x

Gnarls Barkley – anti-blærerøve

Gnarls Barkley – anti-blærerøve

Bag duoen med det mystiske navn Gnarls Barkley gemmer sig Gorillaz-produceren Danger Mouse og rapperen Cee-Lo. To soloartister, hvis sideprojekt meget vel kunne gå hen og blive årets hit, men det tager de dog selv med ophøjet ro.

Inde på det kølige og minimalistiske hotelværelse, til små 8000 kroner per døgn i hjertet af London, ligger den ene halvdel af Gnarls Barkley, produceren Danger Mouse alias Brian Burton udstrakt på sofaen, der er et godt stykke for kort til en mand af hans længde. Der bliver pænt givet hånd, men så rækker gæstfriheden heller ikke længere. Grunden til den noget aparte interviewpositur er, at Burton tidligere på dagen var hos tandlægen for at få lavet en rodbehandling, et så smertefuldt indgreb, at han nu er på stærke smertestillende piller, og i kraft af det er den i forvejen lidet farlige mus forvandlet til et dopet lam.

Er du så crazy for et hit?
Du har uden tvivl hørt førstesinglen "Crazy" fra albummet "St. Elsewhere". Hvis ikke burde du seriøst overveje at skifte radiokanal, for her er tale om en af de sange, der vil være med til at definere året 2006. En sang, der både lyder moderne og retro. En hiphopsang med samme klassikerpotentiale som Outkasts "Hey Ya" eller The Roots’ "The Seed". Altså en hiphopsang, der ikke kun henvender sig til et hiphop-publikum, men derimod appellerer bredt til et universelt publikum, et publikum, der kun har den gode smag tilfælles.

Ud over at være en ganske uimodståelig sang er historien om "Crazy" og dens lynfærd til toppen af de engelske hitlister også bemærkelsesværdig. Efter at den var blevet lækket præmaturt til nettet, blev der handlet hurtigt, og sangen blev sat til salg på lovlige download-sites. Og selvom singlemarkedet stadig blomstrer i England, kunne diverse fysiske singler ikke hamle op med "Crazy", der blev den første single, som gik ind på hitlistens førsteplads udelukkende ved hjælp af downloads. Hvornår gik det op for manden og musen bag sangen, at de havde et hit i hænderne?

– Det er ikke rigtigt et stort hit endnu. Det har solgt meget, det er blevet downloadet meget, og det er blevet spillet rigtigt meget. Men jeg ser det ikke som et gigantisk hit, jeg går meget mere op i albummet som en helhed. Det ville faktisk passe mig meget bedre, hvis folk hørte "Crazy" som en del af albummet, frem for bare den sang, men det er for sent nu. For de folk, der køber albummet, er sikkert så trætte af "Crazy", at de skipper over den, når de hører cd’en. Men vi har aldrig set succes som en ting der kunne defineres af, hvor kendt man er, eller hvor meget man har solgt. Vi bliver kun mindet om, at vi ligger nummer et, når pladeselskabsfolk kommer og fortæller os det.

Er det rigtigt, at vokalen til Crazy blev indsunget i ét hug ved første forsøg?
– Ja, det er rigtigt nok (synlig stolthed spores i Burtons ansigt). Vi havde sat musikken på repeat og lyttet til den i et par timer og begyndte at snakke om, at mange folk er mere interesserede i kunstneren end kunsten. Samtalen udviklede sig så til at omhandle den stigende fascination af skøre mennesker, uanset om det er massemordere, politikere eller bare excentriske individer. Så det var den samtale, der på en måde endte med at blive teksten. Og efter at han havde fået en times tid til at skrive, bad han om, at jeg gjorde båsen klar, hvor vi optog vokaler, og to minutter og 58 sekunder efter havde han sunget det, du hører på cd’en. På det tidspunkt havde selv jeg svært ved at skjule min begejstring.

Big pimpin’ vs. street cred
Det er ofte producerne, altså folkene bag knapperne, der i langt højere grad er leveringsdygtige i hits end artisterne foran mikrofonen. I popverdenen har det længe været folkene bag artisterne der leverede hittene, en tendens, der også er blevet særdeles udbredt i hiphopverdenen, hvor vi inden for de seneste 10 år har set producere som P. Diddy, Dr. Dre, Wyclef Jean, Missy Elliott, Timbaland og senest Pharrell Williams og Chad Hugo fra The Neptunes være dem, man gik til, hvis man ville have et hit. Selvom det er en rigtig god forretning at være beat-leverandør til popstjernerne, og flere og flere hiphop-producere fokuserer målrettet på den side af spillet, har de seneste par års nye stjernefrø Danger Mouse ingen intentioner om at forvandle sig til kompromitterende hitmaskine.

Nu her et par årtier efter at hiphoppen startede, ser du det så stadig som en genre i udvikling, eller er den blevet for inficeret af big business?
– Øhm (fulgt af 33 sekunders tænkepause, hvor Burton snurrer sit hår rundt om en finger) Jeg går egentlig ikke så meget op i det spørgsmål, som jeg gjorde i gamle dage. Misforstå mig ikke, jeg forstår godt, hvad du prøver at sige, men jeg plejede at have meget mere passion for denne genre. Tidligere ville jeg have hidset mig meget mere op over alle de folk, der er med til at ødelægge den nu, men jeg har indset, at det ikke kun skyldes de folk, der laver musikken, det skyldes også dem, der sælger den, dem, der køber den, og for den sags skyld hele Amerika.

Føler du dig komfortabel med det successtadie, du er på?
– Jeg er egentlig aldrig rigtig tilpas. Jeg burde sikkert være det, men jeg vil helst ikke miste muligheden for at arbejde sammen med folk. Jeg er stadig på et stadie, hvor jeg har meget at lære, og jeg tror, man kan miste sin uskyld, hvis man begynder at have for høje tanker om sig selv.

Er du bange for at miste jordforbindelsen, og blive lokket ind i den helt store liga, hvor man spytter hits ud til Britney, Gwen, Christina, Justin og så videre? Og derved risikerer at miste din street credibility?
– Hvad tror du selv?
Jeg tror, du ville være utilpas med at befinde dig i den verden og derfor bange for det.
– Jeg er ikke bange. For jeg vil aldrig ende der. Jeg laver album, ikke hits.
Hvad, hvis du blev tilbudt et bjerg af penge? Alle har vel en pris?
– Hvem siger, jeg ikke er blevet tilbudt det? Jeg er egentlig ikke interesseret i at tale om det, for fra naturens side er jeg ikke en blærerøv, og jeg har ikke lyst til at nævne alle de store tilbud, jeg har sagt nej tak til. Folk tror, at jeg ikke har fået de tilbud, fordi jeg ikke har lavet noget højprofileret endnu, men jeg har altså fået tilbudene. Jeg vil ikke lave noget, jeg ikke elsker. Hver gang jeg har lavet en ny plade, så synes jeg, at det er det bedste i hele verden, og derfor kommer det mere bag på mig, at mine ting ikke bliver lige så populære som Gnarls Barkley eller Gorillaz. Jeg har lige arbejdet sammen med nogle grupper, hvor jeg ikke har lavet hele albummet, men kun et par sange, så der er undtagelser, men det skyldes ren og skær kærlighed.

Hvem er det?
– Sparklehorse og The Rapture. Vi kommer på et tidspunkt til at arbejde sammen igen, men på baggrund af de samarbejder tror jeg, at jeg vil holde mig til at udelukkende at arbejde på hele album. Det drejer sig virkelig ikke om pengene, om jeg arbejder med en artist eller ej, den båd har jeg allerede afvist.

Du har eftersigende lavet et helt nyt album med Damon Albarn, hvad kan du fortælle om det?
– Det er et helt album, og det blev lavet efter Gorillaz-albummet, men jeg kan ikke sige mere om det, for det er hans album. Det er ikke et projekt, vi har sammen, det er udelukkende ham.

Læs resten af interviewet i GAFFA juni, der er på gaden nu


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA