x

Tom Odell: Jeg læser ikke mine egne anmeldelser

Tom Odell: Jeg læser ikke mine egne anmeldelser

22-årige Tom Odell har primært gjort sig bemærket herhjemme via nummeret "Can't Pretend". I hjemlandet har han modtaget den prestigefulde kåring "Critic's Choice" til årets Brit Awards, men han er også blevet svinet til af NME, hjulpet frem af Lily Allen og har senest scoret sig en support-tjans for ingen ringere end The Rolling Stones til deres koncert i Hyde Park. Men lad os starte ved begyndelsen. Det unge stortalent forklarer GAFFA, at det var i en alder af seks år, han hos sin bedstemor, som havde et stort klaver stående i stuen, han begik sig ud i sine tidligste musikalske udfoldelser.

– Jeg kommer ikke fra en musikalsk familie, så jeg er ikke på den måde disponeret for at være særligt talentfuld, men da jeg først var gået i gang med at banke løs på hendes klaver, var det svært at stoppe igen. Et par år senere – da jeg var omkring ni år gammel – begyndte jeg at få rigtige lektioner, og da jeg var tolv år gammel, begyndte jeg at skrive sange selv, fortæller Odell, som røber at han gik på skattejagt i faderens pladesamling, hvor han fandt plader med blandt andre Elton John, Beatles og Eagles. Sangene herfra lærte han sig selv at spille på klaveret.     

Da Tom Odell først begyndte at optræde med sine sange rundt omkring i London, fandt hans talent vej til en prominent kunstners ører. Ingen ringere end Lily Allen så en af hans optrædener.

– Hun dukkede op til en af mine koncerter i London, hvor der kun var omkring 20 mennesker til stede, og herefter begyndte hun at være til flere af mine koncerter, hvor hun kom op til mig og sagde, at hun virkelig godt kunne lide, hvad jeg laver.

Mødet mellem de to kunstnere var en succes, og Allen var ikke sen til at signe ham hos pladeskabet In the Name Of, der er en del af Columbia Records, og som hun selv er chef for.

– Jeg er meget heldig at have mødt hende. Hun har virkelig sat skub i tingene for mig.

Opvarmning for legenderne
Det er en velkendt sag, at Odell modtog en historisk sviner i NME, hvor hans album ikke alene fik nul stjerner, men også fik ord med på vejen som: "En stakkels, vildledt wannabe, der er faldet i hænderne på den del af musikindustrien, som svarer til de ungarske sex-menneskehandlere". Da GAFFA imidlertid nævner affæren for den unge sangskriver, undviger han.

– Jaeh, det har jeg vist hørt noget om. Jeg læser ikke rigtig mine egne anmeldelser…

Vi rykker hurtigt videre, for da The Rolling Stones skulle optræde i Londons Hyde Park havde Tom Odell sammen med Jake Bugg fået den ærefulde tjans at varme op for Mick, Keith, Charlie og Ronnie.

– Det er så vildt, ekstremt spændende! Hvis der var nogen, der for to eller tre år siden havde sagt til mig, at jeg ville komme til at varme op for Stones, ville jeg have grinet min røv laser, fortæller Tom, der dog ikke har mødtes med de aldrende rockstjerner, da GAFFA taler med ham. Dog kan han fortælle, at tjansen som support nærmest faldt ned i skødet på ham.

– Faktisk ledte jeg efter billetter til koncerten, og jeg spurgte min manager om hjælp, og han sagde: "Jeg kan ikke skaffe billetter, men de har spurgt, om du vil varme op…" og jeg sagde bare: "What the fuck…" Det er jo fuldstændig sindssygt, men selvfølgelig helt fantastisk!  

For sent til NorthSide
Der var mødt mange op, da Odell skulle optræde på årets NorthSide Festival, men de måtte vente lidt, for ved koncertens start, var Tom endda ikke ankommet til festivalen. Her er hvad der skete:

– Haha, det var et mareridt! Vores færge var forsinket på grund af dårligt vejr, så vi besluttede os for at køre hele vejen, og vi kørte i over 12 timer. Jeg kan huske, vi løb utrolig meget den dag, haha! Det var mit første festivaljob den sommer, så jeg var meget ærgerlig over at komme for sent. Men det var virkelig fedt, at spille der. Det var dejligt, at der var så mange. Jeg skal nok sørge for at komme til tiden, når jeg kommer igen til november.

Hvem: Tom Odell, 22 år

Hvad: – Singer/songwriter med masser af klaver, tekst og rytme er nok en god måde at beskrive min musik på.

Hvor: Tom Odell bor i det østlige London, hvor han har brugt de seneste par år på at spille på mange af byens mindre spillesteder. Nu er tiden kommet til at opgradere – blandt andet med en opvarmningstjans for The Rolling Stones i Hyde Park.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA