x

Den Gale Pen møder Brett Anderson

Den Gale Pen møder Brett Anderson

Hey Brett, vi er mange sortsynede romantikere, der er faldet ind og ud af kærlighedens greb med din stemme som soundtrack. Hvordan går det selv med herrens kærlighedsliv?

– Jeg vidste ikke, at GAFFA havde udviklet sig til (tabloidmagasinet) Hello, men siden du spørger: fint tak.

Du må være klar over, at mange folk er forvirrede og på nippet til at blive skeptiske over for dig. For det første aflyser du sidste efterår en turné med The Tears, fordi I eftersigende ville i studiet og indspille. Men vi har ikke hørt et kvæk om, hvordan det gik, og nu melder du ud, at du udsender et soloalbum til januar. Så helt ærligt, hvad gik der galt med dig og Bernard Butler denne gang?
– Der gik ikke noget galt. Der er ingen historie. Jeg har lavet et soloalbum, og han laver, hvad han nu laver. Hvis vi vil lave en plade sammen igen, så gør vi det, hvis ikke, så gør vi det ikke. Simpelt.

Er grunden til, at du nu forsøger dig som solist, at The Tears salgsmæssigt floppede i forhold til Suede?
– Ja, den eneste grund til, at jeg laver musik disse dage er for at købe det dyre pudsemiddel til mit guldindrammede palæ.

Alle disse retningsskift er sgu en kende forvirrende (band, nyt band, solo). Lider du af personlighedsspaltning?
– Jeg synes ikke, jeg har forvirret nok folk endnu. Jeg synes, at hele konceptet med at trave verden rundt år efter år, salgskampagne efter salgskampagne, er begrænsende og forudsigeligt. Der er alt for mange bands, der er for velfungerende til at marchere langsomt frem, mens de opbygger deres sikre, hyggelige, gigantiske, sponsorerede, airbrushed karriere stykke for stykke. FLERE BANDS BURDE GÅ I OPLØSNING. Da Suede mindede mere om et job end om rock’n’roll, droppede jeg det, da jeg simpelthen ikke følte mig inspireret mere. Jeg syntes, at den attitude burde blive bifaldet. Dette er kunst, ikke blikkenslagerarbejde. 14 år i det samme band var generelt set vidunderligt, men nogle gange klaustrofobisk, og som en konsekvens af det mistede jeg på et tidspunkt min dæmon. Nu er han tilbage og lallende lykkelig for enden af min seng.

Nå, men fortæl da noget om dit kommende album!
– Den oprindelige soniske vision var at skrive sange omkring stryger-loops uden elektriske guitarer. Arbejdsplanen blev dog ændret hen ad vejen, og det, der er tilbage er et album med klarhed og passion. Nok mit favoritalbum siden ”Coming Up”. Der er ingen trendy gæstestjerner og kendte producere. Rolf Harris spiller ikke trommer, og Plan B har ikke lavet remixes. Bare 11 sange, der væves ind i livet med min kolde og knudrede signatur. Åh ja, så er der for resten også to danske musikere på albummet.

Jeg har en brillant idé til dig. Du skulle seriøst overveje at lave noget med Billy Corgan, for han er lige så forvirret som dig. Han ved ikke, hvad han vil – Smashing Pumpkins, Zwan, solokarriere eller en amputeret udgave af Smashing Pumpkins. I to burde lave et duetalbum under overskriften ”To 90’er-idoler på jagt efter nyt kreativt højdepunkt”. Hvad siger du til det, hva?
– Skidesjovt.

Da du spillede til Rock’N’Royal-showet for det danske kronprinsepar, var det blandt andet med sangen Loving Is Dead, hvor passende syntes du lige selv, det var?
– Den sang er et primaltog hylende skrig af ensomhed, en hymne af fortvivlelse, et nøgent Nietzsche-agtigt syn på kærlighed, svigtene og skuffelserne. Dette er konstante sandheder og er som sådan altid passende.

Europa plejede at være din legeplads. Nu er det kun vi danskere, der vil lege, hvad fuck skete der?
– Der er faktisk en lille peruviansk stamme, der har adopteret She’s In Fashion som deres nationalmelodi…

Det menes, at Pete Doherty ikke kunne fungere kreativt uden stoffer. Er du enig i, at du kreativt peakede, da du også eksperimenterede med stofferne?
– Folk er åbenbart stadig forvirrede omkring det her, så lad os tage det én gang til for de langsomme bagerst i klassen: Stoffer er ikke med til at forsage kreative højder. Det er artisten i hans nysgerrige mentale sindstilstand, der læner sig imod dem. At ryge en ecstasy-pibe eller stikke sig i armene med marihuana får dig ikke til at skrive ”Strawberry Fields Forever” Men jeg går ud fra, at pressen har brug for deres skandaløse teorier for at sælge blade. Og i øvrigt er at sige, at jeg har ”eksperimenteret med stoffer” det samme som at sige, at Vlad The Impaler ikke var særlig rar.

Hvad er dine tre favorit-Suede-sange?
“The Wild Ones”
“The Wild Ones”
“The Wild Ones”

Er du stadig i kontakt med nogle af dine gamle Suede-venner?
– Simon er officielt stadig den mest vidunderlige mand i verden, og jeg skal se ham, så snart han kommer hjem fra Thailand. Richard er sms-freak, så normalt ”I spk t hm lk ths”. Jeg skal møde Mat til en øl om et par dage. Jeg havde en snak og en kop kaffe med Alex for et par dage siden. De er ligesom familie for mig, og der er intet ondt blod imellem os. Vi er gået igennem for meget sammen.


Finder du det morsomt at det, der i din tid blev opfattet som Suede-hår, nu hedder emorock-hår?
– Ikke rigtig.

Har du et favorit Suede-album og ét, der passer ind i den modsatte kategori?
– ”Coming Up” og ”Dog Man Star” er de to bedste Suede-album, men af vidt forskellige grunde. Musikalsk er de yin og yang, næsten modmedicin til hinanden. Jeg elsker dem begge som uartige børn.

Kan du huske noget fra dengang, hvor Ricky Gervais fra ”The Office” og ”Extras” var Suedes manager?
– Jeg kan huske, at han havde et forfærdeligt band, der hed Son Of Bleeper og som lavpunktet i vores karriere varmede vi op for dem. Sidste gang, jeg så Ricky, var ved en af de sidste Suede-koncerter. Han er varm, venlig og en meget talentfuld mand, og jeg ønsker ham alt det bedste.

En fyr fra dit pladeselskab spurgte os om vi ikke havde en sektion der hed ”hvad er der på din iPod” hvor du kunne blive interviewet til. Det har vi altså ikke, men så lad gå da, hvad hører du på din iPod?
- Mine seneste favoritter er det nye Yeah Yeah Yeah’s-album, Joni Mitchells ”Hejira”, Aphex Twins ”Selected Ambient Works”, “Shotgun Valentine” af Komakino, Björks ”Vespertine”, ”Kind Of Blue” af Miles Davies og musikken til ”Bladerunner” af Vengelis. Men, det skifter selvfølgelig hver dag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA