x

Suzanne Vega: Kronprins Frederik og Tim Christensen er cool

Suzanne Vega: Kronprins Frederik og Tim Christensen er cool

Den amerikanske sangerinde og sangskriver Suzanne Vega gæster Danmark til tre koncerter i henholdsvis Vejle Musikteater 24. oktober, Portalen, Greve 25. oktober og Odense Koncerthus 26. oktober. Alle tre aftener spiller hun som dobbelt hovednavn sammen med Hanne Boel.

Suzanne Vega debuterede med sin udtryksfulde stemme i 1985, hvor hun udgav sit første og selvbetitlede album. Siden da har hun været med til at redefinere folk-genren og har turneret verden over. Hendes mest kendte numre er "Tom's Diner" og "Luka", begge fra 1987, sange, hvor hun synger om mennesker i storbyen, et hyppigt emne for hendes tekster.

Til dato har den i dag 54 år gamle Vega udgivet 11 album, hvoraf de sidste fire har været afdæmpede fortolkninger af hendes ældre numre, men nu er der snart nyt på vej. GAFFA ringede til Suzanne Vega i hendes hjemby New York for at høre lidt om den danske turné og det kommende album.

Hvad kan vi forvente af koncerterne i Danmark?

– Jeg kommer med mig selv og min guitar og min guitarist Gerry Leonard. Han spiller også med blandt andre David Bowie og Rufus Wainwright og har været kapelmester for dem live. Han er mere end bare en gennemsnitlig guitarist, så det bliver et gennemarbejdet lydbillede. Vi spiller både gamle numre og fire nye sange, som kommer med på mit næste album, der udkommer i begyndelsen af næste år. I kan godt forvente, at jeg spiller mine mest kendte numre som "Tom's Diner" og "Luka" og fanfavoritter som "The Queen and the Soldier" og "Small Blue Thing". Folk vil gerne have dem, og jeg kan stadig godt lide dem, så hvorfor ikke?

Kan du fortælle mere om dit kommende album – det er jo det første med nye sange siden 2007.

– Vi er netop ved at færdiggøre det nu. Gerry Leonard producerer det. Hver sang har sin egen smag, fra helt afdæmpede, folk-orienterede sange til noget, der nærmest er rock'n'roll. Vi føler, at vi har ramt en god energi.

Har fået egne plader tilbage

Dine sidste fire album har været afdæmpede indspilninger af en stor del af dit bagkatalog. Hvorfor har du valgt at genfortolke dine sange?

– Af to årsager, en kunstnerisk og en forretningsmæssig. Rent kunstnerisk elsker jeg, når sangskrivere som Bob Dylan eller Leonard Cohen spiller helt neddæmpede versioner af deres sange, bare med en guitar, og jeg håber, mine fans vil synes om det. Forretningsmæssigt handler det om, at jeg ikke har rettighederne til mine gamle plader, de ligger hos pladeselskaberne A&M og Blue Note. Jeg vil gerne kunne sælge pladerne på mit eget selskab og til koncerter og på nettet, og det kan jeg på denne måde. Nu kan jeg tjene penge på dem resten af livet. Publikum kan lide dem, og jeg signerer dem gerne til koncerterne. Jeg har også fået over 100.000 fans på Facebook, og dem kan jeg promovere pladerne over for. Også mit næste album.

Ja, du er meget aktiv på Facebook, Twitter og Instagram. Det ser man jo ellers ofte hos, ahem, lidt yngre kunstnere.

– Jeg var lidt skeptisk i starten, men nu er jeg blevet ret vild med det og har fundet ud af, at Facebook og Twitter er to helt forskellige ting. Og jeg kan godt lide at tage billeder. Og det er en god idé at være på sociale medier, hvis man vil i kontakt med sine fans og ikke har et major label i ryggen.

Er du færdig med at udgive på store pladeselskaber?

– Man skal aldrig sige aldrig. Hvis Columbia Records tilbød mig en stor kontrakt, ville jeg da kigge på det. Men min manager, som også er manager for Aimee Mann, synes ikke, der er nogen grund til overhovedet at forsøge at gøre kur til et stort selskab. Jeg hyrede ham, fordi han har gjort et godt job med Aimee Mann, og hun har været på uafhængige pladeselskaber i mange år. Lige nu er jeg tilfreds med at gøre det på denne måde.

I forbindelse med, at du genindspillede så mange af dine gamle sange, var der så nogle af dine gamle numre, der pludselig gav helt ny mening for dig?

– Ja, især "Ironbound", der oprindeligt er fra "Solitude Standing" fra 1987. Da jeg skrev sangen, var den inspireret af, at der var en fyr, der gerne ville gifte sig med mig, men jeg var ikke interesseret i ham – det er det skjulte budskab i den sang. I dag har jeg været gift i otte år, og nu betyder sangen noget helt andet for mig.

Har der været sange, hvor du har tænkt, da du genindspillede dem: "Dette nummer skulle have været et større hit, end det blev"?

– Ja, helt klart. På hvert album er der en sang, som mine fans elsker, selvom den ikke blev et hit. For eksempel "Caramel" (fra "Nine Objects of Desire", 1996, red.)" eller "Penitent" (fra "Songs in Red and Gray", 2001, red.). Jeg tænkte, at de godt kunne være blevet hits i et andet liv, men det er nu ikke noget, jeg bekymrer mig meget om, jeg skriver bare videre.

Elsker Kanye West

Tilbage til turnésnakken. Hvordan er det gået i øvelokalet?

– Vi har turneret on-off hele året rundt i verden, seks uger i USA og så til Hong Kong og Japan på en uge og så tilbage til USA. Vi er i rimelig god form, så vi har ikke rigtigt behov for at øve yderligere. Turnéen er gået godt, og folk kan lide de nye sange.

Har du et ritual, lige før du går på scenen?

– Mit eneste ritual er, at jeg lægger makeup, som jeg virkelig nyder. Jeg elsker at male mig selv og bruger en hel time på det. Jeg varmer ikke engang min stemme op. Jeg lægger makeup, jeg spiser halspastiller, jeg går på scenen.

Hvad står der på din forplejningsliste?

– Halspastiller (griner, red.). Jeg er ikke en skolet sanger, så det er den måde, jeg varmer min stemme op på. Ellers ved jeg faktisk ikke, hvad der er på den liste. Det skifter lidt fra tid til anden, alt efter hvad de forskellige musikere, jeg har med på mine turnéer, ønsker. Der var én, der ville have avocadoer på et tidspunkt, husker jeg. Men det er nogle ganske almindelige ting: Ost og kiks og bla, bla, bla (griner, red.).

Hvad hører du i turbussen?

– Alt muligt. Lige for tiden er Kanye West den spillede kunstner på min iPhone. Jeg forelskede mig i hans sang "Welcome to Heartbreak", og siden har jeg været stor fan. Og ellers Adele, B.O.B., Sean Paul, Foo Fighters…

De fleste af dem er kunstnere, som spiller noget mere tempofyldt musik, end du selv gør.

– Ja, det er noget, der får mig til at springe ud af sengen. Jeg hører også mere stille musik som for eksempel Leonard Cohen, men til daglig hører jeg oftere musik, der bringer mig i godt humør til at pakke mine ting og komme videre på landevejen.

Er det også noget, du kan bruge som musikalsk inspiration?

– Ja, jeg har en ny sang med titlen "Don't Uncork What You Can't Contain", som måske har lidt musikalsk inspiration fra den type navne. Mange folk siger, at de nye sange har en anden energi end de gamle, så måske. Jeg fik Gerry til at lytte til gangstarap (griner, red.), til 50 Cent. Måske kan det høres.

Fed frokost med Frederik

Du skal blandt andet spille i Odense, H.C. Andersens fødeby. Du blev udnævnt til H.C. Andersen-Ambassadør, da hans 200 års fødselsdag blev fejret i 2005. Hvad var din oplevelse af det?

– Det var lidt mærkeligt, for de udnævnte jo masser af folk til ambassadører, blandt andre Tina Turner. Jeg ved ikke helt, hvad forbindelsen mellem H.C. Andersen og alle de folk bestod i, men jeg kan godt føle en linje fra H.C. Andersen til mig. Jeg elsker hans eventyr som "Snedronningen" og "Den grimme ælling", og man kan godt sige, at der er en eventyrlogik i nogle af mine sange. Der fulgte ikke rigtig nogen forpligtelser med ambassadørtitlen ud over at spise frokost med Kronprins Frederik i Brooklyn, og det passede mig fint. Han er en cool fyr. Og jeg var da beæret over titlen.

Har du været ude at promovere H.C. Andersen ved dine koncerter?

– Nej, det var der ikke nogen, der bad mig om.

Da du spillede i København i 2010, gav du koncert på spillestedet Vega. Hvad tænkte du, da du fandt ud af, at du skulle spille et sted, som du deler navn med?

– Det syntes jeg var vældig morsomt, og jeg husker, at Tim Christensen kom og besøgte mig. Jeg er stor fan af ham, især hans andet album ("Honeyburst", 2003, red.). Jeg opdagede hans musik, da den blev spillet backstage en anden gang, vi spillede i Danmark, og jeg og de andre musikere – som dengang var en hel del – måtte straks vide, hvem det var. Det lød lidt som Neil Finn eller Crowded House, men alligevel meget originalt. Vi købte alle sammen hans andet album hver især. Min roadie på det tidspunkt, Timothy Mitchell, som også er en glimrende guitarist, er blevet en god ven af ham. Det var kærlighed ved første lyt.

Find billetter til koncerterne via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA