x

I Yokos lys

I Yokos lys

Se masser af billeder fra pressemødet og udstillingen i GAFFAs gallerisektion.

Det starter flere dage før. Ja, lang tid før. Skal op og se Yoko Ono. Så bliver det ikke større. Det er totalt udefinerligt for mig, der aldrig købte den med, at det lille japanske energibundt fik The Beatles til at gå i opløsning. Som altid troede på, at John mødte jordens mest fabelagtige kvinde. Som tilbød en multikulturel ultimativ frihed, efter alt for mange års borgerlig trædemølle med arbejderkæresten, Cynthia. Fordi Yoko selv levede friheden og havde gjort det, mens John stadig rendte rundt ved Merseyfloden og spillede lidt skiffle. Og som debuterede med en solokoncert i Carnegie Hall i New York, da han var på vej til Hamburg med Tony Sheridan og spille for ludere og sømænd på Reberbahn.

Udenfor Louisiana samles vi i god tid i solen. Journalister og især fotografer fra hele verden. En ældre svensk herre med distingveret look og ponytail sidder på bænken ved siden af mig. Han har en hel bog med fotos af Yoko. Har boet i New York i alle årene med og efter John, hvor hun og Sean frekventerede de samme cirkler som Andy Warhol og hele hans verden. Der var Yoko en stjerne.

Og snakken går. Alle snakker om fluxus, om kunst, Yokos kunst, og ingen snakker om John Lennon. For hvad pokker, damen har haft tre ægteskaber og forholdet til kunsthandleren Sam Havadtoy, som begyndte få måneder efter Lennons død i 1980 og varede i 20 år. Hun var med John Lennon i godt og vel 12 år, deraf de 11 som ægtepar.

Yoko er 80 år. De 68 af hendes levende år har været uden ham. Og de har alle været på grænsen. Eksploderende med kreativitet og en egen distinkt sans for retning, budskab og sans for publicity. Essensen af den kunstnergruppe hun blev et berømt medlem af i slut-1950'erne. Fluxus handlede i høj grad om at flå rammerne af kunsten og gøre den almengyldig. Give kunsten tilbage til folket. Hun var venner med John Cage. Spillede musik så eksperimentel, at vi stadig ikke fatter det. Og så er der hendes skrigen. Gennem marv og ben. Ud af en traditionel japansk teaterform, men helt hendes egen. Oprindelig skulle det illudere en kvinde, der føder. Påstod Yoko i 1961.

På Louisianas hjemmeside er der et podcast med den nyeste udgave af Yoko's Plastic Ono Band. Den få år gamle skive, hun lavede med Thurston Moore og Kim Gordon fra Sonic Youth er ikke gået ubemærket hen. For bandet har blandt andet sønnen Sean om bord. Og to japanske kvinder, der virkelig vil støjen, som det har været kutyme i den fantastiske japanske avantgardemusik i rigtigt lang tid. De trykker den totalt af. Og i midten går Yoko grænseløst amok. Selvfølgelig, for hvad er 80 år? Få år før er hun ansvarlig for en skive, der passende fastslog at "Yes, I'm a Witch!" Hvis man nogensinde var i tvivl. Sagt med et glimt i øjet af en dame, som stadig er præcis så sexet som hun vil. Når hun vil. Stemmen er en ung kvindes. Og karismaen gør at man forstår, at John på Plastic Ono Band, hans befrielsesplade, synger "In the middle of the night I call your name. OH YOKO. OH YOKO. My love will turn you on!!!"

Det er kæmpestort. Om lidt skal jeg ind til en myte. GAFFAs fotograf er kommet. Vi falder begge over installationen med stigen. Han er allerede i gang med at fotografere. Vi ser begge med begejstring på den og øjner lige det lille ord i glaspladen. Det var her, at Lennon blev interesseret. Nysgerrig som hans LSD-perforerede hjerne aldrig havde været det før. Draget. Dengang måtte man gå op ad stigen, tage fat i forstørrelsesglasset, der hang ned fra loftet og læse ordene i glaspladen. At der stod YES, ved alle.

Indenfor er der Yoko for alle pengene. Alligevel går man rundt, nærmest rundt om sig selv. Og i god tid flokkes vi alle sammen nede i koncertsalen.

Foran os tre stole og tre borde. Ovenpå tre glas og mineralvand. Den amerikanske ansvarlige for udstillingen skænker op. Fotograferne vil straks have flasken væk. De vil fotografere glasset med vand og Yokos navn på skiltet. Det er lige før man tror, at de vil flå et par blodige briller op og placere dem ved siden af for at gøre illusionen om Season Of Glass perfekt.

Så kommer et kæmpe brød af en vagt ind og det er tid. Flankeret af Louisianas direktør og en ekspert kommer den lille gamle dame ind ad døren og ned ad trappen. Den hvide hat et sted midt mellem Michael Jackson og Chaplin. Rummet er med et ladet med elektricitet. Fotograferne går totalt bananas.

Det er tid. Yoko-tid:

YOKO ONO: Det er fantastisk med alle de mennesker, der har brugt så meget tid på at finde ud af så meget om mig. I ved alle her så meget om mig, og jeg tænkte, at det er vigtigt, at jeg kom her i stedet for bare at sende mine arbejder. For min sande optræden er det I ser her. Jeg er sikker på, at denne krop, som har været med mig i 80 år, uden at jeg siger noget, kommunikerer med Jer, lige meget hvad jeg tænker eller prøver at sige, men jeg kan sige, at der er et bankende hjerte, som jeg kan dele med Jer. Tak.

 

Tordnende klapsalver!

 

Yoko går videre med at rose Louisianas magi og takker for det. Det er lige før man aner kimonoen og bukket ned til gulvet. Meget japansk indledning.

Tid til spørgsmål. Nils Frid fra DR er på mærkerne først...:

Q: Der er to ord, der ofte bliver brugt til at beskrive dig: Idealist og feminist. Hvordan forholder du dig til de to udtryk?

YOKO ONO: Jeg synes at de passer sammen. Og at mange mennesker nu er meget bange for ordet feminisme. Mange kvinder er bange for at sige, at "Jeg er feminist!". Selv mænd er bange for det. Men jeg synes at både kvinder og mænd er feminister. Der er en balance nu, men vi skal passe på. For mænd er bange for os, fordi vi kan få børn. Vi skabte menneskeracen. Når man tænker på det, er det en meget vigtig ting, vi gør. Men netop fordi det er så vigtigt, synes mændene, at de skal konkurrere med os. Og det er en god ting, at de bliver stimuleret af vores magi. Vi skaber magi og vi skaber Jer. Og det er magisk. Og mellem os begge, mænd og kvinder, skaber vi dette samfund. Det skulle være balanceret, men i mange år var det mænds samfund, men skridt efter skridt har det ændret sig, og jeg er begyndt at forstå den smerte det er at være mænd. Så tiden er kommet til, at kvinderne strækker hænderne frem mod Jer og forsøger at forstå Jer.

 

Næste spørger:

Q: Alle kunstformer siden surrealismen har været et forsøg på at befri kunst fra museer og udstillinger og give det til folket. Du er her (på et museum. Red.). Hvad er dine tanker om det?

YOKO ONO: Jeg er meget spændt. I går da jeg fløj ind fra New York, var det første jeg gjorde, at komme her. Alt andet var spild af tid. Så fra lufthavnen kom jeg direkte til Louisiana. Og jeg er så glad for det, for da jeg så den fantastiske præsentation af mit arbejde, så jeg, at der er noget helt unikt ved denne præsentation. Mit arbejde er blevet vist på nogle steder, men det her sted er meget anderledes. For måden man visualiserer rummet, er som var rummet endnu et dekadent dyr. ( fotograferne på rækken foran mig sender maskingeværsalver afsted og Yokos stemme drukner...)....og i hvert et rum, jeg kom ind i, fornemmede jeg at vi kunne tilbyde folk den perfekte kombination af stilhed og space. Og lyd og space. Og I er så respektfulde med hensyn til rummet, og det fik mig til at føle mig så godt tilpas. For det er sådan, at uden det, er der ingen fred i verden. Så nu forstår jeg, at vi må tage os af rummet. Jeg tror, at vi alle sammen har brugt så meget energi på at tjene penge, at vi glemte at give plads. Ved at skabe mere rum, skaber man en situation, hvor optikkerne stemmer..(nu er Yokos engelsk så underligt, at I må bære over med oversætteren...).

Klik-klik-klik-klik-klik-klik-klik..kære fotografkollegaer, det er sgu ved at være enerverende...

Næste spørger vil i det mindste snakke om Meltdown i London:

Q: Du er kurator til Meltdown-festivalen i næste uge (i London. Red.). Du er på Louisiana i denne uge. Du har en ny bog ude. Hvordan holder du dig selv og dit materiale så friskt?

YOKO ONO: Jeg ved det ikke. Måske er en af grundene, jeg kan have en masse space i min hjerne. Jeg vil ikke have at min hjerne akkumulerer for meget viden. Jeg kan godt lide at lade den være tom. Og når den er tom, kommer en masse tanker ind og en masse inspiration. Og det er hvad jeg bruger til at arbejde, ikke? Der sker det, at jeg får alle disse smukke, smukke idéer, energier og inspiration. og jeg bliver givet det og kan give det tilbage til Jer.

Desuden er der det, at jeg tænker ikke på mig selv som værende en alder. Det lyder skørt, men sådan er det. Her er et eksempel, som er lidt skørt, men aligevel: Jeg tog til en restaurant og gik ud på toilettet og tjeneren kom hen og spurgte, om jeg var okay. Og jeg svarede, at "ja, jeg er okay". Men da jeg kom tilbage til mine venner sagde jeg: "Det er helt vildt. De tror stadig, at kunstnere tager en masse stoffer!" Og min ven sagde, at hun ikke troede, at det var grunden. At hun var bekymret for mig. Med andre ord: Jeg er stadig Mig!

Og jeg udvikler mig hver dag og arbejdet skifter karakter så meget og det at være til stede og opleve de ting er stort. Jeg er stadig i live og gør dette og det er fedt. Og jeg synes at det er fantastisk, at jeg kan komme her og møde Jer uden at gøre noget specielt. Bare med kærlighed. Og det er måske en grund: At jeg gør ting med kærlighed.

Nu er det, at det sker. The Gaffa Moment. Jeg er unaturligt rystet, det plejer jeg sgu ikke. Yoko kigger på mig og jeg vil snakke om musik. Og jeg får lov til at sige det hele. One shot to the head of myself:

Q: Jeg er fra GAFFA og vi skriver om musik. Og jeg er fascineret af din musik og især af dit skrig. At hver gang du er på en scene og er omgivet af hvid støj og høj rockmusik, begynder du at skrige. Er det improvisation, er det en befrielse eller er det en katarsis let-go? Hvad sker der for dig?

YOKO ONO: Jeg tror, at det er en af grundene til at jeg stadig er her. For det er nødvendigt at give los. Sådan er det!

Det var svaret! Jeg glor vantro på Yoko, men der gives ikke ved dørene. Og så går spørgsmålene tilbage til kunst. Jeg er lidt lost. Det er godt nok rent zen, at svare så kort og koncist. Fat det kammerat. Yoko skriger og går amok, fordi det er fedt. Jeg kigger på blokken med alle mine spørgsmål. Ville have snakket Sonic Youth. Vidste at spørgsmål om John var forbudt. Men er helt rystet. Et halvt øre fanger, at den næste spørger vil snakke om hvilket tiår, der for Yoko var det mest spændende indenfor kunsten. Jeg føler mig som med i en Susanne Bier-film. Hvor spørgsmålet står bøjet i neon:

Hvis du var en ludobrik, var du så ikke slået hjem nu.?

Lidt efter er pressemødet slut. Nogle få medier har fået private interview med Yoko. Det gælder ikke GAFFA. Og snart står jeg ude i det flimrende sollys igen. Efter at have været sammen med en dame, der som 80-årig anbefaler at gå amok.

Sådan. Åh, Yoko!

Se masser af billeder fra pressemødet og udstillingen i GAFFAs gallerisektion.

Yoko Ono udstiller på Louisiana til og med 29. september. Læs mere om udstillingen på Louisianas hjemmeside.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA