x

Morningside Records fylder fem

Morningside Records fylder fem

Billede: Morten Larsen

Det lille århusianske pladeselskab Morningside Records kan i år fejre fem års fødselsdag. Fem år, hvor labelet er gået fra hjemmebrændte cd'er med smalle støjrock- og lo-fi-navne som The Morningside og Strumm til forholdsvis bredt appellerende udgivelser med navne som P3-yndlingene Figurines og Under Byen (billedet), der havnede på forsiden af GAFFA i marts og på albumhitlistens top 20.

- Ja, det går meget godt, fortæller Jesper Brodersen, der sammen med navnebror Jesper Majdall driver Morningside Records. Brodersen fra sin lejlighed i Århus, mens Majdall er bosat i Berlin. Brodersen fortsætter:

- Men det er gået stille og roligt frem. Vi har ikke villet - eller kunnet - gå frem med det store marketingsapparat, men har ladet tingene ske af sig selv. Vi vil gerne skabe et marked for de plader, vi godt kan lide, i stedet for at tilpasse os et marked. Men vi har da lært meget forretningsmæssigt på de fem år.

Har I nogle forbilleder, hvad angår uafhængige selskaber?
- Ja, for eksempel Crunchy Frog herhjemme, Matador, Drag City og Thrill Jockey i USA og Domino i England. Alle selskaber, som har formået at bevare en kunstnerisk integritet og samtidig på et tidspunkt har fået et større eller mindre kommercielt gennembrud, men har fortsat med også at udgive eksperimenterende plader. Og sådan vil vi også gerne være.

En ren overskudsforretning er Morningside dog ikke.
- Under Byen er vores bedst solgte navn til dato. De har solgt 3500 album på to måneder, og det synes vi er meget flot med den type musik, de laver. Men at Larsen And Furious Jane, som bortset fra Mew vel lavede den bedst anmeldte danske plade sidste år, kun har solgt 200 af dét album, er os en gåde. Så det løber kun lige rundt, men vi fortsætter ufortrødent, forsikrer Jesper Brodersen og gør lige opmærksom på Morningsides næste projekter:

Debutalbummet med singer-songwriteren Oceano da Cruz-albummet (ude nu), Jomi Massages big band-plade, der udkommer 19 juni efter nogen forsinkelse og vinderne af P3 Eksperimentet-prisen Oh No Ono, hvis debutalbum udsendes 28. august. En udgivelse, der får disse ord med på vejen af Jesper Brodersen.
– Det album bliver et monster.

Morningside Records' hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA