x

Ulige Numre – Ung storbypoet sætter nye ord på tilværelsen

Ulige Numre – Ung storbypoet sætter nye ord på tilværelsen

Se flere nye GAFFA-billeder af Ulige Numre i GAFFAs gallerisektion

Der var en kø på over 100 meter af folk, der gik forgæves foran spillestedet VoxHall på Spot Festival 2012, da debutanterne Ulige Numre var programsat, samtidig med at der var god plads i Koncerthusets store sal til Tim Christensen. Ikke for på nogen måde at forklejne sidstnævnte; visse artister har format til en livslang karriere, men alligevel tankevækkende. Hype eller vagtskifte? To år før kulminerede sæsonen for Tim, da han sammen med resten af Dizzy Mizz Lizzy spillede foran 65.000 mennesker på Roskilde Festival (inklusive Lemmy og Dave Grohl), ovenpå et historisk succesfuldt comeback med 90'ernes førende danske rocksensation. I samme periode var Carl Emil Petersens primære bidrag til musiklivet at færdiggøre sin hovedopgave i 3.G på Christianshavns Gymnasium om Pink Floyds mesterværk Dark Side Of The Moon. Men det skulle hurtigt vise sig, at den unge københavner kunne andet og mere end at udlægge Roger Waters' tekster og Gilmours stenede stemmeføring og tilbagelænede greb om den seksstrengede.

Der kan være kort fra asken til ilden. Carl Emils kompositioner og vennerne i Ulige Numres fortolkninger af samme kom Nikolaj Nørlund – den ukronede konge af alternativ rock herhjemme – for øre. På samme måde som Michael Laudrup vil være i stand til at udpege en kommende driblekonge på et provinsielt juniorhold, er en garvet rockveteran i stand til at spotte et ægte musikalsk talent. På trods af at sangskriveren ikke har oplevet så meget som et sekund af 80'erne, kan Ulige Numre allerede bryste sig af to megahits, "København" og "Navn I Sne". Og et tredje ulmer i form af "Blå". Sideløbende kan Carl Emil i tre år i træk hæve 285.000 danske klingende kroner i banken i kraft af, at Tonekunstudvalget under Statens Kunstfond tildelte ham et af de prestigiøse treårige arbejdsstipendier. En udmærkelse, der kun gives til kongerigets stærkeste kunstnerne, og meget sensationelt uddelt til en så ung en artist. I øvrigt en kontroversiel og meget debatteret sag, men den må vi tage en anden gang.

Ungdommen – nu til dags
Så trods rastløs ungdom og studenteragtigt morgenhår er det på sin vis et par garvede debutanter, GAFFA møder på Christianshavn i form af trommeslager Teis Lindeskov Søgaard og Carl Emil selv nærmest timer efter, at sidste hånd er lagt på debutalbummet, der har fået den "gammeldags" danske titel "Nu Til Dags" og udkommer 12. august. Smilene er så store, som vejret er godt. Vi har at gøre med et par tilfredse fyre, der tager en velfortjent slapper oven på et både langvarigt og intensivt indspilningsforløb. Det er i det store hele sangeren, der fører ordet, manden bag tønderne har nok rigeligt at tænke på, da han har eksamen/koncert på rytmekons samme aften (håber det gik godt Teis!).

Carl Emil: – Selvom vi har udgivet en ep, som vi var heldige at rigtigt mange mennesker hørte og kunne lide, så er det her vores debutalbum, og det er den følelse, vi sidder med nu – en god følelse. Det har været et langt og begivenhedsrigt forløb. "Ingen Vinder" er en sang, jeg skrev for mere end to år siden, og "Bare En Lille Smule" blev skrevet en uge før sidste studiesession. Vi har kun et debutalbum i os, og så skal det sgu også være i orden.

Tiden vil vise, om publikum vil tage imod "Nu Til Dags" med tilsvarende kyshånd, som tilfældet var med de første sange fra Petersens hånd. Bandet er tilfredse, og producer Nikolaj Nørlund mener også, at drengene har præsteret på topniveau, og Carl Emil og Teis er ikke blege for at kreditere deres mentor for en stor del af æren

– Nørlund har en fantastisk erfaring. Han er dygtig og sjov på sin egen måde, og har stor respekt og forståelse for, hvad det er vi kan og vil. Han er lidt vores George Martin-type, og det er fantastisk, at have sådan en fyr at arbejde med.

Parallellerne mellem den mere end dobbelt så gamle Auditorium-boss og Ulige Numre er mange. Ikke mindst i forhold til at bruge det danske sprog i nye og kreative formationer. Men trods Carl Emils greb om modersmålet kommer den grundlæggende inspiration fra den anden side af Atlanten.

Carl Emil: – Det var først senere, at jeg fik øjnene op for folk som Nørlund, C.V. Jørgensen, Lars H.U.G. og en digter som Søren Ulrik Thomsen og deres måde at bruge sproget på. Det har helt klart været de amerikanske sangskrivere, som har præget mig i min musikalske grundstøbning, hvis man kan sige det sådan. Bob Dylan er selvfølgelig umulig at komme uden om, og så har en kunstner som Ryan Adams betydet rigtig meget for mig. De kan smelte melodi og tekst sammen på den rigtige måde. Mit ønske har været at forsøge at gøre hvad de gør, men bare på dansk.

Der er efterhånden mange danske kunstnere, der har vekslet mellem det danske og det engelske. Nørlund selvfølgelig, men også folk som Søren Huss og Christian Hjelm. Kommer det også til at ske for Ulige Numre, for hvis der skal ske noget seriøst uden for Skandinavien, er det vel en nødvendighed?

Carl Emil: – Så langt tænker vi slet ikke nu, og vi har ingen planer på forhånd i den retning. Jeg elsker at bruge og lege med det danske sprog, og de udfordringer det stiller. Det rører folk på en mere direkte måde, når man kommunikerer på modersmålet, det kan jeg tydeligt mærke. Man kan ikke undgå at forholde sig til, hvad der bliver sunget.

Og Carl Emil er dansker med stort D. Født på Rigshospitalet og opvokset både på Østerbro og Amager og vel sin generations mest markante storbypoet, der i den grad har sat København på det lyriske landkort, ikke mindst hos ligesindede og jævnaldrende.

Carl Emil: – Storbypoet? Jamen, mange tak. Jeg har hørt det før, og jeg er beæret over den betegnelse. Der er noget særligt over at synge om din egen by, og den puls og atmosfære du oplever omkring den. Det er noget, der har inspireret mig ved andre sangskrivere og forfattere. For eksempel har jeg dyrket de gamle amerikanske beat-poeter, som Jack Kerouac, der både hylder livet i storbyen og samtidig lægger en form for egoistisk evig ungdom for dagen. I dag har man en fyr som Paul Auster, der virkelig forstår at bruge byen – i særlig grad New York – som ramme for sine fortællinger. Men selvom jeg elsker København, har jeg også et nært forhold til helt andre dele af Danmark. Jeg har tilbragt rigtigt meget tid med at skrive i et sommerhus i Skagen. Flere af sangene fra "Nu Til Dags" er skrevet deroppe. Der er en ro, atmosfære og skønhed deroppe, der stimulerer kreativiteten.

Pladderomantisk drømmer
Når man ser på Carl Emils referencer og for den sags skyld lytter til Ulige Numres musik, er der en stærk både musikalsk og litterær ballast med flere årtier på bagen, men ikke desto mindre har bandet fået deres egen generation i tale, og har også fat i et ungt poppublikum, der ikke går af vejen for hverken Medina eller Burhan G.

Carl Emil: – Vi kan mærke, at vi appellerer bredt – også aldersmæssigt, og det er vi rigtig glade for. Vi har bevidst valgt en lidt "gammeldags" klingende titel. Vi samler alle på vinylplader, og har været optaget af ideen om at opbygge et "klassisk album". Vi har taget chancer også omkring rækkefølgen. Jeg synes for eksempel selv, at de tre bedste sange på pladen er de tre sidste. Det er måske lidt dristigt, men vi kan godt lide tanken om, at den tålmodige lytter bliver belønnet i sidste ende.

Det er muligt, at I appellerer bredt, men samtidigt er du vel som sangskriver også et barn af din tid?

– Jo, jeg skriver også om ting, der rører sig i min egen generation, og der hvor jeg som 22-årig er i dag. Ungdommen har ikke ændret sig, men rammerne omkring den har. Der er i dag et tagselvbord af muligheder, men også enorme forventninger til unge om at lykkedes med alting og gerne hurtigt. Det er der mange af sangene, som kredser om, herunder det forventningspres, vi personligt har oplevet efter ep'ens flotte modtagelse. De temaer er der måske mange jævnaldrende, der kan relatere til.

Du er blevet sammenlignet med nogle af de store danske poeter som C.V. Jørgensen, der i sin tid også var en politisk stemme. Hvad med dig?
– Politik interesserer mig ikke. Så jeg kommer nok ikke til at formulere min tids politiske visioner. Jeg er nok lidt af en pladderromantiker, når det kommer til stykket. Men der kan heller ikke skrives nok kærlighedssange.

 
Hør pladen!
Måske blev (journalistuddannede) Nikolaj Nørlund en anelse træt af GAFFAs lettere debile spørgsmål for svarene på sådan cirka ni ud af ti var: "Hør pladen" (opfordringen hermed givet videre). Alligevel lykkedes det at få et par ord om, hvad det er, Carl Emil og Ulige Numre kan fra bandets producer, pladeselskabsmand, og mentor.

– Det her er debutalbummet, selvom ep'en fik enorm opmærksomhed. Så opgaven har været at finde en balancegang mellem både at bygge videre på det, som folk kunne lide fra de første singler til et ¨nyt selvstændigt udtryk", der kan noget på egen hånd. Og det synes jeg er lykkedes, det er blevet et album med mange forskellige temaer, der hænger godt sammen som helhed.

Hånden på hjertet. Har vi at gøre med et band eller et Carl Emil-soloprojekt med et par venner?
– Jeg ser dem som et band, hvor alle, som på et fodboldhold, har forskellige positioner. De er gode til både at gøre hinanden – og mig – gode, fordi de grundlæggende har tillid og ikke er bange. Jeg synes, de har noget særligt. Ikke mindst stærk sangskrivning, og så i så ung en alder. Bare hør pladen (ja, ja, red.).

De har fået vild succes "over night". Kan de styre det, eller er der gået lidt for meget "after party" i den?
– Man skal tage de after partys, man kan, de skal leve i den situation, de er i, men de får også noget fra hånden, det skal sgu nok gå.

Tror du, at I har et langt forløb sammen foran jer, eller er du parat til at give dem videre?
– Det er ikke til at sige, det kan gå begge veje, og som tingene er lige nu, arbejder vi sammen. Det kommer an på, hvordan de ønsker at udvikle og forvalte deres evner. Men jeg er ret sikker på, at de er kommet for at blive.


Sune, New York, damerne og kongen af Fanø

Har man en musiker i blodet, starter de fleste med at tyre forældrenes pladesamling igennem, suge til sig fra vennerne, for med årene at finde sine egne favoritter. Sådan har det også været med Carl Emil, og den danske kunstner, som særligt gjorde indtryk på den unge amagerkaner, var Sune Rose Wagner. GAFFA fangede Sune i hans nye bopæl i det solbeskinnede Los Angeles.

Carl Emil er gammel fan af både Psyched up Janis og Raveonettes, hvad har han sagt til dig om emnet?
– Ikke noget, haha. Han er vist lidt genert på det område.

Du har lånt ham din lejlighed i New York i tre uger. Lidt af en tillidserklæring. Lod han opvasken stå og smadrede dine kinesiske vaser?
– Ja, og han smadrede også min Pretty In Black-guldplade og min bil…Nej, han var respektfuld. Han ville gerne skrive noget musik og få noget god inspiration i New York, så det var da helt oplagt, at han lånte den. Jeg tror nu mere, han fik kigget på damer end på akkorder, men det må han selv ligge og rode med.                            

Hvad er din oplevelse af Ulige Numres musik, og hvordan vurderer du mulighederne/fremtiden for Carl Emil og Co.?
– Han er en dygtig sangskriver og ikke mindst en virkelig god performer, og det er et sjældent syn i disse dage. Han nyder virkelig at stå på scenen i modsætning til visse andre, mig selv inklusive. Da han opvarmede for Raveonettes (solo, red.), var der utroligt mange, som var ekstremt begejstrede, så jeg vurderer en strålende fremtid for ham og bandet.                                                                  

De synger på dansk. Er de chanceløse i udlandet, med mindre de skifter sprog?
– Ja, det er de nok til et vist punkt. Den slags dansk musik, som de står for er yderst svært at genskabe i udlandet med mindre de ændrer teksten fra København til London eller Berlin eller sådan noget. Der er noget meget intimt og personligt ved at synge om sin egen by, og den har de ramt godt, bliv ved med det. Udlandet er noget overvurderet lort!

Hvordan vil du beskrive Carl Emil og de andre som mennesker og som kunstnere?
– Jeg kender desværre kun Carl Emil, men det er da også en fin begyndelse. Jeg ser ham som en ung, håbefuld og fremadstormende musiker, hvis han da ellers kan holde fingrene fra damerne og koncentrere sig mere om sangskrivningen. Han har jo allerede en trofast skare af begejstrede tilhængere, så det er bare om at klø på. Ud over det er han rastløs på den helt rigtige måde, en solid kombination!

Hvis du var bandets manager, hvilken slagplan ville du så lægge for bandet på kort og længere sigt?
– Tingene foregår jo meget anderledes i Danmark end i udlandet, hvor vi med Raveonettes måtte spille 260 koncerter på et år for ligesom at slå os fast. Det kan man jo ikke i Danmark, så jeg ved sgu ikke rigtig, hvad slagplanen ville være, ud over at han som sagt sgu bare skal skrive så meget som muligt og selvfølgelig ha' det sjovt med det. Emil! Du må meget gerne kigge på damer...

Kan du forestille dig en form for samarbejde mellem dig/jer og Carl Emil/Ulige Numre på sigt, og hvis ja, hvad kunne du så forestille dig?
– Det har ikke lige strejfet mine tanker, men man ved jo aldrig. Jeg kunne sikkert godt på et tidspunkt finde på at lave endnu en dansk plade, og så ville det da være oplagt at spørge Carl Emil, om han havde lyst til at være med på den, men jeg ville sikkert spørge Johnny Madsen først, sorry, Carl Emil.

Og så lige et spørgsmål fra drengene selv. Hvad siger Sune Wagner solo til at varme op for Ulige Numre på den danske efterårsturné?
– Jamen, det lyder skønt umiddelbart, men jeg er bange for, at folk vil smide sure trusser i hovedet på mig, fordi jeg aflyste nogle koncerter og opløste mig selv, sidst jeg prøvede. Men alle gode gange to siger jeg bare… Vi ser, hvad der sker.

Se flere nye GAFFA-billeder af Ulige Numre i GAFFAs gallerisektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA