryger altid med Willie, men det er også det. Enten bare second-hand smoke, eller også rækker han mig en joint og jeg ryger med ham. Og indimellem gør det mig meget glad. Men jeg bekæmper selvfølgelig glæde, fordi jeg ikke tror at det er godt for en kunstner at være glad. Jeg bekæmper det til enhver tid, Espen....dit navn er Espen?

Ja, det er korrekt.

Det er et sjovt navn. Men det er Kinky også.

Hvordan opstod selve idéen om at bruge countrymusik som ramme for satire, i sin tid?

Åh, det er ikke just nogen genial idé....jeg mener: Jeg elsker countrymusik, den er en del af mig. Jeg voksede op med Johnny Cash, Slim Whitman, Jimmie Rodgers. Og bevægede mig hurtigt videre til Willie Nelson efter at have hørt den sang, som hedder "Hello Walls" om en mand som bogstaveligt talt snakker til væggene, en psykisk syg patient simpelthen.

Den var smukt skrevet, både teksten og musikken. Og for at skrive en sang som den er man nødt til at være rimelig fucked up, man må nødvendigvis have gennemgået nogle hårde tider, tror jeg. Og beviset? At du ikke finder den slags sange i dag. Folk kan simpelthen ikke skrive så god countrysange længere.

"King of the Road" er et andet eksempel. Bare sådan en magisk sang, og den er ikke skrevet af fire mænd omkring et bord hos en eller anden publicist. Kristofferson havde også evnen til det. Men du ved det ikke, når du gør det. Kris vidste for eksempel ikke, at "Me & Bobby McGee" var fantastisk.

Han havde indvilliget i at skrive en sang for en forlægger om en mand, som viser sig at være en kvinde. Altså Bobby McGee. Og selv da han kom tilbage og havde skrevet sangen, var han ikke klar over at den var god. Og sådan er det ofte. Den fyr, som siger at "nu skriver jeg en stor sang", "jeg vil male mit mesterværk" eller skrive "den store amerikanske roman", gør det aldrig.

Det er altid den fyr, som bare skal have betalt huslejen. Det sker ved et tilfælde...en fyr som Van Gogh, for eksempel. Hans kæreste var en prostitueret mor til et lille barn, hans familie slog hånden af ham og han boede på et sindssygehospital med sin kat. Og ud af det, du ved.....et andet eksempel er Buddy Holly, som voksede op i Lubbock, Texas, praktisk talt uden nogle musikalske input.

Bob Willis spillede der vist engang, og Elvis lige i starten af sin karriere, men det var også det. Buddy Holly kunne ikke bare tænde for radioen eller tv'et, som vi gør i dag....og ud af den enorme tomhed fik han en original idé. Han havde nogle originale tanker om musik.

Spirituel sneplov

Og din pointe er, at din egen vej ind i musikken på samme vis var tilfældig?

Well, jeg havde et par idéer, og country var det jeg elskede og kunne finde ud af. Men teksterne var ikke, hvad countryfolket ville høre. De fleste af dem fangede ikke "Ride 'em Jewboy", "Sold American" og sådan nogle ting. Eller måske gjorde de, det skal jeg ikke kunne sige.

Men teksterne var tunge, socialt kommenterende. Country handlede om at snyde og drikke sig fuld, så de her sange var anderledes. Og for folk på Østkysten, i Californien og andre steder hvor de faktisk forstod teksterne, var musikken mærkelig. Det var ikke deres slags musik. Så det var i virkeligheden ikke noget for nogen, ud over måske et tavst vidne, en død elsker eller kat.

De var bestemt ikke tænkt som potentielle hit – selvom jeg faktisk er kommet til at tro, at "Rapid City, South Dakota" eller "Sold American" kunne være blevet det, hvis den rette person havde sunget dem. Hvis Charlie Pride eller Johnny Cash havde indspillet dem. Men i dag er det selvfølgelig ti minutter for sent til at gøre nogen forskel; i dag betyder det ikke noget, hvem der indspiller dem.

Men du ved, hvis sådan nogen som du og jeg ikke regner for noget særligt – Brad Paisley, Tim McGraw eller Garth Brooks - indspillede dem i dag, ville jeg tjene millioner. Alle pengene er i Nashville, mens alt sangskrivnings-talentet tilsyneladende er i Texas.

Men betragter du dig selv som en del af hele outlawcountry-tingen i 70'erne?

Åh ja. Billy Joe Shaver og jeg udsendte plader lige før den ting blev stor, og de var en slags spirituelle sneplove for outlaw-bevægelsen...

"Spirituelle sneplove"....det er et godt billede...

Jamen, det var de. Jeg mener, vi var ikke Waylon (Jennings, red.) eller Willie. Men vi havde sangene og attituden....hele idéen om at have weirdos hængende natten lang, som skrev hvad de ville, og ikke at arbejde med Nashville-agtige producere og musikere. Og de ting var meget vigtige for Waylon og Willie, for de blev i den grad taget i røven.

"Red-Headed Stranger" var den første han selv producerede; indtil da havde det været "here it is, sådan gør du med sangen og her er musikerne" (lægger et usynligt tekstark på bordet foran journalisten, red.). Sådan var det. Tænk, pladeselskabet hadede "Blue Eyes Crying In the Rain" og syntes, det var noget lort.

De ringede til producere og ville lægge korsangere og strygere på for at forsøge at "redde" den. Der var også mange countrymusikere dengang, som ikke brød sig om den og synes at den lød som en dårlig demo. De havde aldrig hørt noget sunget så skrabet; bare Willie selv, Bee Spears på bas og Mickey Rafael på mundharmonika, og det var det. Det var først, da discjockeyerne fik fat i den, at "Blue Eyes Crying In the Rain" blev en single og siden "årets sang".

Ingen på Columbia Records eller de andre selskaber tillagde den nogen værdi. De burde alle sammen have været fyret. Hvis du og jeg sad i et rum og hørte den plade, tror du så ikke at vi ville sige "Wow!". Det tror jeg.

Det håber jeg. Nu vi taler om folk, som rent faktisk forstod dine sange i sin tid....du blev angiveligt inviteret over til Dylans hus i Malibu engang efter udgivelsen af din debutplade. Prøv at fortælle om den aften...

Well, der var flere forskellige lejligheder. Vi hang ud med Bob, efter at han kom til vores show på The Troubadour (klub i L.A., red.) i 1973, i bare tæer og iført en lang kjortel...lad mig lige give den har fyr en omgang til (henter godbidder fra nabobordet til hunden, red.)...se, her har du en lille sandwich, hvad siger du til det?

Well, første gang var ovre hos Roger McGuinn, hvor Bob var pissefuld i køkkenet og sang "Ride 'em Jewboy", da jeg kom. Det var noget med, at en babyblå Cadillac convertible samlede mig op på havnen på et aftalt tidspunkt efter midnat. Kris var der, jeg havde ikke set ham i et par år, og han var sammen med en eller anden groupie-type, en ung kvinde. Jeg kan huske, at da han sagde "Hey, Kinky!" svarede både kvinden og jeg "Ja..".

Rullende torden

Siden var du så med på anden del af Dylans Rolling Thunder Revue (turné med en række gæstestjerner i 1975-76, red.), som jo faldt sammen med nationens 200-års fødselsdag. Oplevede du det som en afgørende begivenhed i situationen?

Det introducerede mig i al fald for en masse mennesker, som jeg ellers ikke ville have mødt; Eric Claton, Ringo Starr, Joan Baez, Joni Mitchell. Men det handlede mest om at spille foran 50.000 mennesker, det havde jeg aldrig prøvet før.

Og tro mig: Det er let. Så snart du står på en scene foran 50.000 er du en stjerne, sådan lidt forsimplet sagt. Det er meget nemmere end at spille for et halvfyldt auditorium. Jeg tror det var digteren Robert Frost, som sagde at "helvede er et halvfyldt auditorium". Det er svært.

Men en Bob Dylan-turné er altid udsolgt, og hvis du springer en streng er der straks en, som rækker dig en anden guitar. Du efterlader bare bagagen på dit værelse når du er klar til at rejse, og så dukker den på magisk vis op, hvor den skal. Sikkerhedsfolkene er så skideflinke og venlige, ikke som hos Rolling Stones, de slår ikke nogen, men er smilende, rare, blonde californiske gutter.

Og Bob var en interessant mand, ligesom Willie. Jeg ser op til begge to for deres visdom og råd. Og jeg mener også, at de besidder den der lille ting, vi kalder inspiration. Ligesom Kris er, Merle (Haggard, red.) er, Billy Joe Shaver, måske B.B. King. Levon Helm gjorde i hvert fald. Og jeg har svært ved at pege på nogle yngre, som har det.

Der er nogle gode iblandt; du kan gå ud og se en koncert med nogle talentfulde fyre. Men de har en tendens til at være derivative , også i musikken. Der er ikke noget galt i at ønske sig at vokse op og blive Townes Van Zandt, men det er de færreste som ønsker at gå igennem alt det lort, han gjorde. Det samme med Billy Joe Shaver.

Billy Joe var en af de der folk – ligesom Woody Guthrie og jeg selv – som går i vejen for sig selv, som tit har fået og forspildt gode muligheder. Så der ser jeg et mønster. Også Willie, han var virkelig på kanten. Han havde en kone og tre børn, og de sultede fordi der ikke var nogen jobs og alle pengene var i Nashville. Han havde kun én, skør ven, Roger Miller. Og han sagde, at han var lykkeligst når han lå og sov bag i Roger Millers stationwagon.

Jeg spurgte på et tidspunkt Willie, hvorfor det egentlig er at Nashville ikke har produceret nogen virkelig store sange de sidste tyve eller tredive år. Der har selvfølgelig været hits, bevares. Men jeg kan ikke forestille mig nogen skrive noget som "Silver Wings", "Sunday Morning Comin' Down" eller "On the Road Again".

Det, du hører, er sådan nogle afledte ting, som lyder en lille smule som Willie, en lille smule som noget andet. Du ved, det er det de vil have. De har de her countrymusik-bordeller, publishing-horehuse; lange bygninger med tre mand i hvert rum som sidder og skriver det der lort uden stop. Og resultaterne har været til at overse.

En ged til Las Vegas

Kender du en yngre Houston-sangskriver ved navn Robert Ellis? Jeg vil kalde det outlawcountry og som sådan absolut derivativt...men han er god.....

Kunne det være fordi, vi har brændt alle sangene af? Er det forbi, ligesom Hollywood? Jeg mener, du ved at du aldrig vil komme til at se noget stort komme ud af Hollywood mere...

Det er et interessant spørgsmål....

Jeg har talt meget med Billy Bob Thornton om det, i forbindelse med at vi skrev en bog sammen. Han føler, at alle Hollywood-film i dag handler om en buttet fyr med krøllet hår som tager en ged med til Las Vegas og sådan nogle ting. Du kan ikke rigtig lave en god Hollywood-film længere.

Mener du, det samme er tilfældet med sangene? At alle de gode sange er skrevet?

Måske. Jeg har ikke svaret på det. Men lad mig give dig et eksempel på, hvad der sker med industrien. Meget af det skyldes internettet; internettet har gjort publikum til attraktionen. Billy Bob ser det som en meget negativ ting. "Du kommer aldrig til at se en ung John Lennon igen", siger han.

Vi kunne gå ud i aften, du kunne vise mig enhver klub i København, og jeg kunne sige "fucking shit det dér er den nye Janis Joplin". Men det kommer ikke til at ske. Du kan måske høre en, som lyder meget som Janis Joplin, men du kommer aldrig til at finde en ny Buddy Holly, en ny original idé.

Det er meget svært, i al fald på denne her side af en psykiatrisk afdeling. Der vil du måske kunne finde en Tom Waits, som sidder og banker på radiatorerne. Måske. Men ikke her. Ikke ude på klubberne. Hvorfor skal det være nødvendigt for dig at gå ud og se en gammel mand som jeg, jeg er 68 – sixty-fucking-eight – for at blive inspireret af et show?!

Jeg kan huske, at jeg læste noget om Grateful Dead...jeg var aldrig rigtig et Deadhead, men jeg kunne lide det, de havde gang. Jeg holdt meget af Warren Zevon, og synes at han var vigtig. Nej, betydningsfuld er et bedre ord. Vigtig er....jeg er ked af at sige Justin Bieber, men hvem der nu kan generere pengene er dem, som er vigtige for pladeselskaberne. Betydningsfuld er noget andet....det er Gram Parsons, Van Dyke Parks, Warren Zevon, Levon Helm....

Jeg er meget glad for, at du nævner Warren Zevon. Han var formidabel....

Ja, han var....der er tilsyneladende mange, som ikke kender ham. Men jeg tror måske, at der en en retro-ting i gang omkring ham. Folk, der snubler over Warren...

Lad os håbe det. De er ti år siden han døde i år...

Jesus Christ, ja. Jeg læste hans kones bog, "I'll Sleep When I'm Dead". Jeg har hængt ud med Warren, men ikke så meget som jeg gerne ville have gjort og der er meget, jeg ikke vidste om ham. Som da hans tourmanager siger at "han holdt op med at drikke Wild Turkey...men han var stadig et røvhul!".

Warren og jeg er begge født i Chicago, ligesom Shel Silverstein og Steve Goodman – det kan jeg huske jeg kommenterede, sidst jeg spillede der. Warren havde noget særligt, en særlig gnist. "Velsignet være tændstikken, som tænder flammen", du ved.

Her har du en mand, som var anderledes....og som havde sange, jeg først opdagede efter han var død. En sang som "Johnny Strikes Up the Band". Der er også et eller andet med Levon (Helm, red.). Min ven Larry Campbell, som producerede Levons ting, bragte efter min mening noget frem i ham.....Levon var Levon, men han nåede faktisk ud til en masse unge mennesker uden nogensinde at have et hit. Folk, som så Levon spille og udbrød "mand, det er det der, jeg vil være!". Og det er jo det, vi taler om. Om at inspirere nogen og ikke bare underholde.

Og et eller andet sted taler vi vel også om autenticitet, eller i al fald en forestilling om den....

Hvad angår branchen, så hader jeg pladeselskaber og forlæggere lige så meget som enhver anden. Jeg har også tjent penge på at tage rundt og signere bøger hos kædeboghandlere. Men at signere bøger er ikke det samme som at være forfatter. Det er ikke godt, når du bliver distanceret fra din kunst – sådan som Bob og Willie uundgåeligt er, fordi de er blevet for succesfulde.

Jeg mener, de er relativt glade og tilfredse, men alligevel et helt andet sted end da de skrev deres store ting. Billy Joe Shaver ruller bare derudad, bliver ved med at skrive storartede ting. Men jeg tager hatten af for, at Bob og Willie bliver på landevejen...det er noget. Men det jeg ville sige var:

Hvis nu du gav mig en bunke af dine sange, og jeg fik Steve Earle, Jerry Jeff Walker, Lyle Lovett og Willie til at indspille dem – alle de der Texasfyre, du beundrer – så ville det ikke være en øre værd. Fordi det ikke bliver distribueret af et af de store selskaber, som også kontrollerer radiostationerne.

Med andre ord er det umuligt at vurdere, hvad der et hit i dag. Du kan kalde det americana og have nok så høje tanker om det, men der er ikke noget sted for det. Der er ikke længere plads til en Warren Zevon. Som i virkeligheden var selve hjertet af rock'n'roll, hvilket formentlig også er grunden til at vi godt kan lide ham. Han var musikkens James Dean, eller noget i den stil.

Og hen mod slutningen holdt publikum op med at møde op, promotorerne ville tage røven på ham og aflyse koncerterne. Men der var humor i hans sange, måske som et våben mod falsk moralisme ligesom jeg gør. Måske er det det. Han brugte humoren meget, og hvis du tænker over det, er mange af de her fyre faktisk sjove. Willie er skidesjov privat og har også enkelte sjove sange, men for det meste er hans sange ikke sjove.

Når han står på scenen kan du ikke afgøre, om han er højre- eller venstreorienteret, og som sagt: Selv hvis han indspillede en af mine sange i dag ville det ikke være særligt meget værd. Hvorimod det ville være meget værd, hvis sådan en som hende der Taylor Swift gjorde.

Jeg nævnte Brad Paisley fra scenen på South By Soutwest (texansk branchefestival, red.), fordi jeg kender denne her fyr som har nogle fantastiske sange, og så sagde jeg noget med at vi burde få Brad Paisley til at indspille dem. Og folk buhede. Jeg mener: Brad Paisley, who cares? Jeg har aldrig hørt noget af det, manden har lavet. Du kunne også nævne Toby Keith. Jeg ved ikke noget som helst om det, udover at det er der pengene forsvinder hen.

Peruviansk vandrepulver

Du stoppede selv mere eller mindre med at indspille efter "Under the Double Ego" fra '83. Hvorfor?

Det kom ikke nogen steder. Jeg skulle have fået nogle forbindelser i Vegas eller sådan noget. Jeg spillede hver søndag aften på Lone Star Café i New York. Jeg tog en masse peruviansk vandrepulver, var temmelig desperat og havde brug for at der skulle ske noget nyt. Så jeg begyndte at skrive kriminalromaner.

Og det virkede, for så vidt at jeg har skrevet sytten til dato. Ud af 37 bøger i alt. Men der er også en måde at komme udover de dér problemer med at komme ud....som nu denne her turné: Der kommer mange unge, som ikke var født da sangene blev skrevet. En del ældre.

Der kommer musik-folk, andre kommer på grund af bøgerne, andre igen på grund af det politiske – og det skaber et interessant publikum. Som min ven Jimmy Buffet siger: Hans publikum er alle sammen midaldrende advokater med et ønske om at komme tilbage til gladere tider. Og det er meget værd.

Jeg ville i øvrigt gerne vide, hvordan du mødte Larry Sloman (Larry "Ratso" Sloman er journalist, forfatter og Friedmans sidekick i de semi-selvbiografiske krminalromaner, red.)? Og betragter du ham som din sidekick, eller er det omvendt?

Jeg er jo en to-Ratso-mand....

Ja, der er Washington-Ratso....

.og New York-Ratso, netop. Jeg mener, det startede med at han kom til et show, hvor vi delte plakat med Billy Joel på Max's Kansas City. Det var vores første koncert i New York, og Clive Davis (pladeselskabs-mogul, red.) var der sammen med Billy Joel, som brugte det meste af tiden på at føntørre sit hår ude i omklædningsrummet. Det var det, han lavede.

Men Clive kom hen til mig efter showet og spurgte: "Hvad for et selskab er du på?". Og jeg svarede Vanguard, som var sådan en samler-label, en folklabel. Og han sagde bare "You're gonna be fine. You're gonna do fine. You're are going to make it". Og jeg tænkte, at hvis jeg havde været samme label som Billy Joel og han havde været på mit... så ville det måske være sandt.

Jeg fulgte mit hjerte, sikkert også lidt for meget. Engang skaffede de John Denvers producer til mig, og jeg anede intet om ham. Men managementet arrangerede, at han skulle producere mit andet album (Kinky Friedman fra 1974, red.). Og samtidig sagde Willie: "Leon Russell og jeg vil gerne producere dit andet album".

Hvem ville du vælge? Jeg kørte med Willie og Leon, og vi havde det sjovt og lavede den fucking plade. Og selskabet kunne ikke lide den, så det hev tæppet væk under os og satte en anden mand på sagen. Men....på det tidspunkt var jeg alligevel ved at sakke bagud med det jeg havde gang i.

Men det jeg vil sige er: Grunden til at en død fyr som Warren Zevon kan række ud til du og jeg er noget, Raymond Chandler engang sagde om det at skrive: "Der er næsten ikke noget i litteraturen, som er en skid værd udover det, som står skrevet mellem linierne". Det er det vanskeligste, at skrive mellem linierne.

Vi taler ikke om hitsange; Warren Zevon var jo ikke nogen Alice Cooper eller andre som virkelig slog igennem. Måske slog han aldrig rigtig igennem. Men han er væsentligt mere betydningsfuld end mange af de der skiderikker. Jeg bemærkede, da jeg læste den bog.....ja, vi vender tilbage til Warren igen....den sidste gang jeg så ham var sammen med Billy Bob (Thornton,, red.), da han var døende.

Jeg læste om Jackson Browne, som aldrig har betydet noget særligt for mig, men i sin tid tænkte jeg på ham som en, der virkelig havde klaret den. Han var en stor stjerne i Hollywood, da han skrev sine hits. Og Warren og jeg kæmpede begge. Og i dag synes det at have skiftet; Jackson Browne forekommer ikke specielt vigtig – ikke at jeg ikke kan lide ham eller har noget imod ham.

Jeg siger bare, at der er mange fyre i dag som ham, som simpelthen bare ikke virker særlig signifikante. Det gør de bare ikke. Mens Warren, tror jeg, virkelig er i gang med at blive en rigtig stemme. Det, han forsøgte at gøre. Det minder mig lidt om Blaze Foley....jeg mener ikke behøver at dø for at opnå det.

Billy Joe (Shaver, red.) har jo gjort det, Waylon gjorde det ved at afvise alle de her hædersbevisninger; han ville simpelthen ikke modtage priser. Meget cool idé. Yom Paul Glaser var en anden, en virkelig visionær og meget undervurderet. Tom Paul Glaser fra The Glaser Brothers.

Han var Waylons ven, og min ven...han havde et studie i Nashville, hvor Waylon indspillede "Honkytonk Heroes", Waylons ting med Billy Joe Shaver. Det svarer egentlig til min idé om at "lukke folket ind i politik": At lukke flere stemmer ind i countrymusikken. Som det står nu har vi kun tolv; Jamie Johnson, Brad Paisley...ja, jeg bliver ved med at nævne ham fordi jeg simpelthen ikke kender de andre folk......Blake Shelton, er det sådan, han hedder?

Jeg ved desværre ikke så meget om popcountry-scenen....

Det er der ingen der gør! Folk er ligeglade...folk med en hjerne. Men der er nogen, som køber alt det lort. Og det er problemet, hvis du er ung i dag: Vil du forblive tro mod gutterne fra Texas som Willie og Billy Joe og alt det, eller vil du forsøge at komme til Nashville og få en sang skåret af en af de der.....

Fulde engle

Apropos Blaze Foley, i øvrigt; Lucinda Williams skrev engang en meget fin elegi over ham, som hun kaldte "Drunken Angel"...

"Drunken Angel"?....well, døde mennesker er billige dates. Mange af mine helte er døde, og hvis du ser på musik, politik, litteratur og film i dag er der ikke særligt mange helte. Det er der bare ikke. Indenfor politik er alle de store døde; jeg mener, du ser ikke en Winston Churchill gå rundt i Washington D.C. og det er sikkert det samme her i jeres hovedstad...alle politikerne i dag nedstammer fra Neville Chamberlain.

Musikken som medie burde være noget magisk...og jeg burde ikke blive holdt politisk ansvarlig for fiktive ting, som jeg har skrevet i bøger eller på plader. Det burde ikke blive brugt imod mig, men gøre mig stærkere...men sådan er det ikke.

Tror du, det en amerikansk ting? At det er udtryk for forholdene indenfor amerikansk politik, at det bliver brugt imod dig?

Muligvis. De gør de i al fald; går tilbage og finder et eller andet skørt jeg har lavet.....jeg har skrevet nogle sjove ting, som virkelig ikke gør sig særligt godt i politik.

Et af dine politiske statements, som jeg faktisk ikke helt har forstået, lyder at "Jeg ville stemme på Charlie Sheen frem for Obama i dag....Obama har gjort det samme for økonomien, som undertøjet gjorde for forspil". Hvad mener du med det?

"What pantyhose did for finger-fucking" er det korrekte citat. Fingerfucking er morsomt. Jeg mener, at hans politik har skadet økonomien, men mit syn på det har også udviklet sig: Jeg tror, at opgaven er umulig. Han kan kun være, hvad han kan. Og hvis han tror, at det hjælper at række ud til den muslimske verden, så tager han fejl. Det kommer ikke til at virke med Assad i Syrien.

Og så snart en amerikaner siger "vi kommer efter dem og giver dem deres bekomst" og så ikke gør det....eller siger, at Assad bør gå af, ellers....uden at gøre noget – så holder folk op med at lytte. Og skurkene hører ikke efter Obama, det er alt hvad jeg siger.

Skurkene har givetvis hadet Reagan, eller FDR (Franklin D. Roosevelt, red.) eller Churchill...men de fyre mente det som regel, når de sagde noget. Hvis du ikke mener det, hvis du ikke har tænkt dig at gøre noget....så lad være med at sige det. Hvis jeg selv stiller op, bliver det som demokrat....

Du har ikke besluttet dig endnu?

Nej, jeg skal afgøre det i løbet af maj. Men lad os bare sige det sådan her: Jeg ville ønskede, at Obama var hårdere. Jeg tror, det ville være en fordel for ham. Og jeg tror, at han er ved at forstå det nu....men det er lidt sent i spillet. Jeg mener, at hans rolle som inspirator er vigtigere end hans lovgivning – og sådan troede han nok ikke, at det ville forholde sig.

Han troede, at hvis bare han kunne komme igennem med sundhedsreformen, så ville det være vigtigt. Nuvel, måske er det – måske er det ikke. Hvis du ser på JFK, som var min mand da jeg gik på universitetet....han var grunden til, at jeg sluttede mig til fredskorpset og arbejdede i junglen i Borneo for 11 cents i timen. Og det var det største, jeg og mange andre havde gjort i vores liv.

JFK inspirerede os. Bobby Kennedy også. Det er ikke alle, som kan det. Og jeg tror godt Obama ved, at det er noget han skal arbejde på. Lovgivningen....som Will Rodgers sagde: "De laver love, som udarter til vittigheder og vittigheder, som bliver til love". De er komikere, politikerne. De største komikere i verden.

Optændte lesbiske

Jeg vil gerne igen bevæge mig tilbage til din karrieres tidlige år. I '73 blev du angiveligt angrebet på scenen af en gruppe rasende feminister. Hvad skete der?

Well, det var på University of Buffalo, New York, hvor vi lavede denne her lille feminist-ting da scenen blev angrebet af en gruppe optændte lesbiske. De smadrede vores udstyr, og de var hysteriske – det var ikke morsomt, de var ude af kontrol. De begyndte at slås med The Texas Jewboys (Friedmans band, red.) - og de var ved at vinde.

Politiet på campus blev tilkaldt og eskorterede os væk, midt under koncerten. Senere samme år modtog jeg "Male Chauvinist Pig Award of the Year" fra The National Organisation of Women - en pris, jeg stadig er meget stolt af. Jeg vil i øvrigt gerne indskyde Willie Nelsons råd til mig, da jeg var på vej ind i politik: "Hvis du skal have sex med et dyr, så lad det altid være en hest. Så har du i det mindste et ride home, hvis det viser sig ikke at fungere". Det har hjulpet mig meget – både i politik og i livet.

Du nævnte Chandler, hvis betydning for dit forfatterskab er åbenlys. Men hvilke andre forfattere har inspireret dig?

Jeg kan godt lide Charles Bukowski, han er en af de rigtig gode. Conan Doyle, selvfølgelig (forfatteren til fortællingerne om Sherlock Holmes, red.), og Robert Louis Stevenson. Jeg har læst meget, som jeg har fortrængt....jeg læste en masse på Borneo, for eksempel.

I dag læser jeg fagbøger, og de handler næsten alle sammen om Winston Churchill – af eller om ham. Jeg tror at mange, der ligesom jeg betragter sig selv som misforståede genier, holder af Winston Churchill af en eller anden grund. Måske fordi han selv var et i mange, mange år. Han kom næsten for sent til slagmarken; jeg mener, han var 65 og havde været ude af politik i årtier.

Ingen i England troede på ham eller betragtede ham som andet end en krigsmager. Mens Neville Chamberlain var den mest populære person i Europa i 1938. Som Churchill siger et sted: "History with its flickering lamp stumbles down the trail of the past". Sådan nogle folk har vi ikke i dag.

Hvis du og jeg ville starte et lille band og sagde "hey, let's do it! Vi laver en plade, har et releaseparty, smider den på internettet og ser hvor mange hits vi kan få" kunne vi sagtens gøre det. Talent bærer lønnen i sig selv, og har altid gjort det. Og det er mere sandt end nogensinde. Men du ser ikke.....er du stødt på en Jimi Hendrix derude? Nej, vel? For de er der bare ikke.

Jeg ved ikke, måske tog vi fejl: Måske var James Dean, Gary Cooper, Spencer Tracy og alle de fyre bare average Joes ligesom du og jeg. Måske var de ikke noget særligt. Men jeg tror, de havde en lille smule magi, en lille smule af et eller andet. Jeg siger ikke, at de her unge musikere er kedelige, fordi de holder af alle de rigtige folk. Jeg mener, en fyr som sidder i sine forældres kælder med sin iPad og vil være Willie Nelson...han ved ikke, hvad han skal gøre og han har hjertet på rette sted, han ønsker virkelig at skrive store ting.

Men jeg tror ikke, at den slags motivation er særligt vigtig, bare ønsket om at lave godt arbejde, lyde som Willie eller være som Townes Van Zandt, en romantisk-tragisk figur. Jeg mener, ville du gerne være Hank Williams? Jeg ville. Som jeg ofte har sagt: Jeg vil hellere være en død Gram Parsons end en levende Garth Brooks. Det er der, jeg er. Jeg finder Gram meget mere betydningsfuld, selvom Garth Brooks har tjent mange flere penge.

Nogle af de her skiderikker, som du og jeg aldrig har hørt om – Kenny Chesney, Brad Paisley og så videre – har hver især solgt mange flere plader end Willie Nelson, Hank Williams og Merle Haggard tilsammen. Det er interessant, og det er i øvrigt det samme med bøger. Især i USA, hvor det er tolv mennesker, som skriver alle bøgerne.

Her i Europa er der trods alt et større udbud, flere titler og forfattere. I USA er alt sammen Mary Higgins Clark, Stephen King og hvem der nu er. Men som jeg altid har sagt: Find det, du kan lide og lad det slå dig ihjel. Det er det, jeg forsøger at gøre.

Konkret om Kinky

  • Kinky Friedman er født Richard S. Friedman i november 1944 i Chicago, Illinois.

  • Han debuterede i 1973 med albummet "Sold American", som blandt andet indeholdt de kontroversielle sange "Ride 'em Jewboy" og "Get Your Biscuits in the Oven & Your Buns in the Bed".

  • Debuten blev fulgt op af "Kinky Friedman" (1974) og siden "Lasso From El Paso" (1976), hvor gæster som Eric Clapton, Ron Wood og medlemmer af The Band medvirkede.

  • Turnerede i 1976 i de amerikanske sydstater med Bob Dylans Rolling Thunder Revue, hvorfra flere musikere da også medvirkede på "Lasso From El Paso".

  • Udsendte i '83 "Under the Double Ego", hvorefter han helligede sig en karriere som produktiv klummeskribent og forfatter til en lang række kriminalromaner med en fiktionaliseret udgave af sig selv i hovedrollen

  • Bor skiftevis i New York og Texas, hvor han stillede op til guvernørposten i 2006. Han beslutter i disse uger, om han vil stille op til valget i 2014.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA