The National – Himlen over Berlin

The National – Himlen over Berlin

Velankommet til bydelen Friedrichshain, et stenkast fra Kreuzberg og East side Gallery; den sidste bevarede del af den historiske og forkætrede Berlinmur er der tonet rent flag. Klokken nærmer sig midnat, og på facaden af hotellet hænger et stort banner med teksten "Trouble Will Find Me", som også er titlen på The Nationals aktuelle sjette album. Ved et hurtigt kig ind af vinduet kan det hurtigt konstateres, at der er fest på etablissementet. Der er godt med folk, musikken banker ud af højttalerne, og interiøret er en blanding af flydersofaer, spraglede lys og en indbydende to-længet bar. Jeg råber vantro til dørmanden – for at overdøve de dunkende rytmer – om jeg er kommet til hotellet. "Jo, jo, helt sikkert", bliver jeg betroet og guidet hen til receptionen. Gennem et par lokale venner får jeg efterfølgende bekræftet, at Michelberger er nogenlunde så hipt, som det bliver i Berlin for tiden. Uden at dette skal være en "advitorial", kan der rapporteres om sjældent god behandling, og Flensburger Pilsner til 2,80€ i baren. Lige til at klare, selv for en skriverkarl.

Og så stod der "The National" på alt. Fra plakater og opslag på væggene, til videoer, interviews og filmklip på de mange tv-skærme, som automatisk poppede op, når man tændte for fjernsynet på hotellets værelser. Toppen af kransekagen var bandets intime udendørs live-koncert i hotellets lille baggård den følgende aften. Godt man havde husket sin jakke, for foråret lod vente på sig, men der var hverken regn eller sne over Tysklands hovedstad den aften. Gode rammer og god stemning – også i det officielle interview, som fandt sted i et vaskeægte bandrum på hotellet. Med seks køjesenge, langbord og mini-køkken

Aaron (Dessner, guitar, kompositioner, red.): – Vi kender dem, der ejer hotellet og har været her en del. Faktisk har vi indspillet nogle ting til den nye plade her på hotellet. Så det er lidt som en base. Vi kan lide at være her, og vi føler os hjemme.

Lind strøm af ord
Et udsagn, der matcher indtrykket. I hotellets restaurant kunne man løbende spotte bandmedlemmer med koner og kærester, og bortset fra forsanger Matt Berninger befandt resten af bandet sig længe og vel i baren efter koncerten, i snak med fans, GAFFA og andet godtfolk, hvor blandt andre den lune og underspillede trommeslager Bryan Devendorf holdt ud til den lyse morgen. Men nu er anledningen til al virakken trods alt musik og ikke de Pink Rabbits cocktails, der befandt sig på drinkkortet, som dog ikke desto mindre er en titel på "Trouble Will Find Me". Et album, der er The National, som man kender dem: mørkt, dragende og intenst, og så med et sandt bombardement af et tekstunivers, hvor Matt Berningers karakteristiske baryton givet kommer på overarbejde, når de talrige strofer skal erindres fra scenekanten.

Matt (Berninger, vokal og tekster, red.): – Ha, ha ja, det kan du have ret i, det bliver lidt af en opgave, for jeg har ikke en særlig god hukommelse. Jeg ved ikke, hvad der skete med mig på denne her plade. Normalt fokuserer jeg på at holde ordene enkle og begrænsede, men ikke denne gang. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe mig selv, men jeg må sige, at jeg har nydt processen mere end nogensinde.

Som altid hos The National og Matt Berninger stikker teksterne dybt og kredser ikke kun om tilværelsens lyksaligheder. For eksempel synger han på det nye albums åbningsnummer "I Should Live In Salt": "I'm going through an akward phase", til hvilket Aaron lakonisk kommenterer: "Han har altid befundet sig i en akavet fase". På det aktuelle album kommer man både bredt omkring og dybt ind, og stifter blandt andet bekendtskab med navngivne personer som Joe, Davy, Jenny og Jennifer. Måske tættere end nogensinde på sangskriveren, der er kendt for såvel sine ofte dystre skildringer som sin humoristiske sans.

Matt: – Der er altid de mørke sider, som er en del af tilværelsen, der ofte kommer under behandling. Langt fra alt er selvbiografiske betragtninger, men alt bunder selvfølgelig i en form for emotionel tilstand, jeg selv kan referere til. Mange karakterer er opdigtede, men rummer både mig selv og mange andre mennesker. Jeg synes det at navngive kan gøre, at man føler sig forbundet til teksterne på en anden måde, fiktive eller ej. Min bedste vens kone hedder i øvrigt Jennifer, og en dag kom han hen til mig og sagde: "Hvordan kan det være, at du skriver så mange sange om min kone?"

Oh well whatever nevermind
Den efterfølgende latter illustrerer fint, at nok er Matt Berninger en alvorlig og dybsindig mand, men humoren og evnen til at servere punchlines fejler ikke noget. Det er i det hele taget lidt af en rejse at gå på opdagelse i hans tekstunivers, ikke mindst på "Trouble Will Find Me", hvor værker som "Nevermind" (Nirvana) og "Let It Be" (Beatles) bliver "namedroppet" på nummeret "Don't Swallow The Cap".

Scott (Devendorf, bas): – Det er bands og plader, vi alle sammen elsker, men samtidigt er det også fraser, der kan gå begge veje, som "det er lige meget", "bare lad det være", og så er det en sjov, indirekte måde at hylde artisterne på.

Matt: – Og midt i storheden er der også en stærk tristhed over begge titler. "Let It Be" var den sidste udgivelse fra The Beatles, og vi ved jo alle sammen, hvordan det gik med Kurt Cobain. Det var ikke min oprindelige plan, men jeg endte med at referere til flere artister, jeg elsker, som for eksempel Morrisseys "Bona Drag". Jeg respekterer ham som en mand, der står ved sine overbevisninger, som er meget stærke. Jeg er ikke selv vegetar, men har respekt for en mand, der står så stærkt på sine holdninger, at han kan få en hel festival til at være vegetarisk. En anden artist, der har inspireret mig enormt meget denne gang, har været Roy Orbison, som skrev de skæveste og mærkeligste sange, men stadig inden for en popstruktur.

Balance og accept

På "Trouble Will Find Me" bliver der både gået til stålet omkring dæmoner, døden og besættelser, men samtidig fornemmer man også en ro og en afklarethed, der brænder igennem.

Scott: – Det føles, som om vi ikke længere behøver at skulle ud og bevise os selv. Tingene er kommet til et niveau, hvor vi har et ret stort publikum, som kender os, og sætter pris på hvem vi er. Det har givet en ny form for ro og glæde, og jeg oplever det som om, at det har styrket vores interne kemi og vel også givet en ny form for selvtillid. Du ved, vi har spillet koncerter i starten, hvor der ikke kom et øje, og nu har vi optrådt på Hollywood Bowl, Glastonbury, Roskilde og mange andre fantastiske steder. Det er noget, vi værdsætter, og jeg føler, at vi befinder os et rigtigt godt sted i dag. Meget skyldes kvalitet og hårdt arbejde, vil jeg tro, men man skal heller ikke undervurdere et begreb som held!

Aaron: – Tingene har udviklet sig på en slags undergrunds-, græsrodsniveau, fra mund-til-mund, hvor gradvist flere har taget bandet til sig.

Og så har I jo også leveret nogle hits efterhånden som "Fake Empire" og "Bloodbuzz Ohio"…


Aaron: – Jeg ved ikke, om jeg vil kalde dem hits, men det virker som om, der er enkelte sange på de forskellige plader, der opnår en slags hymne-agtig kvalitet.

Jeg vil kalde "Bloodbuzz Ohio" et hit, jeg hørte den for eksempel i radioen i går, tre år efter at den udkom.


Aaron: – Godt, ja, måske. Det er en slags nostalgisk kærlighedserklæring til den stat, vi oprindeligt kommer fra, og den hårde medfart mange familier og virksomheder har haft gennem de senere år. Ikke mindst efter at finanskrisen har hærget, det har været lidt af et "bloodbuzz".

På håndtryk med præsidenten
Og så er der "Fake Empire", som en vis person har brugt i sin valgkamp.

Scott: – Ja, de brugte en instrumental version i Obamas første kampagne, det var en stor ære.

Aaron: – Vi ønskede egentlig ikke at være et politisk band, men George W. Bush gjorde os til et politisk band.

Scott: – Der er mange ting, der kunne være bedre, men embedets forpligtigelser og navigationsmuligheder taget i betragtning synes jeg, at Obama gør det imponerende. Vi har spillet til, og støttet ham i begge præsidentvalg, og har mødt ham ved begge lejligheder. Det har været store øjeblikke, det skal jeg ikke lægge skjul på.

Matt: – Han er en virkelig sød mand, men jeg lagde mærke til, at han kaldte os The Nationals. Så hånden på hjertet, jeg tror ikke, han har vores musik i fast rotation i højttalerne i det ovale kontor.  

Det er der så til gengæld mange andre, der har hjemme i stuerne, og den gode nyhed er, at vi måske kan tage hele herligheden med os, selv efter vores jordiske rester er historie. For som sangeren konkluderer i "Heavenfaced", så vil vi "all arrive in heaven alive".

Matt: – Jeg har tænkt meget på, hvad der mon sker, når vi dør, det er et gennemgående tema på albummet. Det er ikke fordi, jeg tror på begreber som himmel og helvede og alt det der, men nu hvor jeg selv er blevet far til en datter, kan jeg se, hvordan vi lever videre i vores børns og andres bevidsthed, og at det er det, som er vores himmel. Så selvom vi ikke længere eksisterer rent fysisk, er det de alle de andre mennesker, som overlever os, der bærer os videre og giver os et liv efter døden. Det er en trøstende tanke, og jeg kan lide den idé.

Jeg drikker for meget vin

Matt, jeg skal hilse fra vores webredaktør, som er lidt bekymret for dit helbred. Han har set The National tre gange, og ved alle koncerter har du drukket en hel flaske vin på scenen. På "High Violet" turnerede I i 22 måneder, og hvis de forædlede druer også glider ned uden for scenen i samme tempo, så kan det blive til en del flasker i længden. I har også behandlet emnet i sangen "All The Wine". Har vi et problem her?

– Well, hils din kollega mange gange og sig tusind tak for omsorgen. Jeg har ikke et godt svar, og min kone har pointeret det samme. Det er rigtigt, jeg kan godt lide vin, nogle gange måske lidt for godt, og ja, jeg drikker for meget vin. Men det, du ser på scenen, er den værste side af mig. Det er lidt for at komme den værste sceneskræk til livs, men ellers tager jeg det i det store og hele relativt stille og roligt. Faktisk er jeg ret sikkert den i bandet, som er mindst rock'n'roll, hvad det angår, og efter en god koncert har jeg det bedst med at slappe af, få en snak med et par gode folk og så relativt hurtigt hoppe i seng på hotellet – vel at mærke uden at tømme minibaren.


Vi mødtes i Amager Bio

Skandinavien – i særlig grad Danmark – og The National har lidt en gensidig romance. Når man snakker med de enkelte medlemmer om Danmark, kommer det store smil frem, og alle er på fornavn med spillesteder som Loppen og Vega og festivaler som Roskilde og Skanderborg. Her i 2013 vender de amerikanske melankolikere tilbage til Roskilde Festival, hvor de seneste triumferede i 2010, og i år som hovednavn på Orange Scene. Eneste klausul fra bandet har været ikke at spille samme dag som Rihanna, da optrædener fra den form for superstjerner, som Aaron udtrykker det, "kan gøre backstageområdet til et mærkeligt sted". Ud over det gæster de Forum til november, og i skrivende stund bliver der arbejdet i korridorerne om yderligere en særlig optræden på dansk grund i mere intime rammer. Relationerne og båndene er mange, helt konkret for guitaristen og komponisten, der er gift med danske Stine og hvis fælles barn, Ingrid, er i besiddelse af et dansk pas.

Aaron: – Vi mødtes først i Amager Bio, da vi spillede tilbage i 2007. Vi holdt kontakten og mødtes senere igen i Vega, og i dag er vi gift, bor sammen i Brooklyn – hvor Stine er ved at blive færdiguddannet som sygeplejerske. Og vi har en 18 måneder gammel datter sammen. Så jeg har Danmark tæt inde på livet og er meget glad for landet. Vi har for eksempel tilbragt meget tid i sommerhus i Tisvildeleje, hvor i øvrigt ikke så lidt af "High Violet" er skrevet, og også noget af den nye plade. Selvom man ikke altid kan regne med det danske sommervejr, er det et skønt sted.

Der er langt fra Ohio og Brooklyn til Tisvilde. Hvordan ser du som amerikaner på os danskere?

Aaron: – Jeg ved godt, at I har højt medicinforbrug, depressioner og triste selvmordsstatistikker, men det er ikke den danske virkelighed, jeg har oplevet gennem nu i snart en længere årrække. Jeg ser jer som pragmatiske og effektive, et åbent, ærligt og interesseret folkefærd, hvor der ikke hersker de afstande og fordomme mod andre mennesker og specielle befolkningsgrupper, som jeg ofte oplever i USA. Jeg ser jer som et arbejdende, socialt demokrati. Som musiker i The National er Danmark et af de bedste steder at spille, hvor publikum er opmærksomme og entusiastiske. Det er altid en fornøjelse at komme til Danmark. Der er en særlig forbindelse, og det gælder også resten af Skandinavien. Min svoger er nordmand, og båndene til Sverige er også tætte.

Tre brødrepar
Rockhistorien er rig på brødre i samme band, men ikke alle behøver at være hund og kat som for eksempel i relationen mellem Liam og Noel Gallagher i Oasis. The National kan byde på hele to af slagsen, og da forsanger Matt Berningers yngre bror Tom joinede turneen, først som crew og efterfølgende som filminstruktør, var der pludselige tre brødrepar sammen på landevejen. Rytmesektionen håndteres af brødrene Scott og Bryan Devendorf på bas og trommer, hvor de mange guitar- og keyboardroller varetages af de enæggede tvillinger Aaron og Bryce Dessner. Blodets bånd er som bekendt ofte det stærkeste, men gammel rangorden etableret tilbage i barndommen kan også forhindre kreativiteten i at udfolde sig frit. Men ikke i tilfældet The National, hvis man spørger dem selv. Hør bare storebror på bas:

Scott: – Jeg ser det næsten udelukkende som en stor fordel. Vi kender hinanden indgående, er alle vokset op og har gået i skole sammen, har været i andre bands på kryds og tværs, og har en masse fælles referencer, et internt sprog, og en indforstået humor, som er helt vores egen. Vi respekterer hinanden og kender hinandens baggrund, udvikling og relationer. Jeg synes, det er et godt udgangspunkt for at skabe musik og spille i band sammen.

Aaron: – Hvis jeg spiller noget på guitaren, kan jeg kigge på Bryces fingre, og han spiller præcis det samme, nogle gange er det næsten som at kigge i et spejl (også rent fysisk, red.), det kan være som et spil. Så er der så meget andet end musik, der binder os sammen. Vi har været fans af de samme sportsklubber, er stødt på de samme piger og har haft – og har fortsat – en masse fælles venner.

Men som et helt nyt krydderi i den musikalske familiesaga fik The National selskab af Matts ni år yngre bror Tom på bandets sidste turné.

Aaron: – Det var sindssygt sjovt, Matt og Tom er som dag og nat. Matt er høj og tynd, og Tom er lav og bred, og rent musikalsk ligger de langt fra hinanden. Tom er lidt som en arbejdsløs, patetisk version af Matt. Han har ikke noget forhold til alternativ musik, han er heavy metal-freak og vild med horrorfilm og meget charmerende. Vi tog ham med på tur i crewet. Men det fungerede sgu ikke rigtigt, så vi blev nødt til at fyre ham, men han havde taget et kamera med og blev hængende. Det er så nu blevet til dokumentarfilmen "Mistaken For Strangers" (som sangen fra Boxer, red.). Det handler om os, men er også rigtig meget en selvbiografisk, humoristisk sag om en fyr, der er med på tur og forsøger at skyde en film om det. Det er som en komedie, en brødre-historie, fortæller guitaristen med et tydeligt grin, der ikke kan holdes tilbage.

Storebroren i omtalte familie kan heller ikke lade være med at trække på smilebåndet, når talen falder på den tilsyneladende ret muntre benjamin Tom.

Matt: – Jeg elsker min bror, men vi er meget forskellige. Vi er ikke ligefrem som to dråber vand, hverken fysisk eller psykisk. I perioder har vi ikke set hinanden så meget, jeg er meget ældre end ham, og da jeg flyttede på college, gik han i de lave klasser, og jeg vendte aldrig hjem igen. Men det var skønt at have ham med på tur, selvom alt langtfra gik som planlagt. En god måde for os to at være sammen på igen som voksne mennesker. Men når du ser filmen, vil du forstå, at det var både fedt og forfærdeligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA