Depeche Mode – Holdånden er endelig fundet

Depeche Mode – Holdånden er endelig fundet

Depeche Mode er gået fra at være et vrag af et rock-elskende synth-band, hvis krøllede, lyshårede medlem gik kold under mikserbordet omkring frokosttid, og hvis forsanger blev erklæret død på grund af en heroinoverdosis, til at blive en sober gruppe af midaldrende mænd, der elsker at spille med hinanden.

Denne forvandling har sandsynligvis haft indvirkning på bandets aktiekurs. At musikproduceren Daniel Miller købte Mute Records tilbage (som nu atter synes at være et ægte indie-selskab), har gjort, at guldkalven Depeche Mode i stedet har valgt at signe med Columbia. Intet galt med det. Men Andrew Fletcher forsvarer sig alligevel over telefonen fra New York:

– Vi har ikke rigtig forladt Mute, for Mute er jo Daniel Miller, og han er stadig involveret som vores A&R. Derfor har vi også Mute-logoet på vores cd.

Men albummet er jo udgivet på Columbia?

– Ja, men efter at Daniel forlod EMI, er Mute blevet et ret lille pladeselskab, og vi var bekymrede for, at de ikke ville være store nok til markedsføringen af vores album. Det er en stor udfordring at markedsføre en international release af denne her størrelse. Men Daniel er stadig hos os, så vi mener stadig, vi er på Mute. Det er en smule kompliceret og besværligt at forklare. Det her er den korte og hurtige version.

Minimalistisk og muskuløs lyd

Det svar rækker også. For egentlig spiller pladeselskabet slet ikke nogen rolle. Depeche Mode viser nemlig på sit nye album, at viljen til at lave musik sammen stadig findes – måske endda stærkere end nogensinde før. Det handler, som titlen Delta Machine afslører, om blues, gospel, analoge synths og Dave Gahans stemme. Det lyder kort og godt som Depeche Mode. Men det lyder samtidig stærkere end det sidste album, Sounds Of The Universe. Det lyder friskere, mere direkte og krævende.

– Det er en meget god beskrivelse faktisk. Det er også et album, hvor vores sange er perfekte at spille live. Der findes ret mange numre på Sounds Of The Universe, som ikke fungerede live. De var gode på et album, men ikke særlig gode live. Sådan er det ikke denne gang, hele albummet lyder virkelig godt live.

Det burde Andy Fletcher om nogen vide, han tager nemlig en kort pause fra live-prøverne for at tale med GAFFA. Bandet arbejder i øjeblikket på højtryk for at omsætte albummets materiale til et velfungerende liveset. Anledningen til, han er så tilfreds med numrene er, at de er minimalistiske.

– Vi ville lave noget minimalt, og med det mener jeg ikke minimalistisk techno. Snarere noget som er mere afpillet, hvor der kun sker nogle få ting samtidigt. Vi er lykkedes med det, samtidig med, at det også lyder muskuløst.

Er det svært at vælge hvilke sange, som skal indgå i jeres livesæt? I har jo efterhånden et par stykker at vælge imellem.


– Det er et mareridt. Vi har så ufattelig mange numre, 200 eller flere. Jeg har faktisk ikke tal på det længere. Til den kommende turné har vi presset 31 stykker ind, og det er ret meget for os. Tanken er, at vi skal bytte de sange ud, som vi spiller mest.

Oftest ligner jeres koncerter jo ellers hinanden ret meget når det gælder sætlisten?

– Ja, der er jo en del programmering og sådan noget, som ikke tillader alt for mange ændringer fra aften til aften. Men nu vil vi altså variere os lidt mere end hvad vi plejer.

Er I enige om, hvilke sange som skal indgå i koncerterne?

– Jeg er faktisk ret overrasket over, hvor enige vi har været under hele indspilningen af albummet, og også nu når vi øver. Men selvfølgelig trækker vi i forskellige retninger; jeg er poppet, Martin kan bedst lide de sære numre og Dave plejede at være mere til det rockede. Nu har han nærmet sig midten igen. Så ja, vi har forskellige favoritter, men jeg synes vi er nået frem til en god sætliste.

Den utænkelige tredje sangskriver

Delta Machine bidrager Dave Gahan med tre numre og yderligere et par stykker på ekstramaterialet på limited edition udgaven. Det, som var en stor nyhed og overraskelse for nogle år siden, er nu gået hen og blevet Depeche-hverdag. Det er ikke længere noget særligt, at det ikke kun er Martin Gores sange, som findes på albummene. Men at håbe på numre skrevet af det tredje medlem er dog helt utænkeligt:

Har du nogensinde tænkt på at skrive sange?

– Nej

Aldrig?

– Nej. Aldrig. Forestil dig min situation. Jeg startede min karriere i et band, hvor to af Storbritanniens bedste sangskrivere gennem de sidste 35 år har været med; Vince Clarke og Martin Gore. Jeg kan ikke skrive sange på det niveau. Det er heller ikke min rolle i bandet. Dave begyndte at skrive sange for et par år siden, og han bliver bare bedre og bedre. Men nej, ikke mig. Jeg er glad for at have mange mennesker omkring mig, som er utrolige dygtige sangskrivere, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville være en god én.

Hvad er så din rolle i bandet?

– Vi arbejder som et team i studiet og diskuterer, hvordan det går med de forskellige numre.  Hvorvidt den skal fortsætte ud af samme vej, eller om den skal tage en ny retning. Depeche Mode anno 2013 er ikke et band, hvor hver enkelt bandmedlem går ind og gør sin ting, og derefter forlader studiet. Vi er et kollektiv og deler rollerne imellem os.

Var der mindre holdånd før?

– Vi har altid været i studiet sammen, men selvfølgelig. Under tidligere albumindspilninger var vi måske ikke ligeså meget et hold som vi er nu.

Ingen kommercielle strategier

Netop som et team har Depeche Mode fremskåret et album med rigtig meget blues-følelse, og som samtidig aldrig efterlader nogen tvivl om, hvem ophavsmanden er. Efter 33 år sammen har Depeche Mode naturligvis fået en ret udpræget og genkendelig lyd, uanset producer eller sangskriver. Albummet begynder med den rytme-stærke Welcome To My World, hvor bandet forkynder at alle "drama queens are gone". Måske en tekstlinje, der refererer til bandets nye team- og samarbejde i studiet? Efter 13 numre er det "Goodbye" i en sang, som lugter svagt af Personal Jesus og I Feel You, med sine steel-guitarer og western-følelse.

I har en elegant rækkefølge af numrene, som begynder med en velkomst og slutter med en afsked. Hvor meget diskuterer i rækkefølgen af sangene på albummene?

– Det er svært at lave en rækkefølge for sangene. Den her gang har vi faktisk overladt det til producer Ben Hillier. Første og sidste nummer var selvfølgelig givet på forhånd, men vi flyttede en del rundt på de andre, før vi besluttede os definitivt.

Har du nogen personlig favorit?


– Jeg synes som sagt, hele albummet er utroligt stærkt og live-venligt. Men skal jeg fremhæve nogle numre, så er mine favoritter nok Alone, som er dramatisk og mørk. Jeg er også ret vild med Daves Secret To The End, den har et godt omkvæd. En tredje favorit er Soft Touch, Raw Nerve, som har virkelig meget energi, og er en perfekt popsang på lige lidt over tre minutter.

Som første single faldt valget på Heaven. Andrew mener, at valget indgår i en strategi, som har eksisteret i bandets historie længe.

- Vi spekulerer aldrig i, hvad der er kommercielt bedst med singlerne. Vi vælger dem, vi synes bedst om, og som repræsenterer albummet på bedste vis. Heaven har en rigtig god stemning i sig.

En stemning, der kan beskrives som blues. Det er netop blues-lyden, albummets titel kommer fra:

– Det var vist Martin, som fandt på den. Den passer rigtig godt; maskiner og blues. Jeg kiggede lidt rundt inde på DM-forummet og blev lidt overrasket, for vores fans ser ud til at synes godt om titlen. Det plejer de ellers aldrig at gøre.

Så du hænger ud på DM-forummet?

– Jeg forsøger ikke at gøre det for ofte, for vores fans ved nærmest mere om os, end vi selv gør, og det føles ret mærkeligt. Men selvfølgelig kigger jeg derind en gang i mellem.

Hvordan føles det, når australske fans står ude foran studiet i Santa Barbara?

– Det er fedt! Der er jo ikke vildt mange mennesker. Vi er heldige, fordi vi ikke er kendisser, men popstjerner. Umiddelbart kan vi leve et ret normalt liv, og vores fans er altid søde.

Hvordan har I det med, at I skal ud på turné nu her?

– Koncerterne er altid fede, og vi ser alle sammen virkelig frem mod at komme ud og begynde at spille. Vi har tilbragt et helt år i studiet, og nu vil vi bare gerne ud og spille materialet.

Er turneerne altid sjove?

– Ja, men rejserne er hårde. Det bliver hårdere, jo ældre vi bliver. Men i dag sørger vi for at passe godt på os selv og hinanden, og er ikke lige så vilde, som vi var tidligere. Det har også gjort vores koncerter bedre, og vi ser virkelig frem til at møde vores fans i hele verden.


Fletchers favoritter:
Andrew Fletchers eget favoritalbum ud af Depeche Mode-kataloget er Black Celebration fra 1986.

– Den og så Violator er mine favoritter. Violator er det perfekte album. Samtidig er Black Celebration den, som ligger mit hjerte mest nær. Vi fik ingen store hits med den, men hele albummet har en rigtig god lyd, og alle numre var charmerende. Martins sangskrivning dengang var virkelig ekstraordinær. Jeg ved, at mange Depeche-fans kommer til at sidde og lede efter referencer bagud i tiden med den nye plade, og det er dét, jeg synes, er så herligt med vores fans.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA