GAFFAs jubilæums-interview 2: Mikael Simpson

GAFFAs jubilæums-interview 2: Mikael Simpson

GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Tracklisten til albummet er som følger:

Ulige Numre: Kom Tilbage Nu (Danseorkestret, 1985)
Mikael Simpson: Midnat I Europa (Thomas Helmig, 1986)
Kirstine Stubbe Teglbjærg: Hvor Går Vi Hen? (Lars H.U.G., 1987)
The Eclectic Moniker: Kom Nu Hjem (Kasper Winding, 1989)
Nephew: Det Si'r Sig Selv (C.V. Jørgensen, 1990)
Tim Christensen: Spiderman (Fielfraz, 1996)
The Floor Is Made Of Lava: Roses Are Red (Aqua, 1996)
Hymns From Nineveh: Fald Min Engel (TV-2, 2001)
Go Go Berlin: Turn Me On (Superheroes, 2002)
Christian Hjelm: Worst/Best Scenario (Nephew, 2004)
Nelson Can: Riverside (Agnes Obel, 2010)

Køb albummet via GAFFA Shop her.

I løbet af september bringer vi lange interviews med de 11 bands og solister, der medvirker på albummet. Vi fortsætter med Mikael Simpson:


Jeg har haft en fin dag. Mit ældste barns første skoledag – det er en stor dag for alle forældre.

Den første plade, jeg købte, må have været "Down Under" på syv tommer vinyl med Men At Work, men den bedste inden for de sidste 30 år må nok være "Spirit Of Eden" med Talk Talk, hvor jeg modsat aldrig har forstået, hvad der skulle være så fedt ved den negative energi hos Kurt Cobain og Nirvana med "Nevermind". Så vil jeg sgu hellere "live forever".

Skulle vi ha' en musiker som kulturminister, så hvorfor ikke give Blachman chancen, så kan det være, han for en gang skyld kan lave noget ordentligt.

Skal jeg pege på en kollega med god musiksmag, så må det være Trentemøller. Han spænder fra det elektroniske til fine stille sange, soniske lydbilleder til god smag i støj.

Den første koncert, der rigtig betød noget for mig, var Depeche Mode i Valbyhallen. Mere præcist den 3. oktober 1990. Men skal jeg pege på kunstnere, der er skyld i, at jeg er den kunstner, jeg er i dag, falder valget på Søren Ulrik Thomsen og Johnny Marr. Jeg elsker The Smiths, men Morrissey kan være lidt svær at holde ud i længden, som når han forsøger at lukke en hel festival, fordi der bliver spist en burger eller to

Den mest inspirerende tid i min egen karriere var omkring "De Ti Skud" i 2004, jeg følte det, som om jeg havde en lang dirrende strøm af energi. Det var en ret sindssyg tid. Noget efter besluttede pladeselskabet at sende mig en tur til Thailand for lige at koble lidt af i en periode. Jeg havde aldrig været i Thailand før. Så på anden dagen dernede begyndte der pludselig at sive noget vand ind under døren til vores bungalow. Det var så tsunamien. Jeg endte med at svømme rundt i den, men modsat mange andre, klarede jeg den med livet i behold, men det var totalt uvirkeligt. Bagefter var det som at se en bombarderet krigszone, men helt uden lugt af bål, benzin og brand. Vandet trak sig jo bare tilbage igen. På vejen hjem i flyet var første klasse reserveret til børn uden forældre. Jeg gad vide, hvordan stewardesserne har håndteret det? "Hvad så min dreng, vil du have en sodavand?" Hjerteskærende.

For at blive ved tårerne er Jimmy LaValle og Mark Kozeleks "You Missed My Heart" den sidste sang, der fik mig til at græde.

Det bedste råd, jeg nogensinde har fået fra en anden musiker, er "don't fucking touch me, man!" Det kom fra Liam Gallagher. Han sad i baren efter en Oasis-koncert på Skt. Petri, og jeg ville lige giev ham et klap på skulderen for at sige tak for koncerten. Det var hans reaktion.

Depeche Mode har altid været kæmpestore for mig. Særligt har Martin Gore fascineret mig. Hans far er sort, og via primært hans påvirkning kan man tydeligt høre blues og gospel rødderne i Depeche Mode. Så kan jeg godt lide at han er bevidst om, at bandet i realiteten kun har skrevet tre sange, de handler alle om "pain" og "suffering". Jeg var på en opgave for GAFFA for at interviewe bandet, og blev ret nervøs. Jeg fik sagt noget i starten, der tilsyneladende pissede Gore af, og i stedet var det "den spillende manager" Andy Flechter, der første ordet hele tiden. Det var lidt som at have et interview med Messi, og så er det Ove Christensen, der fører ordet fra start til slut. Lidt af en skuffelse.

For 30 år siden var jeg en utilpasset vestjysk skoleelev, der dykkede ned i mine forældres Slade-plader. Min mor er engelsk, så det har altid spillet en rolle, det er nok derfor, hun er så stor Oasis-fan.

Bandet havde også min sympati, men skal jeg pege på nogle, der har gang i det helt rigtige i dag, vil jeg nævne danske Mellemblond. De har et snert af uforløst ungdommelig energi over sig, samtidigt med at det er "voksen musik". Så favner de nogle af de store fra de sidste tre-fire årtier som Spiritualized, Stone Roses og C.V. Jørgensen. Et andet navn, der ikke har fået fortjent anerkendelse de sidste 30 år, er Crooked Spoke med albummet "The One You Left Behind". I det hele taget har jeg mange plader, jeg arbejdede seks år i butikken Baden Baden, jeg har en masse vinyler, 6.000 cd'er på loftet og så er jeg også blevet en del af streaming-tidsalderen. En anden overset artist er Baby Bird, jeg forsvarer altid hans fem første udgivelser, lavet på 8-spors båndotager, hvilket var med til at få mig selv i gang. Sjæl over teknik. Det var tiden før, han udgav You're Gorgeous, som ikke siger mig noget videre.

Men skal jeg høre noget, før jeg går på scenen, er det nærmere sådan noget som Eminems "Shake That Ass". Som en påmindelse til mig selv om ikke at glo ned i gulvet hele tiden og så få rystet den røv lidt bare en gang i mellem. Egentlig ikke fordi Eminem betyder så meget for mig. Skulle jeg pege på et album, jeg også hører om 30 år, er det nærmere "Laughing Stock" med Talk Talk, og jeg kunne ikke leve uden mine Low-plader. Jeg har dem alle. Kigger jeg tilbage frem for ud i fremtiden, var min første inspiration at se Laban i Holstebro Centret, da jeg var 10 år gammel. Så er der de plader, der kun er købt på grund af coveret, som for eksempel en punk-plade hvor Anders Fogh og Pia Kjærsgaard ligger og knalder. Den står dog ikke fremme på hylden i dag.

Jeg har delt meget musik med min mor, men da jeg blæste op for Nitzer Ebb og Front242, stod hun af, og så mistænkte hun mig for at være bøsse, fordi jeg hørte så meget Bronsky Beat. Og når vi nu snakker om kvinder og musik, har jeg altid haft et crush på Hope Sandaval, og kunne jeg vække en død sanger til live, mod at ofre en levende, så jeg gerne, at Jeff Buckley stod op af graven, og så kunne sangeren Ian Watkins fra Lostprophets (han skal for retten for 24 seksualforbrydelser, blandt andet voldtægt af en baby, red.) passende hoppe i kisten i stedet. Hans dokumenterede overgreb mod børn giver mig kvalme.

Jeg har aldrig rigtigt været til den hårde metal, men lod i sin tid som om jeg var nede med Anthrax for at imponere, men til gengæld har Godspeed You Black Emperor! seriøst skræmt mig. De ramte med det samme, hvor jeg derimod ikke fattede Trickys debut, "Maxinquaye", første gang jeg hørte den. Et par super cool sange er "Goodbye Johnny" med Primal Scream og så en gammel klassiker som "En Sømand Som Dig" af Elisabeth.

I forhold til min egen musik har jeg tit fortrudt, at det står i mit eget navn. Det samme navn som står på postkassen. Nogle gange kan jeg føle mig som en parodi på mig selv, specielt når jeg læser noget, som nogen har skrevet om mig. Så må det være bedre, at kalde sig Medina og have noget at gemme sig bag. Men det er for sent at skifte navn nu, det ville simpelthen være for åndssvagt. En "has-been", der skifter navn, haha!

Men der er folk, der holder ved. Jeg har fået en masse fede tegninger af fans gennem årene, men har altid haft det lidt svært med folk, der tatoverer mine tekster på deres krop. Jeg mener, jeg har selv svært ved mine egne ord, hvorfor skal andre så have dem tatoveret for tid og evighed. Men jeg har så selv en musikrelateret tatovering. En Betty Boop pin-up karakter, der troner foran en Vox-forstærker.

Trods mangler vil jeg sige, at jeg er rimeligt godt fremme i køen i rækken af velklædte danske musikere, og kunne jeg sende en musiker til frisøren, så må det selvfølgelig være Jens Unmack. Jeg har altid omgivet mig med musikelskere. Men ja, jeg har haft en kæreste med dårlig musiksmag, videre!! Så står det ikke meget bedre til med mine børns holdning til min egen musik. Min søn har efter en koncert udtrykkeligt bedt mig om at holde kæft mellem numrene, og så kan han simpelthen ikke få ind i sin seksårige knold, at der er nogen, som helt frivilligt vil betale penge for at høre mig spille min egen musik. Men det er der rent faktisk nogen, der gør, og en af de vildeste oplevelser, jeg har haft som optrædende, var i Ungdomshuset på Jagtvej 69, inden bulldozerne gjorde en uværdig ende på epoken. Fantastisk sal og publikum, jeg følte mig som en popdreng på et kæmpe stadion. Nu er – eller rettere var – sidstnævnte måske ikke den mest oplagte venue, men skulle jeg spille et andet instrument, end jeg gør i dag, er vi helt sikkert ovre i violin-, bratch-, celloafdelingen. Videre i den lidt skævere boldgade giver jeg tit albummet "Vi Sidder Bare Her" som gave. Det er en af to plader, vi lavede med Jørgen Leth, som der ikke er mange, der kender. Det er ikke kun interview med Jørgen, men noget der er klippet godt og grundigt igennem bagefter.

Så er jeg den lykkelige vinder af en GAFFA-Pris for "årets sanger", juhuu! Jeg har lavet en del radio på det seneste, og der ynder jeg at præsentere mig som "årets sanger" kåret af GAFFAs læsere, det veksler så meget hvilket år jeg fortæller, at kåringen fandt sted.

Jeg har et dyrt, godt anlæg derhjemme og en masse fed musik, men ikke alt holder lige godt vand med årene. For nyligt fandt jeg "I've Been Thinking About You" frem med London Beat. I dag ligger eksemplaret i storskrald.

Om at fortolket Thomas Helmigs "Midnat I Europa" til "Gi' Et Nummer"-cd'en:

– Selvom mine umiddelbare skud var C.V. Jørgensen, H.U.G./Kliché, Gangway samt "En Sømand Som Dig" med Elisabeth, faldt mit valg, noget uventet, på Thomas Helmig, som jeg stadig har til gode at forelske mig fuldstændig i. Ud fra en samtale med en ven, som sagde "Syng denne tekst, og du vil kunne høre, den kunne være din", tog jeg det som en opfordring samt et vink med en vognstang, og haps ... "Midnat I Europa". Inden jeg vidste af det, havde Asger Baden indspillet tre baslinjer oven i hinanden. Jeg fandt Kasper Tranbergs kornet frem fra "Slaar Skaar/Vi Sidder Bare Her"-optagelserne. Asger Baden fandt tilmed en klarinet fra Peter Fuglsang, som stemmer smukt i slutningen af nummeret. Jeg "trackede" et par synths på nummeret, og Tor Bach Kristensen lavede en "master" på mit styrtdyk af et mix! Thomas' tekst gav mig en mindre lærestreg om, at vi alle, sidst på dagen, deler mange associationer og behov! Noget, jeg bør tænke mere over.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA