x

20 musikspørgsmål til Mette Frederiksen

20 musikspørgsmål til Mette Frederiksen

Alder: 35 år
Civilstatus: Gift og mor til to
Profession: Beskæftigelsesminister, medlem af Folketinget for Socialdemokraterne

 
Kommer du fra et hjem med klaver?

– Nej.  

Spiller du selv et instrument?

– Nej, det gør jeg ikke. Men vores søn på syv år dyrker musik helt vildt meget – både trommer og guitar.
 
Har du nogensinde drømt om at blive musiker?

– Nej, det har jeg ikke. Jeg ville gerne have været havbiolog, da jeg var barn. Jeg var meget optaget af truede dyrearter og fældningen af regnskoven og den slags. Men musiker, det har jeg aldrig drømt om at blive.
 
Synger du i badet?

– Ja.

Hvad betyder musik for dig?

– Det betyder alt. Jeg hører stort set altid musik. Når jeg skriver taler, når jeg laver mad, når jeg er glad – men også, hvis der er noget, der nager mig, eller hvis jeg har meget at tænke på. Musik hjælper på det meste.
 
Hvor meget fylder din musiksamling?

– Den fylder rigtig meget. Jeg kan jo stadigvæk godt lide cd'erne, og så har vi også alle vores gamle lp'er endnu. Så det fylder en del derhjemme.

Hvad er dit yndlingsalbum?

– Det er Teitur og hans album "Stay Under The Stars". Det er en fantastisk plade, som jeg kan høre igen og igen. Men det album, som jeg har hørt flest gange, er Red Hot Chili Peppers' "Blood Sugar Sex Magik".  
 
Hvad er det mest pinlige album, du har i din musiksamling?

– Uhha. Det må simpelthen være Celine Dion. Mere er der ikke at sige til det.
 
Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?


– Det skal være noget, som alle kan synge med på – måske Dolly Parton med "Jolene".
 
Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?

– Hotel Hunger med "Sitting In A Room".  
 
Hvad er det perfekte musik til en erotisk aften?

– Haha. Det er godt med jer… Det har jeg altså ikke noget bud på.
 
Hvad hører du helst søndag morgen?

– Jeg elsker en god og lang søndag morgen. Musikken må gerne passe til langsommelige dage. Keith Jarrett eller Lisa Ekdahl.

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?

– "Superstition" med Stevie Wonder er et fantastisk nummer! Det får mig stensikkert på dansegulvet. Og det gør alt med U2 også.

Hvad er den første sang, du kan huske?

– "Leaving On A Jetplane" med John Denver. Den hørte min mor i radioen.

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?

– "Let Her Go" med Passenger eller Søren Huss' album "Troen Og Ingen".

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?
 

– Jeg synes, det er svært at forholde sig til sin egen begravelse på den måde. Men hvis jeg skal pege på noget, kunne det godt være Leonard Cohens "Hallelujah".

Har du været i operaen?
 
– Én gang. Og der kommer jeg nok ikke forbi igen foreløbig...

Har du været på festival?
 
– Mange gange – Midtfyn og Roskilde. Og det har jeg forhåbentlig ikke været for sidste gang.

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?

– Bruce på Orange Scene sidste år. Det er klart den bedste koncert, jeg har været til. Sådan tror jeg, vi er mange fra den aften, der har det. Roskilde Festival er jo bare noget helt, helt særligt! Det der med at næsten 100.000 mennesker er samlet i den danske sommer for at høre musik sammen. Og når solen så går ned over Orange Scene… Det bliver ikke meget større end det!

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?

– Jamen, så skulle det da være the one and only Bruce Springsteen.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA