x

Agnes Obel – Friheden i at arbejde alene

Agnes Obel – Friheden i at arbejde alene

Når man ser billeder af Agnes Obel, der netop har udgivet sit andet album Aventine, er det sjældent et smil, der pryder den kønne kunstners ansigt. Helt anderledes er det imidlertid, når man sidder over for hende – så spares der hverken på smil, latter eller nærvær. Et faktum er det dog, at fotografering langtfra er hendes yndlingsdisciplin – i hvert fald ikke, når hun selv står foran linsen. Når hun selv får lov at eksperimentere med kameraet, er det en anden sag, og så hjælper det også lidt, at GAFFAs fotograf har en så legende tilgang til faget, som tilfældet er. Og når makeup-artisten så tilmed ganske overraskende er en gammel veninde fra teenageårene, som man kan udveksle vilde anekdoter om blandt andet at holde en legendarisk fest i en nedlagt Fakta med.

Men nu er det jo musikken, det skal handle om, og Aventine må siges at have temmelig store musikalske sko at udfylde, idet forgængeren, Philharmonics er et af de mest succesfulde danske album i nyere tid. Pladen har efterhånden solgt 500.000 eksemplarer på verdensplan og har fået Agnes ud over stepperne i det store udland og i lande som Frankrig, Canada, Irland, Italien og Spanien møder publikum også talstærkt op til hendes koncerter. Ikke dårligt for en pige, der leverer tyste sange, hvor stemme og klaver er de primære virkemidler. Ingen gimmicks. Ingen billige tricks. Bare musikken, melodierne og stemningen.

Og hvordan har det så været at skulle leve op til en så bragende succes? Har der været et pladeselskab, der har åndet frøken Obel i nakken for nu at træffe de rigtige valg og bestemt hvilken dyr producer, hun skulle samarbejde med i forhold til at gentage succesen? Nej, for selvom mulighederne har været mange og der denne gang har været råd i budgettet til alverdens kendis-producere og til at indspille i Abbey Road, hvis det skulle være, har Agnes valgt præcis samme tilgang til sangskrivningen som sidst. For sig selv i lejligheden i Berlin har hun selv leget sangene frem på klaveret og med stemmen og desuden selv stået for produktionen. En enkelt tur i et studiekompleks i Kreuzberg er det dog blevet til.

– Jeg har været helt overvældet over, hvor stort et arbejde det har været at lave pladen. Det har været et meget større arbejde end med den første. Jeg troede egentlig på et tidligt tidspunkt, at jeg havde alle sangene, men så fandt jeg ud af, at jeg havde brug for at eksperimentere noget mere, fordi der var nogle bestemte stemninger, jeg gerne ville have frem. Så jeg var nødt til at skrive alle sangene igen. Det har været meget intenst, og jeg har været meget mere bevidst om, hvad jeg ville, end jeg var sidst.

Men det, du har villet denne gang, har været mere i samme stil som sidst?

– Jeg havde gang i noget på Philharmonics, som jeg ikke følte, jeg havde fulgt helt til dørs, og jeg havde en nysgerrighed omkring, hvad jeg kunne få ud af den måde at arbejde på; hvilke sange, jeg ville skrive og hvordan jeg ville synge og spille, hvis jeg gjorde det alene.

Føler du så, du er kommet til bunds i det udtryk, du har udforsket indtil videre?

– Nej, jeg har stadig nogle ideer, men det kan være, jeg kan klare det med et par enkelte sange og ikke en hel plade næste gang. Men jeg bliver mere og mere interesseret i at optage musikken selv. Jeg elsker friheden i at kunne arbejde om natten og blive ved så længe, jeg har lyst uden at skulle tage hensyn til nogen. Men det betyder ikke, at jeg ikke også ville elske at være i et studie.

Er alle sangene nye kompositioner?

– To af sangene er skrevet, før Philharmonics udkom, så Fuel To Fire og Smoking Mirrors er egentlig også skrevet til skrivebordsskuffen. Og måden at skrive sangene på er den samme. Denne gang er der så bare en helt anden forventning til det, og det har gjort det svært at gøre de enkelte sange færdige i slutningen af processen.

Hvorfor det?

– Fordi der rent faktisk var folk derude, som ventede på at få det at høre og havde forventninger til sangene. Det blev pludselig meget virkeligt.

Har arbejdet med sangene lært dig noget?

– Jeg har i hvert fald lært, at jeg ikke er særlig god til at arbejde med noget, der ikke interesserer mig, men på den anden side er jeg så rigtig god til at fordybe mig i det, der har min interesse.

 

Tourliv på backpacker-maner

I kølvandet på Philharmonics' succes og i takt med at albummet fik hold i udlandet, turnerede Agnes yderst intenst sammen med cellisten Anne Müller. De to spillede uafbrudt i sidste halvdel af 2010, præsterede at spille cirka imponerende 300 koncerter året efter, og havde ligeledes en pakket kalender i starten af 2012.

­– Det var ret vanvittigt. Det var jo noget uventet, at jeg skulle spille så meget, så det var en ret stejl læringskurve, samtidig med at det selvfølgelig har været vidunderligt at få lov til at rejse rundt og spille min musik for så mange mennesker rundt omkring i verden.

Så du har aldrig siddet og skullet spille en sang for 117. gang, og den virkelig har hængt dig ud ad halsen?

– Jo, helt sikkert. Og det var også en af grundene til, at jeg ekstra gerne ville lave en ny plade, haha! Jeg har virkelig spillet de "gamle" sange mange gange. Men jeg har virkelig fået meget ud af det, og når jeg kom hjem efter koncerterne, føltes det som den mest naturlige ting i verden at skynde mig at få optaget de idéer, der var opstået undervejs.

Hvordan kom du og Anne omkring, når I skulle spille koncerter rundt omkring i udlandet?

– Ja, altså det var ikke altid lige velovervejet. I starten var det nærmest backpacking med instrumenter om bord på offentlig transport. Jeg havde en guitar og en kuffert med effekter, og Anne havde sin cello, samtidig med at vi også havde vores normale bagage. Helt i starten havde vi endda også et 40 kilo tungt keyboard med, som vi bar under armen. Det droppede vi efter en turne, haha! Vi tog for eksempel toget rundt i Holland, og da vi så bankede på, der hvor vi skulle optræde, var der flere af stederne, der ikke troede på, at det var os, fordi der normalt kommer en stor bus fyldt med folk, og vi var bare to piger med instrumenter, haha! Det var også et helvede at få celloen med om bord på fly. Vi skulle købe et sæde til den, men det var ikke altid nok. Enkelte gange skulle den på første klasse. Nu er vi heldigvis begyndt at være mere organiserede og turnere i bus. Det er langt mere bekvemt.

 

Dybe mandestemmer

Punktøserne i Nelson Can indspillede en noget mere smadret version end originalen af Riverside til GAFFAs 30 års jubilæums-cd, Gi Et Nummer. Men hvem kunne Agnes ellers tænke sig at høre indspille en coverversion af sine sange? Valget falder efter en tænkepause på en række markante mandestemmer.

– Der er rigtig mange, jeg gerne ville høre fortolke mine sange, og nu er jeg helt bange for at ødelægge det ved at sige det højt, haha! Det ville være sindssygt interessant at høre mænd synge mine sange – gerne mænd med et helt andet vokalt udtryk end mit, det kunne være sjovt. Mark Lanegan, Scott Walker eller David Lynch ville være vildt fede personer og stemmer at høre fremføre mine numre. Roy Orbison er min yndlingssanger, men han er jo desværre død, ellers ville det fedeste i hele verden være at høre ham synge en sang, jeg har skrevet.

Hvad så hvis det skulle være en kvinde?

– Kate Bush og Joni Mitchell kunne være en drøm, men nu bliver det jo helt pinligt med alle de berømtheder, jeg sidder og nævner. Det kommer jo aldrig til at ske alligevel… Men måske læser de det i GAFFA og tænker: "Det var da en god idé", haha!

 

Agnes' Berlin

Agnes har i en længere årrække boet i Berlin, og indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at hun vender næsen hjem igen foreløbig. Men hvad er det, den populære tyske hovedstad kan, siden den tiltrækker kunstnertyper i hobetal?

– Da jeg første gang besøgte Berlin for mange år siden, var jeg helt overvældet over, hvor fed byen var. Der er en helt anden stemning end i andre storbyer. Det er meget mere afslappet, og der er meget mere rum. Folk får fat i gamle fabrikker, hvor de laver alle mulige vilde ting og den slags. Det har ændret sig en lille smule med tiden, men der er stadig meget mere rum end så mange andre steder. Det giver en følelse af, at man kan lave nogle projekter, man ikke normalt ville turde give sig ud i. Det er i hvert fald det, der er sket for mig og min kæreste – især han har haft glæde af det, fordi han laver animation. Man møder også andre med samme behov, og det er altid fedt at møde andre, der har projekter, de går og arbejder på. Det er vildt inspirerende, og så længe byen også er det, tror jeg, vi bliver boende. Det er fedt nok at være et sted, hvor man ikke helt er hjemme og ikke helt ved, hvordan tingene fungerer. Men jeg går da engang imellem og tænker på, at det også kunne være sjovt at prøve at bo et andet sted.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA