x

GAFFAs jubilæums-interview 9: Go Go Berlin

GAFFAs jubilæums-interview 9: Go Go Berlin

GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Tracklisten til albummet er som følger:

Ulige Numre: Kom Tilbage Nu (Danseorkestret, 1985)
Mikael Simpson: Midnat I Europa (Thomas Helmig, 1986)
Kirstine Stubbe Teglbjærg: Hvor Går Vi Hen? (Lars H.U.G., 1987)
The Eclectic Moniker: Kom Nu Hjem (Kasper Winding, 1989)
Nephew: Det Si'r Sig Selv (C.V. Jørgensen, 1990)
Tim Christensen: Spiderman (Fielfraz, 1996)
The Floor Is Made Of Lava: Roses Are Red (Aqua, 1996)
Hymns From Nineveh: Fald Min Engel (TV-2, 2001)
Go Go Berlin: Turn Me On (Superheroes, 2002)
Christian Hjelm: Worst/Best Scenario (Nephew, 2004)
Nelson Can: Riverside (Agnes Obel, 2010)

Køb albummet via GAFFA Shop her.

I løbet af september bringer vi lange interviews med de 11 bands og solister, der medvirker på albummet. Vi fortsætter med Go Go Berlin:

Vi startede vores band, fordi vi skulle lave en The Doors-jam på Escobar i Silkeborg.

Vi vandt en talentkonkurrence, som gjorde at vi skulle spille til Regatta i Silkeborg. Det var altså en koncert foran 20-25.000 mennesker, eller sådan noget. Det var helt vildt. Vi havde vel været et band i fem-seks måneder på det tidspunkt, og gik på højskole.

Når man har spillet for så mange mennesker, har man ikke rigtig noget imod at spille på en lille bar for 30 mennesker. Man tænker bare: "Fuck da det! Lad os fyre den af. Vi skal sgu nok komme op på den helt store scene igen."

Når man har oplevet det kick, det er at spille for 20.000 mennesker, så vil man have mere. Lidt ligesom en narkoman, der hele tiden jager den første rus. Man bliver da afhængig af det, selvfølgelig gør man det.

Jeg syntes altid, det var fedt, når min far satte plader på, da jeg var barn. Især Deep Purple. Jeg elskede at synge med på Woman From Tokyo, selvom jeg ikke kunne engelsk dengang.

Vi er vel alle sammen blevet musikopdraget af vores forældre. Det er da fuldstændig indoktrinering.

Jeg elsker virkelig Whitney Houston.

I gamle dage tog producere og musikere til London og hørte det sidste nye og det, der snart blev stort. Når de så kom hjem, lavede de det, de havde hørt derovre, og tilsatte lidt af deres egen lyd. Det var da en praktisk måde at være nyskabende på.

Jeg er vokset op i Ebeltoft med Cult Shakere og "Absolute Bass Music For Your Car".

Michael Learns To Rock spillede til et asiatisk nytårsshow eller sådan noget. Jeg har hørt, at der var 900 millioner asiater, der så den koncert. Det kan jeg simpelthen ikke forholde mig til. I vores tourbus kan der være ni mennesker. Det kan jeg bedre overskue.

Jeg kan godt lide engelsk punk. Emil er glad for metal, og Christoffer har en lortemusiksmag.

Efter en koncert var der engang en fra bandet, der pludselig kom væltende ud af en busk med en eller anden pige, mens han var i gang med at tage sine bukser på. Vi andre stod med en smøg i munden og så mærkeligt på ham, og så siger han helt forvirret: "Nå, hej. Øh, har I set Mikkel? Jeg kan ikke finde ham."

Vi kiggede på hinanden og sagde: "Ja, han sidder ovre i bilen og venter på dig. Hvorfor roder du rundt uden bukser på inde i en busk og leder efter ham?"

Jeg har aldrig set dem live, men Baby In Vain er et virkelig spændende band. De tre teenagetøser, de har jo alle sammen 10 gange større nosser, end vi har. De spiller fandme rockmusik, de piger.

Jeg havde fået billige billetter til en Aerosmith-koncert i Randers af min bank, og der fandt jeg ud af, at rockmusik sgu var ret fedt.

Som barn elskede jeg da, at der ikke var nogle af mine venner, der kunne lide Elvis.

I Ebeltoft var det lidt sådan, at hvis man spillede guitar, var man satanist, og så skulle man have bank. Heldigvis skiftede det på et tidspunkt. Pludselig opdagede alle de andre, at Guns N' Roses faktisk var pissefedt. Så skulle man ikke have bank længere, og det var da meget rart.

Vi er nok alle sammen fra steder, hvor der ikke rigtig var nogle, man kunne spille musik med.

Bottled In England har en fuldstændig mind-blowing energi på en scene. Det er sgu fedt, at selvom det er computermusik, så kan man mærke, at det er lavet af rigtige mennesker. De er bare så hårde og vilde og flinke.

I starten havde vi et lille bagtæppe, der sådan set var fint til de helt små steder, vi plejede at spille.

Men til Regatta var scenen kæmpestor, så da de hejste vores lille bagtæppe helt op under loftet, lignede det jo et frimærke. Men altså, så lærte man da også noget af det.

Efter den store koncert i Silkeborg skrev vi til alle festivaler og tilbød os selv. Vi fik afslag på afslag, men det var simpelthen enormt spændende alligevel.

Vi var så grønne, at vi skrev til Roskilde Festivals presseafdeling og sagde, at vi gerne ville komme og spille. Jeg kan ikke engang huske, om de overhovedet svarede.

Jeg tror, at alle, der har stået på en rigtig stor scene, bliver opmærksom på, at musikken skal kunne bære det. Man skal ikke begynde at skrive stadionrock af den grund, men alt for intim musik falder bare til jorden, når du så pludselig står på en stadionscene.

Alene det, at der er folk, der rent faktisk kommer for at høre os spille den musik, vi selv har lavet, kan jeg få en kæmpe optur over at tænke på.

Hvis du gerne vil alt, så ender du med at gøre intet.

Når man er rigtig fan af et band, er man det også, selvom de laver en elendig plade. Ligesom man holder med et fodboldhold, selvom de taber.

Det er smukt, når folk følelsesmæssigt involverer sig i musik og ikke bare står som Musikpolitiet med korslagte arme og brokker sig.

Som teenager havde jeg mange "Now Music"-cd'er. Det var sådan en lidt anderledes måde at gøre oprør mod alt det Beatles, mine forældre hørte.

Reptile Youth er et band, vi følger meget. De er virkelig gode til at brande sig selv, og så er de bare virkelig fede live.

Selvfølgelig er der noget musik, jeg synes er kvalmende at høre på. Men det er jo bare mig, der har en anden mening. Derfor skal andre da bare gå amok, hvis de er vilde med det.

D-A-D er stadig Danmarks største rockband, men for os, der ikke kan huske deres rigtige storhedstid, er det lidt svært at svært at forholde sig til nogle gange.

I Won't Cut My Hair er vel skrevet, før vi blev født. Så vi hørte om Jesper Binzers for længst overståede ungdomsoprør, inden vi overhovedet anede, hvad han egentlig sang om.

Vores generation mangler fandme et ordentligt rockorkester, vi kan kalde vores eget.

Det var frygteligt at komme ind på Christoffers mørke værelse, hvor der kørte Whitney Houston på anlægget, mens han lå og sov med en hånd nede i en chipspose, og der stod tomme Mokai over det hele. Jeg er simpelthen traumatiseret over den oplevelse.

I Sne Står Urt Og Busk I Skjul af Grundtvig er den bedste danske sang nogensinde. Er det ikke Grundtvig, der har skrevet den? (Nej, det er B.S. Ingemann, med musik af J.P.E. Hartmann, red.)

Dengang Dizzy Mizz Lizzys debutplade udkom, der stod alle cd-damerne i Fona og var helt i panik, fordi alle ville have den plade, og de anede ikke, hvad der foregik. Sådan bliver det også, når vores plade udkommer.

Man kan ikke sige, at rocken ligefrem er død. Den er træt og gnaven, ja, men det skal nok vågne op igen.

Når man har spillet et nummer live 200 gange, er det svært at indspille det til en plade. Live udvikler nummeret sig hele tiden, og det lyder lidt anderledes hver gang, men på en plade lyder det ens, ligegyldigt hvor mange gange du spiller det.

Alle sagde, at Jimi Hendrix lød ligesom B.B King, indtil han blev så stor nok til at lyde som sig selv.

Vi føler os bare ikke særlig Spandex-og hårlak-agtige.

Jeg fatter ikke alle de musikere, der har den der danske indstilling med, at man endelig ikke må tro for meget på sig selv. Det er da noget pis. Hvis ikke du tror på dig selv og det, du laver, så gider jeg da heller ikke tro på dig. Det kan da godt være, at du ikke får superstjerne-karriere, men du kan sgu da i det mindste prøve!

Findes der noget menneske i verden, der ikke kender Satisfaction med The Rolling Stones?

Superheroes er et af de bands, der burde være blevet meget større, end de blev.

Musikverdenen kan ikke leve uden rocken i det lange løb. Sådan er det bare.

Så længe de store musikbosser sidder med deres cigar i munden og kaster alle deres penge efter pop og dancehall, så skal det nok gå. Det sidste, rockmusikken har brug for, er nogle jakkesæt, der vil tjene penge.

Alle kan lære noget af historiebøgerne, hvis man har sig selv med i det.

Til Spot tog jeg en hoodie på og sneg mig ud blandt publikum en halv time inden koncerten. Salen var næsten fyldt. Det var vildt at se den her kæmpe scene og tænke: "Der skal jeg sgu op og spille om lidt".

De fleste bands går jo fra de helt små scener til større og større scener og skal lære at stå på en stor scene. Vi blev kastet ud i det meget hurtigt, og derfor har vi måske nemmere ved det. Altså, vi blev jo nødt til at lære det, ellers kunne vi umuligt fylde scenen ud og spille for alle de mennesker.

Det er utroligt, at finansverdenen spillede så stor en rolle i, at Go Go Berlin blev startet. Det kan man sgu ikke se på vores bankkonto.

Nogle siger: "Det er sådan et Keith Richards-riff, det der", fair nok, derfor kan det sgu da godt lyde fedt.

The Blue Van er et rigtig fedt band, der måske kom på det forkerte tidspunkt. De havde nok passet bedre til starten af 90'erne med grunge og langhåret skovmandsrock.

Når musikken bare sidder lige i skabet, gør det ondt at se, at den ikke når sit potentiale.

Jeg elsker The Clash-pladen Sandinista, som alle The Clash-fans ellers hader. Der gik de lidt væk fra punken, og selvom punkerne vil forandre samfundet og verden generelt, blev de sure, da punkmusikken begyndte at forandre sig.

Musikken trænger til nogle udskiftninger. De, der sidder på toppen i dag, sad der jo tit også for 20-30 år siden. Det forstår jeg ikke.

De andre i bandet hader min musiksmag. Jeg må bare sidde ovre i hjørnet og hører Iron Maiden for mig selv.

Dengang jeg hørte meget Will Smith, ville jeg rigtig gerne spille basket og være sort. Det blev aldrig rigtig til noget.

At drikke sig rigtig fuld dagen inden en koncert er virkelig dumt. Det er faktisk meget bedre at gøre det på selve dagen.

 

Om at indspille Superheroes' Turn Me On til Gi' Et Nummer-cd'en:

Vi valgte Turn Me On, ikke kun fordi det er et fedt nummer, men også for at give os selv en rigtig udfordring. Det ligger jo langt fra vores lyd, men alligevel er der noget punket i det. Lidt a la vores knallertrock, du ved. Noget der vil fremad.

Det er også blevet et meget Go Go Berlin-agtigt nummer. Da vi indspillede, kom vi næsten i tvivl om, om det var et af vores egne numre. Og så er Turn Me On er jo en glemt skat. Et fantastisk nummer med en fantastisk lyd. Når man laver et covernummer, skal man være tro mod originalen, men heller ikke for meget. Man skal vise sig selv gennem nummeret. Det her nummer udkommer nok, før vores plade udkommer. Derfor var det også vigtigt for os at præsentere os selv, og at man skal kunne høre, det er os, der spiller. Det skal være sådan, at dem, der har lavet originalen, også synes, det er fedt. Det synes vi selv, at vi har gjort med det her nummer, og vi håber da, at Thomas Troelsen vil have det på samme måde.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA