x

Nekrolog: George Duke er død, 67 år

Nekrolog: George Duke er død, 67 år

Billedet: George Duke (til højre) med bassisten Stanley Clarke

Keyboardspilleren og produceren George Duke er død af leukæmi på et hospital i Los Angeles. Dermed er en stor og indflydelsesrig keyboardspiller gået bort. En brobygger, der leverede afgørende indsatser på mange store øjeblikke inden for rytmisk musik. For han kunne så meget og havde en helt egen tilgang på synthesizeren, som fik producere og orkesterledere som Miles Davis, Frank Zappa og Quincy Jones til at gribe knoglen og få den karismatiske mand til at komme og levere sin afgørende lyd.

Han spillede selvfølgelig på Michael Jacksons bedste skive overhovedet, Off The Wall. Ja-ja, Thriller var også fantastisk og Bad, men Off The Wall var nyskabende og Michaels output så befriende friskt. George Duke havde allerede på det tidspunkt været fast mand hos den mest krævende af alle orkesterledere, Frank Zappa, og det var i den kapacitet, at undertegnede så ham første gang.

I 1974 drog Frank Zappa og det års version af The Mothers på turné, hvor de fejrede udgivelsen af albummet Roxy And Elsewhere. For diehard fans som mig selv og vennerne samledes opmærksomheden sig til at begynde med om bassist Roy Estrada, som var en af "de gamle", mens et ungt brushoved kaldet Napoleon Murphy Brock flintrede rundt og var den specielle kombination af soulbrother, saxofonist og leverandør af alskens sjofle hooklines, sådan som Mr. Z godt kunne lide det i de år. Men oppe til venstre bag et væld af synthesizere stod en mand, som stedse fyldte mere og mere. Og det var tydeligt, at når Frank Zappa faldt i med de lange tirader på spaden eller hurtige breaks skulle fyres af, havde han i den mørklødede mand fundet en afløser for Ian Underwood, der kunne tilføre en ekstremt funky lyd til foretagendet. Ligesom "hertugen" også kunne levere en yderst kompetent vokal, når det var påkrævet. Det var ikke med hans gode vilje, og som han siden har sagt det om den krævende orkesterleder: "Jeg blev tvunget til at synge af Frank Zappa!!" Det er meget morsomt. Duke ville bruge sin nyfundne selvtillid til rent faktisk at tilføje sang på sit soloalbum det år, Faces In Reflection.

Sammen med Zappa deltog Duke på en lang række af de vigtige 1970'er-album, tænk bare på Overnite Sensation, Chunga's Revenge, The Grand Wazoo, 200 Motels, Apostrophe og en række andre. Vil du grave ned i den tid og George Dukes frugtbare samarbejde med Frank Zappa, kan jeg anbefale serien af koncertoptagelser, der posthumt er udgivet efter Zappas død i 1993 med titlen You Can't Do That On Stage Anymore. George Duke har siden med taknemmelighed set tilbage på tiden med Frank Zappa:

"Frank Zappa var ansvarlig for min introduktion til synthesizere. Han sagde en dag til mig, at jeg skulle spille på synthesizere. Simpelthen! Han købte en ARP 2600 og satte den ved siden af mit Fender Rhodes el-klaver. Den havde alle de her knapper og virkede uoverskuelig. Jeg tog den med hjem et par gange sammen med manualerne, men jeg kom ingen vegne. Det var som at været tilbage på universitetet og studere et abstrakt fremmedsprog. Til sidst fik jeg fat i en mere simpel maskine, nemlig en ARP Odyssey. Jeg besluttede mig for at spille på ARP af den ene grund, at jeg ville være forskellig fra Jan Hammer, som spillede på Mini Moog, og han var langt foran mig på det område. Desuden var Ian Underwood også virkelig dygtig til at bruge 2600-maskinen, og jeg ville lyde som den rene nybegynder i sammenligning med ham. Men jeg blev hurtigt tiltrukket af alle mulighederne i det instrument". And the rest is history. Zappa ville siden være med under forskellige alias'er på Duke-soloplader, ligesom Duke altid sagde med dyb taknemmelighed om geniet med den berømte sorte moustache, at "han åbnede alle dørene. Via Frank holdt jeg op med at være elitær!"

Andre vigtige samarbejder, hvor George Duke gjorde en afgørende forskel, var med det brasilianske ægtepar bestående af mesterperkussionisten Airto Moreira og sangerinden Flora Purim. Som det havde været tilfældet med Stan Getz, blev Brasilien et lykkeligt sted for George Duke, som var med til at formulere en ny tilgang til basiliansk jazz, ikke mindst med en anden af den tids banebrydende musikere, Milton Nascimento. Mesterværket fra de år kom i 1980 med titlen, Brazilian Love Affair.

Ud over Zappa var en afgørende læremester for George Duke, saxofonisten og orkesterlederen Julian "Cannonball" Adderley, som gav den unge Duke pladsen efter Joe Zawinul, der efter en årrække i bandet var gået videre til først at skabe afgørende fusionsmesterværker med Miles Davis og lige efter havde dannet Weather Report. George Duke var bare 24 år gammel på det tidspunkt. Han ville siden samarbejde med en lang række af jazzfunkens største stjerner - bare tænk på Stanley Clarke, Billy Cobham, George Clinton og mange andre, ligesom han også arbejdede med andet talent fra den nærmeste familie, nemlig kusinen Dianne Reeves. Desuden producerede han en lang række kunstnere, bare tænk på Al Jarreau, Smokey Robinson, Anita Baker, Barry Manilow og Gladys Knight. Listen synes faktisk uendelig for denne grænseløse kunstner.

George Duke sluttede på toppen. Hans seneste album, der udkom på det label, han selv startede i 2000, hed DreamWeaver. Det røg direkte ind på 1. pladsen på branchebladet Billboards liste for moderne jazz. Bag udgivelsen gemte sig en stor sorg. For ikke bare Duke selv, som kæmpede med den leukæmi, som han jo altså døde af i går, måtte holde for. For et år siden mistede han sin mangeårige kone, Corine, som døde af kræft. Albummet var derfor tilegnet hende. De to overleves af to sønner.

George Duke (1946-2013) - ÆRET VÆRE HANS MINDE.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA