x

Daft Punk: Robotterne, der vil lyde som mennesker

Daft Punk: Robotterne, der vil lyde som mennesker

I en tid, hvor de fleste elektroniske pop-artister forsøger at overgå hinanden i det excentriske, søger Grammy-vinderne på Random Access Memories i stedet tilbage til fortiden, dengang hvor lysende dansegulve, disko-kugler og tidløse grooves var i centrum.

Daft Punk havde ellers ingen planer om at lave et nyt album. I deres studie i Paris i 2008 føltes de første demoer alt for velkendte, som var de skabt på autopilot. Robotterne havde simpelthen indspillet for mange gange med elektronisk udstyr og var blevet afhængige af deres evige samples. To år blev derfor brugt på at komponere 24 nye numre til Disneys film Tron: Legacy, hvor de maskerede musikere valgte at arbejde med et 85-mands stort orkester. Da de vendte tilbage til demoerne, gik det op for Daft Punk, hvad de hele tiden havde manglet; den menneskelige kontakt.

– Det her album var et tilfælde, siger Thomas Bangalter, den ene halvdel, og mest snakkesalige, af den gådefulde duo, der også består af Guy-Manuel de Homem-Christo. Krystalliseringen af Random Access Memories betød et dyk ned i en helt ny verden, hvor regler skulle brydes.

– Vi ønskede at udvide mulighederne for, hvordan man laver musik i dag. Vores første tre albums blev på en eller anden måde indflydelsesrige. De må have defineret en bestemt lyd. Vi kan godt lide tanken om at genopfinde os selv for hvert skridt, det var vigtigt, da vi startede bandet, og det er stadig vigtigt i dag. Ofte får du måske ikke fat i menneskernes blod, sved og tårer bag maskinerne, og til det her album var det noget, vi følte var håndgribeligt, noget vi måtte få styr på.

Computerene har overtaget verden
På den måde blev reglerne sat; der skulle bruges livetrommer og analoge bånd. Rytme-sektionen blev indspillet i klassiske studier som Henson (tidligere A&M) og Electric Ladyland i Los Angeles og New York. Med brugen af stort set ingen samples ønskede Daft Punk derfor at benytte sig af de egentlige eksperter, som var skaberne af soul-musikken i slutningen af 70'erne og de tidlige 80'ere. Ind kom Chic-guitaristen Nile Rodgers, der var produceren bag Diana Ross, Sister Sledges "We Are Familiy", Bowies "Let's Dance" og Duran Durans "Notorious". Studie-musikerne inkluderede også trommeslageren fra Off the Wall og guitaristen fra Thriller.

Forfærdet over den nuværende tilstand, som dancemusik befandt sig i, ønskede Daft Punk at arbejde side om side med nuværende musikere, som de rent faktisk beundrede; Pharrell Williams (Neptunes), Julian Casablancas (The Strokes) og Noah Lennox (Panda Bear). Også to skelsættende samarbejdspartnere endte med at indkapsle mantraet for den musikalske frihed bag Random Access Memories. Det skete i form af sangskriver Paul Williams (der skrev The Muppets' "Rainbow Connection" og soundtracket til Bugsy Malone) og den ikoniske, italienske producer Giorgio Moroder.

Random Access Memories er det mest komplicerede album, vi har lavet, både teknisk og musikalsk, fortæller Thomas. – Vi følte, at teknologien havde taget over, på den måde at computere har overtaget den musikalske skabelsesproces. Gennem denne her gradvise vækst og allestedsnærværelse af computerbaserede instrumenter er der muligvis noget, som er gået tabt. Vi har hverken løsningen eller svaret, men ideen om at lave dance- eller pop-musik med mennesker i stedet for computere har været et eksperiment. Det her album var et forslag, et eksperiment om at bringe elementerne tilbage fra den måde, man engang lavede plader på i fortiden og med ind i fremtiden.

Du har fortalt, at I på et tidspunkt følte jer "frakoblet musikken omkring jer". Hvad mente I med det?

Thomas: – Vi elsker musik og kunst i almindelighed. Vi har altid følt os inspireret af andre folks musik og kunst. Men på en eller anden måde gennem de sidste fem, seks, syv år, særligt inden for pop- og mainstreammusik, opdagede vi, at vi lyttede mere og mere til alternativt musik og indie – der var ikke meget pop-musik, vi følte os forbundet med. Vi følte os virkelig frakoblet alt, hvad der skete i pop-verdenen og blev spillet i radioen. Da vi lavede "Get Lucky" følte vi, at det var dén type sang, vi gerne ville lytte til i radioen. Det var dét, vi mente.

Hårrejsende forventningspres

Det her er jo ét af de mest ventede albums i den seneste tid. Hvordan har I det med det niveau af forventning?


Thomas: – Det er meget mærkeligt, for vi laver aldrig musik med et særligt publikum i tankerne. Du ved, måden vi lavede det her album på var ekstremt afskåret fra omverdenen. I betragtning af, at vi ikke har udgivet et nyt album i otte år, er det virkelig overraskende for os at opleve den mængde af forventning, og det var i hvert fald ikke integreret i pladen uanset hvad, da vi lavede den. Selvfølgelig er vi utrolig glade for den eksponering og opmærksomhed, som albummet har fået, selv før det er udkommet. Vi føler os virkelig heldige over at være i sådan en situation, hvor folk tager sig tid til at lytte nærmere til musikken. Og på samme tid kan vi ikke helt forstå, hvorfor folk giver os så meget opmærksomhed. Vi har jo ikke udgivet særlig meget musik over de sidste 20 år. Men vi er meget glade for det. Vi forstår bare ikke helt, hvorfor det er tilfældet.

Er der et særligt øjeblik på denne her plade, der især får jeres hår til at rejse sig?

Guy-Man: – Vi sørger altid for, at vi kun udgiver musik, som vi er virkelig trygge ved og 100 procent glade for, ja selv mere end 100 procent. Med alle de sange, vi skaber er det utrolig vigtigt, at vi ikke bliver trætte af dem i længden. Med særligt det her album er vi overordnet rigtig glade, og jeg tror, at brugen af alle de her utrolige musikere på pladen har gjort os endnu mere tilfredse i sidste ende.

Live-trommer på analoge bånd

I har taget live-trommerne til jer på denne her plade i stedet for at lægge vægt på trommemaskinerne. Var det et afgørende skridt i at skabe noget helt nyt?

Thomas: – Det var den centrale idé. Det var os, der sagde "okay, er der en måde at lave dancemusik med en live-trommeslager på?" – noget, der mere eller mindre var forsvundet. Så det var, hvad der startede dette album. Dance-musik starter med en rytme, for det meste af tiden. Det var den første regel; hvis en sang kan fungere med live-trommer, så fungerer den. Hvis ikke, så fungerer hele nummeret ikke. Det var grundlaget for alle elementerne. Vi indspillede først med bas og nogle keyboards, men selv bassen blev udskiftet senere. Trommerne var fundamentet.  

Thomas: – Baggrunden for house og elektronisk musik var i begyndelsen at bryde regler, at gøre tingene på mange forskellige måder. Vi kiggede på det og sagde: "Det er virkelig mærkeligt efter 10-15 år med elektronisk musik, at tromme-programmering nu er det mest formatterede musik nogensinde, og det var ikke den oprindelige idé." Så det her album startede med et modigt træk. Vi ejer alle de her fantastiske, gamle plader, disco, new wave, rock, alle lavet med live-trommer. Så vi byggede videre på den idé.

Var der et afgørende stykke studie-gear, som havde en stor indvirkning på produktionen?

Thomas: – Kun bånd – analoge bånd. Det er det her forsvindende medie, lidt ligesom film. Folk bruger mere og mere computere. Med bånd er det for det første håndgribeligt, for det andet er det begrænset i mængde, og for det tredje er det blevet udviklet over mange, mange år for at få den bedste musikalitet i indspilningerne. Så det er noget, vi virkelig ønskede at bruge. For at skabe en tidløs kvalitet, og ikke fordi det er blevet brugt i de sidste 60, 70, 80 år. Vi ønskede at bruge teknologi, som ikke ville tidsbestemme processen, men som i stedet ville skabe musik på en tidløs måde.

Daft Punk vs. Julian Casablancas


Fortæl os om "Instant Crush", hvor Julian Casablancas medvirker.

Thomas: – Vi indspillede med Julian i Electric Lady Studios. Vi kunne rigtig godt lide ideen om at mødes på midten. Vi ønskede, at sangen skulle lyde som noget, vi ikke allerede havde lavet med Daft Punk før, eller at det var forskelligt fra, hvad han selv havde lavet på egen hånd. Det handlede om at skabe et overlap, noget anderledes.

Og selvfølgelig gav I også lige hans vokal en omgang med robotlyden…
 
Thomas: – I verden lige nu lyder flere og flere mennesker som robotter i pop-musik. Vi kunne godt lide tanke om, at de her robotter skulle lyde mere og mere som mennesker. Vocoders er stemmen af Daft Punk, så det var naturligt at kombinere disse stemmer med rigtige instrumenter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA