x

Mark Knopfler og Emmylou Harris – Tea for Two

Mark Knopfler og Emmylou Harris – Tea for Two

Nedenfor følger den fulde version af artiklen, der findes i en let forkortet version i GAFFAs majnummer

Ikke siden Andy Warhols paryksamling har man kunnet opleve så meget gråt hår samlet ét sted som hos Mark Knopfler og Emmylou Harris, der her rundt regnet 30 år inde i to bemærkelsesværdige karrierer udsender et klassisk duetalbum.

Inde på hotelværelset tuller de to ikoner rundt om en skænk udstyret med diverse drikke, men det er kun teen, der trækker, og det er da også den varme engelske nationaldrik, som de to har lyst til at snakke om, selvom de er her for at sælge deres nye duetalbum "All The Roadrunning", mere om det senere. Mark indleder:

– Den værste kop te, jeg nogensinde har fået skænket, var faktisk lavet af Chet Atkins (guitarlegende, red.). Emmylou griner og tilføjer, at det nærmest er umuligt at få en ordentlig kop te hjemme i Amerika, for der får man vandet i en kop, og så vil folk derefter have, at man putter sit tebrev ned i vandet, der selvfølgelig er blevet alt for koldt, men man skal jo først putte brevet i koppen og derefter hælde kogende vand over, det ved enhver! Slår hun fast med et bebrejdende blik hen imod GAFFAs udsendte, der smiler og nikker det bedste, han har lært.

Countrysangerinden og guitarsvingeren forsætter deres indbyrdes small talk, og på dette tidspunkt overvejer den udsendte, om det ville være uhøfligt at afbryde de kære gamle to. For det første er det respektable ældre mennesker, vi har med at gøre, og for det andet har Mark Knopfler et ry for at kunne blive direkte tvær i interviewsituationer, og der er vel ingen grund til at irritere ham, inden vi overhovedet er gået i gang.

– Jeg var engang inde på en amerikansk restaurant, der specialiserede sig i te, fortæller Emmylou, og der fik jeg serveret noget, der mindede om en balje vand med et lillebitte tebrev i, det var ynkeligt.

Er det i orden, hvis jeg afbryder jer, så vi kan komme i gang med interviewet?
– Det er okay, du begynder bare, svarer Mark smilende.
I så fald, lad os begynde med begyndelsen, hvornår mødtes I første gang?
– Det var faktisk til et tv-program, der hyldede Chet Atkins i starten af 80’erne, måske var det helt op i ’84, kan du huske det, Mark?

– Nej, jeg er skrækkelig til at huske årstal, men Everly Brothers var der og Willie Nelson. Og jeg kan huske, at jeg blev helt forblændet af Emmylou.
– Derefter plejede vi at besøge hinanden, enten når jeg var i England, eller du var i Amerika. Og så inviterede du mig i studiet for at synge på "Sailing To Philadelphia"-albummet fra 2000.

– Ja det var vist til Thanksgiving, for det har vi ikke i England, men vi har te. Tiden gik, og jeg fandt ud af, at jeg var begyndt at skrive sange, der passede godt til, at det både var en mand og en kvinde, der sang dem.

30 års trofast tjeneste
Siden "Sailing To Philadelphia"-indspilningerne i 1999 er der støt, men roligt blevet arbejdet hen imod færdiggørelsen af det nye "All The Roadrunning"-album, der således har været syv år undervejs. I 2001 medvirkede Harris og Knopfler på hyldestalbummet "Timeless", der fejrede en af countrymusikkens fædre, Hank Williams. Og sidste år blev der givet en smagsprøve på det nye album i form af titelnummeret, som blev inkluderet på opsamlingsalbummet "The Best Of Dire Straits & Mark Knopfler".

Kan I fortsat udvikle jeres kunnen så langt ind i karrieren, eller er den i mangel af bedre ord stagneret?
– Jeg har været fan af Emmy lige siden hendes første album, og jeg synes hun har arbejdet sig op på et stadium, hvor hun nu har forfinet og raffineret sit udtryk ind til noget, der taler til alle mennesker. Og selvom hun har fundet et fodfæste og sit eget udtryk, så oplever jeg stadig, at hun er i bevægelse.

– Jamen tak, smiler en tydeligvis smigret Emmylou og fortsætter: – Jeg synes, udtrykket ”at blive bedre” er meget lineært; jeg vil hellere beskrive det som en cirkulær bevægelse, altså ringe i vandet. Jeg har været heldig med alle de samarbejder, jeg har haft, for de har udviklet mig. Og jeg ser dette album med Mark som en gave, en gave for trofast tjeneste i 30 år.

Emmylou, på dine seneste to soloalbum bidrog du med langt flere tekster end ved dine tidligere udspil. Hvordan var arbejdsfordelingen på dette album?
– Jeg gik stærkt ud fra, at Mark ville skrive det hele, men han opfordrede mig til at tage noget materiale med, og jeg endte faktisk med at have skrevet to af sangene til albummet. Mark var selvfølgelig kaptajn og dirigent på projektet, men jeg vil alligevel betegne det som et ligeværdigt samarbejde, hvor musikerne havde lige så meget at skulle have sagt som jeg selv, og det gav en god harmoni i studiet. Jeg har faktisk ikke haft det så sjovt i mange år.

Mark, I et interview med dette blad tilbage i november 2000 fortalte du, at du kørte på din motorcykel med fuld fart til studiet, fordi du glædede dig så meget til at arbejde. Var det det, der var årsag til dit styrt for tre år siden?
– Nej, det var det nu ikke, og jeg kører faktisk stadig på min motorcykel til studiet, men jeg tager den nok lidt mere med ro.

Ungdommen kontra Mark
Emmylou, hvad er den største forskel mellem at arbejde sammen med Mark og unge knægte som Ryan Adams og Conor Oberst (Bright Eyes, red.)?

– Først og fremmest ved Mark mere, og han hviler i sin egen lyd. De to, du nævner, lytter til rigtigt meget musik, og de spekulerer meget over, hvordan de vil lyde. Jeg ved ikke, om jeg kunne lave et helt album med Ryan og Conor, men de sange, de havde til mig, var jeg meget interesseret i, for de talte til mit hoved. Marks sange talte direkte til mit hjerte. Jeg arbejder nok bedst med Mark, vi er lige gamle, og vi taler samme sprog. Når jeg arbejder sammen med unge mennesker som Ryan eller Conor, så skal jeg lære et nyt sprog, giver det mening?

– Ja, svarer Mark og tilføjer: – du glemte at sige, at jeg bevæger mig meget langsommere.

Vil dette album tale mest til Emmylous fanbase eller til Marks?
– Det har jeg ingen anelse om, jeg ved faktisk ikke engang, om jeg har en fanbase, svarer Knopfler sarkastisk. Emmylou tager over: – Mine fans er meget loyale over for min musik; jeg mistede godt nok nogle på Wrecking Ball-albummet, men det var dem, der ikke elskede mig nok, svarer Harris med en smittende latter, der ikke indeholder skyggen af selvhøjtidelighed. De fans, der var med siden debuten, vil elske det her nye album.

Hvis I skulle vælge én sang fra den anden parts bagkatalog, hvilken ville det så være?
– Emmylou er en af de bedste fortolkere nogensinde, og jeg vil enten sige Love Hurts med Gram Parsons eller hendes version af Chuck Berrys "(You Never Can Tell) C’est La Vie". Den er så god, at den blæste Chuck helt omkuld, da han hørte den, og den blæste også mig omkuld.

– Af Marks sange ville jeg vælge en gammel Dire Straits-sang, der hedder "Romeo & Juliet". Det er en fantastisk romantisk sang, der borer sig helt ind i sjælen.

Det sidste spørgsmål er til dig Emmylou, og det er fra min mor, som gerne vil vide, hvordan du bærer dig ad med at forblive så smuk?

– Jøsses, det var sødt. Hils din mor og sig tak. Jeg kan desværre ikke svare på spørgsmålet, for der er ikke noget svar.
– Jeg kan fortælle, hvad jeg gør, hvis det har nogen interesse, indskyder Mark fnisende, inden han rejser sig og gør klar til endnu en kop te.

Mark Knopfler og Emmylou Harris spiller i Forum, København 27. maj

Mark Knopflers hjemmeside

Emmylou Harris' hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA