x

GAFFA på Glastonbury – Roskilde-navne i topform

GAFFA på Glastonbury – Roskilde-navne i topform

Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion

Glastonbury Festival, eller "Glasto" i folkemunde, er kendt for at være en særdeles mudret affære og booker af rockens absolutte stjerner. Festivalen er den aldrende landmand og arrangør Michael Eavis' livsprojekt, og den holdes på landområderne omkring Eavis' gård "Worthy Farm" i det sydvestlige England. Vejrmæssigt blev det i år en blandet omgang med både regnskyl, mudder og bagende sol.

På Glastonbury Festival har pigerne blomsterkranse i håret, der er tilbud om spirituel healing, og de store grønne arealer indbyder til, at man skal blive et med naturen. Man kan kortvarigt føle sig i en 70'er-tidslomme, transporteret tilbage til de gamle hippieværdier om den absolutte frihed.

Men filmen knækker i mødet mellem blomsterbørnsglansbilledet og de stigende priser, strenge regelsæt og den kommercialisering, som mange festivaler har ladet sig rive med af. Trods denne udvikling, som også er et produkt af mange flere tusinde gæster og en anden tidsånd, opretholder Glastonbury stadig sit ry som legendarisk festival. 

I vejen for rock'n'roll

Festivalen springer med nogle års mellemrum et år over, for at give markerne plads til at ånde og gøre klar til de kommende års vandladninger, øl, skrald og muddermasser. Sidste år var sådant et år, men det var dog ikke pleje af markerne, der primært stod i vejen for afholdelsen, men derimod manglen på transportable toiletter i England på grund af de Olympiske Lege måneden efter, der kom i vejen for rock'n'roll.

I år er der inten anden verdensomspændende event der spænder ben for toilet-transporten til pladsen i det sydvestlige England, og de 135.000 betalende gæster kan igen feste i dalen. På trods af festivalens legendariske omdømme har der altid manglet et helt bestemt navn på plakaten. The Rolling Stones aflægger deres allerførste besøg på festivalens hovedscene "The Pyramid Stage" lørdag aften, og der har været skyhøje forventninger.

De knap 800 optrædener på +70 scener over fire dage tvinger den ivrige koncertgæst ud i yderst vanskelige musikvalg, ikke bare imellem to bands, men ofte imellem en håndfuld prominente koncerter på samme tid. Som et lille plaster på såret spiller nogle kunstnere mere end én koncert, så muligheden for at undgå musikpanik øges med et par procentpoint. Nedenfor er et udpluk af det væld af fantastiske navne, som man dette år kunne opleve på årets Glastonbury. 

Jake Bugg (Pyramid Stage)

Indiekid Bugg var det allerførste store navn på festivalens hovedscene, Pyramid Stage fredag middag. Teenagepigerne var parate foran og resten af de opmødte samlet bagved.

Sættet var tætpakket, uden nogen dikkedarer. Bugg lod fokus være ene og alene på musikken og afbrød kun flowet med et "Hello, Glastonbury" og "den næste sang er...". Bugg skiftede guitar ved næsten hvert eneste nummer og spillede et cover af Neil Youngs "Hey Hey My My". På sange som "Broken" og "Countrysong" fyldte Buggs vokal pladsen ud med sit følsomme, perfekt vrængende udtryk.

Her opstod intense øjeblikke, som er det, der gør den unge fyr fra Nottingham til en, man skal holde skarpt øje med. Den spændstige, velspillede koncert var en forrygende start på weekendens koncerter. Det up-tempo nummer "Lightning Bolt" sluttede koncerten af. Jake Bugg spiller på Roskilde Festival torsdag aften.

Solange (Park Stage)

Lillesøster Knowles fulgte i sin søsters fodspor og spillede på Glastonbury lørdag eftermiddag på Park Stage (Beyoncé var hovednavn i 2011). En hel del mere afdæmpet end sin storesøster lagde Solange stærkt ud med cool dansemoves og charmerende småkommentarer.

Men den stærke intro lovede meget mere, end hvad resten af sættet kunne holde til, og det blev kedeligt i midten.

Hen mod slutningen kom Solange med opfordringen "Let's fucking lose our minds"; en velment, men temmelig malplaceret kommentar, den stille musik taget i betragtning. Men ligesom hun startede ud, rundede Solange lykkeligt af med hittet "Losing You". Solange spiller på årets Smukfest.

Azealia Banks (The Other Stage)

Højlys dag, bagende sol og skvulpende fadbamser er måske ikke det, man forbinder med en cool undergrundshiphopkoncert leveret af Harlems pt. mest hypede kvindelige rapper.

Ikke desto mindre var det forholdene for 22-årige Azealia Banks, der til lejligheden havde iført sig et neongrønt, dragelignende sæt, nøjagtig lige så skarpt og spydigt som ordlyden på hendes tekster.

Flankeret af DJ Cosmo og Banks' to dansere spyttede Harlem-pigen sine sange ud over scenekanten og fik sat gang i en regulær eftermiddagsfest hvor en imponerende menneskemændge var mødt op.

Med energiske og stærke numre som "Jumanji", "1991" og hittet "212" er der så absolut noget at se frem til på Roskilde Festival.

Crystal Castles (John Peel Stage)

Da den canadiske elektroduo Crystal Castles gæstede Glastonbury i 2008, måtte koncerten midlertidigt afbrydes pga. forsanger Alice Glass' klatren i stativer og hang til ukontrolleret crowdsurf. Denne gang var der ingen afbrydelser, men stadig en optræden i ægte Glass-ånd.

På de 42 minutter koncerten varede, nåede Glass at kravle ud i publikum to gange, stå på alle instrumenterne og splitte trommesættet ad, for derefter nonchalant at forlade scenen med en halvfuld Jack Daniel's-flaske i hånden. Koncerten var bare ikke helt færdig på det tidspunkt, og to teknikere måtte ind og rette op på skaderne, så resten af sættet kunne spilles færdigt.

Med beats så tunge, at det bankede for brystet og kildede i halsen, leverede Glass og hendes bandmakker Ethan Kath en solid elektrofest og ikke mindst performance på festivalens John Peel Stage fredag aften. Crystal Castles kan ses på Roskilde Festival lørdag aften. 

Primal Scream

Primal Scream gik på lige inden Stones og leverede en yderst vellykket koncert. "Countryside", "Swastika Eyes" og "Come Together" var aftenens højdepunkter.

Forsanger Bobby Gillespie tog en lidt anden, humoristisk tilgang til publikumsinteraktion, da han med et glimt i øjet både erklærede sin egen netop overståede gennemgang af nummeret "Swastika Eyes" for "temmelig god" og senere fik publikum til at synge med via opfordringen "Come on, fuckers!".

Klædt i et skarpt pink velourjakkesæt og et smil på læben slap Bobby G af med lidt af hvert. Gillespie gav senere et nik til Rolling Stones ved at sætte en "woo-woo"-kanon i gang udover den proppede plads.

På de sidste numre kom søkendetrioen Haim på scenen og agerede korpiger for Gillespie og co. Det var nu ikke nogen videre stor oplevelse, da stemmerne knækkede en del, og pigerne ikke ydede noget stort for koncerten, som ellers var et fremragende indslag på Glastonbury.

Rolling Stones (Pyramid Stage, lørdag den 29. Juni) 

Så skete det. The Rolling Stones gik på scenen i Glastonbury, England for første gang nogensinde i de 43 år festivalen er blevet afholdt, og de 50 år The Stones har spillet koncerter.

Hitparaden blev skudt i gang med "Jumpin' Jack Flash" af en veloplagt, glitterklædt Mick Jagger, der med glimt i øjet takkede Michael Eavis for endelig at have tilbudt dem pladsen som hovednavn på Glastonbury.

Fyrværkeri både startede og sluttede koncerten. Eks-rolling stone Mick Taylor var aftenens gæst på scenen og spillede med på "Can't You Hear Me Knocking" og vendte tilbage på de afsluttende numre.

Korpige Lisa Fischer sang med på "Gimme Shelter" og præsterede en beundringsværdig vokal, selvom var det lidt skuffende, at Stones' korsanger agerede gæst efter sværvægtere som Tom Waits og Dave Grohl tidligere har været "special guest acts".

Keith Richards bød sin velkomst med "Finally made it, eh?", efterfulgt af sit karakteristiske, røgede livsnydergrin. Richards overtog scenen på de to numre "You Got The Silver" og "Happy". Her 50 år senere ser Ronnie og Keith stadig ud til at nyde at spille med The Stones i fulde drag, hvilket smitter af på leveringen. Dog er Richards' guitarspil ikke, hvad det har været.

En kæmpemæssig Fugl Fønix rejste sig over scenen under "Sympathy for the Devil" og tilførte koncerten en velplaceret og imponerende effekt, specielt sat op til denne ene koncert. Jagger spillede også en kort, humortistisk lille sang, "Glastonbury Girl", som han hævdede at have skrevet aftenen forinden om ecstasy, telte og venten på den specielle Glastonbury-pige.

En mand i pensionsalderen med glimmerskjorter og ukontrollerbare hofter er ikke umiddelbart et syn, mange vil stå i kø for. Og gode gamle Keith burde rent udseendemæssigt stemmes af øen. Ronnie Wood er iført stram T-shirt og rockhår. Bag roret sidder trommeslager Charlie Watts, den eneste, som klæder sig retmæssigt for sin alder. De aldrende rockikoner holder beundringsværdigt fast i konceptet The Stones og kan altså trods deres høje alder stadig leve op til forventningerne.

På ekstranumrene "You Can't Always Get What You Want" og "Satisfaction" gav Jagger den alt, hvad den kunne trække, og ja, det var følelesen af ren og skær nydelse, da man stod tilbage, blæst væk af suset fra, hvad der føltes som en kommende historisk musikbegivenhed.

Danskere på Glastonbury

Det er ikke mange fra det danske, som finder deres vej til Glastonbury Festival. Men vi mødte fem, der havde besluttet at pakke taskerne og drage mod Worthy Farm.

Gitte, Sara, Johannes, Rasmus og Camilla har i år besluttet at tage på Glastonbury for første gang og var klar ved tasterne for at få fat i billetterne, der solgte ud på mindre end to timer i oktober sidste år.

Det er Camillas allerførste festival, og ind til videre er hun tilfreds med oplevelsen og synes, det har været fedt. De fem bor lige i midten af festivalen med udsigt til Pyramid Stage. "Det ville jo svare til at campe lige ved siden ad Orange Scene på Roskilde Festival," siger Johannes.

Gitte påpeger de mange dansesteder som "Beat Hotel" og "Arcadia" som et plus og synes festivalen er godt integreret. På trods af at lejrområdet er "dødt", som drengene siger, og der er mange familier og børn. Drengene er heller ikke helt tilfredse med forbudet mod at tisse i hegnet. Rasmus forsøgte, men blev stoppet af en gruppe voksne mænd, som i kor råbte "Love the farm, do no harm!"

Johannes synes deruodver, at der er lidt for stort et udbud af aktiviter. "Jeg har for eksepmel ikke brug for at lære at lave ild. Med en sten." Pigerne er ikke helt enige: "Så er der jo noget for alle."

Som Sara siger: det er vigtigt, at de ikke i dag peaker for tidligt, da de skal have opbygget en god brandert til aftenenes, og festivalens, absolutte must-see The Rolling Stones. Derfor starter de ud med et stille glas rødvin kl 12.30 på de grønne arealer foran Pyramid Stage.

Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA