x

Reportage: Dus med Dissing


Reportage: Dus med Dissing


Egentlig var meningen blot, at jeg skulle interviewe Povl Dissing, hjem og spise og så til koncert om aftenen. Interviewet var sat til klokken 16 i det genopståede Stakladen i Aarhus, men det hele tog en ret uventet drejning, og jeg endte med at hænge ud med Dissing og bandet indtil midnat. Derfor blev interviewet også lidt flyvsk. og der blev snakket om mange andre ting end dem, der lige var planlagt. Jeg vil gerne dele med min dag med Dissing med jer, for det var en af de dage, jeg som musikelsker aldrig glemmer, så denne reportage bliver skrevet i nutid (for så kan I også føle, at I er lidt med).

Omkring klokken 16
Jeg ankommer til Stakladen. Bandet er i fuld gang med at stille op. Et band som tæller trubadurens to sønner, Rasmus og Jonas på henholdsvis keyboard og guitar, Jesper Elnegaard på trommer, Dan Hemmer på hammondorgel, Nikolai Storr på bas og sidst, men ikke mindst, Las Nissen på guitar. Jeg hilser rundt og får en hurtig snak med Jonas. Han siger, at Povl vil tage en taxa og være her klokken 16. De bor på hotel ved havnen og skal videre i morgen til Odense, hvor de spiller to dage i træk, og den korte turné sluttes af med en udsolgt aften i Koncerthuset i København.

Omme bagved scenen støder jeg på Dissings anden søn, Rasmus, og jeg spørger, om han har hørt fra sin far. Klokken er efterhånden mere end det aftalte tidspunkt (bare han nu ikke har glemt det!). Rasmus har ikke hørt noget og tilbyder at ringe til faren, men vi kan straks efter se en taxa, der standser foran Stakladen. Det er ham. Med signaturhat og skuldertaske kommer han gående ind og hilser rundt. Jeg præsenterer mig, og han hilser ualmindeligt venligt. En venlighed som er kendetegnende for hele familien Dissing. Ja, faktisk hele bandet. Jeg komplimenterer ham for gårsdagens premierekoncert i Aalborg, som jeg med stor glæde overværerede.

Eftermiddagen har stadig sol at give af, så vi sætter os ud på en bænk med kaffe i papkrus og får en halvanden times snak, som kommer til at handle om alt muligt andet end det, jeg havde forberedt. Det bliver ikke så meget et interview, men nærmere en samtale, for Dissing er også interesseret i at høre, hvad jeg har at sige. Vi taler om teksttroldmanden Laus Bengtsson, som var ophavsmand til nogle af de bedste tekster i dansk musikhistorie. De fik ben at gå på i form af albummet "Nøgne Øjne" (1969), hvor Dissing og Benny Holst lavede musikken. Det er tidløst på en magisk måde, hvilket også bevises senere på scenen, hvor fire af de otte sange fra "Nøgne Øjne" får nyt liv. Her er ikke tale om en genoplivning. Nærmere en genfødsel i ny indpakning.

Povl Dissing fortæller, hvor glad han er for, at nogle liveoptagelser fra efterårets turné fornylig er blevet udgivet. Jeg siger, at jeg synes, det er dejligt, at der med de nye indpakninger, er blevet mulighed for at finde nye sange i sangene. De fremstår nye, selvom de alle har mange år i bagagen.

Jeg siger, at en af mine absolutte favoritsange er "Jeg gør dig rig igen", som dagen forinden var tæt på at give mig tårer i øjnene ved koncerten i Aalborg. Vi taler lidt om sangen og kommer også ind på Danmarks nationalsang, "Svantes Lykkelige Dag", som også er at finde på aftenens sætliste. Selvfølgelig i en lidt omarrangeret udgave, men jeg spørger alligevel Dissing, om han aldrig har været træt af den. "Jeg har altid haft et godt forhold til den sang. Det er sådan en god tekst og en fin melodi". Jeg nikker. Det kan jeg jo egentlig kun give ham ret i. En Dissing-koncert uden "Svantes Lykkelige Dag" vil nok ikke være helt så – lykkelig.

Lydprøve

Vi bliver afbrudt af, at Dissing Senior skal ind og lave lydprøve. Der er stillet op, og bandet har allerede været i gang med at spille sig varme. Pawloz (som han bliver kaldt) sætter sig ved mikrofonen og laver nogle halvgymnastiske øvelser for at få kroppen i gang. Lyden skal indstilles, og der bliver ivrigt diskuteret bandmedlemmerne imellem, mens mesteren holder sig lidt tilbage. Han trykker på speederen, når han er på, og "Solopgang" bliver leveret lige så inderligt som senere, hvor der er publikum. Det viser noget om mandens ægthed. Las Nissen foreslår, at de spiller sig igennem "Lykkelænder", for den har de snakket om at sætte lidt op i tempo, men Pawloz stopper den efter første vers. Det går for hurtigt. Det eneste nye tiltag på sætlisten i forhold til efterårets koncerter er "Hymne Til Natten", som bliver spillet helt igennem.

Efter lydprøven får jeg igen en kort sludder med Dissings søn Jonas. Vi taler blandt andet om guitarer. Jeg er forholdsvis nybegynder på instrumentet og får lov til at prøve en af hans akustiske af slagsen. Den lyder sjovt nok noget dejligere, end den jeg har stående derhjemme. I det samme kommer Povl Dissing ud fra det beskedne backstageområde og spørger, om det er i aften, jeg skal have min debut på scenen. Det ville næppe være klogt, siger jeg, og vi griner.

Til spisning
På dette tidspunkt har jeg egentlig affundet mig med, at audiensen er slut og er klar til at vende snuden hjemad for at få en bid mad inden koncerten om nogle timer. Pawloz spørger så, om jeg ikke har lyst til at spise med. Jeg takker naturligvis ja tak til tilbuddet om at sidde til bords med ham og bandet. Hele stemningen er enormt afslappet. Der bliver drukket lidt vin og hyggesnakket. Las Nissen spørger efter maden, om nogen vil med over i kiosken. Han skal have tobak. Min sidemand, Pawloz, taler lidt om Aarhus og nogle af de utallige gange, han efterhånden har spillet her. Han tager flasken med rødvin med, og trækker sig tilbage til backstage. Jeg bliver siddende med Jonas og diskuterer en af vores fælles-passioner, Bob Dylan. Han fortæller også, at han for nylig også har opdaget, hvor god Nick Cave er. Det kan jeg kun give ham ret i. Rasmus Dissing kører med i snakken. En mand kommer og spørger på engelsk, hvornår koncerten er, og hvad det er for noget musik, der skal spilles. Brødrene svarer høfligt, men jeg ser ikke manden senere til koncerten.

Vi går ovenpå og igennem lokalet, hvor drengene om ikke så længe skal spille op til fordybelse og dans. Backstage møder jeg Pawloz, og vi snakker lidt frem og tilbage. Blandt andet om guitarspil og de satans barré-akkorder, jeg er i gang med at lære. Vi snakker også om Holger Drachmann og den tekst, Dissing har sat musik til. "Improvisation Ombord". Jeg spørger om akkorderne til "Hør Nu Tuder Blæsten", og Dissing viser mig med lidt luftguitar de fire simple akkorder til sangen.

Janitshar Jesper Elnegaard kommer ind og siger, at publikum er på plads. Jeg kigger på uret og opdager, at der faktisk kun er få minutter til, at d'herrer skal på scenen. Jeg ønsker knæk og bræk og går ud i koncertlokalet. Koncerten er fabelagtig, og især afslutningen med "Hymne Til Natten" gør stort indtryk på mig. Efter endt koncert venter jeg lidt og går så om bagved for at sige tak for koncerten. Der er nogle få gæster på besøg. Jeg trykker Pawloz i hånden og takker for en fremragende koncert. Han synes også selv, det gik godt og sidder veltilfreds med en kold øl ved bordet, hvor der senere bliver indtaget smørrebrød. Jeg sætter mig, og vi taler lidt om løst og fast.

Afviklerne af koncerten, nogle søde unge piger, hjælper bandet med at pakke sammen. Pawloz kommer med dagens replik, da han fortæller om dengang, han spurgte Benny Andersen: "Hvornår slutter det der med at kigge efter pigerne?" – hvortil Benny Andersen svarede: "Det slutter aldrig!"

Omkring midnat siger vi farvel på parkeringspladsen, omkring otte timer efter, vi trykkede hånd første gang. Bandbussen er klar til afgang, og Pawloz putter det seneste nummer af GAFFA i tasken. Han har tidligere på aftenen sagt, at han godt kunne tænke sig et abonnement på bladet, som han har svært ved at få fat i, fordi han bor et lidt upraktisk sted.

Povl Dissing er stadig meget flittigt turnerende, og hans tourplan kan ses her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA