x

Kings of Leon – På tyren igen

Kings of Leon – På tyren igen

Man kan ikke beskylde Nashville, Tennessee-gruppen Kings Of Leon for at ligge på den lade side. Seks album og talrige turnéer er det blevet til, siden de for ti år siden debuterede med det hæsblæsende guitarrockalbum Youth & Young Manhood, mens musikpressen skrev talrige spaltekilometer om deres utrolige livshistorie – tre sønner af en vækkelsesprædikant, der var rejst rundt med deres far og først havde opdaget rockmusikken, da de var næsten voksne, og deres fætter. Med navnene Caleb, Jared, Nathan og Matthew Followill.

I begyndelsen fik gruppen især succes i England, mens både hjemlandet og resten af verden var lidt længere om at høre tiøren falde, bortset fra en mindre kreds af kendere. Omsider var der jackpot i 2008, med det fjerde, mere polerede og afdæmpede, men stadig solidt rockende album Only By The Night og singlerne Sex On Fire og Use Somebody. Bandet blev nu globale verdensstjerner, mens nogle af de gamle fans til gengæld beskyldte dem for at sælge ud. Et nyt album, Come Around Sundown fra 2010, konsoliderede succesen, om end med lidt lavere salgstal, men i 2011 blev de musikalske rodeoryttere kastet af tyren. I hvert fald måtte sanger og guitarist Caleb Followill udvandre fra en koncert i Dallas efter at have rablet usammenhængende mellem sangene, og gruppens turné blev herefter aflyst. Rygterne talte om en tur i rehab grundet alkoholmisbrug.

Bandet holdt derefter en pause på en måned, vendte tilbage, fuldførte turnéen og forsvandt herefter atter fra radaren i mere end et år. I sommeren 2013 dukkede de dog op igen med en ny verdensturné, singlen Super Soaker og annonceringen af et nyt album, Mechanical Bull. I august var bandet et af hovednavnene på Smukfest i Skanderborg, og kort inden gruppens koncert på Bøgescenerne fangede GAFFA dem backstage til en snak om nedturen, genopstandelsen, det nye album, karrieren og fremtiden.

Kroppen sagde stop

Caleb, du havde et sammenbrud på scenen i Dallas for to år siden. Hvad skete der?

Caleb: – Den sag er blevet blæst ud af proportioner. Jeg betragter det ikke som et sammenbrud, men jeg havde arbejdet mere eller mindre nonstop i næsten ti år, og det kom til et punkt, hvor min krop sagde stop. Jeg havde stemmeproblemer på hele turnéen, og lige den aften var det over 30 grader varmt. Det var det rette tidspunkt, det skete på, for det lærte os, at det var på tide at tage en pause fra den usunde livsstil på landevejen. Og det synes jeg, man kan høre på vores nye plade. At vi har fået lysten til at spille tilbage, for i slutningen af den forrige turné nød vi ikke længere at spille sammen.

Nathan (trommer): – Pausen var også god på den måde, at det for første gang gav os tid til at være ægtemænd og fædre og ikke kun musikere. Det var et wake up call om, at vi har et ansvar nu.

Nu er I tilbage på turné. Hvordan vil I sørge for, at I ikke igen bliver nødt til at kaste håndklædet i ringen på et tidspunkt?

Caleb: – Jeg tror, at vi skal holde det tempo, vi har haft på det seneste album, hvor vi tog et års pause efter den seneste turné. Det vil sige, vi holdt ikke helt pause, for vi skrev lidt hist og her, men det gik meget langsommere end tidligere. Min kone var gravid, og jeg nød at leve aspekter af livet, jeg aldrig tidligere havde oplevet. At gå hjemme og lave mad til hende og varte hende op.

Nathan: – Det, at vi har fået familier nu, gør, at vi bruger tiden bedre. Når vi har seks uger til at gå i studiet, anvender vi tiden effektivt frem for at hænge i studiet til langt ud på natten uden at lave noget. Nu vil vi hellere gå tidligt hjem, så vi kan lægge børnene i seng og selv gå tidligt i seng, så vi kan stå op samtidig med vores børn, og så gå i studiet, når vi har spist morgenmad. Vi har fået børn på nogenlunde samme tid, og vi har tidligere haft dem med på vores turné. Det fungerede fint. Jeg tror, de bliver bedste venner. Det bliver sjovt at tage dem med på festivaler.

Har det, at I har fået børn, haft nogen betydning på, hvordan I arbejder sammen?

Caleb: – Ikke på den måde, vi spiller på, men på den måde, vi er sammen på uden for scenerne. Vi hænger altid ud med hinanden, når vi er på turné, for vi har ikke andre at hænge ud med, men nu har vi børnene med, vil vi gerne se hinandens børn, og børnene vil gerne se hinanden. Så vi hænger ud sammen med børnene og lever nok lidt sundere end før. På denne del af turnéen har vi dog ikke vores koner og børn med, så nu går vi lidt mere til den.

Samme lyd, ny inspiration

Kings Of Leon er som sagt aktuelle med deres sjette album, Mechanical Bull. Et album, som både indeholder heftige rocksange, midt-tempo-numre og mere afdæmpede stunder, og blandt andet byder på gospelkor, men hvordan vil gruppen selv beskrive albummet?

Matthew (guitar): – Vi laver bare det, vi altid har gjort. Vi kan ikke lave en Get Lucky, eller hvad der nu er oppe i tiden. Vi skriver bare sange.

Jared (bas): – Vi har aldrig forsøgt at lave om på os selv.

Matthew: – Vi har ikke ændret voldsomt meget på vores lyd, men sangene er virkelig stærke, og vi har gjort meget ud af arrangementerne. Albummet er mere rocket end det forrige, og det holder fast i lytteren, siger Matthew, der i øvrigt, da GAFFA interviewede ham telefonisk forud for gruppens koncert på Smukfest, kunne supplere med, at det stemningsmæssigt måske var en blanding af gruppens andet og tredje album, Aha Shake Heartbreak og Because Of The Times fra henholdsvis 2004 og 2007, og at det var indspillet i gruppens nyindrettede studie i Nashville sammen med deres mangeårige producer Angelo Petraglia.

Har I fundet nogle nye musikalske inspirationskilder til dette album?

Caleb: – Ja, jeg hørte masser af ny musik, da vi skrev dette album. Eksempelvis Alt-J, de er virkelig gode, Tame Impala – deres trommeslager blæste mig bagover, da jeg så dem live, han kan ikke beskrives, han skal opleves – Foxygen, Cayucas, Chvchres – deres sangerinde har en virkelig flot stemme. Og Haim, de piger har virkelig talent. Denne plade er klart mere inspireret af ny musik end forgængeren. Jeg kan godt lide at høre musik fra rundt om i verden, fra Australien, fra England. Der er altid nogle små forskelle på, hvordan bands lyder rundt om i verden, men de unge bands har altid en sult, de prøver at få deres musik ud i verden, og måske prøver de at slippe fra der, hvor de er.

Nathan: – Jeg har lige hørt et nyt band fra New Zealand, Lorde. De har lavet en sang, der hedder Royals. Den bliver et massivt radiohit. Husk lige, hvem der sagde det først.

Caleb: – Og Justin Bieber. Han bliver stor (griner).

Nathan: – Det var første gang, vi faktisk havde tid til at lytte til ny musik og opdage ny musik, fordi vi holdt et års pause. Når vi er turné, er det sidste, vi har lyst til, at høre musik hele dagen, når vi spiller koncert hver aften.

Matthew: – Jeg har i hvert fald hørt mere musik i vores pause, end jeg har gjort nogensinde før. (Bliver afbrudt af Magtens Korridorer-sanger Johan Olsens voldsomme brøl på Bøgescenerne, red.) Jamen dog.

Top 10 på rockhitlisten er fint nok

Det er i år 10 år siden, Kings Of Leon udgav deres debutalbum. Hvad var deres ambitioner dengang – og har de indfriet dem?

Matthew: – Vores ambitioner var slet ikke at blive så store, som vi er blevet. Vi var meget stolte, da vi fik lov at tage på turné som opvarmning for The Strokes kort tid efter udgivelsen af vores debutalbum. Det syntes vi var kæmpestort.

Jared: – Vi drømte aldrig om at vinde Grammyer eller nå det niveau, vi ramte for et par plader siden. Vi havde aldrig drømt at få så stort et hit, som vi fik med Use Somebody.

Hvad er så jeres ambitioner for de næste ti år?

Matthew: – Vi vil være tilfredse, hvis vi kan beholde det niveau, vi har nu.

Jared: – Ja, og skulle populariteten falde en smule, vil det heller ikke gøre noget. Bare vi kan ligge i top 10 på rockhitlisten, er det fint. Vi behøver ikke ligge nummer 1 på hitlisten igen.

Hvordan har I det med, at pladesalget er faldet så meget i løbet af de ti år, I har udgivet plader?

Matthew: – Vi har altid været et liveband, og vi har altid levet af vores koncerter. Havde vi levet i 70'erne, havde vi nok solgt lidt flere plader, men vi klager ikke. I dag tjener de fleste band jo deres penge på koncerter.

Hvordan har I det med alt det rejseri, der er forbundet med at turnere?

Matthew: – Vi kan godt lide at komme rundt i verden, men selve transporten er ikke særlig spændende. For at komme hertil skulle vi køre halvanden time fra London, flyve i to timer og køre i bil i en time. Vi bruger 10 gange så lang tid i et fly og en bil, som vi er på scenen.

Jeg bemærkede, at I fire ankom i hver sin bil til festivalen. Hvorfor det – det virker ret ekstravagant.

Matthew: – Det er, fordi vi ikke har nogen turbus, vi har fire biler. Og der er andre folk i bilerne, vores assistenter og vores assistenters assistenter (griner). Jared og jeg kom faktisk i samme bil.

Hvad betyder publikums reaktioner, når I spiller?

Jared: – Hvis crowden lytter koncentreret, spiller vi koncentreret. Hvis folk er vilde, begynder vi at interagere med dem og koncentrerer os dermed mindre. Men vi sørger for at spille godt, og vi har ikke noget imod, at folk optager det og lægger det på nettet.

Er der noget, I ved nu, som I ville have vidst, dengang I startede?

Matthew: – Nej, jeg tror, der er en mening med alt, der sker. Måske, at vi skulle være mere os selv. I begyndelsen forsøgte vi at se hårde ud og lyde hårde og mærkelige. Men hvis ikke havde gjort, som vi gjorde dengang, var vi måske ikke endt, hvor vi er nu.

Fem stavelser igen-igen

Kendere vil vide, at alle Kings Of Leons album har en titel på fem stavelser: Youth & Young Manhood, Aha Shake Heartbreak, Because Of The Times, Only By The Night, Come Around Sundown og nu også Mechanical Bull. Om titlen og de fem stavelser fortalte Matthew Followill følgende, da vi fangede ham telefonisk før Smukfest-koncerten:

– Det var noget, Caleb kom på på et tidspunkt, og det syntes vi lød godt, så det blev hængende. Jeg må tilstå, at vi altid finder på titlerne, før vi går i gang med at indspille sangene, så vi har haft den længe. Nogen har sagt i pressen, at titlen er inspireret af John Travolta-filmen Urban Cowboy, og den så vi da også på et tidspunkt, men jeg ved faktisk ikke, om det er derfra, det stammer. Men det er ikke alt, der behøver have en forklaring.

Og titlen har fem stavelser, ligesom alle jeres øvrige plader.

– Ja, sådan er det blevet. Det var først, da vi havde lavet tre album, at vi fandt ud af, at de havde titler bestående af fem stavelser, men da vi blev opmærksomme på det, besluttede vi os til at fortsætte med det. Det er en god måde at begrænse antallet af valgmuligheder på, når man skal finde en titel. Men jeg vil ikke garantere, at vi vil fortsætte med det for tid og evighed (griner).

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA