x

Queens of the Stone Age: Jeg har ar – jeg synger om, hvordan jeg fik dem

Queens of the Stone Age: Jeg har ar – jeg synger om, hvordan jeg fik dem

Jeg ved ikke om Songs For The Deaf er det bedste album siden årtusindskiftet, men lad os da bare kalde det en værdig kandidat. Og hiv lige for sjov sidste album Era Vulgaris frem fra skuffen og læg øre til skæringer som Sick Sick Sick og Misfit Love – ganske enkelt skoleeksempler på, hvordan rock fortsat kan være farlig, slagkraftig og innovativ. Josh Homme har for længst slået sit navn fast. Ikke kun som en af klodens  førende rockpersonligheder, men også som en multikreativ, idérig ildsjæl, der ikke mindst forstår at sætte vidt forskellige aktører sammen i alle mulige og umulige konstellationer.

CV'et bugner af aktivitet og produktivitet, men moderskibet hedder trods alt Queens Of The Stone Age. Efter seks års albumtørke er Josh og vennerne nu klar med sjette dronningerunde, der har fået titlen …Like Clockwork, Et album med klassiske rockperler som My God Is The Sun og If I Had A Tail, men også med smukke melankolske skæringer som for eksempel de to, der afslutter pladen; I Appear Missing og det nedbarberede titelnummer, hvor Josh lyder mere empatisk og hudløs end nogensinde tidligere, siden han som 17-årig albumdebuterede med stoner-rockerne Kyuss i 1990. Josh har noget på hjerte, det har han altid haft, men denne gang går han spadestikket dybere.

GAFFA fik 48 gyldne minutter med den karismatiske urkraft, tog chancen og gik tæt på, og fik ikke så få visdomsord i retur. Men først skulle man lige have kæmpen ned på jorden. Interviewet blev lige fremrykket en time på et splitsekund "Josh wants to get going" var beskeden, og det må man sige ja til. Han for rundt som en skoldet skid i suiten på hotel Ritz i Berlin. Han sang, råbte og skreg og øvede sig gentagne gange i disciplinen "flyvespark mod gardin". En personlig hilsen fra den fælles ven Stone Gossard fra Pearl Jam fik hurtigt vendt manien til et mere fokuseret leje. Stone udgav i sin tid Queens Of The Stone Ages debut og gav senere Josh rettighederne tilbage.

– "I love Stoney, love those guys", var reaktionen efterfulgt af et par anekdoter om Queens og Pearl Jams seneste "bonding" på Lollapalooza foran to gange 70.000 mennesker i Sydamerika kun uger tidligere. I forbindelse med et tidligere interview med Josh i L.A. 2005, forsøgte denne skribent at kortlægge Hommes musikalske stamtræ, hvilket han selvfølgelig skulle se. Det affødte reaktionen: "Holy Shit man, that is so cool, you did a damn good job", mens han vedvarende og storsmilende sad og bladrede i det bedagede GAFFA-blad. Så var vi ligesom kommet i gang.

Little Richard var frygtløs

Det er vel ikke helt skævt at placere Jack White, Dave Grohl og herren selv i feltet blandt de mest centrale internationale rockpersonligheder de seneste 15 år. Soulmate Grohl er igen med på trommer på halvdelen af …Like Clockwork, og når man taler om foregangsmænd i rockhistorien, har Motörheads notoriske Lemmy udtalt, at det hele startede for ham med Elvis, Jerry Lewis og Little Richard. Josh er ikke i tvivl om, hvem af de tre pionerer, han bedst kan identificere sig med.

– Jeg vil håbe, at jeg vil være Little Richard i den gruppe. Jeg elsker de enorme chancer han så frygtløst tog. Han var bøsse, sort, og pianist med kappe og make-up, og optrådte overalt i Syden, transporteret i Cadillac. Det var uden sikkerhedsnet, han tog chancer. Du kunne dårligt foretage dig noget mere risikabelt i 1956. Jeg ville bare ønske, jeg kunne have været der og klappe blandt publikum.

Det er 57 år siden. Hvis vi hopper frem til i dag, hvordan vil du så karakterisere inkarnationen af Queens Of The Stone Age anno 2013?

– Helt ærligt vil jeg sige, at det er et den mest "tighte", og det tidspunkt hvor alle har været tættest på hinanden. Det har ikke været en let plade, og den har krævet stor gensidig tillid. Folk sætter ikke pris på, hvad de får gratis, og denne her har kostet knofedt, virkelig hårdt arbejde. Men vi har alle en følelse af stolthed i forhold til det færdige resultat.

Hvis man forestiller sig, at Queens var en film eller en bog, hvilken titel ville du så vælge?

– Haha, der er mange ting, jeg kunne sige… Well, min første reaktion er  A Clockwork Orange i den forstand, at vi er blevet en bande. Ikke den form for neurotiske røvhuller som i filmen, men i forhold til de ting, vi er gået igennem sammen. Det er som om, vi har vores eget flag, som vi så "boom" planter i jorden, spytter i næverne og siger "come on" til omverdenen. Når du er i et band, og det er det bedst, så er det ligesom os mod resten af verden.

Verdens bedste hænder

Når man taler om sammenhold, så er det svært at komme uden om den dynamiske duo, Josh Homme og Dave Grohl. Udødeliggjort på Songs For The Deaf, senere røg Grohl igen bag trommerne i super-gruppen Them Crooked Vultures med Zeppelins John Paul Jones på bas og keys, og på …Like Clockwork, sidder den gamle Nirvana-skanse igen bag gryderne på halvdelen af sangene.

– Du har ret, det er ved at udvikle sig til et vidunderligt livslangt samarbejde. Vi har en fælles musikalsk relation, som er svær at sætte ord på. Hvis det at spille musik er udførslen af, hvad som er svært at tale om, så er det, det vi gør. Denne gang hjalp han os i en krisesituation. Joey (Castillo, red.) forlod pludselig bandet efter ti år, det var en meget vanskelig situation, og to dage efter er vi i studiet med Dave bag trommerne. Det gjorde Daves handling ekstra speciel denne gang, for det, han gjorde, var at handle som en ægte ven. Og en ægte ven, der medbringer trommestikker, der er vedhæftet hænder, som er de bedste i verden.

To Hitlers i en bunker går ind på en bar

Kan det virkelig fungere med jer to i et band? I er begge lederskikkelser, og jeg kan for eksempel huske at XTCs Andy Partridge refererede til sit samarbejde med producer Todd Rundgren som to Hitlers i en bunker?

– (Josh griner i mindst 15 sekunder). To Hitlers i en bunker går ind på en bar... (griner videre). For os er det ikke noget problem. Jeg synes, vi er som to piratkaptajner med en fælles fjende. Vi respekter hinandens "sømandsskab" og har en gensidig respekt for hinandens trumfkort og evne til at lede slagets gang. Dave og jeg elsker hinanden, så jeg elsker at høre hans mening, for det skal lige godt være satans, hvis den ikke er værd at høre på for det meste. Men vores relation er nok endnu mere karakteriseret af de momenter, hvor det ikke går så godt, hvor man han villigheden til at sige: "Jeg hader den idé, men jeg elsker dig".

Dave er gået fra at være en fantastisk trommeslager til succesfuld frontfigur, og nu er han sprunget ud som filminstruktør i Sound City, hvor det også fremgår, at du havde det sjovt. Har det udviklet ham som musiker?

– Dave er gradvist mere tiltrukket af musikalsk samarbejde. Det er, hvad jeg kalder positiv friktion. Et andet eksempel er at kneppe. Det er de primale elementer, to eksempler på at lave lyde sammen. Dave er kommet til det stadie, hvor han har forelsket sig i at samarbejde, og det kan jeg totalt relatere til, det er sådan, jeg selv har det.

Seks års tørke
Du har altid været særdeles produktiv, men dit hovedprojekt er trods alt Queens. Hvorfor er der gået hele seks år siden sidst? Det er vildt lang tid.

– Først og fremmest Dead Weather (hvor bassisten Dean Fertita spiller, red.) og Vultures. Og så havde jeg simpelthen brug for en pause. Jeg er familiemand nu, du ved.

Jeg ved at du og det meste af det gamle band og crew har en fællestatovering, hvor der står "Freitag 4.15", som efter sigende refererer til jeres dengang værste show på Rock am Ring i 2001. Hvorfor tatovere det værst tænkelige, er du masochist?

– Jeg har vundet nogle ting i mit liv, og det har intet lært mig. Jeg har lige gennemgået de tre nok hårdeste år i mit liv, og det har været det bedste. Min bedstefar plejede at sige: "Alle bliver slået ned, det er hvordan du rejser dig op, der definerer hvem du er". Jeg siger: "Ok, slå mig ned, det giver mig en mulighed for at rejse mig med stil".

Det lyder som om, du har kørt dig selv ned i perioder?

– Totalt, jeg havde arbejdet mig ned i et sort hul, og anede ikke, hvor "the fuck" jeg var.

Kneppe et æsel

Jeg tænkte på noget. Du er åbenlyst verbal stærk, og kan levere isbrydere, som kan vende ting totalt på hovedet og hyle folk helt ud af den. Som da min kollega Lars Löbner interviewede dig, sagde du: "hey man, jeg har set dig før". "Det tror jeg ikke", svarede han, "jo, jo", sagde du, "til det der lsd-rave-party i Detroit hvor du kneppede et æsel", og du sagde noget lignende til mig i 2005. (Josh griner, eller rettere klukker længe, red.) Det er åbenlyst en måde at holde ting friske på og undgå lamme spørgsmål som: "Er der mere klaver på den nye plade?" Men er det også en måde at signalere, "jeg er i kontrol over situationen, det her er mit offentlige ansigt, og I kan komme her til og ikke længere"?

– Well, jeg har lært meget fra Dave, hvad det angår. Jeg har ikke mødt nogen, der er bedre til at håndtere berømmelse end ham. Han er langt bedre til det, end jeg er. Ikke fordi han som sådan ønsker det, han er bare nødt til det. Jeg mener, han var i fucking Nirvana, hvilket valg har du så? Jeg prøver at lære, men jeg er nok mere berygtet end berømt.

Men det virker som om, der er en helt anden sårbarhed i både musik og tekst denne gang. For eksempel i titelnummeret, som jeg hører som at bearbejde tab i livet.

– Det er rigtigt.

Men dit generelle image er mere den "toughe", skarpe, sjove fyr. Er du en anden, når du er hjemme med Brody (Dale, konen, red.) og børnene (på syv og snart to, red.)? Græder du nogensinde?

– Ja, helt sikkert, det er klart. Jeg har som mange andre mistet mennesker i mit liv, og har måttet forholde mig til det. Jeg ser ikke mig selv som en "tough guy", men jeg ser mig som en, der prøver at være en mand omkring ting. Jeg synes ikke, der er nogen grund til at være "macho", men jeg synes heller ikke, der er nogen som helst grund til at være en "pussy". Og jeg synes, der er en vigtig skelnen her. For der sker ting i dit liv, og det er du nødt til at forholde dig til som en mand. Jeg har en datter og en søn, og de er nødt til at kende forskellen. Nogle ting er svære, og jeg tror ikke på at sky sig selv fra noget, fordi man er bange. Jeg har over de sidste tre år brugt en del tid på at vente på noget. Og hvad giver det at vente? Mere venten. At vente på, at noget kommer til at ske for dig, er introen til at blive et stort offer. I forhold til musik, så tror jeg på, at hvis du lærer at lave plader korrekt, så kan du faktisk lære noget om at være i live. Så om jeg græder? Det kan du fandeme tro, jeg gør.

Hvad får dig til at græde?
– Når ting er for virkelige til, at du kan vende ryggen til dem. At give op i forhold til dig selv er svært den første gang, men derefter bliver det lettere og lettere. Jeg tror på, at det er vigtigt, at du gør det bedste for dig selv, som du overhovedet kan. Livet er hårdt, fordi det er det værd.

"I'm just a dude from the desert"

Du har også rodet dig ind i en del problemer gennem årene. Du blev arresteret for at banke sangeren i punk-bandet Dwarves, blev tvunget i rehab, og efter en koncert i Norge gik du amok på scenen og råbte blandt andet "chiken-shit fucking faggot" og blev anklaget for at være homofobisk? Fortryder du det, eller står du ved dine handlinger?

– Ok, lad os tage dem en ad gangen. I Oslo havde vi over tre-fire dage været angrebet af en salmonellainfektion. Joey og jeg fik drop i Norge samme dag som koncerten. Jeg mistede ni kilo på tre dage, men spillede alligevel, selvom jeg var vanvittig syg og rystede af feberkulde. Da jeg så får kastet en sko i hovedet fra publikum, mister jeg besindelsen. Var det smart? Sikkert ikke, men "do I give a fuck"? Ikke rigtigt. Og slog jeg sangeren i The Dwarves? Det gjorde jeg. Hvad skal jeg sige? I kan sende jeres medaljer og kager til mit hus, hvis du ved, hvad jeg mener. Sket er sket. Det er ikke sådan, at jeg ikke vil undskylde, og tror jeg aldrig laver fejl, jeg laver fejl hele tiden. Det er nok derfor, jeg er mere berygtet end berømt. Når det kommer til stykket, er jeg bare en fyr fra ørkenen (Palm Springs, red.).

Et titelnummer signalerer særlig opmærksomhed. …Like Clockwork er milevidt fra for eksempel Feel Good Hit Of The Summer eller humoren fra Songs For The Deaf, og albummet  er som helhed mindre rocket, end man er vandt til fra din kant. Er det dit primære budskab til  publikum i dag?

– Når du starter som band, fyrer du typisk alle de idéer af, du er fyldt med som ny og ung. Når du er kommet til album nummer seks, så er du ude over den fase, og det vigtigste er, at pladerne bliver et dokument over dit liv. Og for mig, for os, er det som at sige: "Det er tid til at tage fat på problemer, vi tidligere har undgået". Jeg tager nok ting op nu, som jeg ville have undgået som en ung mand. Jeg har ar, så jeg er endt med at synge om, hvordan jeg fik dem.

Roskilde Festival 2013

Hvad kan vi forvente os af Roskilde i år. Hånden på hjertet; københavnerkoncerter som Vega og KB Hallen var sensationelt gode, men for en fan var Roskilde 07 en skuffelse.

– Right, hvad synes du, Dean (som lige stepper ind for en bemærkning)?

– Vi ved ikke engang, hvad vi skal forvente, men vi vil gøre, hvad vi kan for at gøre det spændende for os selv, leve livet farligt og ikke gentage os selv. Så håber jeg, det vil lykkes at få publikum med i de øjeblikke, der bliver unikke og aldrig gentaget, siger Dean hvorefter Josh placerer skabet.

– Det bliver bandkernen, der kommer på scenen, et band der tager risici, hvilket du ikke altid bliver belønnet for. Men bandet er virkelig "tight", bredsynet og sundt, så du kan forvente, at der bliver fyret op under samtlige cylindre.

Them Crooked Vultures

Det var lidt af en våd drøm for os rockfans, da supergruppen Them Crooked Vultures blev annonceret med dig på vokal og guitar, Dave på trommer og selveste John Paul Jones (Led Zeppelin) på bas. Hvordan var det for dig, og kommer der mere fra den kant?

– Det bliver der nødt til, hvordan vil vi kunne lade være?

Det var i øvrigt en fantastisk Roskilde-koncert (2010, red.).

– Det blev ligesom showet, Lemmy var der og det hele. Jeg kom virkelig tæt på Jones (John Paul, red.) i processen, vi "bondede" omkring kærligheden til noget mørkt. Så elsker jeg at hænge ud med Jones og hans kone. Jones er 67, og ser ud som om, han er 45, og ham og konen har snart været sammen i snart 50 år. På den anden Vultures session dag blev jeg arresteret, anklagerne blev senere droppet, men jeg tilbragte natten i fængsel og lukkede ikke et øje. Jeg kom i studiet og sagde "sorry guys", og Jones kom direkte hen til mig, gav mig den helt store krammer og begyndte at servere te, og spurgte på hvilken måde, han end kunne hjælpe mig. Jeg tænkte bare: "Den her fyr, han er sgu i orden".

Elton John og Scissor Sisters

Traditionen tro er der godt med prominente gæster på …Like Clcockwork. Gamle kendinge som Mark Lanegan og Nick Oliveri gir' en hånd med, Alex Turner fra Arctic Monkeys og Trent Reznor (NIN) er i spil, og popfænomener som Scissor Sisters' Jake Shears og selveste Sir Elton John sætter deres aftryk undervejs. Josh kommenterede et par stykker:

– Jake Shears er min tv-buddy. Han kommer tit over til mit hus og tænder for flimmerkassen. Han er som en bobbel, og har en vidunderlig stemme, der kan gå op og ned i det uendelige, og så klæder han sig som en vildmand. En dag ringede telefonen og en mand præsenterede sig som Elton John. Jeg tænkte "right", jeg og får efterfølgende en sms fra en kammerat, der skrev: "Elton John ringer til dig". "Kunne du ikke have sendt den besked fem minutter før", tænkte jeg. Men Elton kom i studiet, og det viste sig hurtigt, at han er en workaholic, musikelsker ligesom som os andre, og så har han fantastisk humor.

Det kan være, at han tager George Michael med næste gang.

– Ja, "gotta have a little faith", right!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA