x

Panamah-pandemi

Panamah-pandemi

Lyset skyder gennem ruderne i Casper Christensens nyåbnede natklub, Sunday. På de indrammede adgangskrav, der hænger foran indgangen, kan man læse, at der ikke skal mere end en forkert bundet butterfly til, før dørmanden Sankt Peter har ret til at forkaste én.

Som sådan lidt af et ironisk tilfælde, det netop er her, Panamahs pladeselskab, Universal, har valgt, billederne til denne artikel skal skydes. Stedet er råt og luksuriøst, og man kan få champagne til 85.000 kroner. Men folkeligt, det er det ikke. Det er til gengæld Panamah.

Siden debutsinglen Ikke For Sent udkom i 2010, har trioen bestående af de to gymnasiekammerater Peter Lützen, guitar og Anders Christensen, dj-producer og den to år yngre sanger, Amalie Stender, været et velkendt navn for den faste radiolytter. Mindre kendte blev de ikke, da debutpladen udkom samme efterår.

Men særligt 2013 har været Panamahs år. Bandet er det mest spillede i de danske radioer, ultrahittet Børn Af Natten er godt på vej mod triple-platin med over fire millioner streaminger, og også den velkendte DJ Blues har rundet dobbeltplatin og top-to på single-hitlisten.

Er I Bob Dylan!?

Bølgen af succes har bandet reddet på i løbet af en lang sommerturné, der peakede på Smukfest i Skanderborg, hvor 10.000 mennesker sang med på hitsene, og bandet ramte et totalt flow. Men da der samtidig har boret sig en deadline for bandets svære toer ind i samvittigheden, har stressfaktoren været lige så høj, som tilråbene var det til koncerten på Rytmehans.

–Der var et tidspunkt, hvor vi var topstressede. Det kunne vores lydmand godt mærke og sagde: "Hvorfor laver I en plade, samtidig med at I turnerer? Tror I, I er Bob Dylan? "Vi har siden fundet ud af, at det ikke har været en helt almindelig måde at gøre det på, siger Anders Christensen, som han læner sig tilbage i sofaen på udendørsterassen på Sunday efter et par intense, knipsende timer.

Det er en flot torsdag i september. Den bliver ikke mindre flot af, at Panamah få timer forinden har sendt den endelige, sidste masterering af plade nummer to En Varm Nats Kølige Luft af sted til pladeapparaturet. Et hårdt, langt kapitel er afsluttet. Pludselig smager en ginger ale og en smøg rigtig godt.

–Helt fri har vi aldrig, men det er en god følelse at sidde her og have givet slip på noget, vi er stolte af. Men jeg har det også sådan nu, at det er vildt, vi er endt her, siger Peter Lützen, der dagen før har siddet til klokken 8.00 i studiet og nørdet de sidste detaljer på pladen.

- Der har været nogle 14-timers vagter, siger han og kaster et drillende blik over på manager Alexander Mørch Pedersen, der sidder et par meter væk, som for at imponere en arbejdsgiver, der skal fordele genetillæg.

Fandt hinanden på nettet

Det er sket en del, siden Panamah slog de første strenge an i Peter Lützens forældres kælder, hvor Anders Christensen slog løs på et drumpad, og Amalie Stender og Peter Lützen forsøgte at finde hinanden på henholdsvis sang og guitar.

– Det var ulideligt, så efter ti minutter var vi nødt til at holde op, siger Anders Christensen.

Efter tiden på Christianshavn Gymnasium var Anders Christensen og Peter Lützen i gensidig respekt begyndt at lave lidt musik. Peter Lützen var fascineret af Anders Christensen, der forstod at lave lyd på sin computer, og Anders Christensen var fascineret af Peter Lützen, der "rent faktisk kunne spille et instrument". Men en sanger havde de ikke. Ikke før Anders Christensen og Amalie Stender fandt hinanden, hvor kærlighed så ofte opstår: på nettet. På et musikforum blev de enige om, hun skulle lægge vokal på et andet projekt, Anders Christensen havde gang i.

Senere kontaktede duoen hende i et forsøg på at få hendes vokal med på førstesinglen Ikke For Sent.

Og selv om bandet består af tre meget selvstændige individer med egne meninger, synes de rørende enige om, at der var noget over den lyd, de sammen kunne skabe:

– Det lød bare rigtigt, udbryder de, nærmest i kor.

– Jeg var forbløffet over, hvor fedt det lød. Det gav bare mening, supplerer Peter Lützen.

– Jeg fandt mit hjem med Panamah, jeg har altid sunget, men ikke været ude at optræde så meget, så det har virkelig været et chok med så mange mennesker, når vi er ude at spille, siger Amalie Stender.

Fandt sig selv på DJ Blues

Og så blev det ellers de store idéers legeplads. Der blev skrevet musik og efter en længere brainstorm blev også bandnavnet fundet – en sammentrækning af de tre medlemmers forstavelser plus et h i enden.

Spørger man til inspirationerne, bliver svaret hurtigt alt og ingenting. Og det er netop det unikke ved Panamah. Alle er de enige om, at Panamah laver pop med tyngde og har en melankolsk slagside, men hver for sig trækker de slutproduktet i egen retning, og det giver en flade kaldet Panamah, forklarer de.

– Jeg er nok mere den traditionelle popmusiker med baggrund i traditionel sangskrivning, siger Peter Lützen, indtil de bliver enige om, de hellere må tale om hinandens frem for egne kvaliteter.

– Peter er enormt god til at komme med de her popskitser, og så kan jeg bringe min baggrund ind som dj, hvor jeg forsøger at finde en masse nye strømninger, siger Anders Christensen.

– Og Amalies stemme er jo bare altid god, siger Peter Lützen.

– Hun er god til at høre hooket i hooket, fortsætter han lidt kryptisk, men Amalie Stender tager over og giver et eksempel på fraseringen i DJ Blues, hvor hun fraserer over linjen "dj, djææhææh". Det er et hook i hooket.

Det er altså i fusionen mellem de tre, Panamahs lyd opstår, forklarer de tre og slår fast, at sangene ligeledes bliver til i fællesskabsdynamikken. Men Panamah-lyden har taget lidt tid at finde og er faktisk først at høre på plade nummer to og nummeret DJ Blues, som for bandet virker som en epokegørende sang, der omtales med stor stolthed.

– Til at starte med forsøgte vi at arbejde os frem til en lyd, og det var, da vi fik den knækket med DJ Blues, at vi rigtigt fandt vores sound med Anders' groove og en guitar ind over, siger Peter Lützen.

Pop med melankoli

Alligevel betegnes den nye plade som en vandring fra det ene til det andet spektrum. Hvor DJ Blues er stram i antrækket, gemmer plade nummer to på flere sfæriske numre. Sådan lød Panamah til at starte med. Og nu lyder de sådan igen.

– Tekstmæssigt er det meget de samme temaer. Men musikalsk er vi lige som vendt tilbage til udgangspunktet, hvor vi lavede mere sfærisk musik. Det er vi fordi, vi hele tiden vil udvikle os. Vi har drivkraft og vil hele tiden videre og ikke falde hen i magelighed, siger Anders Christensen.

Viljen til at være mere end mat metervarepop gør Panamah meget ud af. Musikken er pop, men overfladisk og letbenet, det er det ikke, fortæller de.

– Jeg elsker glad musik, men kan ikke finde ud af at skrive den selv. Jeg er nok et meget melankolsk menneske, der dyrker efteråret og jazz, og så kan det være, jeg trækker de andre ned, griner Amalie Stender.

– Det er jo ikke fordi, vi er kede af det hele tiden. Men vi prøver at have lidt kant og lave popmusik med en ekstra dybde, siger Anders Christensen og forklarer, at man kan finde en dualitet i teksterne. Blandt andet singlen Små Stød, som både er konkret og generel i sin tematisering af, at man ikke skal spilde hinanden og tiden.

Intet afbrudt samleje

Dansk musik hitter i udlandet, og tal fra det danske musikeksportkontor, MXD, viser, at danske bands oftest har turneret i udlandet, inden debutpladen udkommer. Sådan et band er Panamah ikke. Godt nok er DJ Blues oversat til engelsk, men ambitionerne ligger stadig inden for landets grænser, og sproget er stadig dansk. Og indtil videre har de da også haft pæn succes med netop den opskrift.

– Vi arbejder med det danske sprog og vil gerne udfordre på dansk, og vi kan ikke pludselig lave om på den linje nu, det ville være som et afbrudt samleje, siger Anders Christensen, som afbrydes af Peter Lützen.

– Vi har en dansk bevidsthed, og Danmark er lige som vores hjemmebane, så vi har fokus på at være her og spille nogle gode koncerter her.

Tiden op til udgivelsen af pladen skal fyldes med promotion og diverse koncerter. Samtidig udvides Panamah med tre live-musikere, der kan løfte det yderligere op til efterårsturneen.

– Vi har noget nyt materiale, som skal have sit eget liv, som vi sammen skal til at arbejde på, så vi kan præsentere det for Danmark i vores egen indpakning. Vi tænker meget over at gøre noget nyt og overraske og bygge på, når vi står på scenen, så det bliver højere og vildere og hurtigere. Derfor er Peter også i gang med at øve sin egen dans, griner Anders Christensen. De forbudte trin kan opleves, når efterårsturneen sættes i gang på Store Vega den 26. november.

Panamah er:

Amalie Stender (28): Sang

Anders Christensen (30): Dj og Producer

Peter Lützen (30): Guitar

Pladeselskab: Easy Tiger

Management: 20 Something Management

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA