x

Motorpsycho – meget mere end musik

Motorpsycho – meget mere end musik

Uden for IC-3 togets vinduer passerer Jylland forbi. Jeg har forladt smilets by, Århus, og billetten siger København H. Det er tidlig formiddag, og skyerne hænger lidt lavt. De minder mig om et af de meget omtalte malerier af Dronningen - et af dem der har skabt latterlig megen medie-storm. De har regn med i bagagen, og Jylland virker mørk, som litteraturen og musikken så ofte har beskrevet det. Der er dog ikke meget mørke at spore i mig og mit sind denne lørdag i slutningen af april.

GAFFA.dk har bedt mig tage til København for at tage en snak med Bent Sæther og Hans Magnus ”Snah” Ryan, der sammen med eks-trommeslageren Håkon Gebhart har udgjort det, der må betegnes som det mest skelsættende og indflydelsesrige band i nyere norsk rock – Motorpsycho. Et interview i forbindelse med bandets koncert på The Rock 29. april.

Mit forhold til Motorpsychos musik startede egentlig ganske sent, taget i betragtning af at bandet, den dag, jeg første gang lagde øre til albummet ”Trust Us” fra 1998, havde eksisteret i 9 år. Trust Us er en dobbelt cd, men der skulle bare få numre til, før jeg måtte ”give op” – dette her ville komme til at betyde mere end bare en dobbelt cd fra 98. Jeg vidste med det samme, at der her var tale om et band, hvor jeg kun kunne stilles tilfreds med HELE bagkataloget, og sådan skulle det gå.

Respekt
Udenfor bryder solen frem, og Fyn nærmer sig med en marchfart på lidt over 100 km/t. Min iPod har naturligvis tonsvis af Motorpsycho-numre liggende, og jeg nyder hver en tone, der kommer fra dens ufattelige mængder ram – jeg har opgivet at opnå forståelse for visse dele af vores elektroniske verden.

Jeg har forberedt min snak med Bent Sæther og Hans Magnus Ryan, men noget siger mig, at det ikke kommer til at gå som forberedt. Jeg er som sådan ikke nervøs for mødet med de to tilbageværende i bandet, eller for den sags skyld interviewet - mere spændt ... meget spændt. På en eller anden måde skal jeg have sagt til dem, at jeg har en respekt så dyb som Marianergraven for deres musikalske univers. Jeg skal have sagt, at min dybe respekt ikke lader sig påvirke af nogen form for begrænsninger – om de spiller tungt riff-baseret heavy, med inspiration hentet fra bl.a. Black Sabbath, eller det hedder psykedelisk rock, hvor bl.a. Pink Floyd og The Doors har sat deres stempel, eller det er Norges langstrakte vidder og himmelragende fjelde, der høres i den akustiske guitars åbne akkorder. Jeg har bare dyb respekt for det, de drenge har gjort og til stadighed gør, men hvordan får jeg det sagt, uden at det kan virke som lille Sofie, der står foran Britney Spears…?

Jeg har aftalt med deres danske koncertarrangør, at jeg skal komme, lidt før lydprøverne er slut. Jeg kan så lige få det sidste af lydprøverne med, og vi kan derefter gå direkte til interviewet. Bandets tidsplan er som sædvanlig presset, så jeg må fatte mig i korthed. Jeg må stramme op på mine spørgsmål og sortere hårdt efter, hvad jeg finder vigtigst ... hvordan gør jeg det, når jeg gerne vil vide alt og samtidig mener, at GAFFA.dk’s læsere har samme ret?

Vi nærmer os tunnelen under Storebælt. To kønne piger er stået på i Odense, og de har taget plads lige overfor mig. Med det udtryk, de begge har, ville de uden tvivl kunne få min fulde opmærksomhed, men det har de ikke – Motorpsycho spiller nemlig stadig fra min iPod, og You Lied, et af de numre aftenens sætliste må indeholde, strømmer gennem kabler og ind i mine ører. En sand Motorpsycho-classic – råt udtryk med en feeling og attitude, der siger, at de mener fremdriften.

Ude af tunnelen, og sjællandske skinner under hjulene. Tiden er inde til at tage kontakt med de to piger overfor – sådan bare høre lidt om, hvad de skal i København og måske den gode gamle ”Har jeg ikke set dig før?”..., men bedst som jeg tager mig sammen til at oprette kontakt, fader ”You Lied” ud og ”Hyena”, fra det netop udsendte album ”Black Hole/Black Canvas” tager over. Pigerne må vente - Hyena og Motorpsycho sejrer endnu engang.

”Hyena” er uden tvivl også listet på aftenens sætliste. Den har et oprindeligt Motorpsycho-udtryk over sig. Beatet er fremadrettet, guitaren spiller ”store” åbne akkorder med en overliggende larmende melodistemme, som jeg kun har hørt Hans Magnus Ryan gøre det. Sidst, men langt fra mindst: bassen er mudret, spillet med plekter og sikkert kørt gennem en ældre super-fed analog destortion-pedal – ikke noget digitalt pis.

Den nye stil
Næste stop er Høje Tåstrup ... København H er lige om hjørnet, og jeg indser, at jeg ikke får taget kontakt med de to piger overfor mig. Jeg kunne selvfølgelig nøjes med at tage kontakt til den ene, men jeg afslår tanken, så hurtigt den opstår. Jeg er lige nået ind i ”Let Them Eat Cake”. Albummet fra 2001, der med et noget utraditionelt samarbejde på tværs af musikalske genrer må betragtes som noget af det mest skelsættende, Motorpsycho har leveret. Den er og bliver en milepæl på hele den moderne norske rockscene. Motorpsycho har indledt et samarbejde med blæsersektionen fra avantgarde jazz-bandet Jaga Jazzist plus Bård Slagsvold, der styrer tangenterne på indspilningen. Udtrykket er meget mere poleret end tidligere, men rødder i tung heavy lægger man ikke lige fra sig, så med en bund af rock blandes det hele til en salsa af rock ’n’ roll. Personligt er jeg, da jeg får ”Let Them Eat Cake” i hånden, meget optaget af det hårde og tunge udtryk, så da mine ører fanger det, der nu kommer ud af højttalerne, spidses de en ekstra gang. Jeg sidder lettere chokeret over de toner, der strømmer ud i min stue og må lige samle mig – tværfløjte, trombone, sax, piano, Fender Rhodes og sågar lyden af et dybtliggende valdhorn overmander mig fuldstændig. Jeg sidder som forstenet, mens cd’en spinner i maskinen. Jeg indrømmer, at dette første møde med den nye Motopsycho-stil ikke passede mig specielt godt, men som det så ofte sker med disse knap så tilgængelige album, vokser de sig kun større og større.

Så sker der noget
Inde på The Rock bliver jeg budt på kaffe, hvilket jeg efter togturen fra Århus ikke kan afslå. Jeg sætter mig i baren og fornemmer med det samme den rolige og meget afslappede stemning, der er i bandet. Alle er i gang, men vi-skal-nok-nå-det-feelingen gennemsyrer lokalet.
Jeg hilser med et nik på Bent Sæther, der ser ud til at vide, at jeg gerne vil tale med bandet. Jeg har besluttet mig for at tage det i deres tempo – de har via deres pressemeddelelse afslået alle interviews på denne tour, så jeg, alene det, at de har sagt ja, skal jeg forvalte med respekt. Efter to nik – et fra Bent Sæther og et fra mig kommer han over for at hilse. Efter at have været bosat i Norge i tre år taler jeg halvt norsk, og han slapper med det samme af – vi har ingen sprogvanskeligheder.
At jeg taler norsk ændrer dog ikke på det faktum at han IKKE ønsker at give interview. Han afslår med det samme interviewet, men henviser til Hans Magnus Ryan. Jeg punker ham lidt, ved at love, at dette interview bliver anderledes, men lige lidt hjælper det. Vi snakker lidt om løst og fast, og han forlader mig i baren. Jeg tager en tår af min kaffe – jeg var jo et eller andet sted forberedt. Endnu en tår kaffe ryger ned, mens Hans Magnus Ryan er på vej til mig.

Demon Box
Vi får hilst på hinanden, og jeg mærker med det samme, at Snah, som han kaldes, også sætter pris på, at sprogvanskelighederne ikke er til stede. Lydprøverne er så småt begyndt, og vi bliver enige om at sætte os ind i The Rocks baglokale.
Jeg har taget de Motorpsycho-albums med, der har betydet mest for mig, og vil egentlig bare lade ham kommentere disse.
Jeg hiver først Demon Box op af tasken og giver det til Snah. Han kigger lidt på coveret og smiler.

- Coveret er rigtig fedt, er hans introreplik. – Det er et foto; hende, vi havde til at lave coveret, fandt vi i et gammelt hus lige uden for Trondheim. Ingen ved, hvem der pryder billedet, men man begynder med det samme at digte sin egen historie om de tre her. Snah peger på coveret og smiler over det lidt aparte udtryk, der er i de tres ansigter. Billedet viser en ældre kvinde, med en lidt yngre mand og en dame på hver sin side. Der er noget udefinerbart over billedet og som sagt noget aparte. På en og samme tid et smil, som om alt er lykke, men også et element af, at noget ikke er som det burde være, som om man skal forvente hvad som helst.
- Billedet fortæller musikkens historie – tung støjende rock, med melodien i centrum.

Timothy’s Monster
- Musikalsk samme historie som Demon Box – tung støjende rock med fokus på melodien. Det er egentlig bare det, vi altid har forsøgt at gøre. Måden Snah konstaterer, hvilket univers Motorpsycho arbejder med, får mig til at tænke på, at det kun er de helt store kunstnere, der kan have så afslappet et forhold til egen genialitet. Han siger det nærmest, som har han har vanskeligt ved at forstå, at fans og anmeldere kan lægge så meget i det der kommer fra deres hænder.

- Det store med ”Timothy’s Monster” var, at vi udkom på EMI, Norge. Det gjorde, at vi kom ud til mange flere, og som musiker er man interesseret i, at mange får kendskab til det, man laver, sådan er det. Vi måtte dog sande, at flere af numrene var MEGET svære, ja nærmest umulige at spille live. ”The Golden Core” blev bl.a. opgivet som live-nummer – vi kunne ikke få udtrykket frem live. Snah er ganske ærlig med denne sidste kommentar om ”Timothy’s Monster” – genialitet har også sin begrænsning.

Angels And Deamons At Play
Da Snah får albumet i hånden, trækker han på smilebåndet, og eftertænksomheden lyser ud af ham.
- Dualitet, melankoli og mange forskellige retninger må være kodeordet for dette album. Det er et album, der stikker ud i mange retninger, og nogle vil uden tvivl have det lidt svært med den til dels manglende røde tråd.
Jeg spørger ham, om han vil knytte en speciel kommentar til et af numrene på ”Angels And Demons At Play.”
- ”Unseen” er fra start til slut improviseret, og det var Motorpsychos sjæl at that time.

Roadwork Vol. 1 + 2
- Vi har så meget livemateriale, at det kan virke uoverskueligt at komme det hele igennem. Vi håber dog at få tid til det engang, så næste kapitel af serien kan blive ”skrevet”.
Han ryster lidt på hovedet, og jeg fornemmer, at der ligger rigtig, rigtig meget livemateriale et sted i Trondheim. Jeg spørger ham med ironi i stemmen, om han vil garantere, at Vol. 3 kommer og i så fald hvornår?
- Der kommer mere live – både Vol. 3 + 4, men jeg kan ikke garantere hvornår, siger han med et stort smil om munden. Vi var som den musik, du hører – det var os som en trio, afslutter Snah snakken om Roadwork 1.
- Vol. 2 er helt freaky. Jeg var helt færdig efter koncerten i Kongsberg.

Jeg kan se, at han mener dette – han spærrer øjnene op, og tankerne flyver tilbage til 95, hvor optagelsen fandt sted.
- Vi havde ikke hørt den længe, men faldt så over den og tænkte, at den bare måtte sendes ud - den er jo for freaky. Snah er ikke overraskende inde på det rigtige spor – albummet er ikke så tilgængeligt. Motorpsycho har en flok jazzmusikere plus deres longtime producer, Deathprod, der styrer loops og andet elektronisk gejl, med på scenen, og det er syret avantgarde ... mere er der vel ikke at sige om den optagelse.

Trust Us
”Trust Us” er måske det album, flest Motorpsycho-fans har det tætteste forhold til. Det blev udsendt i 98, og med to cd’er i ”boksen” er der meget super-fedt Motorpsycho for pengene.
- Jeg var ude at rejse og blev ringet op af Bent, der sagde, at jeg måtte komme hjem – han og Gebhardt havde numre nok til et dobbelt-album, og vi skulle indspille NU. Snah fortæller dette med en glæde, der ikke er til at tage fejl af.

- Jeg tog hjem, og vi indspillede numrene med den sædvanlige Motopsycho-energi. ”Trust Us” er igen løs i kanten, og vi tager hul på det, der senere skulle blive meget mere psykedelisk. Vi måtte igen kassere et nummer live. ”Vortex Surfer” holdt bare ikke live - nogle numre er skrevet i en live-form og holder derfor live. Andre har ikke det, der skal til live og igen – det er sådan det er.
Snah er igen hudløst ærlig, og han viser intet tegn på, at dette skal skjules.
- ”Trust Us” minder mig om den nye – samme feeling over albummet. Noget er løst skrevet, mens andet er mere stringent sangskrivning.

Let Them Eat Cake
Snah kaster et blik på albumet og leder med det samme snakken ind på detaljeret og stringent sangskrivning.
- For første gang blev samtlige sange skrevet med fokus på detaljer og orden - ingen improvisation. Alt blev spillet efter en tight skabelon, der ikke overlod noget til tilfældighederne.
Snah holder en pause og nikker bekræftende, som om han tænker på noget specifikt omkring albummet ... hvilket var helt nyt for Motorpsycho, kommer det lavmælt fra ham. Om han har det godt med denne form, er vanskeligt for mig lige at fornemme. Jeg spørger lidt til det psykedeliske udtryk og nævner Pink Floyd og Doors som inspirationskilder.

- Jeg forstår hvad du mener, men det var ikke tænkt, som skulle det lyde som Pink Floyd eller Doors – det blev bare sådan. Før jeg når at hive de to sidste, i det man vel kan kalde en Motorpsycho-trilogi frem, nævner Snah selv de to album, der danner denne trilogi, ”Phanerothyme” + ”It’s A Love Cult”. Jeg hiver disse to albums frem og giver dem til Snah, der kaster et blik på coveret til alle tre.

- Trilogi, hmmmm – de var ikke en helt identiske i processen ... vores måde at skrive på var ikke helt ens, men de blev til lige efter hinanden, med en turné imellem, sååå…
Snah er vist ikke helt med på mit forslag om, at der her er tale om en Motorpsycho-trilogi, og jeg fornemmer, at han af ren og skær høflighed ikke kommenterer dette yderligere.

- ”Let Them Eat Cake” og ”Phanerothyme” har samme gennemarbejdede og detaljerede udtryk over sig, og tro mig - de er gennemarbejdet til mindste detalje. Med ”It’s A Love Cult” blev vi der imod igen friere i sangskrivningen, og det kan både høres og mærkes. ”Let Them Eat Cake” og ”Phanerothyme” krævede igen meget live – ”It’s A Love Cult” var derimod en del mere live-venlig.

The Tussler Society
- Vi var brugte – meget brugte efter tre album, og tre turnéer ... ja faktisk fire album, for ”Fishtank” kom jo efter alt dette. Vi sov nogle måneder efter ”Fishtank”, og det var en tiltrængt pause. Snah tænker lidt igen. – Pause bliver det jo ikke i den forstand. Vi arbejder jo altid med et eller andet, og ”Tussler” blev en afreagering for os – en overskudsaffære, og vi er meget tilfredse med albummet plus den efterfølgende turné.

At det var en optur, mærkes tydeligt i Snahs måde at tale om Tussler på – han er entusiastisk, og energien skinner igennem.
- Vi tænkte at country jo lige så meget er vores musik – den har sit udgangspunkt i europæisk folkemusik, så det blev country, som Motorpsycho vil spille det.
Jeg er naturligvis interesseret i at høre, om der kommer mere fra Tussler-fronten.
- Vi har lagt det på is, er Snahs eneste kommentar, og jeg respekterer naturligvis, at han ikke ønsker at kommentere det yderligere.

Black Hole/Black Canvas
Efter mange års intens samarbejde mellem Bent Sæther, Hans Magnus ”Snah” Ryan og Håkon Gebhardt vælger Gebhardt i 2005 pludselig at forlade bandet. Han er en teknisk uovertruffen trommeslager, og om erstatningen overhovedet findes, er mange Motopsycho-fans i tvivl om. Gennem 2005 er der ikke meget nyt om en erstatning - lidt rygter på flere net-sider, men ikke noget, der er hold i. Den korte version er, at Bent og Snah ”pludselig” er gået i studiet og lige så pludselig, at de er klar med et nyt album. Det er naturligvis blevet offentliggjort, før pladen ligger i butikkerne, så helt pludseligt er det ikke. Hvad der er sket med en erstatning for Gebhardt, har bandet holdt lav profil med, så mange venter i spænding.

- Vi er musikere og gør jo bare, som musikere gør, nemlig skriver musik. Bent købte sig et trommesæt, og pludselig havde vi 20 numre klar. Vi ringede til Pieter Kloos, vores lydmand, og spurgte, om vi kunne komme til Eindhoven og indspille dem med det samme. Han har et studie dernede. Vi tog derned, og efter to måneders intens indspilning, hvor vi ikke kom uden for en dør, lå ”Black Hole/Black Canvas” klar.

Jeg fortæller Snah, at jeg er imponeret over, at Bent Sæther spiller trommerne med det drive, han gør. Men på den anden side anede det mig, at han er den type, der bare tager et instrument op og spiller, som havde han gjort det i mange herrens år.
- Ja, griner Snah. Han kan spille mange ting, og han gør det godt. Tæppet forsvandt under os, da Gebhardt valgte at gå, og der opstod et tomrum. Vi var tvunget til at skrive os ud af det, og vi synes, det er lykkes. Det er jo også første album uden Deathprod, og det har også været en frigørelse – igen tvunget til at være kreativ, hvilket ikke altid er så dumt.

Lydprøverne er i fuld gang udenfor, og jeg kan ikke trække den længere – Snah skal have sin guitar til at lyde som en flammekaster ... som en mortér-granat eller et eller andet sted derimellem, og det kræver naturligvis, at han kommer på scenen. Vi giver hinanden hånden, og jeg takker endnu engang for, at han her i København ville bryde sit princip omkring det ikke at give interviews.



Motorpsychos hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA